Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #105

Populær
Updated
House of Franco #105
House of Franco #105
House of Franco #105

Denne uges udgave af Solkrigsgudens klumme indeholder et interview med den unikke irske synthprog-trio No Spill Blood, der for nylig besøgte København.

Kunstner
Titel
No Spill Blood
Spillested

Interviewet fandt sted på trappen i Huset i Magstræde, efter at jeg og Jens Bacon havde set den fantastiske irske synthprog-trio levere en suværent mindblowing koncert. Vi besluttede spontant - uden nogle forberedte spørgsmål - at Danmark burde vide mere om det pt. mest originale band i Europa. To måneder inden havde vi grovspillet deres ’Street Meat’-minialbum på Christianshavns Radio 98,9FM (hvor interviewet blev også blev sendt i æteren) søndag efter søndag. Og nu er det så her i tekstform til glæde for Devilutions læsere. Til orientering er No Spill Bloods lineup som følger: bas/vokal, trommer og synth. Nej, ingen guitar – kun ren, uforfalsket, manisk energi, der kan minde om de italienske horrorsoundtrackhelte Goblin (på amfetamin) tilsat krautrock, lidt Silver Apples og Gigantes med punkattitude.

Da jeg fandt ud af, at No Spill Blood var fra Dublin, var jeg lettere chokeret. Det havde jeg aldrig gættet. Er I ikke lidt nogle outsiders i jeres hjemby?

- Haha. Næ, vi spiller bare shows og har gjort det i 1½ år, og nu er tingene begyndt at gå lidt hurtigere. Dette er vores første tur uden for Irland.
 
Jeg har ikke rigtigt hørt et band på scenen i dag, der lyder som No Spill Blood. Hvad er jeres inspirationskilder?

- Lidt en blanding af alle bands vi kan li'. Metal, prog og punkrock.

Synes også, at der er en giallo-vibe fra et band som Goblin, som lavede musik til Dario Argento-film.

- Absolut. Vi har bare presset alt, hvad vi hører ind i et band. Vi gik bare ind i vores øver og lod alt, hvad vi ville med bandet, komme på bordet.

Så der var ikke nogen decideret plan, om hvordan jeres lyd skulle være?

- Nej, overhovedet ikke. Vi havde en jamsession for at se, hvad der ville ske, hvis vi bare kørte derudad og fulgte trommerne. Vi drak nogle øl, og tingene tog forskellige retninger. Vi foretrak de mere tunge ting og beholdt dem. Og vi begyndte at skrive sange.

Street Meat’ er en slags minialbum på ca. 30 minutter. Med virkelig god lyd. Jeres show bestod af den udgivelse ... og andre numre?

- Tak. Ja, alle seks tracks fra ’Street Meat’ og to nye numre. Når vi er færdige med turen, skal vi hjem og skrive flere sange og indspille et fuldt album.

I bliver kæmpestore! Specielt efter dette interview, haha. Jeres musik burde ramme flere forskellige folk?

- Ja, det er lidt weird. Det burde være noget for metalfans, men vi har ikke spillet med mange metalbands. Vores shows har indtil nu været med mere eklektiske lineups af andre bands. Men det betyder ikke det store. Folk har generelt taget godt imod os på denne tur, selvom flere har været overraskede over vores lyd. Vi lyder ikke rigtigt som andre bands.

Har I nogle ønsker om, hvad I vil ha' spillet i radioen?

- Ja, det finske band Circle og deres ’Ballehus’, som ikke er så langt fra vores univers. Og så Melvins ’Hooch’. Tak for interviewet.