House of Franco #202

Uge 50 bød på koncerter med Dirty Fences, 0%, Black Pussy, Pentagram (Chile) og Nervochaos.

Det var noget tid, siden jeg havde været på Lygtens Kro, det lille, hyggelige værtshus/spillested på grænsen mellem Nørrebro og Nordvest. Denne onsdags program bestod af to kendinge, de lokale 0% og amerikanske Dirty Fences. Det var en neddæmpet, men fin koncert med 0%, som består af folk fra Gorilla Angreb og The Monoliths. Dream Syndicate tilsat lidt skæv Touch & Go Records-vibe. New Yorker-drengene i Dirty Fences var igen på toppen med et catchy miks af powerpop møder 70'er-glamrock. Glad i låget-musik, det skal man også ha' nogle gange, og få er så gode til den vanskelige genre, uden at det bliver fesent, som disse fire gutter.

Torsdagen stod også i rock'n'rollens tegn. Så meget at jeg ville udnævne det til "Party Like It's 2000"-Gutter Island-stilen. Garagepunkrockerne i Black Pussy havde lp-releaseparty på MärkBar, hvor der var stoppet med folk fra Burnouts, Weed, CAPS og mit eget gamle band, Hellroute 16, som spillede til den allerførste Gutter Island Festival i 2000. Trioen Black Pussy leverede en herlig no bullshit-koncert, muligvis den bedste, jeg har set med dem. Jeg havde glemt, hvor meget de minder om Burnouts tilsat en anelse New Bomb Turks. Selvfinanseret album ude nu i 250 eksemplarer.

Med opvarmningsfest i værkstedet hos min gode ven Lars blev fredagen skudt i gang med stil. Den gæve cykelsmed havde mistet et led på sin ene pegefinger, men det afholdt os da ikke fra at høre Ted Nugent for fuld volumen. Det var nu slut med rock'n'roll, da jeg tog på Mayhem for at se sydamerikansk død. Jeg var spændt på at se Chiles muligvis allerførste dødsmetalband Pentagram (Chile), som startede i 1985 og er blevet coveret af bl.a. Napalm Death. De kørte god stil med vodka, som man bare kunne skænke op i merchboden, mens jeg hang med folk fra Undergang og Alucarda.

Første band i Mayhem var Nervochaos fra Brasilien, som dræbte med en benhård død med overskud og format. De havde et nyere medlem, nemlig en sej japanerdame på guitar med trefarvet hår og meget lidt tøj. Jeg mener i hvert fald, at Cherry sagde, at hun var fra Japan, da jeg prøvede at snakke med hende efter deres ret længe sæt. Pentagram (Chile), som jo har proppet (Chile) efter deres navn på grund af Bobby Lieblings band, var en del mere thrashede og old school end Nervochaos. De levede op til at alle mine forventninger. Jeg mener, at sangeren og guitaristen var de eneste originale medlemmer tilbage fra 1985. Folk kan læse mere om sydamerikansk død i Jon Albjerg Ravnholts glimrende artikelserie i Devilution, hvor begge bands omtales.