Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

House of Franco #92

Populær
Updated
House of Franco #92

Jens skriver i denne uge om biografien ’Overkill: The Untold Story Of Motörhead’ og hans livslange kærlighed til det ukuelige band og deres leder.

Kunstner
Titel
Overkill: The True Story of Motörhead
Dato
28-01-2013

'The only thing I work on is; treat me all right, I’ll treat you all right. I don’t care who you are – Jews, blacks, Arabs, Italians. If they’re OK to me I’ll be OK to them. It’s the only way to really work it, isn’t it? The only thing I’m prejudiced against is the record business. And the police, of course. Put your trust in those bastards? I fuckin’ hate them.’
 
For nyligt blev ‘Lemmy’-dokumentaren vist på dansk tv. Jeg havde den ære at DJ’e til et CPH:DOX-arrangement, da den havde dansk premiere i Det Danske Filminstitut. Første gang jeg var i London var omkring 1980 med 9. klasse, hvor jeg købte ’Overkill’, ’Bomber’ og ’Ace of Spades’-pladerne med Motörhead. Året efter så jeg dem på ’Iron Fist’-touren i København. Mener jeg. Jeg så i hvert fald Mel Gibson dræbe en masse punks i ’Mad Max 2’ i en biograf om eftermiddagen før koncerten.
 
En ting jeg helt tydeligt husker fra disse teenagedage, var, at mine venner og jeg syntes, at Motörhead så farligt cool ud og lignede nogle gustne forbrydere, som ens forældre aldrig ville invitere på kaffe og kage. Modsat mange af deres hardrock-kollegaer, der lignede buttede hippier med alt for mange penge. Selvom jeg elskede punk, forstod jeg aldrig helt det fjollede hår og sikkerhedsnålene. Motörhead udstrålede en outlaw fuck-you attitude på deres helt egen unikke måde, som ’Ace of Spades’-spaghettiwestern-coveret perfekt illustrerer.
 
30 år senere er Lemmy og Motörhead still going strong trods finanskrise og det faktum, at rockudgivelser sjældent ryger på toppen af hitlisterne mere. I en tid hvor alle har solgt ud og assimileret til samfundets konforme spilleregler, er Lemmy – der fyldte 67 juleaften - muligvis den sidste reelle rebel, som er tilbage. Jeg synes, at myter er vigtige, specielt i disse fucked up tider, og den sejeste myte er selvfølgelig en levende en af slagsen. Ja, bandets nyere plader er ikke af samme klasse som i de legendariske Kilmister/Clarke/Taylor-dage, men Motörhead er stadig et vitalt rock’n’roll-band i min bog.

"Hvis jeg har Lemmys selvbiografi ’White Line Fever’, behøver jeg så ’Overkill: The Untold Story Of Motörhead’?" Ja! Hvis du som mig er en anekdote junkie. Bogen er ikke verdens mest velskrevne biografi, men den samler på fornem vis alle de herlige historier og udtalelser i en enkelt bog, som også indeholder mange fine vanvidsfotos fra bandets udskejelser gennem årene.
 
Et gennemgående tema i biografien er, at lige meget hvor mange bands og lineups Lemmy har været igennem, eksisterer der intet bad blood mellem Lemmy og andre musikere. De kan altid mødes over en øl, hvilket er ret unikt i disse tider, bare se på fjolserne i Guns n' Roses. En andet pointe er Lemmys notoriske (og sympatiske) had overfor alle autoriteter, der prøver at adfærdsregulere ham. The rolemodel to end all rolemodels!
 
Jeg vil afslutte med et Lemmy citat i bogen fra et af hans tidlige og mest succesfulde bands i midt-60’erne, The Rockin’ Vicars: ’We were the first British band to tour behind the Iron Curtain. A lot of photos were taken of us next to milk churns. We had dinner – some terrible brotscht – with President Tito in Yugoslavia, but I was down under the table and don’t think he was particularly impressed.’

PS. Jeg har mødt Lemmy to gange. Efter en Vega koncert på det dengang netop nyåbnede The Rock, hvor jeg skålede med ham og pinligt udtalte ’You are numero uno, man!’. Anden gang var jeg dybt ristet på Tex og prøvede at sige hej, men han var ligeglad og havde kun øjne for en storbarmet trashy blondine. Modsat Lemmy eksisterer hverken The Rock eller Tex i dag. Ved ikke hvad den storbarmede trashy blondine laver i dag…