Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigsguden #251

Populær
Updated
Krigsguden #251

Krigsguden anmelder debutalbummet 'Blood Offerings' fra Oakland-dødsmetalbandet Necrot.

Kunstner
Titel
Blood Offerings
Dato
14-08-2017

Necrot - Blood Offerings (Tankcrimes Records)

Københavnske Undergang er pt. på USA tour med Oakland bandet Necrot, og de deler faktisk lidt historie. Undergang-sanger/guitarist David Mikkelsens Extremely Rotten Productions udsendte sidste år et compilation-demobånd med Necrot. Endvidere var Davids andet band Phrenelith på USA-tour Necrot tidligere på året, og Necrot-medlemmet Luca Indrio er også med i Vastum, der besøgte KB18 tidligere på året. Han har også en fortid i Acephalix, som væltede Dortheavej 61 nogle år tilbage. Så der er mere end solide danske relationer til Oakland-trioen, som blev dannet i 2011.

'Blood Offerings' er Necrots længe ventede debutalbum, og jeg kan med barnlig glæde og et satanisk glimt i øjnene meddele, at den knap 40 minutter lange skive er et af årets helt store dødsmetal-udgivelser. Som flere af de i starten nævnte bands er Necrot inspireret af tidlig død a la Bolt Thrower samt klassisk svensker-hærg i Dismember traditionen tilsat deres egne californiske grusomheder.

Luca Indrio & Co.'s otte ultra brutale og hurtige skæringer rammer denne sommerhederamte dansker som et transsibirisk militærtog pakket med termonukleare missiler en iskold januardag. Necrot er et ufatteligt godt sammenspillet band, der både behersker tonstunge og mere komplekse nuancer i deres overmenneskelige blodsudgydelser fra start til slut. 'Blood Offerings' er et yderst velproduceret album sovset ind i lækre soli, dog uden at det bliver poleret og går udover dynamikken. Fans af Carcass' comeback-plade 'Surgical Steel' fra 2013 bør klart tjekke Necrot ud.

Hvert eneste sekund på 'Blood Offerings' er dødsmetal-perfektion og et klasse eksempel på alt, jeg elsker ved genren. Med andre ord: 666% Krigsgud godkendt!!!