Metaldiktator: Amorphis - Tales From the Thousand Lakes

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/4f/23/eb/Amorphis-TalesFromtheThousandLakes-Front-86-1406543683.jpg
28. Juli 2014    

Metaldiktatoren kigger denne gang på Amorphis’ ’Tales From the Thousand Lakes’, hvis spændende melodiske doom/death netop her i juli har 20 år på bagen.

Kunstner
Titel
Tales From the Thousand Lakes
Dato
12-07-1994
Karakter
666

Finske Amorphis er et band, som har undergået store forandringer siden bandet blev dannet tilbage i 1990. 3 forskellige vokalister har været involveret, og stilen er gået fra doom/death over progressiv rock til noget, som i dag er en slags blanding af de to.

’Tales From the Thousand Lakes’ udkom den 12. Juli 1994 og fulgte i kølvandet på den også glimrende ‘Karelian Isthmus’ samt en genudgivelse af bandets første demomateriale på ep’en ‘Pilgrimage of Evil’. Debutalbummet bød på death metal med masser af doomy tendenser og introducerede bandets fine sans for melodi. Den melodiske side var dog intet i sammenligning med, hvad bandet turde byde verden på klassikeren ’Tales From the Thousand Lakes’.

Mellem debuten og opfølgeren havde bandstifterne Tomi Koivusaari (guitar/vokal) og Esa Holopainen (guitar) med Oli-Pekka Laine (bas) og Jan Rechberger (trommer) om bord valgt at tilføre bandet en ny lyd ved at tage keyboard/synth-mand Kasper Martensson med. Samtidig var guitaristernes interesse for kulturen og historierne fra Karelia-området tiltaget, så folkemusik også blev en inspiration, mens tekster blev taget og oversat fra Kalevala, som er en finsk samling af sagaer, myter og sange.

Det betød, at da bandet gik i studiet i 1993, så var det med en samling uhyre melodiske sange, med nogle riffs, som på af grund inspirationen fra folkemusikken havde nogle meget anderledes signaturer, end metalmusikken ellers var vant til. På fundamentet stod stadig dødsmetallen med stærke doom-inspirationer. Unægtelig en arv fra engelske Paradise Losts tidlige værker. Igen blev benyttet legendariske Sunlight Studio med Tomas Skogsberg, der denne gang udtrykte en vis bekymring på bandets vegne, for hvad ville pladeselskabet mon sige til denne synth-inficerede musik? Musik, som udover guitaristens dybe growl endda også gav plads til finurlig clean sang fra gæstevokalisten Ville Tuomi.

En påmindelse om vintermørke i den varme sommer

Albummet udkom midt i sommervarmen, men skar alligevel stærkt igennem sommervarmen som en smuk, kold vinternat. Til lige at komme ind i rette stemning sætter albummet fra land med den instrumentale klaverintro ’Thousand Lakes’. Herefter følger den langsomme ’Into Hiding’, som måske kunne have fundet vej til debuten også, for her er melodierne og keyboardet ikke så dominerende, som det bliver senere på skiven. Men så kommer den. Den rene vokal fra Ville Tuomi. Smukt og særpræget, og specielt fedt, når den går i duet med det dybe growl.

Alle numrene følger i bund og grund en enkel opskrift. Én guitar til de tunge, nedstemte toner – gerne som power-akkorder, mens den anden guitar ligger i front med melodisk lead. Trommerne er basale, meget simple, nærmest rocktrommer. I dag er der ofte en detaljerigdom i trommespillet på metalplader, men her på Amorphis’ klassiker bliver der ikke liret på samme måde. Det er positivt i forhold til at give plads til de andre instrumenter og lade sangskrivningen ånde. Bassen får også godt med spillerum og går gerne egne vegne, for eksempel med en behersket solo, når numrene går over i mellemstykker, eller når outroer peppes lidt op.

Trommespillet er dog samtidig også med til, at pladen måske kan være svær at samle op for folk, der ikke fangede pladen, da den udkom. For stilen i death/doom er for langsom til egentlig dødsmetal, mens doom-delen måske ikke er helt slæbende nok sammenlignet med nogle af dagens mere obskure doom-bands med growlet vokal. Sagt med andre ord: Der er en vis fare for, at det lyder gumpetungt. Men da bandet genindspillede nogle af sangene i nye arrangementer (læs anmeldelse heraf HER) høres det tydeligt, at de gamle sange ligger lige, hvor de skal med en tilpas mængde detaljer. Det er faktisk en styrke, at nogle sange ligger på vippen, for når stemningen rammer en, så er albummet simpelthen perfekt og fantastisk til en rejse ind i tankerne, når der lyttes med lukkede øjne.

Melodiernes hypnotiserende gentagelser

’The Castaway’ byder for alvor lytteren velkommen til bandets nye lyd. Fra det sære introriff på guitaren, som får fuld synth kort efter i de nærmest uendelige gentagelser til det enkle versriff med den kølige, melodiske lead over den storladne åbning af sangen i omkvædet. Slutningen er syret og giver et hint om, at bandets cover af ’Light My Fire’ på digipak-udgaven ikke bare er et sært valg, men kan have tjent som inspiration sammen med Paradise Lost og gammel finsk kultur og musik.



’First Doom’ er et fedt nummer, lidt i stil med ’Into Hiding’ men tempoet er højere, og så åbnes lyden op med drømmende synth senere i nummeret. ’Black Winter Day’ lavede bandet en video til, og det åbnede vejen for succesen. Nummeret åbnes med sangens melodiske tema spillet på klaver. Tempoet er tungt, og melodierne smukke og melankolske. Igen bidrager Ville Tuomi med sin specielle røst, som giver nummeret en kold atmosfære – i særdeleshed passende til sangens titel.



På ’Drowned Maid’, albummets sjette nummer, sættes tempoet lidt i vejret. Nummeret er simpelt, men melodisignaturen fængende som bare pokker. Intensiteten tages lidt af undervejs, så der bliver plads til det tunge doomede udtryk også.

Det store keyboard-landskab åbner op for den tunge ’In the Beginning’, hvor Ville Tuomi igen viser sin vokale kapacitet i endnu en growl/ren vokal-duet. Fra den tunge start og de melodiske guitarer søger nummeret over imod noget mere rocket og ender i en utrolig syret slutning med inspiration fra progrocken og 60’ernes eksperimenteren med euforiserende stoffer.

Den rigtige klassiker

Til sidst står blot tre sange. ’Forgotten Sunrise’, et udmærket nummer, som ikke introducerer noget på albummet nyt, selvom det sniger sig over i en slutning, der emmer af dødsmetal mere end noget andet sted på skiven. ’To Father’s Cabin’ er en fin instrumental sag (hvis man ser bort fra den interessante, let sære speak i midten). Slutnummeret ’Magic and Mayhem’ starter med en vis tyngde og går over i et monumentalt intermezzo med kun bas og keyboard, inden nummeret igen tager fat. Undervejs er der sære, men meget stemningsskabende lydflader fra synthesizeren. For ikke at tale om de grummeste guitarer hørt på skiven. De her specielle synth-flader er flankeret af en egensindig bas, som på sin vis peger lidt fremad mod nogle af de eksperimenter som fulgte på opfølgeren, ’Elegy’.



’Tales From the Thousand Lakes’ blev finnernes gennembrud – eller i hvert fald en god optakt til den førnævnte ’Elegy’, der ofte omtales som det kommercielle gennembrud. Dét album synes denne skribent dog er lidt for skizofrent, selvom det har mange gode sange. ’Tales…’ er og forbliver klassikeren her, selvom ’Eclipse’ måske kan kaldes en nyklassiker, da den med Tomi Joutsen som ny frontmand, genintroducerede growls efter flere års fravær og i den grad gav bandet en sund indsprøjtning af dødelige vitaminer.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her