MMF 18: Fredag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/9c/ed/c7/-XTJ0505-5-1531925281.jpg
16. Juli 2018    

På Metal Magics andendag var højdepunkterne veteraner fra England og Tjekkiet, mens de danske bands havde sværere ved at fænge.

Dato
13-07-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Fredagen på Metal Magic er ikke nogen rar opvågning, efter jeg er kommet til at drikke lidt rigeligt med øl dagen før. I det mindste vågner jeg ikke op i et telt, men har opgraderet til vandrerhjem. Dagen åbner ellers med John Mogensen Live, John Mogensen-coverbandet, der for to år siden var en stor succes om lørdagen på festivalen. Jeg får ikke set det. Al den vandrerhjemsluksus gør en doven. Så doven, at jeg også dropper Grusom, fordi jeg ikke rigtig er i stødet til 70'er-rock lige nu.

Første band for mit vedkommende er det meget hypede death/doom-band Konvent, hvor jeg også får min første øl, mest af pligt, og opdager, at en eller anden fuld narrøv har drukket og delt øl ud til højre og venstre i går. Hovedpinen er straf nok til ham, beslutter jeg. Det er første gang, jeg hører Konvent, og det kan godt høres, at det er et nyt band. Materialet er der ikke helt endnu, og numrene er ret simpelt bygget op. Bandet har ellers lige fået kontrakt med Napalm Records, men for mig at se mangler Konvent stadig de tekniske evner, der kan løfte numrene. Men de er jo et nyt band, så forhåbentlig lærer de det hurtigt.

Når finner smiler
Der er noget mystisk over smilende finner. Det er man ikke rigtig vant til fra de mutte nordiske genboer. Men den sprechstallmeisterklædte forsanger i Satan's Fall smiler. Det samme gør den bandanaklæde bassist, der gerne vil ligne Iron Maidens guitarist Adrian Smith. Og trommeslageren, der spiller i T-shirt og underhylere i varmen. Det er 3/5 smilende finner. Heldigvis lever de to guitarister mere op til nationale stereotypier og fortrækker ikke en mine i deres utroligt finske bleghed, så min opfattelse af nationale stereotypier ikke udfordres for voldsomt så tidligt på eftermiddagen. Musikken er langt fra så Mercyful Fate-inspireret, som bandnavnet varsler. Vi er midtvejs mellem power metal og mere traditionel metal. Det er generelt godt uden at være prangende og puster kun en smule til den ild, der brænder i dette metalhjerte.

For en 30-35 år siden ville musik i stil med Satan's Fall sikkert være blevet opfattet som relativt ekstrem, i hvert fald i visse kredse. Det er svært at forestille sig den slags have været en almindelig oplevelse, da man kommer ind i teltet til de danske dødskometer Taphos. Deres død er vitterligt brutal, voldsom og høj som ind i helvede. Det kan minde lidt om både Vorum og Incantation, men de synes også at flette nogle blackprægede atmosfærer ind i dødsmetallen, der modsat så mange andre bands ikke er nogen stiløvelse, men får lavet noget, som er lige nu og her.

Bedaget hard rock og NWOBHM-klasse
Når man dagen før har ageret verdensmand med ølbilletterne, kan man godt få brug for lidt stilhed og en lille lur. Det gør jeg ud fra det rationale, at Woebegone Obscured og Horned Almighty er bands, der ofte er mulighed for at opleve på disse breddegrader. Det er sjældnere, man har mulighed for at opleve de ligeledes danske veteraner Alien Force, der spiller på den store udendørsscene. Deres force er forsangeren Peter Svale Andersen, der har en virkelig god og kraftfuld stemme. Materialet minder dog, ligesom Taphos tidligere, om, at metallen har udviklet sig siden midtfirserne. Alien Forces sangskrivning er meget traditionel med vers, omkvæd, solo og så omkvæd igen, og for mig fremstår det lidt bedaget. Jeg forstår heller ikke ældre bands' forsøg på at gøre guitarlyden mere moderne og bøffet. Retro-charmen ligger netop i det spinkle, og den bøffede lyd minder mig lidt for meget om den måde, 80’er-bands prøvede at genopfinde sig selv på i 90’erne. Jeg ville hellere høre dem spille højt på udstyret fra dengang eller noget, der svarer til.

På forhånd har jeg konkluderet, at Satan Worship ikke er lige så fede som deres bandnavn og dropper dem, men det er åbenbart en fejl, kan kollega Henrik Bro og flere andre fortælle mig efter koncerten. Men jeg har samlet kræfter til Pagan Altar. Da de i 2013 spillede i Ungdomshuset til Heavy Days in Doom Town, var det en sløj indsats fra især andenguitaristen og rytmegruppen, der trak materialet ned på et niveau, hvor det ikke hørte hjemme. Siden er sanger Terry Jones død, og det eneste originale medlem er sønnen Alan Jones (far og søn kørte bandet sammen med skiftende besætninger). Og udskiftningerne på de andre pladser har i den grad strammet bandet op, så materialet ydes retfærdighed. Den nye sanger, Brendan Radigan, lever op til Jones, uden at være helt så nasal. 

På forhånd var man nok skeptisk, men det fungerer overraskende nok fornemt med guitaristerne i topform, mens de fyrer den ene harmoni efter den anden af. Og når bandets doomy NWOBHM-sange i forvejen oser af klasse, kan det kun gå godt. Det er lige før, numrene er så gode, at jeg ville gide høre dem spillet instrumentalt, og det siger noget om deres kvaliteter. Et klart højdepunkt på årets festival.

Derefter handler det om at fordøje oplevelsen og samle kræfter inden Master's Hammer. Hands of Orlac spiller på indendørsscenen, men jeg har set dem tidligere og holder mig af samme grund væk. De cirka fem minutter, jeg hører, overbeviser mig ikke om ret meget andet, end at bandet stadig spiller umanerligt klodset sammen, og at sangerindens vokal ikke fungerer.

Så er der meget mere gods i Master's Hammer, der har en helt anden tilstedeværelse og et helt andet sammenspil. De gør det fornemt, men er anmeldt andetsteds, ligesom festivalhøjdepunktet Paul Roland er det. Efter den koncert holder jeg ikke længe. Det gør mine værelseskammerater til gengæld, og jeg har glemt mit nøglekort inde på det aflåste værelse, da jeg gik derfra i eftermiddags, ædru og veludhvilket. Jeg kan heldigvis crashe hos nogle venner, men kan allerede, da jeg går, i seng mærke, at morgenen vil blive hård.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her