Lemmy er her ikke længere Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/0f/20/59/-T1X4919-43-1407313155-44-1451446403.jpg
29. December 2015    

Lemmy Kilmister: 1945-2015. Ikonet, der har stået i forgrunden for Motörhead siden 1975 tabte kampen til en aggressiv kræft, der først blev fundet få dage efter hans 70-års fødselsdag. Vi hylder manden, der om nogen var et symbol på rock'n'roll.

Dato
29-12-2015
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen

Ikoniske Lemmy er her ikke længere. Den udødelige rockhelt er død. Og hele rock- og metaluniverset har hele dagen måtte efterfølge fødselsdags-lykønskningerne fra hans 70-årsdag juleaften med mindeord efter nyheden om hans død i går, den 28. december, få dage efter han var blevet givet en terminal kræftdiagnose.

Lemmy var en ener, et helt særligt og unikt link til selve rock’n’rollens sjæl, livsstil, mytologi og historik. Og en musikpioner i forhold til – især – den mere rå og ekstreme del af metal-scenen, fra start-80’ernes thrash metal, crossover og videre frem.

En mand, der levede med en enorm, ja, særegen integritet, med vid og humor. Og dedikation. Fødderne i de karakteristiske hvide støvler plantet bundsolidt på jorden, volumenknappen smasket helt i bund, og mikrofonen bøjet skråt nedad i en vinkel på 45 grader. I fem fuldfede årtier.

Med Lemmy har rockscenen også mistet et helt unikt og hyper-autentisk tidslink. Manden har set selveste Buddy Holly (1936-1959) live (!) og blev musikalsk og åndeligt formet af sen-50’ernes rock’n’roll-ikoner som Elvis Presley og Jerry Lee Lewis, mens The Beatles’ legendariske klubkoncerter i The Cavern Club, 1961 for alvor inspirerede den dengang 15-årige knægt fra Staffordshire, født Ian Fraser Kilmister, til selv at søge en musikalsk retning.

Et kald, der efter en periode i start-70’ernes syrerockere Hawkwind, hvorfra han blev fyret i 1972 pga. amfetamin-besiddelse, blev synonymt med det klassiske rock’n’roll-ensemble Motörhead. Fra dannelsen i 1975 og frem til pulsslaget stoppede i den 70-årige rocklegendes – ahem – prøvede krop i hans hjem i Los Angeles.

Lemmys rock’n’roll-livsstil på turné efter turné efter turné var placeret et sted mellem det uladsiggørlige, mytefremkaldende, kariktatur-tenderende og romantiserede. Men mere end noget var det Lemmys liv. Og han stod ved det og bag ved det. 100 %. Fra start til mål.

Og mere end noget var der musikken. Og Motörhead. En hyper-intens, rablende rå rock’n’roll, hvor Lemmys forvrængede, rungende Rickenbacker-baslyd, hæst gryntende vokaler, bandets punkfræsende tempo, tunge metalliske volumen og dunder skabte en helt egen signatur båret af kompromisløs råstyrke og med ekstremt loyale fanskarer verden rundt. På turné efter turné efter turné.

Metallicas første fase – og thrash metal-definerende lyd – blev baseret på Motörheads frygtindgydende fart og energi, og herfra fik metal-scenen leveret et helt nyt subkulturelt paradigme, som har båret scenen en stor del af vejen frem til i dag. 

Og Lemmy var heller ikke sen til at komplimentere Metallica for altid at stå ved deres Motörhead-inspiration, ligesom en gæste-optrædende Lemmy ved Michigan-legenderne MC5's første koncert i 30 år, som undertegnede oplevede sammen med ca. 299 andre på The 100 Club i London i 2003, proklamerede: ”Without MC5, there wouldn’t have been no Motörhead”.

Så særdeles mange tak til dem osse, jovist. Og Lemmy, der en overgang i sen-60'erne var roadie for præ-heavy metal-guitarguruen Jimi Hendrix, har simpelthen været forbindelsen til stort set alt det, der i skiftende epoker har emmet af reel rock’n’roll. Eller været støbt af tung metal.

Også på den måde var han et unikum. Og også på den måde helt uerstattelig.

Dagen lang har denne skribents minder fra mangt en øreblødende Motörhead-koncert rumlet afsted i det sørgmodige sind. Fra 80’ernes svedige Saga-koncerter og senere i KB Hallen, København, over alle de svundne somres optrædener på Midtfyns og Roskilde Festival, Metaltown i Gøteborg, Sweden Rock under "Bomber"-riggen, de mindre gigs i Vega og KB, Malmø. Og så alle albummene og sangene selvfølgelig – fra 'Overkill' og 'Orgasmatron' til 'Ace of Spades', 'Iron Fist' og derudaf.

De senere års turnéer og den fysiske deroute, der kom til at præge den mere og mere svækkede Lemmy, fik undertegnede dog aldrig oplevet. Alt imens drømmen om lige at få oplevet manden og bandet på Copenhell svandt mere og mere ind. Men Lemmy forsøgte til det sidste at udføre det, der nu en gang var hans job. En mission og et livsværk, som også var rock ’n’ roll-branchens allermest krævende og opslidende tjans, både på og uden for scenen.

Men det var livet, og det blev behørigt beskrevet i det nummer, der har hængt mest ved hos denne skribent under dagens massive Motörhead-aflytning, 'We Are the Road Crew' fra 'Ace of Spades' (1980):

Another town another place,
Another girl, another face,
Another truce, another race,
I'm eating junk, feeling bad,
Another night, I'm going mad,
My woman's leaving, I feel sad,
But I just love the life I lead,
Another beer is what I need,
Another gig my ears bleed,
We Are The Road Crew

Sidste (og vist eneste) gang, jeg hørte det nummer live, var med det unge neo-thrash-band Warbringer på Roskilde Festival i 2012. På den måde spiller musikken jo – heldigvis – voldsomt videre. Men ikke længere med Lemmy og Motörhead i studiet og på scenen. Og ingen med tilnærmelsesvis samme karisma som Ian Fraser "Lemmy" Kilmister gjorde det i noget nær et helt liv.

Æret være dit minde, Lemmy, R.I.L. (Rock In Loudness)!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her