Iron Maiden-smuglytning

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/dc/83/a4/21133_TheFinalFrontier_1280153426.jpg
22. Juli 2010    

Hovedindtrykket er den store bredde på den nye med Maiden. 'The Final Frontier' varer 76 minutter og leverer nogle gedigne overraskelser undervejs. Men – og det er den gode nyhed: Iron Maiden er og forbliver Iron Maiden. Vi har smuglyttet.

Kunstner
Titel
The Final Frontier
Dato
16-08-2010
Distributør
Trackliste
1. Intro: Satellite 15.../The Final Frontier
2. El Dorado
3. Mother of Mercy
4. Coming Home
5. The Alchemist
6. Isle of Avalon
7. Starblind
8. The Talisman
9. The Man Who Would Be King
10. When the Wild Wind Blows
Forfatter

16. august udløses spændingen. Vi fik dog eksklusivt lov af EMI til at smuglytte på det nye album med de sande konger af heavy metal: Iron Maiden. 'The Final Frontier' er pionerernes studiealbum nummer 15.

Og lad det være sagt med det samme: 'The Final Frontier' er umiskendelig og rigtig god Iron Maiden, men bryder samtidig flere steder med det, vi kan forvente fra mestrene. Der leges med gedigen rock, og der leges i høj grad også med progressive elementer. Meget mere end, hvad vi ellers er vant til fra Eddies sønner.

'The Final Frontier' er modsat forgængeren 'A Matter of Life And Death' (2006) ikke et konceptalbum, og det er ikke udelukkende skrevet af bassist og grundlægger Steve Harris. Guitarist Adrian Smith er medkomponist på de fleste af numrene, og også Bruce Dickinson, Dave Murray og Jannick Gers har bidraget til sangskrivningen.

Et varieret udtryk

Det giver i høj grad et varieret udtryk, men gør samtidig også, at albummet umiddelbart kan lastes, at det sine steder savner kant. Sådan er førstehåndsindtrykket i hvert fald. Der er skønne højdepunkter, og der er bestemt numre, som kommer til at høre hjemme på den næste greatest og ikke mindst i livesættet.

Deres udsendte sad et kvarter inde i albummet og jublede: "Kæft, mand! Det er sgudda et rendyrket rock-album, det her!" Det er det så ikke, men der er altså nogle tiltag til noget meget, meget spændende. Som i dén grad rykker igennem.

Én gennemlytning gør som bekendt ingen nuanceret anmeldelse. Men flere gennemlytninger vil tillade jeres udsendte at gå i dybden på et album, som synes RIGTIG spændende med de rockende overraskelser, der dryppes ind undervejs. Frygter dog, at albummet er lidt for langt.

Her følger ikke desto mindre en nummer for nummer-gennemgang af 'The Final Frontier'.

'Intro: Satellite 15.../The Final Frontier':
Det første møde med det nye Maiden-album leder tankerne hen på Van Halens 'Tora! Tora!' fra albummet 'Women and Children First': En masse instrumental rytmisk rumlen. En meget metallisk lyd. Man kan på ingen måde genkende Iron Maiden her, og det er fedt. Forfriskende.

Den meget lange intro går over i en prædiken fra Bruce Dickinson og et progressivt forløb, som domineres af nogle avancerede trommehvirvler fra Nicko McBrain. Og så går vi over i titelnummeret, som umiddelbart lyder som et enkelt rocknummer båret oppe af et meget enkelt riff. Wauv! Et rocknummer fra Iron Maiden. Det forventede vi sgu ikke! Og slet ikke efter dén intro. Det her nummer kommer til at holde længe.

'El Dorado':
Her er der fuld maidensk knald på gryder og spader. Igen et besnærende rockende nummer. Produktionen er ren. Vi er endnu ikke blevet sovset ind i special effects og keyboards. 'El Dorado' blev i øvrigt frigivet på Iron Maidens hjemmeside tidligt på sommeren.

'Mother of Mercy':
SÅ kender vi Iron Maiden igen! Et bas- og guitarintro sender os ind i et typisk Maiden-nummer med den pumpende Steve Harris-bas.

'Coming Home':
Så fik vi keyboards. Men heldigvis ikke så mange. 'Coming Home' er en fed, fed powerballade med et stjernelækkert guitarintro, der går over i et – igen enkelt – insisterende guitarriff og så et bluesy solostykke. Et rigtigt syng-med nummer, som jeg ved, at jeg bliver helt ekstatisk over.

'The Alchemist':
Et uptempo-nummer, der starter med guitarharmonier. Med sine fire et halvt minut er dette albummets korteste nummer.

'Isle of Avalon':
Nummeret starter med en bas- og guitarintro med Bruces blide vokal og Nicko på hi-hat. Og så ved vi bare, at lilletrommen bryder det hele om lidt. Det er her i dette intro og det efterfølgende mellemspil, at de tre guitarer i Maiden helt kommer til deres ret. Lilletrommen blev dog ikke det, der brød lydbilledet. Det gjorde til gengæld et stærkt – og rocket – omkvæd. Nummeret varer lidt over ni minutter.

Iron Maiden har aldrig været bleg for at bygge op og bygge op og lave lange, episke og progressive numre. 'Isle of Avalon' er et af den slags numre. Det er SÅ fedt at have at gøre med et band, som hviler så meget i sig selv.

'Starblind':
Den stille bas- og guitarstart, som Bruce synger hen over, brydes af et beskidt riff, som går over i et tungt, nedtonet vers med lækre akkordskift. Det rigtig fede omkvæd fortsætter i solostykket, hvor riff og solo eminent går op i en højere enhed, fordi Maiden igen giver plads til behørige guitareksplosioner.

'The Talisman':
Akustiske guitarer sætter en rigtig sørøverstemning lige fra start af dette 9.03 minutter lange nummer. Pirat-starten krydres med Bruces teatralske fortæller-stemme. Og så går vi direkte ind i nummeret, hvor stemmen stiger en oktav, og hvor det akustiske transformerer sig til metalliske guitarer – som spiller de samme figurer. Senere slippes den Maiden'ske polka løs, og alt er bare herligt. Vi får temposkift, harmonier, energi. Og bliver derfor meget, meget glade i låget!

'The Man Who Would Be King':
Igen et stille guitarintro – denne gang med et lead-tema, inden vi pulser derudad med stemnings- og temposkift. På et tidspunkt begynder man dog at kigge lidt på uret. Måske dette er et af de mere unødige numre, for der køres lidt tomgang på de gammelkendte Maiden-standarder.

'When The Wild Wind Blows':
Albummets sidste nummer er naturligvis det længste. På 10.59 minutter sætter Iron Maiden skabet helt på plads. Maiden tager os på 'When the Wild Wind Blows' igennem en noget vindblæst start med et meget, meget fint og underspillet stille bas- og guitarintro.

Vi får et meget Maiden-melodisk vers, der i dén grad rykker røv. Så skiftes der tempo til et stort mellemspil, hvor der veksles mellem solo og sang, inden vi går over i et decideret soloparti, som sætter et stærkt, stærkt punktum for et album, der viser, at Iron Maiden er friske på at prøve nye grænser af, selv om der sine steder er tendens til tomgang.

Denne anmelder glæder sig til at komme helt til bunds i 'The Final Frontier'.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her