Krigsguden #220 Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/7c/ab/ea/krigsguden-13-1468321945.jpg
12. Juli 2016    

Krigsguden har været til sin første Metal Magic Festival i Fredericia.

Kunstner
Titel
Metal Magic
Dato
08-07-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Naya Buch
Forfatter

TORSDAG
Onsdag aften var jeg lettere frustreret over, at så mange, jeg kender, skulle til Metal Magic, og at programmet var så svedigt i år. Jeg havde været til Copenhell og Roskilde, hvor jeg selvfølgelig brugte alt for mange penge. Men først på eftermiddagen torsdag var jeg forbi Nordea for at høre, om min økonomi kunne bære en Metal Magic Festival. Det kunne den, så jeg gik straks på Facebook for at høre om kørelejlighed til Fredericia. En gammel ven fra Slagelse tilbød mig et lift fra Korsør, og efter nogle timer ankom vi til Fredericia.

Jeg mødte straks en masse folk, jeg kendte, og fik placeret rygsæk og soveplads ved billetsalget (tak for det, MM!). Min Slagelse-ven kendte den amerikanske bassist fra Exhumer, og det var det første band, jeg fik set. Der var to originalmedlemmer fra det tyske band, og vi fik en del numre fra deres klassiker 'Possessed By Fire', som jeg engang ejede. Det var ren 'Show No Mercy'-Slayer-tilbedelse, hvad der passede mig fint. Meget energisk sanger. God start på udendørsscenen.

Bagefter var jeg indenfor og fangede nogle andre tyskere kaldet Evil Spirit, som fornemt blandede doom og død, selvom jeg stadig høj på Exhumers thrash. Dagens højdepunkt - jeg missede Slægt, som alle sagde var fantastiske, fordi jeg ankom lidt sent - var for mig Denial Of God. Det danske black metal-band havde 25-årsfødselsdag og fejede det med et brag af en koncert iført corpsepaint, kæder, ild og hele svineriet.

Lidt over midnat var der et lettere usædvanligt dansk band, som hed Spektr. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle mene om dem, men hurtigt lod jeg mig fange ind af deres miks af space rock og horror synth, der nogle gange mindede mig om The Soft Moon. Til sidst var Touch of Judas, et Priest-coverband der spillede på lokalt værtshus, Generalen. Det var egentlig ganske fint, selvom jeg syntes, de spillede for mange nye numre og ikke nok gamle. Og det var den torsdag.


FREDAG
Kom lidt for sent til The Petulant, men fik Ironguard - et andet dansk band - fra starten. Gedigen gower metal meget inspireret af Iron Maiden. Norske Nachash spillede derefter indenfor. Noget af deres klang fungerede, når vi var over i black metallen, men meget lød som et demobånd. Herefter blev der brugt en del tid i togvognen med hygge og spas. Stereo Nasty var en uskøn blanding af straight up metal og glam/sleaze-rock, men ganske fint at drikke til. Det blev straks bedre med hollanske Lucifericon og deres dødsmetal indenfor.

Engelske Toledo Steel var næste band på udendørsscenen, som kompetent og overbevisende gav os en kongelektion i klassisk New Wave Of British Heavy Metal. Jeg havde aldrig mødt dem før, men deres rødhårede guitarist Tom Potter og jeg blev lynhurtigt perlevenner bagefter og resten af festivalen. Det er, hvad heavy metal kan gøre og reelt handler om. Hvad idioterne i Destroÿer 666 absolut intet fattede af, men mere om de fjolser senere.

Bissen blev skruet på med irske Zom, som jeg før har set til Kill-Town. Crustpunk møder thrash på fornemste vis. Jeg tænkte flere gange på Halshug under deres intense koncert. Anthraxs første album 'Fistful of Metal' har altid været min favorit af deres, og så forsvandt sangeren Neil Turbin fra min verden. Han dukkede op igen på denne fredag i Fredericia med Deathriders og numre fra 'Fistful of Metal' samt egne sange. En herlig blanding af traditionel heavy og thrash metal. Neil Turbin var en imponerende frontmand, der stadig havde stemmen og formatet.

Indenfor smadrede irske Vircolac videre med deres eminente dødsmetal. Ingen nåde til Metal Magic, ingen pauser, bare videre i teksten. Så var det tid til det gamle episke metalband Manilla Road, som spillede deres første danske koncert. Det var en noget blandet koncert fra amerikanerne, nogle sange fungerende fint, mens andre var lidt middelmådige. Sangeren lignede en dørmand. Så var der mere fart på svenske In Aeternum, som gennempryglede os med ond død og black. Vi løb straks udenfor efter showet for at se Denner/Shermann, som jeg havde set i vinters, hvor de spillede til High Voltage Awards Show. De spillede numre fra deres spritnye fuldlængdealbum, samt gamle Mercyful Fate-skæringer. Lyden var ikke i top, men det var en ganske fin koncert.

Efter at ha' set de danske legendariske guitarister fra Mercyful Fate var det tid til Deströyer 666, som vi var mange, der forventede os meget af. Sangeren og guitaristen KK havde andre planer. Vi blev svinet til fra starten, mens han holdt bizarre taler om vikinger og andre. Han kunne åbenbart ikke rumme de stoffer, han havde fået indenbords, det lille pus. Jeg headbangede dog bare videre i første række, indtil en fra Watain kastede sig over mig og ville kvæle mig. Jeg forstod intet og brokkede mig højlydt over, at min headbanging var blevet afbrudt. Jeg blev hevet ud af en vagt, mens Destroÿer 666 spiller sidste nummer. WHAT THE FUCK?!? Bagefter brokkede jeg mig videre og sagde, de havde disrespekteret Mercyful Fate - hvis guitarister lige havde spillet - ved deres adfærd. Mercyful Fate er et band som alle black metal-bands burde hylde. Jeg blev bare mødt med flasker fra bandet backstage. I dag kan jeg ikke andet end grine over denne absurde adfærd, som nok har kostet en del fans. Der er forskel på at være "trve" og så ikke kunne tåle de stoffer, man har taget. Så skal man nok holde sig til lyse øl.

Ud af kaosset og ned på Generalen og se Manowar-jam med Fire and Steel, som var en rimeligt hyggelig afslutning på dagen. Jeg har valgt at bruge Lasse Ballades kæreste Nayas foto af Lasse, Olle (fra Slægt) og mig til denne artikel, da det fint illustrerer det, jeg forbinder med heavy metal, nemlig kærlighed, spas og venskab. Hvis nogen som Deströyer 666 leger volds-machoer, så lad dem om det. Det kan jeg ikke bruge til noget.

LØRDAG
Ordeal startede indenfor med en gang sludge doom, men jeg var ikke oplagt til så tung musik fra morgenstunden. Det blev straks sjovere med John Mogensens Live med en gut, som hed Mugge og lignede John på en plet og sang ligeså. Herligt godt tænkt af Metal Magic, specielt set i lyset fra gårsdagens kaos. Så lidt af danske Encyrcle og fik derefter noget at spise og en pause. 15.20 var jeg klar til serbiske Infest, som leverede et af festivalens bedste shows med grotesk hurtigt dødsmetal, der næsten nærmede sig grindcore visse steder. Infest besad overstadig spilleglæde og var åbenlyst vildt glade for at spille på Metal Magic. Sådan!

Næste band jeg så, var de gamle tyskere i Iron Angel, der gav os numre fra deres klassiske 80'er-skive 'Hellish Crossfire'. Her var sandelig også spilleglæde og en herligt bøvet, kæderygende forsanger. Jeg missede In the Woods..., som alle sagde skuffede fælt. Franske Aosoth spillede bestialsk black metal indenfor, og det sad lige i skabet. Jeg fik at vide af nogen, at jeg om morgenen havde læst digte op nede ved havnen. Der kan man bare se, sådan er det, når man ikke får sovet.

Festivalens absolutte højdepunkt kom nok med den gamle Scorpions-guitarist Uli John Roth, som var i topform og gav os numre som 'The Sails of Charon', 'In Trance' og 'Fly to the Rainbow'. Vi var i total ekstase oppe foran, mens jeg, Oscar (fra Slægt) og Toledo Steels Tom Potter gik bananas i en sand glædesros. 100 % perfektion! Bagefter var der stoner doom indenfor med italienske Caronte, men jeg havde fået, hvad jeg skulle ha' fra Metal Magic og skred snart i seng (mener jeg). Tak til Metal Magic og folkene bag. Kom også med bussen hjem dagefter med mange venner. Alt fungerede som en drøm, priserne på øl var rimelige, standarden af bands var utrolig høj, og det samme gjaldt samværet blandt gamle og nye venner - jeg er klart at finde næste år i Fredericia!


 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her