Metaldiktator: Dimmu Borgir – Enthrone Darkness Triumphant Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5e/b5/84/dimmuborgir-enthrone-11-1496130364.jpg
29. Maj 2017    

Dimmu Borgir gik fra at være rendyrket undergrund til megastjerner inden for black metal med denne skelsættende plade, der ændrede landkortet for genren.

Kunstner
Titel
Enthrone Darkness Triumphant
Dato
30-05-1997
Trackliste
1. Mourning Palace
2. Spellbound (by the Devil)
3. In Deaths Embrace
4. Relinquishment Of Spirit and Flesh
5. The Night Masquerade
6. Tormentor of Christian Souls
7. Entrance
8. Master of Disharmony
9. Prudence's Fall
10. A Succubus in Rapture
11. Raabjørn speiler Draugheimens Skodde
Karakter
666

30. maj 1997 udgav Dimmu Borgir deres tredje album 'Enthrone Darkness Triumphant', der skulle blive deres første skelsættende plade. Den kastede dem frem i miljøet, særligt takket være sangen 'Mourning Palace' samt 'Spellbound (by the Devil)', der begge blev store hits for et band, som før 'Enthrone Darkness Triumphant' ikke var et af de største navne inden for norsk black metal.

Dimmu Borgir er nemlig fra Norge. Et land, der i starten af halvfemserne var kendt for bands som Mayhem, Burzum, Darkthrone, Emperor og Satyricon. Dimmu Borgir var i midten af halvfemserne stadig en smule undergrund og havde udgivet to plader, hvor de sang på norsk. De var stadig rene i deres sorte hjerter, og genrens oprindelige fans brød sig om debutpladen 'For All Tid' og den efterfølgende 'Stormblåst'. Forsanger Shagrath var næsten lige så kendt for sit projekt Fimbulwinter, som han var for sin rolle i Dimmu Borgir. Bassist Nagash, der kom med mellem 'Stormblåst' og 'Enthrone Darkness Triumphant', blev senere kendt fra Covenant og deres stærkt undervurderede 'Nexus Polaris'. Men det skulle ændre sig. For fremtiden ville deres navne først blive associeret med Dimmu Borgir.

For 'Enthrone Darkness Triumphant' bød på et stilskifte af de større. Dimmu Borgir havde selv produceret deres to første plader og udgivet dem på de mindre pladeselskaber; No Colours udgav 'For All Tid', og 'Stormblåst' udkom på Cacophonous, som også havde Cradle of Filth som et af deres bærende navne. Cradle of Filth vender vi tilbage til.

Med 'Enthrone Darkness Triumphant' brød Dimmu Borgir med det norske sprog, som de havde sunget på. De brød også med deres oprindelige logo, der blev relegeret til bagcoveret. Pladeselskabet blev ingen ringere end Nuclear Blast. De store i branchen. Som producer allierede Dimmu Borgir sig med deres skandinaviske bror, svenske Peter Tägtgren og dennes Abyss Studios. Tägtgren, der er kendt som forsanger og guitarist i det svenske dødsmetalband Hypocrisy, havde få år forinden fået sin debut som producer på Amon Amarths debut-ep 'Sorrow Throughout the Nine Worlds' og kort derefter også produceret Naglfar, Dark Funerals 'The Secret of the Black Arts', Hypocrisys egen 'The Abducted' og Marduk. Nu skulle han også producere Dimmu Borgir.

Det kom der en utroligt vellydende plade ud af. 'Enthrone Darkness Triumphant' viste på alle måder et band, der i den grad havde foretaget en rejse fra 'Stormblåst' og videre mod nye horisonter. Musikalsk fik Dimmu Borgir flirtet med det symfoniske og var ikke blege for at vise, at de var særligt inspireret af Emperors 'In the Nightside Eclipse', der om noget var pladen, der dannede grobunden for den genre, der siden skulle blive kendt som symfonisk black metal. Det var lige præcis det, Dimmu Borgir ville med deres tredje plade. Alene introen til åbningsnummeret 'Mourning Palace' var rigeligt bevis herpå.



'Mourning Palace' blev ret hurtigt et mindre hit i kraft af dens melodiske strejf, der gjorde den letgenkendelig og fik tankerne hen i retning af schweiziske Samael, der også benyttede klassisk musik som intro til deres helt store hit 'Baphomet's Throne' fra 'Ceremony of Opposites'. Dimmu Borgir havde bare komponeret musikken selv og ikke lånt fra Ravel.

Sangen blev fulgt op af 'Spellbound (by the Devil)', der blev næsten lige så populær og stadig er en fast del af Dimmu Borgirs koncerter 20 år senere. Ingen tvivl om, at Nuclear Blast har været glade for, at pladen blev åbnet så stærkt af to velkomponerede og vellydende sange. Pladeselskabet havde da også mere end bare én finger med i spillet. Sangen 'Tormenter of Christian Souls' havde nogle ret kradse tekster, som helt blev udeladt fra udgivelsen. Som lytter kunne man ellers sidde og læse med, når Shagrath brølede sig gennem numrene. Men lige præcis sang #6 på pladen er bare nævnt i coveret, men har ikke fået optrykt teksten ligesom ved de andre sange. Så her blev Dimmu Borgir ofre for censur. Teksterne er da heller ikke ligefrem specielt gæstfri, men symptomatisk for Dimmu Borgir var det her, der blev startet en udlugning af de mest åbenlyse fjendtligheder mod potentielle kundesegmenter. Retorikken blev simpelthen nedtonet en anelse.

'Enthrone Darkness Triumphant' blev også den sidste plade, hvor guitarist Sven Atle Kopperud gik under kunstnernavnet Erkekjetter Silenoz. På den efterfølgende 'Spiritual Black Dimensions' fra 1999 hed han bare 'Silenoz'. Imaget blev poleret i en grad, der fik nogle af de mere rendyrkede i black metal-miljøet til at vende Dimmu Borgir ryggen. Den professionalisme, der blev lagt for dagen, da de skiftede til Nuclear Blast, den pæne produktion, de letfordøjelige keyboards og de engelske tekster var alle punkter, der ikke var populære hos de fans, der bedre kunne lide dem, da de tilnærmelsesvis lød ligesom Darkthrone, Mayhem og Burzum.

Det blev ikke bedre af, at Dimmu Borgir i starten af 1997 tog på turne med førnævnte Cradle of Filth, der var det første band, der fik udgivet en plade på Cacophonous. Det var deres debutplade 'The Principles of Evil Made Flesh'. Cradle of Filth havde i 1996 udgivet opfølgeren 'Dusk and Her Embrace', der blev mindst lige så populær som debutpladen, og i løbet af ganske få år var de et af de helt store navne inden for black metal. Deres fælles fortid på Cacophonous og ligheden rent stilistisk både musikalsk og imagemæssigt gjorde det til en formsag at parre de to bands på en turné. Cradle of Filth var blevet black metals enfant terrible på grund af det store fokus på det gotiske og romantiske, deres symfoniske tilgang til genren og deres umiddelbare succes. Lidt samme skæbne, som Dimmu Borgir også skulle få ganske kort tid derefter.

Gods of Darkness blev turneen kaldt, og med sig havde Cradle of Filth og Dimmu Borgir ingen ringere end Dissection og In Flames. Turnéen havde faktisk oprindelig tre danske datoer. Aarhus, Odense og København. Men da Dani Filth, forsanger i Cradle of Filth, fik problemer med stemmen, var det kun showet i Odense, der blev gennemført. Og Dimmu Borgir var faktisk allerede stået af turnéen, inden den ramte Danmark. Dimmu Borgir og Dissection fik efterfølgende udgivet den koncert, de gav i Köln d. 31. marts 1997 på Nuclear Blast, der blot kaldte udgivelsen 'Live & Plugged Vol 2.'

Dimmu Borgir fik derfor spillet deres første koncert i Danmark senere på året, da de sammen med Old Man's Child og danske Withering Surface ramte Loppen i København 26. november 1997. Sommeren efter optrådte de en fredag eftermiddag i bragende solskin på Roskilde Festival 1998.  



Turnéen startede således, før 'Enthrone Darkness Triumphant' udkom, og bandet var på landevejen mere eller mindre resten af året, inklusiv festivaloptrædener på Wacken Open Air, Graspop Metal Meeting, Dynamo Open Air og With Full Force (IV). Hele Europa blev kørt tyndt, og det var med til at cementere deres position.

Selvom Dimmu Borgir unægtelig mistede en del af deres oprindelige fans, så hentede de flere ind på gyngerne, end de satte til på karrusellen. 'Enthrone Darkness Triumphant' blev deres første rigtige gennembrud. Det skal for en god ordens skyld siges, at nummeret 'Master of Disharmony' var en genindspilning af samme nummer fra deres ep fra året før 'Devil's Path', ligesom det hemmelige 11. nummer 'Raabjørn speiler Draugheimens Skodde' var en genindspilning fra debutpladen 'For All Tid'.

Det med at genindspille numre og plader blev noget, som Dimmu Borgir skulle gøre flere gange. Mest kendt er nok, da de genindspillede hele 'Stormblåst' i 2005 og genudgav pladen med en, ifølge dem selv, markant bedre produktion. Endnu et søm i den sorte kiste og deres oprindelige ophav.

For Dimmu Borgir gjorde alle de ting, man ikke skal gøre, hvis man vil nyde status i det rendyrkede miljø. I stedet fik de kæmpe succes og fulgte pladen op med flere andre stærke udgivelser. Ikke mindst 'Death Cult Armageddon' fra 2003, der sammen med 'In Sorte Diaboli' har gjort, at bandet i dag er et af de allerstørste. Ikke bare inden for black metal.

Grundlaget blev dog lagt med 'Enthrone Darkness Triumphant', der nu fylder 20 år. Senere i år udgiver Dimmu Borgir efter alt at dømme deres 10. studieplade, der skal følge op på 'Abrahadabra' fra 2010. Det fortalte Silenoz os i et interview, vi havde med ham for nylig.

Om de også når at fejre pladen, der startede deres ridt mod popularitetens tinder, udover 'Mourning Palace' og 'Spellbound (by the Devil)', er endnu uvist. Faktum er dog, at det er en utrolig vigtig udgivelse for såvel Dimmu Borgir som for black metal som genre. Emperor havde lagt fundamentet for den symfoniske subgenre med 'In the Nightside Eclipse', og kun to måneder efter 'Enthrone Darkness Triumphant' var udgivet, kom Emperor så med 'Anthems to the Welkin at Dusk'. Med britiske Cradle of Filth og deres plader var genren for alvor født og er siden blevet mindst lige så populær som den hovedåre, der startede det hele i Norge for snart 30 år siden.

Med 'Enthrone Darkness Triumphant' forvandlede Dimmu Borgir sig fra undergrund til mainstream. Det er således en plade, der skal stå i samlingen, hvis man bryder sig om bandet eller symfonisk black metal. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her