2017 - Flammeskriftet Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/24/16/43/-XSF8984-28-1514895078.jpg
29. December 2017    

Det siger noget om manglen på nyskabelse i metal, når det, redaktionen kunne samles om at hylde i 2017 var en plade med Body Count og et Metallica-boxset. Vi kunne nogenlunde enes om, at Slægt og Natjager hver især på medrivende vis gik på jagt i genbrugskasserne og så naturligvis, at Devilution er det bedste i verden.

Vi skal ikke mere end godt uge ind i det nye år, før Watain udgiver albummet 'Trident Wolf Eclipse', og alt bliver godt igen i metal. Hvis man altså sætter sin lid til singleforløberne og den kurve, de svenske black metallere har beskrevet i deres karriere hidtil.

Det er hårdt tiltrængt, for når vi ser tilbage på det år, der er gået i metal, er der virkelig ikke meget andet for end at bede til, at alt bliver bedre i 2018. 2017 var i sandhed et middelmådighedens år, og det afspejler sig i redaktionens individuelle årslister.

Ikke at der ikke udkom gode plader, men det er alligevel sigende, når de plader, som flest af os kunne blive enige om var rigtig gode, var en Paradise Lost-plade, hvis fornemste udmærkelse næsten var, at den som sin forgænger lød tilpas meget som det gamle, til at vi gad være med igen efter en lang årrække ude i ingenmandsland for de aldrende gotiske doom metallere. En Body Count-plade, som var lige så indigneret og vred, som Ice-T var det, da han lancerede sit metalband i starten af 90’erne, om end en del mere fokuseret med alderens vægt og historiens tilsyneladende uundgåelige gentagen sig selv som scene.

Af nyere bands kunne vi lige nøjagtig samles om at hylde Vampire og Power Trip, som begge har deres største force i genrerenheden og den formfuldendthed, med hvilken de hylder hver deres niche af firserthrashen. Vi skal faktisk over i metalcore for at finde en bare nogenlunde moderne metalplade, som vores faste anmelder udi den slags finder det værd at udpege som noget særligt, nemlig de Copenhell-aktuelle While She Sleeps

Oppe i toppen af samme Copenhell-plakat finder vi Kreator, som i løbet af tre årtier med tysk ihærdighed og effektivitet har slidt sig helt derop. Og det skal nok blive både show og den store syng-med-fest, når hadets flag vajer over scenen, men på ‘Gods of Violence’ fra januar i år var der lige lovlig meget schlager og kalkulerede effekter over det, til at vi rigtig orkede det. Heller ikke Mastodon undgik at virke både uinspirerede og decideret beregnende i deres fortsatte forsøg på at distancere sig fra det metalliske udgangspunkt og nærme sig det forjættede mainstreampublikum. Åh, mainstreamen elskede skam en metal, det var så let, så let at gå til, men vi beholdt armene behørigt krydsede.

Dem ville vi rigtig gerne have åbnet i et varmt favntag, da dødsmetalveteranerne Morbid Angel vendte tilbage seks år efter den pænt sagt kontroversielle ‘Illud Divinum Insanus’, men selv for vores inknarnerede 90’er-døds-entusiast, der sågar er jyde for at vise, hvor meget han mener det, var det mere end svært at mønstre den store begejstring over ‘Kingdoms Disdained’. Så var favntaget langt mere hjerteligt med den udstødte frontmand David Vincents Morbid Angel-tributeband I Am Morbid på AMF, og vi glæder os allerede til igen at høre dem spille de klassiske Morbid Angel-sange fra dengang, hvor alt var godt, til Metal Magic i 2018.

Den samme effekt havde det sådan set også, da et af den norske andenbølgeblacks helt store navne, Satyricon, vendte tilbage efter frontmandens kræftsygdom: Vi havde mere end svært ved at begejstres over ‘Deep Calleth Upon Deep’ , men live måtte vi bøje os for overmagten fra det kolde nord.

Tilbage i dødsmetallen føjede sværvægterne Cannibal Corpse, Obituary og Suffocation alle nye og aldeles forglemmelige plader til en efterhånden omfattende diskografi, mens der ingen ende var på rosen til de nyere atmosfæriske doom-navne Bell Witch og Pallbearer – fra så godt som alle andre end os, der ikke kunne høre meget andet end en masse hype og et tabt potentiale hos begge bands.

Masser af hype var der herhjemme om Slægt, som er indstillet til kritikerprisen Steppeulven for deres andet album, ‘Domus Mystierium’, og her er der i redaktionen bred enighed om, at det er fuldt ud fortjent. Noget mere delte er meningerne så til gengæld om deres black metal-fæller i Solbrud og Myrkur, som til gengæld kan glæde sig over et endnu mere markant medietække end Slægt og for sidstnævntes vedkommende stor international anerkendelse. Om vi så altså deler den eller ej. 

Skulle vi for alvor begejstres på redaktionen, var det for en dels vedkommende nemlig ovre i en helt anden boldgade med Natjagers genopdagelse af nü metal. Den slags er vi nemlig ikke for fine til, og var vi det så til Defectos symfoniske heavy, stod en imponerende loyal fanbase klar til at gøre os det forståeligt, hvor umanerlig meget fejl vi tog i vores vurdering. Lidt som Volbeats fans gjorde det, da vi tidligere på året tilsyneladende havde fået lagt os ud med de helt store danske metal-koryfæer.

Ak, sæder står for fald, kritikeres holdninger affærdiges som smagsspørgsmål, og selv vores gamle helte svigter os altså. Hvis de da ikke bare går hen og dør fra os, sådan som blandt andet AC/DC's Malcolm Young, Celtic Frosts Martin Eric Ain og Sanctuarys Warrel Dane gjorde det i årets løb. Ja, og Soundgardens Chris Cornell og Chester Bennington fra Linkin Park, for blot at nævne de mest markante.

2017 var altså på mange måder middelmådighedens og utilstrækkelighedens år. Der er altså god grund til at glæde sig, til den Watain-plade kommer. Eller den nye Tribulation et par uger senere i slutningen af januar. Det skal nok blive godt, alt sammen. Det kan næsten kun blive bedre i 2018.

Her er, hvad der trods alt sammenlagt var det bedste for vores mange skribenter i 2017.

Godt nytår.

Årets danske album: Slægt – ’Domus Mysterium’
Slægt levede op til forventningerne og viste sig som et dansk band i særklasse, såvel live som på plade. ’Domus Mysterium’ skriver sig ind i en længere perlerække af danske metalalbum fra markante nyere nedslag som Solbruds ’Jærtegn’ til milepæle som Mercyful Fates ’Don’t Break the Oath’.

Årets internationale album: Body Count – ’Bloodlust’
Der er gået 25 år, siden Ice-T og Body Count udgav den kontroversielle debut ’Cop Killer’, men vreden var intakt i år 2017. ’Bloodlust’ er et indigneret musikalsk smædeskrift mod et USA, hvor racisme, vold og undertrykkelse stadig trives. I et metalår, hvor konsensus var svær at finde, lavede Body Count årets mest indædte statement, og det var lige, hvad vi havde brug for.

Årets internationale hit: Diverse med Body Count
Vores skribenter er enige om bandet, men ikke om numrene, hvilket taler til Body Count og ’Bloodlust’s fordel: En fremhæver forrædersmædesangen ’All Love Is Lost’ med Max Cavalera på gæstevokal, en anden fremhæver røverhymnen ’The Ski Mask Way’, mens en tredje blot fremhæver hele albummet.

Årets danske hit: Slægt – ’I Smell Blood’
Hitformatet er ikke et, der historisk har passet til black metal, men Slægts NWOBHM-twist på genren udmunder sig i et format, der er både frådende og fængende. Stærkest kommer det til udtryk på førstesinglen ’I Smell Blood’, der favner hele bandets lyd i en rå seksminutters mundfuld.

Årets genfundne klassiker: Queensrÿche – ’Operation: Mindcrime’
Aldeles uafhængigt af hinanden genopdagede to af vores skribenter en plade, der ellers må siges at ligge et godt stykke fra, hvad der ellers er at finde på deres årslister. Men det er selvfølgelig heller ikke hvilken som helst plade, men derimod selve den plade, der i sin tid kickstartede vores Metaldiktator-serie

Årets fysiske udgivelse: Metallica – ’Master of Puppets’ remaster-bokssæt og Steven Wilson – ’To the Bone’
Når fysiske udgivelser ikke fylder i antal, så fylder de i omfang. Metallicas flotte og store ’Master of Puppets’-genudgivelse gjorde vores anmeldere benovede, ligeså gjorde deluxe-udgaven af Steven Wilsons ’To the Bone’.

Årets koncert: Venom, Sweden Rock Festival
Årets koncert fandt ikke sted på dansk jord, men på svensk. Da Venom (i udgaven med Cronos) indtog scenen på årets Sweden Rock Festival, var det med en performance så rå, historisk bevidst, inkluderende og metal, at det udmøntede sig i den sjældne karakter 666 – årets eneste, endda.

Årets internationale navn: Body Count
Ice-T, Ernie C. og de andre i Body Count gjorde det, man skulle tro umuligt. De genopfandt sig selv som relevant og politisk bevidst band og gav deres HC-influerede rap-metal den energi og den politiske vrede, som 2017 kaldte på.

Årets danske navn: Slægt
De sidste to år er Slægt blevet kåret af staben som det bedste nye danske navn. Nu er de rykket op i ligaen og overtager den plads, som Volbeat indtog sidste år.

Årets nye internationale navn: Memoriam + The Night Flight Orchestra
Memoriam består ganske vist af erfarne kræfter fra Bolt Thrower og Benediction, men med ’For the Fallen’ har de vist sig som en ny, stærk dødsmetalenhed, der er værd at holde øje med. Ved siden af dem har også Soilwork-sangeren Björn Strids 80’er-pastichegruppe The Night Flight Orchestra fået en god mængde opmærksomhed med den fængende ’Amber Galactic’, der dog ikke er deres første album, men det første, vi for alvor har bidt mærke i.

Årets nye danske navn: Natjager
Autotunemetalbandet Natjager var det mest opsigtsvækkende, der kom ud af den danske rockscene i 2017, ikke bare fordi de havde et forfriskende spin på post-hardcore og nü metal, men fordi det spin blev udført med sangskrivertæft og attitude, der forener og viderefører den udskældte blanding af hiphop og metal. Natjager viste med to ep’er, at de har fundet deres egen unikke lyd, der giver rum til både sårbar eftertænksomhed og kraftfulde energiudladninger.

Årets comeback: Body Count og Alice Cooper
De aldrende koryfæer har stadig noget liv i sig og beviste begge i 2017, at selvom fødselsdatoen ikke længere kan bruges til rabat på restauranter i forlystelsesparker, så kan man stadig sende relevant materiale på gaden.

Årets optur: Devilution. Vi er ikke for fine til at kåre os selv til at være årets optur.

Årets største skuffelse: Den man tugter, elsker man, og årets i særklasse største skuffelse var fredagen på Copenhell

Største ønske for 2018: Redaktionen har et samlet ønske om at 2018 bliver året hvor skidt og kanel opbevares i tydeligt markerede kasser.

Det glæder vi os mest til i 2018: Copenhell
Man skal rejse sig ved det træ, man er faldet ved. Selvom vi på redaktionen ikke var entydigt glade for fredagens program på Copenhell i 2017, så er vores håb for et bedre program i 2018 lige så grønt, som vores sind er sort. Navne som Alice in Chains, Helloween, Parkway Drive, Sodom og Deftones er allerede bekræftet, og det er bestemt spændende navne i hver deres genrer. Derudover er der hovednavnene i Ozzy Osbourne, Ghost og Avenged Sevenfold, som nok skal sørge for, at der bliver solgt billetter og dermed forhåbentlig også masser af folk til de førnævnte bands, der er vigtigere end trækplastrene. 

Læserkommentarer

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil
At redaktionen ikke kunne samles om flere udgivelser siger intet om nyskabelse indenfor metal.

Genren er blevet splintret i mange forskellige (sub)subgenrer, hvori der konstant sker en masse spændende og nogle gange også nye udviklinger. Også i 2017. De fleste af os (inklusiv undertegnede) er blevet specialister indenfor en begrænset antal subgerner, og så går vi glip af de nye udviklinger hos naboerne.

Det er kun de 'gamle' bands fra 1990erne eller tidligere, som kan siges at være en fællesreference for metalfans. Men hvis de skuffer, som i år, er ikke ensbetydende med at det var er middelmådigt år. Nyere bands der kommer med udgivelser som samler fansene (Triptykon i 2010, Vektor i 2016) er mere undtagelse end regel.

Uenig

At redaktionen ikke kunne samles om flere udgivelser siger intet om nyskabelse indenfor metal.

Genren er blevet splintret i mange forskellige (sub)subgenrer, hvori der konstant sker en masse spændende og nogle gange også nye udviklinger. Også i 2017. De fleste af os (inklusiv undertegnede) er blevet specialister indenfor en begrænset antal subgerner, og så går vi glip af de nye udviklinger hos naboerne.

Det er kun de 'gamle' bands fra 1990erne eller tidligere, som kan siges at være en fællesreference for metalfans. Men hvis de skuffer, som i år, er ikke ensbetydende med at det var er middelmådigt år. Nyere bands der kommer med udgivelser som samler fansene (Triptykon i 2010, Vektor i 2016) er mere undtagelse end regel.

Jeg er enig i at det har været et sølle musikår, men jeg synes samtidig også smagsprøverne fra de kommende plader fra Watain og Tribulation var lidt skuffende. Så det lover knap så godt for 2018.

Enig

Jeg er enig i at det har været et sølle musikår, men jeg synes samtidig også smagsprøverne fra de kommende plader fra Watain og Tribulation var lidt skuffende. Så det lover knap så godt for 2018.