Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #175

Populær
Updated
House of Franco #175

Krigsguden anmelder denne gang 'Fantasy Empire' fra noise rock/doom noise-legenderne Lightning Bolt.

Lightning Bolt - 'Fantasy Empire' (Thrill Jockey)

Jeg vil skyde på, at Rhode Island-duoen stjal ca. 30 % af min hørelse, da jeg så dem på Lades Kælder i 00'erne. Jeg kan kun komme i tanke om koncerter med Conan og Grief, som har været en større trussel mod mine ører. Jeg gemte mig endda på et tidspunkt på Lades' toilet, da smertegrænsen var nået, men lige meget hjalp det.

Lightning Bolt har udøvet noiseterror i 20 år. Deres to første album, 'Lightning Bolt' (1999) og 'Ride The Skies' (2001), er nok de mest ekstreme og larmende. Med 2003-udgivelsen 'Wonderful Rainbow' kom der mere melodi på vokalen og mere rock-agtige indslag. 'Fantasy Empire', deres første lp i tre år, rammer lidt den stil.

Det er stadig intens, eksperimenterende noise rock, der topkrænker Black Sabbath, Destruction Unit og Sleep i en baggård på Boeings flyfabrik, men deres nyeste forener alle deres retninger på allerfornemste vis. Nok deres bedste til dato.

Jeg har tit sammenlignet Fossils med Lightning Bolt - det har de intet imod, skulle jeg hilse og sige - da de har samme setup med trommer og en bas, som køres gennem diverse guitarpedaler. Lightning Bolt har dog en del længere numre (og en catchy vokal) samt lidt mere midttempo groove end hidsige amfetaminbreaks. Jeg tror klart, at 'Fantasy Empire' vil kunne appellere til metalfans, der er træt af uambitiøse bands, som lyder ens. Bassen er stemt, så den tit lyder som en fræsende psykopatfuzzguitar med større boller end de fleste metalguitaristers brug af deres instrumenter.

Jeg håber stærkt på, at Lightning Bolt kigger forbi Danmark igen og tager resten af min hørelse. 'Fantasy Empire' er et af årets helt store album og vil helt klart ha' en høj plads på min top 5 over bedste udgivelser. Jeg tror nu, at jeg denne gang vil proppe fire ørepropper i ørerne i stedet for to, hvis de rammer en københavnsk scene.