Krigsguden #262

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/10/77/07/deathrevenge-1500-e1502476378351-10-1512460975.jpg
04. December 2017    

Krigsguden anmelder nye album med californiske Exhumed og svenske Then Comes Silence.

Forfatter

Exhumed – 'Death Revenge', cd (Relapse Records)

Gode gamle Exhumed. Guitarist og sanger Matt Harvey har siden 1990, da han var knap 15 år, styret gore metal-butikken i San Jose med hård og sikker goregrind-hånd, kun stoppet af en pause mellem 2005 og 2010. Jeg så dem sidst i Pumpehuset i marts 2014 sammen med Toxic Holocaust, hvor de leverede et fremragende show med en gut, der rendte rundt og legede splatter-doktor/kirurg med motorsav og meget andet. Der havde Exhumed 'Necrocrazy' med som det nyeste album.

Med 'Death Revenge' virker Exhumed mere melodiske og komplekse end tidligere. Bandet er stadig inspireret af bands som Carcass, Terrorizer og Repulsion, men der er nu flere facetter og nuancer i lydbilledet. Om det er en god ting, må være op til den enkelte Exhumed-fan. Jeg klager umiddelbart ikke. Dog synes jeg, at 'Death Revenge Overture' er en noget kikset  intro. Hvis I vil sjæle John Carpenters 'Halloween'-tema, så vær dog ærlige om det.

Ellers kører splatterdødsmetallen solidt efter bogen, tilsat lidt grindcore og som sagt flere nuancer på
det lige lovlig lange album på 52 minutter (to bonusnumre på cd'en), der afsluttes med et fint cover af Exodus' 'A Lession in Violence', nu med blastbeats. Og ja, Matt Harvey er stadig, ligesom Autopsy (som udgiver et nyt album om få måneder), besat af gore og  splatter. Selvom albumcoveret til 'Death Revenge' er deres mest smagfulde i flere år.

Then Comes Silence - 'Black', cd (Nuclear Blast)

Post-punk og darkwave på Nuclear Blast?!? Fuck yeah! Med deres nu fire album har Then Comes Silence siden 2012 skabt deres egen niche, og nu har de deres første udgivelse på det store metalpladeselskab. Metal, specielt black metal, har altid haft et godt øje til den mørke og gotiske post-punk, der kom fra England i begyndelsen af 80'erne.

Nu har vi 'den ægte vare' eller i hvert fald en retro-hyldest. Referencerne er ikke overraskende vintage-perioden
med ikoniske mørkemænd som Killing Joke, Sisters Of Mercy, The Cure og Joy Division. Af nyere bands får Then Comes Silence mig til at tænke på amerikanske TV Ghost, der dog i højere grad er mere inspireret af Echo & The Bunnymen. Fans of The Soft Moon bør  også tjekke The Comes Silence.

Alle albummets 14 numre holder hele vejen igennem. Selvom der intet nyt er under den mørke sol, skinner Then Comes Silence med vital energi og nogle helt fantastiske og catchy sange. Nogle gange hader jeg svenskere, da de tit er lidt for gode til at genskabe genrer fra før de blev født og fra helt andre steder i verden. Jeg er sikkert bare en sur, gammel  og jaloux dansker. Der er nemlig absolut ingen til at være sur over Then Comes Silence, som med 'Black' har leveret et af årets bedste partyalbum. Så bare på med eyelineren, og find dig en bleg goth chick at danse med. Helst i går.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her