Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #117

Populær
Updated
House of Franco #117

Jens, som pt. er i  Tyskland med Tumor Warlord, anmelder i ugens HOF-klumme Århus-hardcore punk-bandet Emenkaya og deres debut-mini-lp.

Kunstner
Titel
Emenkaya - S/T 12"
Dato
02-09-2013

Emenkaya – S/T lp (Vulgar Deformity)
 
Jeg har før skrevet om Cola Freaks i Devilution, både om deres udgivelser og om da jeg sidst var på tur med dem i USA. Dette sublime Århus-band trak musikalsk på bands som Devo, Wire og Wipers og havde seks fine år som kongerne af nyere dansk punk indtil for et par år siden. Halvdelen af bandet endte i Glow Kit, Tumor Warlord og Dature. De resterende tre medlemmer dannede Emenkaya.
 
At kalde Emenkaya for hardcore punk er måske at simplificere deres udtryk. Jo, der er en del hurtige 80’er-yankee-hardcore-inspirerede numre på deres debutalbums 11 skæringer, som i ’Spedalsk’, ’Udviklingen Taler Imod Dig’ og ’Vanskabt’, men der er også adskillige midttempo-tracks og mange temposkift på denne vinyludgivelse. Specielt de sidste kunne minde lidt om en mere hardcore punket version af Cola Freaks. Anders’ stemme og fraseringer ligger heller ikke langt fra Mads fra Cola Freaks. De deler også nogle steder også sammen melankolske vibe i vokalen (’Ulvene Kommer’, ’Broderskab’).
 
Deres unikke fortolkning af hardcore minder mig visse steder om det amerikanske 80’er-band, Th’ Inbred, og deres kompleksitet – minus det mere jazzede. Jacob spiller så eminent på trommer, som han gjorde i Cola Freaks, mens deres unge guitarist, Frederik (tidligere i Razorneck og Under Al Kritik), laver utallige sofistikerede ting, der aldrig ender i røvballehardcore-riffs.



Jeg morer mig personligt over, hvor vred Anders lyder, specielt under to shows ,jeg har set med Århusbandet. Anders er i bund og grund en glad indiepopdreng, hvad man kan høre i hans andet band Snaredrum. Men vi har vel alle vrede dage en gang i mellem. Emenkaya var i øvrigt stærkt savnet under sommerens K-town Hardcore Fest i Ungdomshuset - de ville klart ha' givet baghjul til flere af deres danske kollegaer.
 
Mens jeg skrev denne anmeldelse, fik jeg en sms fra Mads, som desværre fortalte, at Emenkaya er opløst og dermed har delt skæbne med Urban Achievers, der også udgav på Vulgar Deformity-selskabet. Århus – hvad sker der for jer?!? Denne fornemme 12-tommer må så blive deres testamente. En af de helt store danske punkudgivelser fra i år. RIP Emenkaya.
 
P.S. Bandet var opkaldt efter en vanvittig "sado yoga"-sekt fra Randers, som fik en del medieomtale i 00’erne, da en 50-årig kvinde døde i et okkult s&m-ritual i sektens hus. Party i provinsen?!?