Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #108

Populær
Updated
House of Franco #108

En noget brændt Franco skriver denne gang om sine oplevelser fra weekendens Copenhell-festival.

Kunstner
Titel
Copenhell
Spillested
Dato
14-06-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Jeg befandt mig i fredags i rasende godt selskab i Nordvest hos en god ven og en pose Kaiserdom weissbier, hvorfor jeg kom lidt sent afsted mod Refshaleøen. Så jeg gav den gas på jernhesten og mødte en cyklende Torden Thor fra Scavenger Brats. Vi ankom til festivalpladsen ved halvnitiden, og jeg skyndte mig over til Hades-scenen.
 
Her spillede Ghost, som jeg aldrig har fået set. Alle lader til at have skarpe meninger om det noget hypede svenske band. Enten hader folk dem, eller også bliver det hyldet. Deres image er sindssygt fjollet; en ond pave og en håndfuld musikere i sorte kutter og Dath Vader-masker!?! Men jeg må indrømme, at deres sange intet fejlede: God, 70'er-inspireret klang tilsat lidt progrock og masser af melodier. Jeg er fan!

Jeg prøvede at nyde Alice In Chains, men deres form for hård grungerock kedede mig ret hurtigt. Før Seattlerockernes koncert havde jeg fået VIP-armbånd til High Voltage-teltet, hvor der var hygge, gode venner og øl til rimelige penge. Hvilket jeg benyttede mig af, mens jeg ventede på Danzig. Pigerne i baren bar i øvrigt nonnekostumer med gigantiske omvendte trækors. Fantastisk!

High Voltage barpiger til Copenhell (foto: Cecilie Ruddie)

Danzig imponerede mig ikke rigtigt sidst i Amager Bio, men denne gang var han så tændt, at det var overjordisk. Total punkattitude fra start til slut. Vi fik alle Danzig-klassikerne og det lovede Misfits-sæt med Doyle - der lignede en muskelcyborg fra det ydre rum. De spillede 'I Turned Into a Martian', 'Death Comes Ripping', 'Vampira', 'Astro Zombies', 'Last Caress, 'Skulls' og den herlige 'Die, Die My Darling'. Trods tvivlen indfriede den lille mand ALLE mine forventninger! Episk!!!
 
Herefter der druk i den i metalteltet, hvor der blev headbanget og danset til gamle Priest-, Slayer- og Maiden-numre det meste af natten. Husker egentlig ikke, hvad tid jeg kom hjem, men en god fest var det.

Lørdag vågnede jeg 11.45, skiftede lige t-shirt og kørte straks mod Refshaleøen. Jeg ankom i første nummer, som det unge nye band Impalers spillede på den lille Pandæmonion-scene. Det viste sig at være en god beslutning, da danskerne diskede op med vidunderlig hurtig old school thrash metal uden så meget pis (læs: metalcore). Dem skal jeg se igen! Den altid veloplagte Sort Søndag vært, Anders Bøtter, fortalte iøvrigt at Jason Newsted lige havde tjekket bandet ud fra sit telt og headbanget anerkendende, hvilket vakte stor jubel blandt publikum og band.
 
Der skulle slåes noget tid ihjel før Accept, så jeg stødte heldigvis ind i Jens, som er bartender på Glenten. Den kloge mand fortalte, at der var happy hour i flere ølboder, så det benyttede vi os af. Han fortalte iøvrigt at hverken Moses Hansen eller Kristina Djarling var dukket med anti-Copenhell, kun en enkelt afroamerikansk prædikant ved busstoppestedet. Så vi blev ikke frelst denne gang. Senere var jeg også lige et smut i High Voltage-teltet og hænge med venner.
 
Accept uden Udo? Umiddelbart ikke optimalt, men flere havde fortalt mig, at det faktisk fungerer ret godt. Og ja, jeg nød koncerten i solen i fulde drag. De sluttede endda af med min gamle teenagefavorit 'Fast As A Shark' på Helviti-scenen! De havde næsten lige så meget spilleglæde, som Saxon præsterede sidste år på Copenhell, også i solskin, samme sted og tid.
 
Metallicas ex-bassist Newsted spillede samme sted. Jeg havde ikke hørt hans band før, men det startede ud rimeligt godt. Jason havde energi og god attitude, men musikalsk var det lidt en rodebutik af metal, hardrock og grunge. Så dog det meste af koncerten, før jeg rykkede over i High Voltage-teltet. Jeg missede af en eller anden grund Saturnus.
 
High Voltage bossen Martin Jensen fik os overbevist om, at vi skulle se Sabaton. Anede intet om bandet. Det var ganske forfærdeligt, så jeg hævnede mig med at slæbe ham over for at se de gamle svenske dødsmetalhelte fra Grave. Mens der var skybrud! Han holdt til halvdelen af koncerten, så lidt street cred skal glamdrengen da ha'. Jeg derimod smed t-shirt og læderjakke og tog koncerten i bar overkrop i silende regn. Man er vel metal. Grave var et de allerbedste shows til Copenhell. Eminent ondskab!
 
Testament leverede herefter et ganske fint sæt, langt bedre end sidst jeg så dem til Malmøfestivalen nogle år tilbage. Thrash metal af den gamle skole. Velspillet med god lyd. Nu gik der for alvor druk i den med vennerne, og jeg missede ungarske Bornholm, som jeg gerne ville ha' set. Samme gjaldt God Seed. Down var jeg ret ligeglad med.

Vi varmede jo op til kongen. Lidt midnat over trådte King Diamond ud på den store Helviti-scene, der var proppet med metalgitre og andre horrorgotiske løjer. Det er rigtigt mange år siden, jeg sidst har set Hvidovre-drengen, men han var fantastisk og super professionel. Udover King Diamond hits fik vi også Mercyful Fate-klassikere som 'Evil' og 'Come To The Sabbath'. Jeg må flovt indrømme, at jeg tudede af glæde over disse to sange. Sikkert til stor underholdning for mine venner.
 
Resten af natten blev tilbragt i metal-teltet, hvor jeg væltede rundt til gamle metalhits. På et tidspunkt endte jeg i Dæmonens Port, hvad jeg ikke husker særligt meget af. Til stor underholdning for min roomie, Annie, der under Copenhell arbejdede i infoskurvognen med et gigantisk King Diamond ansigt. Men tak til René, han har sikkert givet en masse gratis sprut.
 
Selvom Copenhell-programmet var noget middelmådigt i år - alt for mange nye og intetsigende bands - havde jeg en god fest. Danzig og King reddede alt! Fuck, hvor jeg elsker de to gamle drenge. Dog er jeg noget træt af de voldelige og ubehagelige machofyre, som hærger en mainstreamfestival som Copenhell. Få jer et fuckin' liv, tabere! Ses næste år, Copenhell.