Fjenden: Deafheaven og gentrificering af black metal

I denne, første udgave af "Fjenden", stiller vi det altid relevante spørgsmål: ”bør vi hade hipster-black?”, eller bør velorienterede og fribårne lyttere i stedet imødekomme de senere års tendenser til at ”plukke” elementer fra black metal – her især blastbeats og skringre fræser-riffs – og blande dem op med andre musikalske genrer og udtryk?

Spørgsmålet er ikke nyt, men blev aktualiseret i det just forgangne år, da flere såkaldte ”toneangivende” musikmagasiner udråbte én af eksponenterne for denne mashup-trend: Deafheaven og bandets seneste album Sunbather til ”den bedste metaludgivelse i 2013”, en anerkendelse der blev suppleret af Metacritic, der samme år opsummerede albummet til, på tværs af alle kategorier, at være det bedst anmeldte med en score på 92 ud af 100.

Når et album sådan fremhæves af et mere eller mindre ensstemmigt anmelderkorps, bør man da ikke lægge sin umiddelbare væmmelse over det lyserøde og fimsede cover bag sig, og med et åbent sind hilse den nye strøm af bands, for hvem granskove og sort magi tilsyneladende ikke slår til længere, velkommen?

Det korte svar er, at det skal man da nok, men at man ikke for enhver pris behøver at starte med Sunbather.

Det lange og mere bitre svar er, at hvis man er tiltrukket af Sunbather for pladens black metal-elementer og hører til dem, der godt kan synes, at genren kunne trænge til lidt frisk blod, ville man nok ville få mere ud af at dykke ned i den meget store variation og bredde, der gennem tiden er opdyrket og raffineret inden for black metal som genre – på trods af scenens ry for musikalsk konservatisme. Der er med andre ord andre veje man kan gå, og det uden at få sine ører svinet til med alt for meget forudsigelig post-rock og teenage-overfølsomhed.

Genrens interne spændvidde

For at tage et par kendte eksempler er der endog ganske langt imellem f.eks. Darkthrones simplistiske og repetitive tågefærd gennem nordlige graner på 'Transilvanian Hunger', og Emperors langt mere tekniske og symfoniske pralerier på 'In the Nightside Eclipse', begge album fra samme land og samme år. Det detaljeorienterede og håndværksmæssige fokus er intakt på meget af Taakes materiale, hvor det på samtlige af f.eks. Xasthurs udgivelser er erstattet af skurrende, atmosfærisk uorden. Burzums katalog rummer i sig selv en stor variation, selv hvis man fraregner de MIDI-rædsler, der på en eller anden måde slap uredigerede ud af Varg Virkernes’ fængselscelle i slut-halvfemserne. På den mere aktuelle front har den franske lyd, med blandt andre Celeste, Blut Aus Nord og Deathspell Omega, haft held til at sprænge nogle af de værste klichéer, og der er bestemt også flere af de nyere US-bands, såsom Krallice, Wolves in the Throne Room eller Nachtmystium, der har noget at byde på.

I det lys virker det på mange nærmest som en fornærmelse, når Deafheaven - et par unge knøse, der i den grad syntes at komme fra ”uden for scenen” - på deres kun anden albumudgivelse leverer et album, der i mainstream-pressen bliver beskrevet og betragtet som en ”vindue” ind i en ellers utilgængelig genre: black metal.

Når udefrakommende taler på genrens vegne

Denne irritation bliver ikke mindre i lyset af tidligere forsøg på nye paradigmedefinitioner for black metal (der naturligvis indeholder en ”forklaring” af den gamle, skandinaviske black metal), hvori totalt upassende akademisk tågesnak om at revitalisere det spirituelle, dynamiske og livsbekræftende potentiale i musikken presses ned over en genre, der har en endda meget lang og sofistikeret tradition for individualitet og det spirituelle. Al ære og respekt for mennesker, der tager deres musik seriøst og ønsker at bryde med metalscenens bøvede bajer-komik, men transcendental black metal er sgu noget langt ude, værdiløst pladder.



“The will to power has two stages. The first may be called Fortification; the establishment of a paradigm or set of rules and the ensuing exploration of potential that lies within those constraints. The second stage may be termed Sacrifice; an auto-destruction, a self-overcoming whereby the initial rules, having been fully digested and satisfied, are thereby mutilated. They are transformed into the basis for something new and unprecedented. Transcendental Black Metal is black metal in the mode of Sacrifice. It is a clearing aside of contingent features and a fresh exploration of the essence of black metal. As such it is solar, hypertrophic, courageous, finite and penultimate. Its tone is Affirmation and its key technique is the Burst Beat.” Uddrag af sanger og guitarist i Liturgy Hunter Hunt-Hendrix' manifest 'Transcendental Black Metal: A Vision of Apocalyptic Humanism'.

Hipsternes ironisk-distancerede genreturisme kombineret med kunstskole-elevernes ønske om at ville tale på genrens vegne er naturligvis en torn i øjet på de mennesker, der efter et langt og grunddigt parløb med netop denne musik er fortrolig med dens småperverterede tiltrækningskraft og store spændvidde.

Vi mener (for en god ordens skyld), at man med god grund kan tillade sig at være skeptisk over for eventuelle halstørklædesvingende, slimjeans-og skovmandsskjorteklædte nyuddannede cand.mag.er, der forsøger at udlægge teksten og forklare os, hvad black metal i virkeligheden handler om. Hvorvidt vi skal være skeptiske over for udvikling og genre-påvirkninger udefra, er en mere kompliceret diskussion, som vi nok tager pr. ny udgivelse. Den ukritiske omfavnelse af alt, der er genrenedbrydende og altavantgardistisk – selve kernen i hipster-segmentets udviklingsfilosofi – er dog som udgangspunkt ikke noget, vi godvilligt skriver under på. Vi mener, det er i orden at betvivle, at nytilkomne til en genre som black metal egentlig forstår den genre, de er dykket ned i, og vi mener, det er i orden at betvivle deres engagement og vedholdenhed. Vi tror nemlig, at mange bare er på besøg, og at de rykker videre, når en anden og mere utilgængelig scene giver flere point på autenticitetskontoen.

Dog er Deafheaven jo ikke Liturgy og bør jo ikke skydes i skoene, at de nødvendigvis ønsker at agere talsmænd for en musikalsk tradition og logik, som de knap kender. Men enhver anmeldelse af ”årets bedste metalalbum” bør nok inddrage de diskussioner, der raser over nyere tids (overvejende amerikanske) forsøg på at tilpasse black metal til et nyt sæt værdier, tonaliteter og ikke mindst målgrupper.

Hvad definerer metal?

Når 'Sunbather' herudover er lidt af en torn i øjet på store dele af undergrundssegmentet, skyldes det nok især den etablerede musikpresses reaktion på albummet, der som nævnt har været mere end positiv. At udnævne et så mangefacetteret (læs: stilforvirret) album som 'Sunbather' til bedste ”metal-album” er en handling, der i den grad roder op i gamle sår, ikke mindst i diskussionen om, hvad der overhovedet definerer metal: Er metal bare en måde at spille bas' trommer og forvrænget guitar på, eller er det en egentlig kultur, med sine egne ufravigelige narrativer og en egen etos?


Deafheaven


100% satanisk, antisocial trve cvlt

Banalt følelsesregister

På 'Sunbather' er følelserne altid storladne, men kun sjældent relevante, eller for den sags skyld specielt raffinerede. Følelsesmæssig respons til musik er muligvis en meget subjektiv diskussion, men det emotionelle register vi oplever i vores gennemlytninger af dette, årets mest kritikerroste, album begrænser sig primært til teatralsk og banal ungdoms-sensibilitet, helt uden den flertydige og mystiske appel, der ofte gør black metal så dragende. Det er intet problem for os. at musikken i sig selv er primitiv, men de indre verdener, som musikken skal vække, bør ikke være primitive, og her mangler albummet for os at se dybde og variation.

I et større perspektiv er den manglende dybde ironisk, da mange af de nyere bands netop går til black metal med et erklæret ønske om ”at brede udtrykket ud” og spille på flere tangenter end blot nonnevoldtægt og ihjelfrosne vinterlandskaber – og hvem kan være utilfreds med det? Men når det eneste bidrag til genren synes at være halvkrukket emo-følsomhed og sange om forliste parforhold, er vi hellere fri.

Rent tone- og håndværksmæssigt er 'Sunbather' til gengæld en anderledes svært bestemmelig størrelse. Ofte lyder albummets guitar/bas-riffs som noget, Green Day eller The Offspring kunne have frembragt – blot med den forskel, at der ligger noget symaskine-tromme nedenunder og noget hekseskrig ovenover. På andre tidspunkter bevæger logikken sig mere over i et traditionelt metalsprog med halvtoneskift, tritonus, triste mol-figurer; alt det, der skal til for at få noget til at ”lyde ondt”. Andre steder igen er vi ovre i noget temmelig klassisk post-rock à la Explosions in the Sky, med hvad dertil hører af ulidelige ”ironiske” godnatsangsmelodier druknet i twangreverb akkompagneret af ”underfundige”, halvtriste basgange.

Post-rock-klichéer

Enkelte passager rummer dog en både intelligent og uforudsigelig musikalitet, men alt for ofte forfalder bandet til trivielle post-rock-klichéer og kedelige delay-guitarfigurer, der for os føles, som om de bare skal overstås. Der er således kun få steder, hvor albummet fungerer rigtig godt som post/indie-rock/shoegaze/whatever, og endnu færre steder hvor det fungerer rigtig godt som black metal.

Albummets femte skæring 'Vertigo' rummer faktisk en del gode momenter – der naturligvis er rodet sammen med en masse ligegyldigheder, og konstant afbrydes af oversentimentale, langsomme passager – hvor både guitarer og blastbeats i små glimt giver mening.

'Sunbather' er ikke årets bedste metalalbum. Måske er det slet ikke et metalalbum, det er ikke til at sige, måske står den totale genreturisme i vejen for en seriøs behandling, fordi vi ikke ved' hvordan vi skal håndtere det. Måske er det' vi opponerer imod' ideen om, at unavngivne musikjournalister åbenbart mener, at et band, der med løs hånd blander mindst fire forskellige genrer og udtryk sammen, på en eller anden måde kan ”gøre det bedre” end de mange bands, der i mange år møjsommeligt har arbejdet med at udvikle og forfine deres lyd og udtryk inden for netop ”deres genre”. Dunno.

Men, kan man spørge sig selv ”er Sunbather et farligt album?” i den betydning, at det kan skade eller ødelægge noget som helst for nogen som helst. Svaret er naturligvis nej. Hvis et par knægte fra San Fransisco skulle kunne udgøre en trussel for den store horde af nordiske og østeuropæiske hedninge, der stadig holder banneret højt i kampen mod falsk metal, stod det for alvor sløjt til i Midgård.

Det egentlige problem

Temmelig forenklet sagt kan subkulturer enten gå til grunde ved eksternt pres (fra f.eks. store pladeselskaber, der øjner en mulig forretning i undergrundskultur) eller gennem intern stilstand (når der går så meget fnidder og scenepoliti i den, at ingen tør at lave musik, der ikke lyder som Burzum). Når snakken falder på Deafheaven og den bølge, som de (hvad enten de vil det eller ej) er en del af, er der jo ingen, der rigtig tror på, at Sony Music eller Warner får held til at overbevise bare ét eneste polsk NSBM-kasettebånds-label om, at de skal putte lidt flere Mogwai-agtige stykker ind i deres udgivelser for at tækkes Brooklyn-veganer-segmentet. Black metal-undergrunden i al sin problematiske skønhed skal nok holde sig fri af det pjat. I stedet rummer frygten for ”ekstern invasion” en langt mere reel risiko for overdrevet intern selvkontrol ud af en oplevet fare for at blive sat i bås med de forkerte elementer.

”Black metal skal handle om Satan, ondskab, magi, dæmoner, frosne vinterlandskaber og forgange krige, bør ikke udtrykke sig alt for positivt om vort aktuelle, senmoderne samfund og bør generelt ikke gøre plads for andre følelser end had og selvlede. Et black metal-band bør ikke indtage scenen i andet end fuld corspe paint og Flying V-guitarer, og ve den der sniger for mange dur-akkorder ind i deres – sikkert heller ikke særligt hurtige – forløb”. Denne karikatur lyder vel egentlig lidt paranoid og konservativ – og det på trods af, at vi har svært ved at nævne virkelig gode black metal-udgivelser, der ikke på en eller anden måde lever op til den.

Overdreven frygt for hipsteri fører nok snarere til kreativ stagnation end til en mere kvlt/trve/necro scene blottet for fremmed femtekolonnevirksomhed. Selvom black metal måske er mindre ødsel med de store forandringer end mange andre genrer, er det for os at se stadig væsentligt – for en fortsat interessant og levende musikscene – at folk kan skabe, hvad de har lyst til uden frygt og selvkontrol – også selvom det, de laver, så er noget forpulet lort. Hail Satan!