Metaldiktator: Agnostic Front - Cause for Alarm

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d7/d4/54/Agnostic-Front-Cause-for-Alarm-73-1429277820.jpg
11. April 2015    

Engang var thrash ikke bare thrash, men enten thrash eller thrash metal. Det var uundgåeligt at nogen måtte krydse over og få en masse ballade ud af det.

Titel
Cause for Alarm
Genre
Trackliste
The Eliminator
Existence of Hate
Time Will Come
Growing Concern
Your Mistake
Out for Blood
Toxic Shock
Bomber Zee
Public Assistance
Shoot His Load
Karakter
666

Selvom det kan virke mærkværdigt at tale om et voldsomt skel mellem hardcore og metal i dag, hvor så meget af det, der går for at være hardcore, er så metallisk, og hvor hardcoreelementer spiller så stor en rolle i så meget af det, der går for at være metal, fremstod skellet mellem de to scener i starten af 80'erne uomgængeligt. Hardcore var i høj grad en reaktion mod stadionshows og rockstjerneattituder, mens metal i lige så høj grad videreførte de selvsamme tendenser, efterhånden som genren blev større og større. Den senere legendariske Zebra Man fra 'Heavy Metal Parking Lot', der svajende proklamerer, at punk ”sucks shit” og ”belongs on Mars”, gav – bramfrit og uden den større tilbundsgående analyse – udtryk for en holdning, der gennemstrømmede metallen, mens hardcorescenen ikke var mindre ekskluderende og fordømmende over for metallernes lange hår og sange om Satan.

Som sagt, det virker mærkværdigt i dag.

At så bands som Iron Maiden og Venom havde haft et endog særdeles punket udtryk på deres første par plader, mens Metallicas debut nød godt af en massiv påvirkning fra den tidlige hardcore, var noget, der blev forsøgt fortrængt lige så indædt som Black Flags stigende metallisering op igennem 80'erne.

Overløbermetal

Men sådan kunne det selvfølgelig ikke blive ved med at være, og i New York begyndte flere af metallerne anført af Dan Lilker og Scott Ian at opsøge hardcorescenen og i Nuclear Assault og Anthrax inkorporere den lyd og attitude, de mødte. Anthrax tog endda moshen til sig og gjorde den til deres eget kendetegn på trods af højlydte protester fra den hardcorescene, der følte sig eksproprieret af rockstjerner. Som var, hvad bands med så fisefornemme sager som pladekontrakter, tourbusser og ikke mindst ordentlige instrumenter og et vist mål af skoling på dem blev set som.

Krydsbefrugtningen måtte uundgåeligt gå den modsatte vej også, efterhånden som mulighederne for at udvikle sit udtryk inden for den basale thrash var udtømte. For jo, selvom det er en udbredt misforståelse blandt metallere, at thrash skulle være synonymt med den genre, Metallica og Anthrax m.fl. startede, så gik det hurtigste af hardcoren, sådan som den blev spillet i specielt Boston og snart også New York i starten af 80'erne, ligeledes under betegnelsen thrash, og thrash metal som genre var sådan set bare et resultat af, at de elementer blev mixet ind i metallen. Eller at man kaldte det ved samme navn, fordi det var et udtryk for den samme retning, bare inden for to forskellige scener. Et crossover, simpelthen. Men det var først omkring midten af 80'erne, at dén betegnelse begyndte at blive brugt, og da var det om de hardcorebands, der udvidede paletten med metalriffs, dobbeltstortromme og guitarsoli. Og de fik flak for det, fordi de forrådte scenen. Og nogle af dem, der fik allermest flak, var New Yorks egne Agnostic Front, da de i 1986 udgav deres andet album, 'Cause for Alarm'.

Når man i dag hører Agnostic Front, lyder de som indbegrebet af, hvad de fleste forstår ved New York Hardcore. Bandets seneste plade, 'The American Dream Died', der udkom i sidste uge, indeholder alle de bestanddele, man forventer af en plade med klassisk hardcore: En del thrash, ret mange breakdowns, nogle rester af streetpunk og en god mængde bangers. Det er sådan, Agnostic Front skal lyde, det er den lyd, de har skabt, og som horder af bands fra Sick Of It All over Madball til Hatebreed og Terror spiller med en selvforståelse af at være ægte hardcore. Men da Agnostic Front begyndte at spille på den måde, blev det opfattet som alt andet end ægte hardcore: I bedste fald var det crossover, i værste fald ækel overløbermetal.

Politisk kontrovers

Omstændighederne, der førte til 'Cause for Alarm', indikerede ikke, at det på nogen måde skulle blive et album, hvis klassikerstatus der tre årtier senere ville være bred enighed om. Bandet blev dannet i 1980 af den ukuelige Vinnie Stigma, men på den unge og kaotiske NYHC-scene væltede medlemmerne ind og ud af bandet i et tempo, der gjorde det svært for dem at opnå noget rigtigt momentum. Først da den tredje forsanger, Roger Miret, trådte til i 1982, fik Stigma en samarbejdspartner med en viljestyrke, der matchede hans egen. Efter en skraldet debut-ep, 'United Blood', der mest udmærker sig ved, at Stigmas guitar er ustemt flere steder på pladen, nåede bandet et skridt videre på debutalbummet 'Victim in Pain' fra 1984, hvor man begynder at kunne høre elementer af den lyd, der senere kom til at kendetegne såvel Agnostic Front som NYHC som sådan.

Stabiliteten i bandet var det dog stadig så som så med, og over de næste par år mistede Stigma og Miret igen deres band, knaldede rundt på de stoffer, de kunne skrabe sammen, levede på gaden og gik ret meget i hundene. Da Rob Kabula trådte til fra det kuldsejlede band Cause for Alarm, lykkedes det ham dog at trække guitaristen Alex Kinon med til at bakke Stigma op. Hvis man nu skal udtrykke det diplomatisk, for det er snarere Stigmas karakter og ihærdighed, der har gjort ham til en hardcorelegende, end hans temmelig rudimentære guitarspil. Kabula begyndte at skrive musik til et nyt album med nogle af de riff, han havde med sig fra Cause for Alarm, og selvom Miret egentlig havde været på vej ud – i tovene såvel som af bandet – fik Stigma halet ham ind igen. Omend ikke mere end at Agnostic Front var nødt til at søge assistance til sangskrivningen hos Carnivores Peter Steele.

Det er den kontrovers, mange kender 'Cause for Alarm' for i dag: Peter Steele skrev flere tekster til albummet, som tog udgangspunkt i attituden fra det Mad Max-univers, den første Carnivore-plade var bygget op omkring, bare omsat til dagligdagen i Manhattans Lower East Side i midten af 80'erne. Men det var hans tirader mod bistandsklienter, minoriteter og immigranter i sangen 'Public Assistance', der for alvor fik folk til at undre sig over, hvad i helvede der egentlig skete for det her band. Selv hvis man ikke havde fanget de fleste af ordene i Mirets speedede aflevering, stod de nok så fint trykt på innersleevet – og for de helt tungnemme gentog Steele dem såmænd i slowmotion på den første Type O Negative-plade, hvor sangen smagfuldt var omdøbt til 'Der Untermensch'. Kontroversen og imagemageriet var nu engang Peter Steeles foretrukne schtick, som desværre kom til at skygge noget for den evne, han også ind imellem viste til at skrive mindeværdige hooks; det var hans måde at skaffe opmærksomhed om hans temmelig klodsede, men bestemt ikke charmeforladte musik i Carnivore og Type O Negative.

Agnostic Front følte ikke noget behov for at dække sig ind bag en lignende skælmskhed: De stod og står stolt ved en ualmindeligt sort/hvid verdensopfattelse, som man så på tryg afstand kan gisne om er et resultat af et hårdt, ungt liv på gaden i et miljø præget af vold, kriminalitet og rå fattigdom. Stars & Stripes vajer bag en uudgrundelig blanding af et amerikansk mareridt og en machodrøm med glubske kapitalister, teenagejunkier, overfald, gutterpunks, en skinheadtyr med flagermusevinger og en hel masse råbende munde på coveret til 'Cause for Alarm' i Sean Taggarts umiskendelige streg; og Stars & Stripes vajede på scenen, når bandet fik en roadie til at flage med det. Agnostic Front er ikke nødvendigvis et band, man har det ukompliceret med at høre som europæisk venstreorienteret super-PC mandlig feminist-type.

Uden sikkerhed

Men selvom 'Cause for Alarm' og efterfølgeren 'Liberty and Justce for...' skabte en formel for NYHC, så er den formel overhovedet ikke på plads endnu på 'Cause for Alarm'. Og det er en force, ikke mindst når man i baghovedet har al den formulariserede crossover, metalcore, thrashcore eller bare hardcore, som det på skift er blevet kaldt, der siden fulgte slavisk i det spor, den havde stukket ud. Intet er endnu givet på 'Cause for Alarm', det hele bliver opfundet, mens det sker, og det holder det friskt og på tæerne. Det er overhovedet ikke en tight plade, bandet mosler sig klodset igennem thrash metallen på åbneren 'The Eliminator' uden nogen videre finesse eller bare sikkerhed for, hvor de skal sætte fingrene. Man kan simpelthen høre, at de ikke er nået at blive ordentligt sammenspillede, og ironisk nok er det eneste nummer på pladen med et nogenlunde solidt flow et af de få numre, Roger Miret har bidraget med til den, nemlig liveklassikeren 'Your Mistake'. Det er så næsten også det eneste nummer, der er klassisk hardcore, for resten af pladen er primært punket i sin tilgang til at spille metal.

Agnostic Front lånte også Louie Beatto fra Carnivore til at spille trommer på pladen, nu de alligevel var i gang, men heller ikke han formår at holde sammen på bandet, der kun lige med nød og næppe mestrer de licks, de selv har stykket sammen mellem de fem sangskrivere, men det er med til at holde det hele åbent. Miret har lagt den småbøvede råbevokal fra de første plader bag sig, men har endnu ikke tillagt sig sin senere så karakteristiske, sært gylpende stil, hvor han hele tiden lyder, som om han pumper jern, mens han synger. På 'Cause for Alarm' vrænger og snerrer han sig igennem linjerne og lyder klar til at slås hele tiden. Hvad han vel sådan set også var. Og imens er bandet hele tiden ved at løbe løbsk bag ham, og det kan han slet ikke tage sig af.

'Cause for Alarm' er på ingen måde en slick, homogen metalplade, og det gør anti-produktionen intet for at skjule. Det kommer til at lyde som mennesker, der spiller og fejler og spiller videre af en eller anden grund, der er større end for at virke seje. Også selvom man selvfølgelig er klar over, at 'Cause for Alarm' ikke så meget var resultatet af en tvingende nødvendighed som af et nyopstartet sublabel, Combat Core, der så en mulighed for at få noget cred på hardcorescenen og prøve at se, om nogle af de bands, der var på scenen, havde potentiale til noget større.

Det havde Agnostic Front, men selvom de altså stadig både spiller og laver væsentligt bedre plader, end man turde håbe, blev det ikke ligefrem stabilt. Nogle år senere, da Agnostic Front var ved at tage fart, røg Miret i fængsel for narkohandel, og da bandet vendte tilbage i starten af 90'erne, var scenen skiftet, og pludselig lød de svært bedagede. Imens havde andre newyorkerbands som Leeway og ikke mindst Crumbsuckers taget crossover videre og gjort det med nogle skills, Agnostic Front overhovedet ikke var i stand til at matche, mens Sick Of It All og Madball var i gang med at genfinde og nyfortolke NYHC. Agnostic Front nåede endda at blive opløst et par år midt i 90'erne, inden Stigma og Miret fandt sammen igen og begyndte at lave plader og turnere med jævnere intervaller, end de havde gjort før.

Dumt og sejt

Det er bare ikke derfor, vi stadig taler om Agnostic Front i dag. Props for at de er blevet ved, props for at de blevet bedre til det, men de plader, Agnostic Front behørigt får respekt for, er stadig 'Victim in Pain', 'Liberty and Justice for...' og først og fremmest 'Cause for Alarm'. Fordi uden den ingen hardcore, som vi kender den i dag, ingen crossover, som vi kender den i dag, og fordi med den kan vi høre, hvordan den slags kan lyde, når det ikke er formulariseret.

Jeg købte mit eksemplar, da jeg var 13-14 år gammel, og det stod med det samme klart for mig, at jeg hverken var dum eller sej nok til at gette den helt. Der er gået et par årtier siden, og jeg er stadig hverken dum eller sej nok til for alvor at kunne relatere til den, men jeg getter den, det gør jeg, og jeg digger den helhjertet. Det er derfor, der kun var et gyldigt svar til det spørgsmål, jukeboksen stillede mig for en måneds tid siden på det lokale værtshus: ”Would you like to play... The Eliminator?” Og bare lige et øjeblik ville jeg have været klar til at gå Stigma på alle gæsterne, hvis der havde været noget som helst pis. Jeg ville have fået så mange tæsk, men jeg ville have fået dem for Agnostic Front, så det ville have været passende dumt og sejt.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her