Krigsguden #253

Pumpehuset fik besøg af Krigsguden i sidste uge, hvor han oplevede Ty Segall, Spray Paint og The Rebel.

Modsat til Volbeat i Parken fik Devilution akkreditering til onsdagens Ty Segall-koncert i Pumpehuset. Og ikke nok med det, den unge californiske rock'n'roller undskyldte også for koncerten. To ting, som måske ville have klædt mangemillionæren Michael Poulsen at gøre over for Devilution og Ekstra Bladets Thomas Treo. Only kidding. Næsten.

Det er ikke nogen stor hemmelighed, at det var The Rebel, som jeg mest var kommet for at se. Manden bag enmandsbandet The Rebel er Ben Wallers fra den legendariske skotske 90'er-kultgruppe Country Teasers, der kan beskrives som en bizar artpunk-udgave af country & western og blues. I 00'erne gik Wallers solo som The Rebel og udgav endnu mere bizarre plader. Hvor Country Teasers trak en del på postpunkkongerne The Fall – der er ikke langt fra Manchester til Skotland – som The Rebel til dels også gør, er vi mere over en blip båt-version af Joy Division tilsat William S. Burroughs-agtige "krænker"-tekster, der takler diverse tabuemner som racisme, sexisme, homofobi og xenofobi. Avantgarde-lyrik møder dåsedisco og skæve guitarakkorder.

Til aftenens koncert var størstedelen af sættet numre fra The Rebels mange album samt nogle få fra Country Teasers' katalog. Der var på det tidspunkt ikke mødt særligt mange op i Pumpehusets store sal. De fleste hardcore Ty Segall-fans ville nok have også syntes, at musikken var lige lovligt underlig. Ben Wallers var alene på scenen med en guitar og en trommemaskine/synthesizer iført militær camouflagejakke, bukser og støvler samt skjorte og slips. Jeg har ventet mange år på at se enten Country Teasers eller The Rebel, og jeg må sige, at jeg fik alle mine forventninger indfriet til overmål denne aften. Mr. Wallers fik senere en kæmpe krammer i rygelokalet af undertegnede, han havde godt lagt mærke til, at jeg var den, som klappede mest entusiastisk blandt de få publikummer, der var dukket op lidt over klokken 20.

Da Austin bandet Spray Paint gik i gang, var der kommet en del flere. Trioen spiller en vild form for noiserock blandet med postpunk og har udsendt plader på blandt andet Goner Records. De leverede en fremragende koncert, som desværre blev lidt ødelagt af lydmanden, der ikke fattede, at alle tre i bandet sang, og ikke kun den ene af de to guitarister. Lettere amatøragtigt og synd for Spray Paint.

Koncerten var rykket fra Den Grå Hal på Christiania til det mindre Pumpehuset, men Ty Segalls fans fyldte nu hele stedet ud, da den californiske gut gik på scenen. Jeg har set Segall et par gange før, blandt andet til Gonerfest i Memphis og i Helsingør, hvor jeg også DJ'ede på Elværket. En flink fyr som holdt meget af de Bathory-numre, jeg spillede. Det er noget tid siden, at han var lidt set som en afløser for garagepunkikonet Jay Reatard, der spillede til samme Gonerfest.

Idag er Ty Segall lidt en rodebutik, som på en plade kan gå fra udfuzzet Blue Cheer-rock til T. Rex og Beatles. Aftenens koncert, der led under meget dårlig lyd, var desværre en kedelig grunge/psych-affære, som mindede om et af de utallige grungebands, der hærgede Roskilde i 90'erne. Så absolut den ringeste Segall-koncert, jeg endnu har set, selvom han gav sine sko væk til en overgearet fan. Vi fik sange som 'Love Fuzz', 'Break a Guitar', ‘Sleeper’ og ‘Alta’. Undskyldningen fra Ty Segall, som jeg nævnte i starten, gjaldt vist mest de tekniske problemer samt lyden under showet. Sympatisk og ydmygt. Jeg er klar til at give manden en chance mere. Specielt hvis Segall næste gang har supportnavne med af samme standard som The Rebel og Spray Paint.