Krigsguden #218

Et festligt udpluk af Krigsgudens oplevelser fra dette års Copenhell.

"Gider du stoppe med at ryste håret på den måde, du ødelægger mig og min kones Scorpions-koncert?"

TORSDAG

Mere om ovennævnte senere – lad os starte med det første band, jeg så om torsdagen. Det var selvfølgelig min gamle schock rock-helt Alice Cooper, som jeg havde været på Danmarks Radio og tale om i april. Alice var meget oplagt fra første sekund, og vi fik alle de vigtige hits fra 70'erne. Som forventet hyldede han Lemmy, Bowie samt Hendrix og Keith Moon med covernumre. Det var både lidt plat, men også fedt. En superfræk blond guitarist fik lov til en lige lovlig lang guitarsolo, men som 68-årig trængte Alice nok til at trække vejret eller skifte tøj, hans stemme fejlede i hvert fald intet. En helt igennem fin og sympatisk koncert med en af de store fra min ungdom.

Herefter tøffede jeg lidt rundt, snakkede med nye og gamle venner. Så 15 minutter af Sixx:A.M., der var ganske rædselsfuldt. Som forventet. Jeg vidste, at Scorpions ville spille cirka fire gamle 70'er-skæringer (bl.a.'Speedys Coming', 'Steamrock Fever'), så dem gav jeg en chance, selvom jeg ikke er stor fan af deres senere ting. Det viste sig at være en rigtig beslutning, da tyskerne totalt tog røven på mig med maksimal spilleglæde, skønt de er lige så gamle som den gode Alice. Specielt Klaus Meine imponerede mig med sin stemmepragt. Jeg skrålede med på alle deres sange, selv de mest cheesy (you know which ones), mens skybruddet hamrede store mængder vand i skallen på mig. Et ægtepar, som var mindst 15 år yngre end mig, var ikke tilfreds med headbangende garn, og den fimsede husbond udtalte de legendariske ord, som starter min artikel. Mit modsvar? "Sut min lange diller, DF-wanker!". Der er sindssygt mange borgerdyr til Copenhell, men dette her var godt nok så kikset, at jeg faktisk bare grinede, mens jeg ytrede mig til ham. Han kunne nu godt selv se, at han var til grin. Bonderøv, haha.

Så var det blevet tid til et nyere band, som jeg havde glædet mig meget til at se. Klokken var 00.15, og jeg vadede fra den store Helviti-scene til den lille Pandæmonium-scene, hvor With the Dead lige var gået på. Det er folk fra Cathedral, Napalm Death og Electric Wizard. Deres debutalbum fra sidste år var en af 2015's favoritter for mit vedkommende. With the Dead skuffede heldigvis ikke med deres onde, ekstremt tunge doom/sludge metal, og det var godt, når man nu stod plaskvåd som en druknet køter efter skybruddet. Jeg fuckede tilbage til Bryggen, mens regnen fortsatte, og glædede mig allerede til næste dag, selvom jeg havde mistet mine nye, seje damesolbriller under headbanging til Alice Copper.

FREDAG

Vågnede op og kunne konstatere, at min læderjakke var drivvåd. Fuck det, jeg fattede mit shit efter et bad, hoppede på Bus 666 og drak nogle weissbier på vej på Refshaleøen. Jeg fik sat mig med ned på mit "kontor", der bestod af nogle træbænke foran billetsalget som i går. Fik brokket mig over nogle unge kåde mennesker, som råbte alt for højt til mit tømmermandsramte hoved. Jeg undskyldte hurtigt mine sure opstød, og de kvitterede med whiskey on the rocks! Jeg har set Amon Amarth, men husker ikke meget fra den koncert. Nu fik jeg så chancen igen 16.30 om eftermiddagen foran Helviti. Vikingemetal er ikke min favoritgenre, og de var også lidt cheesy, men det var sgu fedt nok, selvom jeg så en stor skumgummihammer til sidst. Ren Spinal Tap, haha. Godt at headbange til.

Entombed A.D. kaldte, og de leverede varen. Selvom jeg egentlig kun hylder deres første lp, 'Left Hand Path', og synes, de er lidt overvurderede, havde jeg en fin time med svenskerne på Pandæmonium. Jeg hang med en veninde på højen, mens Megadeth spillede på Helviti. Dave Mustaine & Co. har aldrig rigtigt sagt mig noget, og denne koncert ændrede intet på det. Han er en fremragende guitarist, men hans stemme og sange efterlader mig 100 % kold. Tilbage til Pandæmonium for at se Kadavar, som jeg har set to gange før. Deres kompetente 70'er-stonerrock gjorde ikke meget for mig i dag, men jeg kunne da se en masse mennesker fra Lygtens Kro, som havde en kæmpe fest. Det var snart tid til King Diamond, og jeg rykkede tilbage mod Helviti. Kongen var i topform, og vi fik hele 'Abigail' samt gamle Mercyful Fate-sange som 'Come to the Sabbath'. Bandet var utroligt velspillende, Kings stemme var fantastisk, og hele det teatralske setup fungerede perfekt som en episk horrorfilm, hvad 'Abigail' jo også på en måde er, selvom det er et album.

Mere regn, men jeg kom over at se Abbath på Randæmonium. Jeg så Immortal på Copenhell, det besad en tungere vibe, som fungerede ganske fint. Abbath er en meget underholdende bandleder, der til sidst kvitterede med lave "Abbath moves" som en parodi på sig selv. God humor der. Jeg missede desværre Artillery, da jeg havde travlt med at danse, drikke og headbange i Biergarten, hvis DJs var betydeligt bedre i år end i 2015.

LØRDAG

Godt kvæstet drog jeg på sidstedagen fra Bryggen mod Copenhell. Jeg fandt ud af om søndagen, at jeg selvfølgelig skulle ha' været på Hovedbiblioteket til Q&A med King Diamond ved 14-tiden. Denne mensamongol havde endda skrevet pressemeddelelse for arrangementet! Nå, fuck det, jeg sad i uvidenhed og stupiditet på mit "kontor" igen, mens en flink dude hældte vodka på mig. Første band denne lørdag blev Bombus fra Göteborg, som jeg ikke kendte så meget til, men jeg blev svært imponeret over deres klassiske metalklang. 

Samme sted så jeg Havok, hvis klassiske thrash metal jeg kendte en del mere til. Det startede fremragende ud, men så begyndte forsangeren at kommandere rundt med os og fortælle os, hvad vi skulle gøre, som jeg havde set Lamb of God gøre til en anden koncert på Copenhell. Det kunne jeg slet ikke arbejde med, og jeg blev lettere irriteret på bandet. Ingen skal fortælle mig noget som helst adfærdsregulerende om, hvad jeg skal gøre med mit korpus!

Bagefter så jeg Rival Sons på Helviti, som var nogle kompetente musikere, men som kedede mig med deres Lep Zep-inspirerede rock. Og jeg er stor Lep Zep-fan. Dark Funeral og deres klassiske black metal på Pandæmonium var straks bedre. Meget bedre!

Det var nu tid at se Black Sabbath på Helviti. Kongerne af den hårde rock. Jeg har set Ozzy i 1981 som support til Whitesnake, og i 1983 så jeg Black Sabbath med Ian Gillan på vokal på 'Born Again'-touren. Begge fremragende shows. Så jeg havde skyhøje forventninger til første gang, jeg skulle se Ozzy, Geezer og Iommi sammen på en scene. Det startede eminent ud med 'Black Sabbath', 'Fairies Wear Boots', 'After Forever' og 'Into the Void'. Jeg stod faktisk og tudede af glæde, men så kom jeg op til overfladen og fandt ud af, at jeg så tre forretningsfolk og ikke tre musikere, som havde spillet, siden de var teenagers i Birmingham. Desto længere de kom frem i klassikerne, som blev leverede fint og kompetent, blev min fornemmelse af en endnu-en-dag-på-kontoret-koncert rimelig overvældende. Jeg kunne nok ikke have forventet mere, og det var fint endelig at se mine tre gamle helte på en scene. Men de andre "gamle" Alice Cooper og Scorpions besad altså en spilleglæde og et nærvær, som jeg ikke kunne finde hos Black Sabbath denne lørdag.

Spilleglæden og festhumøret fejlede ikke noget under Bömbers, Abbaths Motörhead-tributeband, som sparkede liv tilbage i min skal efter Black Sabbath. Det var endeligt meget passende,  at dette blev min sidste livekoncert dette år på Copenhell, før jeg rykkede ned i Biergarten og hoppede rundt til gammel heavy. Copenhell 2016 var en fin festival, og det samme var programmet, selvom jeg kunne savne mere psykopatisk ondskab, som for eksempel et band som canadiske Revenge, hvis 'Behold.Total.Rejection' var min favorit fra sidste år. Omvendt havde jeg så ikke forventet, at Scorpions var så gode, og at jeg fik påtale fra et ægtepar angående min måde at ryste mit garn på.

Vi ses næste år på Refshaleøen.