Krigsguden #235 Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/85/fb/d3/orm-80-1485808074.jpg
30. Januar 2017    

Krigsguden har været til lyttesession i Ballade Studios og hørt det kommende album med Orm på Indisciplinarian Records.

Sidste gang jeg var i Lasses studie, var under indspilningen af Solbruds andet album, da adressen lå tæt på Dortheavej. Hans nye studie ligger i en baggård på Nørrebro sammen med nogle øvelokaler. Jeg lagde straks mærke til, at "operatørrummet" var ca. halvt så stort som det gamle, og jeg ikke kunne finde tilbage igen efter toiletbesøg, da alle døre og gange lignede hinanden, som var man fanget i Orson Welles' filmatisering af Kafkas 'Processen'.

Der var tre andre anmeldere til stede i lokalet, der lige som jeg var spændt på at høre debutalbummet med Orm i sin helhed. Vi blev mødt af tre forventningsfulde gutter fra kvartetten Jeg har set Orm et par gange og har været svært tilfreds hver gang, så forventningerne var store. Udgivelsen, som bare hedder 'Orm', består af fem lange numre fordelt over 43 minutter. Det, som først slog mig, var, hvor velproduceret pladen var. Vi taler ikke primitiv black metal ala Ildjarn og lignende. Vi er ovre i noget i stil med førnævnte Solbrud og Wolves in the Throne Room tilsat lidt Emperor.

Episk og lettere teknisk black metal med smukke passager og temposkift, som jeg nok har overset live. Det er et fremragende album, som man kan høre utallige gange. Mit eneste problem med skiven var, at der er et par numre med kvindevokal, som jeg ikke rigtigt tænder på. Et andet dansk black metal-band som Blodarv bruger det også, men der er kvinden med på scenen. Kald mig bare konservativ, men jeg får altså nogle uheldige Nightwish-associationer, som krænkede mig lidt. Men ikke nok til at ikke at kunne anderkende albummet som et vigtigt udspil på den danske ekstremmetalscene. Orm er meget ambitiøse - ligesom deres kollegaer i Slægt, hvis kommende dobbeltalbum jeg ser vildt meget frem til at høre - og det bliver spændende at se, hvordan folk og specielt udlandet vil tage imod udgivelsen.

Der er også gjort en del ud af coveret, som, hvis jeg husker rigtigt, forestiller middelalderborgen Hammershus i brand, der bliver angrebet af Midgårdsormen, der dukker op fra havet. Fint dansk mytologisk touch fra gutterne. Albummet bliver udsendt på danske Indisciplinarian Records, som har en bred vifte af bands som Fossils, Piss Vortex, Antiritual, Recitation og Rising. Der er releasefest på Loppen den 24. marts.

P.S.: Jeg ville egentlig også ha' anmeldt den nye Stooges-dokumentar, men det må vente til næste udgave af min klumme.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her