Metaldiktator: Death - Spiritual Healing Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/bb/95/ef/_900-death-1990-spiritual-healing-front-1353427902.jpg
20. November 2012    

Med 'Spiritual Healing' modnedes Death. Det blev en skelsættende plade, der i dag står som en af de vigtigste, hvis ikke dén vigtigste, dødsmetalplader nogensinde.

Kunstner
Titel
Spiritual Healing
Trackliste
1. Living Monstrosity
2. Altering The Future
3. Defensive Personalities
4. Within The Mind
5. Spiritual Healing
6. Low Life
7. Genetic Reconstruction
8. Killing Spree
Karakter
666

"To this day I will say that Spiritual Healing is the best Death Metal album of all time ..."

Således skriver Volbeats Michael Poulsen inden i cd-coveret til den netop udsendte genudgivelse af 'Spiritual Healing', hvor der medfølger noget bonusmateriale på én eller to skiver, alt efter hvilken version man køber. Han nævner også, at Death er det vigtigste band i dødsmetallens historie, ligesom han mener, at kongen af dødsmetal er Chuck Schuldiner. Det er svært at være uenig med grundlæggeren af Volbeat og Dominus, hvor forsangeren i sin tid netop forsøgte at kopiere Chucks vokal. For han har ret!

Death var et af de vigtigste bands i fødslen af dødsmetalgenren. I 1987 udgav de debutpladen 'Scream Bloody Gore', der var en vaskeægte dødsmetalplade. Der var blod, okkulte symboler, splatter og alt derimellem i såvel tekster som billedtema. Det kunne ikke blive ondt nok. Året efter fulgte de op med 'Leprosy'. Fra perioden i midten af firserne og op til og med turnéen for 'Leprosy' udviklede Chuck Schuldiner sin musik og da de skulle begynde på sangskrivningen til den opfølgende plade, skete der noget skelsættende. Først og fremmest lod Schuldiner de andre i bandet bidrage mere, og så gik han væk fra at skrive om zombier, blod og splatter til at skrive om mere samfundsorienterede problemer. Chuck Schuldiner ville tages seriøst.

Introduktionen af James Murphy

Det var også på 'Spiritual Healing', at man første gang nogensinde hørte om den unge knøs James Murphy. En ung guitarist, der på det tidspunkt boede i Atlanta. Han kendte Deaths bassist Terry Butler og derigennem blev kontakten skabt. James flyttede ned til de andre i nærheden af Tampa, hvor pladen skulle indspilles i de senere så berømte Morrisound Studios. De mødtes hjemme hos Chuck i Altamonte Springs, en by lidt nord for Orlando, hvor de skrev sammen, og både Butler og Murphy bidrog med materiale til nogle af sangene. Derefter var det seks uger i studiet, hvor pladen blev produceret af Chuck Schuldiner selv i samarbejde med vennen og manageren Eric Greif. Legendariske Scott Burns fra Morrisound Studios mixede derefter pladen.

Dette var James Murphys første plade. En mand, der siden har gjort karriere som guitarist i bands som bl.a. Testament, Obituary og vores egne Konkhra, hvor han har spillet guitar på hele fire plader. Derudover har han medvirket på et utal af andre udgivelser samt haft en aktiv solokarriere.

Fra brutalitet til melodi og refleksion

I sommeren 1989, da 'Spiritual Healing' blev skrevet var Chuck Schuldiner 22 år gammel. Han havde siden han var 16 år gammel haft Death, der dog i starten hed Mantas. Efter demoer og to plader, hvor det lyriske tema bare skulle chokere og provokere, var Schuldiner ved at modnes. Også musikalsk. Han ville mere, og han ville tages seriøst. Derfor var der ikke kun teksterne men også musikken, der tog en drejning fra det brutale, til tider endimensionelle og hen mod et mere melodisk udtryk, hvor der blev reflekteret over det, der både blev sunget og spillet. Han var endda så modig, at han tillod en smule keyboard på selve sangen 'Spiritual Healing', der blev indspillet af manager Eric Greif. Tekstmæssigt fægtede han lidt i blinde og vendte vreden mod både korrupte politikere, sang om problemstillingen omkring abort, og så fik prædikanterne på amerikansk tv ellers også en bredside fra Schuldiner.

Det er nok det, der står tydeligst når man ser og hører udviklingen fra 'Leprosy' i 1988 til 'Spiritual Healing', der udkom d. 16. februar 1990. Det, at man kunne kombinere det melodiske og stadig være brutal og hurtig, gjorde med det samme 'Spiritual Healing' til en vigtig udgivelse for hele genren. For det var netop i den tid, at de andre bands i Florida og omkring Morrisound Studios i Tampa begyndte at indspille deres debutplader. Obituary og Morbid Angel havde kort forinden udgivet deres første plader, og i samme år som 'Spiritual Healing' debuterede Deicide og Cannibal Corpse, mens Sepultura indspillede deres 'Arise' i studiet året efter. Det var tydeligt, at Death skilte sig en smule ud fra de andre. Lyden var anderledes, idet Schuldiner var nogle år længere fremme udviklingsmæssigt og derfor ikke længere kun fokuserede på tempo og chokeffekter.

Brændt barn skyr ilden

Derudover var bandet stadig et projekt, som Schuldiner styrede egenhændigt. Godt nok blev både trommeslager Bill Andrews, James Murphy og Terry Butler inddraget i såvel sangskrivning og indspilning af pladen, men som historien efterfølgende viste, så var Schuldiner meget egenrådig og hyrede og fyrede bandmedlemmer, som det passede ham. For på de første plader indspillede han næsten al materialet selv.

Men netop på 'Spiritual Healing' fik Schuldiner sig en lærestreg. Kort tid før bandet skulle på turné trak Schuldiner stikket og ville ikke rejse til Europa og turnere. Men Bill Andrews og Terry Butler valgte at leve op til de kontrakter, bandet havde skrevet med organisatorerne, hyrede et par musikere til at spille guitar og synge og gennemførte turnéen. Det gjorde Schuldiner rasende i en sådan grad, at han ikke kun nøjedes med at sagsøge Andrews og Butler, men han svor også derefter, at Death aldrig skulle være et band i klassisk forstand. Han måtte hutle sig igennem med musikere til låns. En beslutning han ikke ændrede på resten af sine dage som musiker. Death forblev derefter udelukkende hans eget projekt og der blev skiftet ud for hver udgivelse.

Det letgenkendelige cover blev i øvrigt lavet af Ed Repka. Kunstneren, hvis pladeomslag for Megadeth nok er de omslag som er de bedst kendte blandt hans værker. Ed Repka havde også lavet pladeomslagene til de to forrige udgivelser, men 'Spiritual Healing' skulle blive det sidste for Death. For 'Spiritual Healing' var første skridt imod et helt anderledes udtryk, og det inkluderede ikke kun en udskiftning af bandmedlemmer, men også et andet illustrativt udseende. Både cover og logo blev i de følgende år markant anderledes og distancerede til den genre, som Chuck Schuldiner egentlig selv havde grundlagt. Med 'Spiritual Healing' begyndte han den rejse, der skulle ende med 'The Sound Of Perseverance' otte år senere.

Den subjektive anmeldelse

For undertegnede står 'Spiritual Healing' ikke kun som en musikhistorisk vigtig udgivelse. Den var også vigtig for mig rent personligt. I starten af halvfemserne led jeg, som så mange andre unge, der gerne ville have meget musik, af kroniske lommesmerter. Punktafgiften hjalp ikke på det. Men jeg boede i en lille by mellem Hjørring og Frederikshavn, og den svenske krone led under flere devalueringer, og Sverige havde ikke punktafgift på deres CD'er. Så jeg tog flere gange Stena Line-færgen fra Frederikshavn til Göteborg og købte stort ind.

Jeg husker tydeligt en af de første ture. I indkøbscenteret Nordstan havde de en musikforretning i kælderniveauet, lige ved siden af en sportsforretning, hvor jeg købte mine første rigtige basketstøvler. I det ene hjørne var metalhjørnet. Der var store klistermærker, der viste hvor "Heavy", "Thrash", "Speed" og "Doom" var. De var lavet på computer og lamineret. Alleryderst til højre var der et A4-ark, hvor der med sort tusch var skrevet "DEATH" med store bogstaver og så tapet på reolen. Her stod alt det farlige musik. Jeg flippede alle skiverne igennem om og om igen. Jeg fandt Entombed, Carcass, At The Gates, Morbid Angel og Death.

'Spiritual Healing' røg med hjem sammen med Obituarys 'Slowly We Rot'. På færgen sad jeg bare og læste teksterne og kiggede på skiven og ventede i spænding på at kunne lægge skiven i anlægget og fyre op under det. Om det var i '91, '92 eller '93 kan jeg ikke huske, men det var i den periode, for jeg havde også Entombeds 'Clandestine' med hjem fra den tur. Da jeg så endelig kom hjem var jeg blæst væk af alle tre plader. Det var helt anderledes end AC/DC, Iron Maiden, Metallica, Slayer osv. Min kærlighed til dødsmetal blev grundlagt øjeblikkeligt og det skal siges, at eftersom jeg kun kendte genren fra andres munde, så blev rigtig mange af pladerne købt på coveret alene. Her var Death, Morbid Angel, Obituary osv. heldigvis meget behjælpelige, for jeg husker tydeligt, at jeg var nervøs for at komme hjem med noget, der ikke var ondere end alt andet på denne jord.

Alligevel var det så netop den mere melodiøse og gennemtænkte plade 'Spiritual Healing', der stod ud fra mængden og her 20 år senere stadig ofte kommer med ud i bilen. Den og 'Individual Thought Patterns' grundlagde min totale hengivenhed til bandet Death, og det blev cementeret med koncerten på 'Huset i Århus i september måned 1995. Den står også stadig meget friskt i erindringen.

Her i foråret 2012 var jeg jury under dette års Wacken Open Air Metal Battle i Kolding og Århus. Om eftermiddagen før showet i Århus sad jeg med bassisten fra Dawn Of Demise, Bjørn Jensen og snakkede gamle dage. Vi kom til at snakke om dødsmetalkoncerter i halvfemserne og fandt ud af, at vi begge var til stede ved netop den Death-koncert i Århus. Og at vi begge vidste, at Morbid Angel samme aften spillede på Tobakken i Esbjerg på deres Domination-turné. Her 17 år senere blev vi enige om, at vi dengang foretog den rette prioritering. Dengang var jeg dog noget mere usikker, for ingen kunne jo vide, at Chuck Schuldiner ville afgå ved døden pga. en lungebetændelse i forbindelse med hans kræftsygdom i hjernen i 2001.

Det glædede mig derfor også, at Michael Poulsen fra Dominus og Volbeat var den musiker, der fik lov at skrive nogle ord i coveret på den genudgivelse, som Relapse Records netop har udsendt. Det viser, at arven efter Chuck Schuldiner lever i bedste velgående og at rigtig mange fortsat hylder 'Spiritual Healing' ubetinget. For det er en vigtig udgivelse. Den nye 3CD-version, hvor CD2 er nogle demoer og sjov og spas fra garagen og CD3 er et liveshow fra New York i marts 1990, kort efter 'Spiritual Healing' blev udgivet. De to skiver er nok kun for os, der er helt fortabte i Death, men selve pladen bør alle, der har bare en smule kendskab til dødsmetal have stående i reolen. For den er intet mindre end et mesterværk. Godt nok solgte de efterfølgende plader, specielt 'Human', noget bedre, men 'Spiritual Healing' var starten på det stilskifte, der skulle udødeliggøre Chuck Schuldiners musik.

Som man kan se fra billederne har jeg nu to udgaver. Den nye, remastererede udgave og så den, der blev indkøbt i Nordstan i Göteborg tilbage i starten af halvfemserne. Det bliver nok den nye, der ryger permanent ud i bilen. Det bliver fantastisk.  Hvis du ikke selv har hørt den nye, remastered udgave, så har Relapse Records lagt nummeret 'Living Monstrosity' op på YouTube, så du kan få en smagsprøve på, hvordan lyden er:

 

 

Læserkommentarer

Helt fantastisk artikel!!

Selvom Chuck gjorde Death til et en-mands band/projekt er det vigtigt at nævne, at der trods alt var band medlemmer der efterfølgende var med på mere end et album. Steve Digiorgio på Human og Individual Thought Patterns og Gene Hoglan på Individual Thought Patterns og Symbolic. Ligeledes var flere af de medvirkende på The Sound of Perseverance og Control Denied pladen også de samme.

Koncerten i 95 er for mig stadig en af de bedste jeg til dato har været vidne til. Super start med Spiritual Healing og The Philosopher. Derefter fulgte det ene super nummer efter det andet. En legendarisk koncert. Intet mindre!

Jeg snakker og diskuterer gerne Death så ofte så muligt og det er meget forskelligt hvilket album, der bliver nævnt som det bedste. Mit personlige favorit album er Human, men det siger vel alt om hvor forbandet fede Death er/var når der er så mange forskellige meninger om hvilket album, der er det bedste. Især fordi de aldrig udgav et svagt album.

Fantastisk

Helt fantastisk artikel!!

Selvom Chuck gjorde Death til et en-mands band/projekt er det vigtigt at nævne, at der trods alt var band medlemmer der efterfølgende var med på mere end et album. Steve Digiorgio på Human og Individual Thought Patterns og Gene Hoglan på Individual Thought Patterns og Symbolic. Ligeledes var flere af de medvirkende på The Sound of Perseverance og Control Denied pladen også de samme.

Koncerten i 95 er for mig stadig en af de bedste jeg til dato har været vidne til. Super start med Spiritual Healing og The Philosopher. Derefter fulgte det ene super nummer efter det andet. En legendarisk koncert. Intet mindre!

Jeg snakker og diskuterer gerne Death så ofte så muligt og det er meget forskelligt hvilket album, der bliver nævnt som det bedste. Mit personlige favorit album er Human, men det siger vel alt om hvor forbandet fede Death er/var når der er så mange forskellige meninger om hvilket album, der er det bedste. Især fordi de aldrig udgav et svagt album.

Dér har vi sateme en suveræn sang! Godt skrevet, Kent. Jeg har aldrig lyttet meget til Death, men fornemmer, at jeg snart kaster mig ud i det.

Wauw.

Dér har vi sateme en suveræn sang! Godt skrevet, Kent. Jeg har aldrig lyttet meget til Death, men fornemmer, at jeg snart kaster mig ud i det.