Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigsguden #278

Populær
Updated
Krigsguden #278

Krigsguden anbefaler navne til Metal Magic Festival i Fredericia.

Kunstner
Dato
10-07-2018

Endelig. Min første festival i år! Hvad, var du ikke til Copenhell eller Roskilde? Hvad tror du selv, sædkiste?!? Metal Magic er den absolut bedste danske metalfestival, bortset fra Kill-Town Death Fest, der vender tilbage i september. Dette er 11. udgave af festivalen i Fredericia, som sidste år rykkede lidt uden for centrum på en rigtig teltplads: læs mark.

Lad os starte med de tre hovednavne. Claudio Simonetti's Goblin så jeg for fire år siden i Amager Bio, hvor hans udgave af det legendariske italienske progband leverede temaer (inkl. visuals) fra diverse horrorklassikere fra bl.a. Dario Argento, Lucio Fulci, George Romero, som Simonetti og Goblin skrev i tidernes morgen. Det var absolut en fremragende koncert, og bandet er klart et scoop for MMF.

Master's Hammer er tjekkisk black og det første af sin slags i det land. Jeg har først opdaget dem de senere år og forventer noget helt specielt af deres unikke og noget teatralske black, der måske inkluderer nøgne damer med gederhoveder på scenen.

Succes i metal betyder penge som alt andet i livet. Og penge betyder knas, uro og skænderier. I Am Morbid er Morbid Angels gamle sanger og bassist David Vincents version af bandet, efter han gik ud og blev erstattet (igen) af Steve Tucker. Jeg har kun hørt godt om deres koncerter i år, men håber dog, de har to guitarister med, så lyden bliver mere massiv.

Der er et par klassiske NWOBHM-bands jeg ser meget frem til.

Pagan Altar spillede Heavy Days In Doom Town 2013, men desværre døde sangeren Terry Jones senere af cancer. Dog var han med på bandets sidste udgivelse, 'The Room of Shadows', fra sidste år. En fremragende skive og et værdigt udspil fra et de ældste og mere doomy bands i genren. Vi må se, hvad den nye sanger, Brendan Radigan, kan. Måske er det et godt tegn, at man valgte at videreføre bandnavnet, efter de første koncerter med Radigan bag mikrofonen var under navne Time Lord?

Rock Goddess kom lige i røven på Girlshool, et andet legendarisk pigeband i NWOBHM-genren. Jeg husker specielt den herlige 'Heavy Metal Rock'n'Roll' fra 80'erne, og nu får jeg endelig chancen for at se bandet, som jeg tvivler på har besøgt Danmark før.

Old school thrash? Fang norske Deathhammer, danske Encyrcle og brasiliansk/tyske Satan Worship,  der leverer hver deres take på genren, både i den rådne og smadrede ende og den mere melodiske. Den mere punkede stil, prøv War of Destruction og Obnoxious Youth, som jeg har set flere gange. Dansk 80'er-metal? Metal Cross og Alien Force er klar. Der er desværre ikke så meget dødsmetal i år, men de københavnske helte fra Taphos og deres eminente spritnye debut lp 'Come Ethereal Somberness' vil smadre os alle, Incantation-stilen. Anal Vomit er også svinsk død, fra Peru, trods alt mere raffineret, end bandnavnet antyder. Tungere danske doom-sager? Altar of Oblivion, Konvent, Woebegone Obscured og specielt Dead Void bør ikke misses.

Der er ret meget black til MMF i år, så jeg håber, de lokale højrekristne denne gang kan finde pladsen og tale Guds sag, haha. Før sidste års festival lykkedes det kristne fra Taulov at forpurre en mulig placering af festivalpladsen.  Udover hovednavnet Master's Hammer spiller f.eks. amerikanske FIN, norske Filthgrave og danske Gespenst, der tæller medlemmer fra Woebegone Obscured.

Ja, det var et hurtigt udpluk af, hvad jeg skal se om lidt i Fredericia, mender er mange andre navne jeg skal tjekket ud. Jeg skal selvfølgelig også gense den jyske John Mogensen, som spillede på MMF for to år siden. Nej, det var ikke Rasmus Bjerg. Ses!