Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #58 - HDDT Special!

Populær
Updated
House of Franco #58 - HDDT Special!

Jens Franco var også til Heavy Days in Doom Town i weekenden. Her kan du læse, hvad han så med sine egne alko-sprængte øjne.

Kunstner
Spillested
Dato
07-05-2012
Genre
Fotograf
Scott Heller

Torsdag 3. maj: Stengade

Ankom uden at ha' sovet særligt, hvorfor mit humør var ikke var helt i top. Men efter jeg fik mit 4 dages HDDT bånd på, blev alting straks bedre. Jeg havde DJ-tjansen på Heavy Days in Doomtowns første dag, så der blev spillet mit sædvanlige heavy sæt med NWOBHM, doom, død og classic rock.

Første band var svenske Suma, som aldrig rigtigt har sagt mig noget. Det blev straks bedre med Cauchemar, hvis kvindelige sanger hyldede, at jeg lige havde spillet Sabbaths 'Snowblind' før de gik på. Fremragende old school metal i NWOBHM stilen. Burning Saviours fra Sverige var en betydeligt tungere sag, der imponerede i perioder, men hovednavnet Moonless fik sat tingene på plads med kongenumre fra deres 'Calling Out Demons'-debutalbum.

Alt i alt en fornem og utrolig velorganiseret start på HDDT, hvis crew af frivillige DIY folk udviste en stor arbejdsindsats og overskud. Surt jeg missede den billige drinksbar udenfor, eller måske var det netop en god ting.


Fredag 3. maj: Ungdomshuset

Der gik lynhurtigt druk i dag 2 af HDDT, da Ungdomshuset er mit favoritsted at hænge ud i KBH. Der var masser af folk fra Ungerens hardcore miljø, Roadburners og dødsmetal-freaks. Good people.

De to bands jeg husker bedst var de lokale Sinister Creation, som bliver kraftigt bedre fra koncert til koncert. Brutus, der spiller lidt i samme stil tilsat lidt mere 70'er-vibe, var en stor oplevelse med en fin forsanger og frontmand. Der blev headbanget og drukket tæt foran og på scenen. Jeg mistede desværre min Evil Army t-shirt (findeløn gives!) under Profetus – tror jeg - da jeg mente, at man jo altid er ekstra sej i bar overkrop.

Resten af natten (og morgenen) var en stor koger af retarderede dimensioner. Drak en del drinks af noget kaldet Bloody Hammer. Jeg endte til sidst oppe på toppen af spiseboden halvnøgen på en sofa.


Lørdag 4. maj: Ungdomhuset

Jeg blev vækket af nogle folk – muligvis finsk MTV (?) – som begyndte at interviewe mig i den bagende sol næste morgen. Jeg blev konstant tiltalt "Mr. Warlord", mens de hældte alkohol i mig, hvorfor jeg nok mødt nogle af dem i nattens løb. I min morgenbrandert sad jeg i bar overkrop, og udtalte mig om dit og dat, mest omkring at Lady Gaga ville blive min kommende brud. Hvad alle syntes var en god idé. De sagde også, at det hele ville komme på YouTube. Fantastisk!

Solen brændte. Det gjorde mit hoved også. Og flere folk jeg kendte begyndte at dukke op i løbet af eftermiddag. Bl.a. Tumor Warlord-trommeslageren, Martin, som tog mig med hjem hos ham for at låne en t-shirt. En fornuftig ting, da jeg efterhånden lignede en kogt reje i solen.

Aftenen blev den hårdeste, tungeste og højeste under HDDT. Noothgrush, Black Oath, Solstice og Lord Vicar var nok dem som imponerede mest. Noget af de ypperligste jeg så til festivalen. Men Griftegård, Bottom Feeder og Altar of Oblivion (der var stand-in for Purson, der havde aflyst ligefør HDDT) var også sublime. Der var generelt helt utrolig god lyd i store salen på Dortheavej, nok det bedste sted i KBH for tung metal spillet med psykopat høj volume. Ikke noget Amager Bio tøseri med max 100dB (Sleep-koncerten overholdt i hvert fald ikke 100 dB; man kunne mærke bastrykket i fødder og hals - Red.). Vegetarmaden var i øvrigt også fantastisk.

Jeg var ved at dø til sidst og prøvede med vilje at gå kold til Worship-koncerten, men musikken var simpelthen for høj, og jeg blev konstant vækket af unge svenske piger. Hvad ville de dog mig? Det lykkedes mig senere at cykle hjem hele den lange vej til Amager uden uheld og styrt.


Søndag 6. maj: Christiania

Festivalens sidste dag startede stille og roligt med irsk folk musik på Månefiskeren, hvor vi alle chillede med giga tømmermænd og tinnitus. Derefter fulgte Øresund Space Collective, der havde skiftet navn til Øresund Doom Collective i anledningen af HDDT. Musikken var også en del tungere og mere metallisk end deres sædvanlige spacerock-improv sets. De havde bl.a. gæster med fra Sinister Creation på scenen.

Jeg snuppede senere den onde brutale Wes Craven-klassiker "Last House on the Left" (1972) i Byens Lys. Det var egentlig godt med et break fra musikken før de allersidste bands på Loppen. Her lagde de lokale Torchlight ud med deres knusende sludge metal, derefter var det svenske Kongh, som næsten doomede mig i drømmeland. Amerikanske Aldebaran har medlemmer fra bl.a. Wolves in the Throne Room, det kunne man godt høre i deres smukke episke black metal. Et meget spændende band.

Til sidst kom japanske Coffins og satte tingene på plads med deres effektive og primitive dødsdoom, der flere gange ledte tankerne hen på Hellhammer. Eminent afslutning på en konge festival, der ifølge HDDT bookere klart kommer tilbage i 2013. Flere havde klogt bemærket at HDDT har lidt et Roadburn feel, men det er mindre kommercielt, billigere, intimt og hyggeligere. DIY-stilen, men udført topprofessionelt. Max respekt.

Foto link:
http://www.facebook.com/#!/photo.php?fbid=10150787138952672&set=a.10150787048557672.400889.668857671&type=3&theater