Metaldiktator: Dissection – Storm of the Light's Bane Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/91/d4/33/storm-cover-21-1447766286.jpg
17. November 2015    

17. november 1995 udkom en af musikhistoriens bedste metalplader. Vi går bag om ’Storm of the Light’s Bane’ og tegner et portræt af pladens geniale ophavsmand Jon Nödtveidt, der kort efter udgivelsen blev dømt for rovmord og senere hen begik selvmord i Satans navn.

Kunstner
Trackliste
1. At the Fathomsless Depths
2. Night's Blood
3. Unhallowed
4. Where Dead Angels Lie
5. Retribution - Storm og the Light's Bane
6. Thorns of Crimson Death
7. Soulreaper
8. No Dreams Breed in Breathless Sleep
Karakter
666

Jon Nödtveidts forberedelser på en skæbnefuld rejse starter i 1989. Svenskeren er knap nok fyldt 14 år, da han danner Dissection sammen med bassisten Peter Palmdahl – selv spiller han guitar, growler og skriver teksterne til bandets dødsmetal.

Den unge Nödtveidt opvokser i et normalt svensk middelklassehjem, hvor han dyrker de tyske thrashikoner, Destruction, Kreator, Sodom og de klassiske britiske heavy metal-bands, Iron Maiden og Judas Priest. Og som idolet King Diamond fra danske Mercyful Fate er han fascineret af satanisme.

Interesserne for metal og Satan er Jon Nödtveidt ikke alene om have i Sverige, finder han ud af. Årtiet skifter til 90’erne og sammen med de jævnaldrende teenagere fra Marduk og Abruptum bliver Jon Nödtveidt en del af den svenske elite, der hænger ud med kernen fra den norske såkaldte sorte cirkel, der udgøres af medlemmerne fra Mayhem, Burzum, Emperor og Thorns.

Grupperingens handlinger bliver med et trylleslag verdensberømte, da Varg Vikernes i januar 1993 står frem i Bergens Tidende og fortæller, at den sorte cirkel står bag de kirkebrænde, der har hærget landet igennem længere tid. Mens Varg Vikernes' (blod)tørst efter at komme i medierne bliver startskuddet på de norske satanisters undergang, er kapitlet om Jon Nödtveidts storhed og fald først ved at begynde.

Metallic Black Symphony of Death

Debutpladen ’The Somberlain’ udkommer i december 1993. Den sælger over 50.000 eksemplarer, uden at hverken bandet eller selskabet No Fashion lægger en større indsats i at promovere udgivelsen.

Overskrifterne fra Norge, der både fascinerer og forarger i verdens medier og metalblade, spiller unægteligt ind på Dissections succes, men forklaringen findes først og fremmest i musikken. Jon Nödtveidts sans for at skrive sange er helt unik. Stilen er en overlegen krydsning af melodisk dødsmetal og black metal, og lyder som ingen andre bands gør.

Forståelsen for originalitet er helt afgørende for den selvopfattelse, der er i kredsen af de svenske og norske bands, Dissections ophavsmand bevæger sig rundt i. Det handler om at skille sig ud fra mængden – om at distancere sig med et musikalsk udtryk og image fra de såkaldte "posers". Black metal var som genrebetegnelse sjældent nok i sig selv i starten 1990’erne. Darkthrone gjorde sig i arisk black metal. Immortal kaldte sig holocaust metal. Mens Dissections dyrkede stilen Metallic Black Symphony of Death eller alternativet Majestic Satanic Metal of Death, som Jon Nödtveidt proklamerer i et interview i 1994.

Valg af selskab chokerer undergrunden

Her er han kun lige fyldt 19 år og fortæller i flere interviews, at han har sagt ja til en kontrakt med Nuclear Blast efter No Fashion kuldsejler. Valget forarger i undergrunden. Det tyske selskab starter som punklabel i 1987, men stifter Markus Staiger hopper med på 90’ernes populære dødsmetalbølge og signer datidens store navne som Benediction, Hypocrisy, Pungent Stench og gruppen, der er en torn i øjet på de sataniske black metal-bands, den kristne dødsmetalgruppe Mortification.

Men det er satanisten Jon Nödtveidt pisseligeglad med, fortæller han, da den sorte genres hofmagasin Nordic Vision sætter ham i et krydsforhør over det blasfemiske, tyske valg. Det rager Jon Nödtveidt. Han vil frem i verden med Dissection, og ingen har kunne tilbyde ham bedre vilkår end det firma, der er godt på vej til at blive klodens største metalselskab.

Demolyden af et mesterværk

I sommeren 1995 udsender Nuclear Blast den tredje i rækken af opsamlingspladerne ’Death is Just the Beginning’, der giver det første varsel om, at noget mesterligt er på vej med tyskernes nye band Dissection.

Informationen er dog sparsom. "Previously unreleased" står der blot om nummeret ’Night’s Blood’, der med en spilletid på lidt over syv minutter gentager den episke længde, materialet også har på ’The Somberlain’.


(Demoen af ’Night’s Blood’ fra 1994)

Stilistisk trækker sangen også tråde til debuten, men virker mere fandenivoldsk og kompliceret udført. Versionen viser sig dog senere at være en demo indspillet allerede i 1994, som Nödtveidt har komponeret sammen med gruppens anden guitarist John Zwetsloot. Sparringspartneren deler dog ikke Nödtveidts høje ambitioner, og Zwetsloot bliver smidt ud af bandet i foråret 1994.

Johan Norman fylder pladsen ud og er medkomponist, da Dissection indtager Dan Swanös Unisound/Hellspawn-studiet og i løbet af to uger i marts 1995 indspiller de 43 minutter, der bliver til ’Storm of the Light’s Bane’. Swanö er blandt tidens mest anvendte og betydningsfulde producerer, men Nödtveidt fungerer selv som producer og anvender kun Swanös tekniske talenter i studiet, og er ikke tilfreds med lyden på trommerne, der bliver ændret efter optagelserne.

I Gøteborg deler Dissection øvelokale med At the Gates og Nödtveidt beder Swanö om at få udtrykket til at minde om trommelyden på pladerne med At the Gates. Resultatet bliver den særlige og markante trommelyd, der kendertegner Ole Öhmans suveræne spil på ’Storm of the Light’s Bane’. Men trommeslageren forlader allerede gruppen, før pladen faktisk når at udkomme.

Satankulten og genistregens succes

Jon Nödtveidt begynder også at ændre adfærd op til udgivelsen. I sommeren 1995 bliver han en del af nystartede kult Misanthropic Luciferian Order, der dyrker mørket og troen på en dimension uden for det menneskelig liv. Den sataniske orden bliver afgørende for det kaos, der kommer ind i Dissection, netop som det store gennembrud står før døren.

17. november 1995 udkommer ’Storm of Light’s Bane’. Pladen bliver øjeblikkeligt en kritisk og kommerciel succes. Selv i de danske metalmedier, der på tidspunktet sjældent har meget til overs for black metal, bliver pladen udråbt som en genistreg.

”De syv (lange) numre er alle små mesterværker, der på det nærmeste flyder over af aggression og dedikation,” skriver Morten Nissen og giver topkarakteren 6 stjerner i det hedengangne NRG. Reelt har pladen dog kun seks numre samt intro/outro. Men de er, som Morten Nissen skriver, alle små mesterværker.

Dissections sammenspil er simpelthen i suveræn særklasse. 20 år efter udgivelsen holder ’Storm of the Light’s Bane’ stadig sin isnende aura af dødens kulde. Fra demoversionen af ’Night’s Blood’ til den endelig version er tempoet blevet sat op, og udgaven er et halvt minut kortere. Pladen rummer flere elementer af black metal end forgængeren ’The Somberlain’, og Nödtveidts kærlighed til 80’ernes thrash og klassisk metal synes især at smitte af på kompositionerne.

’Night’s Blood’s åbningsriff er lyden af fandenivoldsk thrash, mens omkvædets melodiske riff er som at høre Iron Maiden på speed. Pladens melankolske højdepunkt, ’Thorns of Crimson Death’, hvor Marduks daværende frontmand Erik ”Legion” Hagstedt gæster med skrig, starter ud som en aggressiv nyfortolkning af Megadeths ’In My Darkest Hour’. 

’Unhallowed’ og ’Soulreaper’ er næsten uden sidestykke i genren med deres atomiserende tempo, og man må medgive Morten Nissen, at han har helt ret, når han i sin anmeldelse skriver: ”Det, der gør, disse svenske gutter forskellige fra andre black metal-bands, er deres overlegne musikalske kunnen, deres øre for harmonier og deres evne til at kunne få ørehængende omkvæd til at passe henover en rasende hurtig grindpart.”

Spiller på Wacken som eftersøgt morder

I samme nummer af NRG kalder magasinets skarpe pen, Peter Béliath, også pladen for mesterlig og bringer et interview med Jon Nödtveidt, der uddyber, at pladens titel henviser til Satan som lysets banemand, og ser kristendommen som svaghed og mørket som styrke. Musikeren hævder sågar i interviewet, at han er parat til at dræbe i kampen mod kristendommen. Jon Nödtveidt viser sig både her og i senere interview at være en mand, der sætter handling bag sine ord.


(’Where Dead Angels Lie’ live på Wacken 1997)

Da Dissection afslutter en succesfuld verdensturné med showet på Wacken Open Air i august 1997 – der bliver udgivet på pladen ’Live Legacy’ – står Jon Nödtveidt på scenen som en morder på fri fod. I Misanthropic Luciferian Order har han mødt iraneren Amin, der kalder sig ”Vlad”, og er blevet hans bedste ven.

Henretter homoseksuel i Satans navn

Det er uvist, hvad der helt nøjagtig sker 23. juli 1997 efter Nödveidt og Vlad har været på en druktur med tvillingbrødrene fra kultgruppen Nifelheim. Med rigelige mængder alkohol og amfetamin i blodet møder de to satanister den 36-årige algeriske homoseksuelle Josef ben Meddour og inviterer ham med hjem til Nödveidts lejlighed. Meddour nægter at gå med dem ind i boligkomplekset, så i stedet henter musikeren en 9mm pistol i hjemmet, og bagefter slæber de to Meddour hen i Gøteborgs Keillers Park.

Først giver de ham stød med en strømpistol, og bagefter bliver han skudt i ryggen og får et dræbende skud i baghovedet. Politiet står uden spor, da liget bliver fundet dagen efter, men kalder mordet for en decideret henrettelse og formoder motivet skyldes jalousi i Gøteborgs homoseksuelle miljø.

Det bestialske drab vækker stor opmærksomhed i de svenske medier, men forbliver uopklaret indtil december, hvor en ung pige træder ind på politistationen i Stockholm og melder sin voldelige kæreste for dødstrusler. Han er satanist og går under aliasset Vlad, forklarer hun og hævder samtidig, at han har et liv på samvittigheden – mordet i Keillers Park.

I dagene efter bliver Vlad og Nödveidt anholdt og sigtet for mordet. Medierne døber sagen for ”Satan-mordet”, da politiets efterforskning afslører, at Misanthropic Luciferian Order dyrker ritualer, hvor der ofres katte og andre dyr. Politiet arbejder ud fra den teori, at mordet er kulminationen på de to satanisters sygelige lyst efter en menneskeofring til ære for Satan.

Selv benægter de to anklagede, at deres sataniske tro har noget med sagen at gøre, men at de ikke kan forklare motivet, selvom de begge tilstår rovmordet. Deres forklaringer ender heller ikke med at være identiske under retssagen. Jon Nödveidt hævder, at han skød Josef ben Meddour i hovedet, efter Vlad gav offeret det første skud i ryggen – Vlad hævder, at det udelukkende var Nödveidt, der førte pistolen.

Dissections første kapitel slutter med 10 års fængsel

I sommeren 1998 lukkes sagen, da de begge idømmes ti års fængsel. Hele affæren bliver heftigt diskuteret på samtidens primitive forums for heavy metal på internettet. Fansene er chokeret – ikke på grund af et uskyldigt menneske brutalt har mistet livet, men fordi Jon Nödveidts lange fængselsstraf betyder, at Dissection uundgåeligt er et overstået kapitel.


(Svensk dokumentar om ”Satan-mordet” i Gøteborg)

Man kan kun gisne om det, men Dissection var måske i forvejen allerede på vej i graven. Efter uoverensstemmelser om musikkens retning forlader Nödveidts barndomsven og bandets medstifter Peter Palmdahl gruppen i foråret 1997. Frontmandens bror, Emil Nödveidt, overtager bassen under sommerens festivaler, og da de er overstået, forsvinder guitaristen Johan Norman.

Norman er kommet i bad standing i Misanthropic Luciferian Order og vel vidende om den forbrydelse, Jon Nödveidt går ustraffet rundt for, tager han truslerne fra kulten seriøse og går under jorden – ganske forståeligt.

En ny æra med Dissection som satanisk propaganda

Ingen af de gamle medlemmer er derfor med i Dissection, da Jon Nödveidt løslades efter syv år og genopliver gruppen i 2004. Og imponerende nok begynder satanismen at fylde endnu mere i bandet. 


”Dissection is a satanic tool to explore your inner darkness,” kommenterer Jon Nödveidts og samtidig kalder gruppens musik for satanisk propaganda. I den italienske guitarist Set Teitan finder han en spirituel ligesindet, der flytter permanent til Stockholm for at dedikere sig til bandet.

Den morddømte satanist Bård ”Faust” Eithun – charmerende nok også dømt for et rovmord på en tilfældig homoseksuel mand i 1992 – fra Emperor bliver kortvarigt trommeslager, indtil Dark Funerals Tomas Asklund permanent overtager. Jon Nödveidt kæmper med at finde en bassist med den rette sataniske indstilling , og efter flere stykker på posten kommer forløsningen i en ung Erik Danielsson, der selv er på vej frem med sit eget band Watain, og også er medlem af Misanthropic Luciferian Order, der senere ændrer navn til The Temple of Black Light.

”Alle black metal-bands er posere”

30. april 2006 udkommer comeback-pladen ’Reinkaos’, der er gennemsyret af Misanthropic Luciferian Order verdensanskuelse om, at mørkets kaos er anti-kosmos til verden og lyset. Udgivelsen er endnu en genistreg fra Jon Nödveidts sind, men udtrykket er langt fra det tidligere Dissection.


(’God of Forbidden Light’ fra ’Reinkaos ’, der er rendyrket melodisk dødsmetal)

Stilet er klinisk renset fra blastbeats og den ultrahurtige black metal, Dissection blev kendt på. Musikken er snarere beslægtet med den melodiske dødsmetal som Jon Nödveidts gamle bekendte i At the Gates og In Flames blev bannerfører for i 90’erne. For frontmanden er stilen også en finger til hele black metal-miljøet, han intet har tilovers for.

”Black metal er falsk og prætentiøst. De skriver om Satan og mener ikke en skid med det. Dissection er ikke et skide black metal-band. Dissection er et satanisk metalband,” slår Jon Nödveidt fast i bogen ’Blod, eld, död : en svensk metalhistoria.’

Sidste stop Transsylvanien – døden er målet

Jon Nödveidt gør det samtidigt klart i bogen, at ’Reinkaos’ er afslutningen på Dissection. Pladen er hans endelig kunstværk og arv. Han har opnået sit kunstneriske mål. 

”Døden er målet ... bliver jeg ikke dræbt af andre, kommer jeg givetvis til at begå selvmord," siger han endvidere om sin sataniske filosofi i interviewet, der bliver det sidste han giver. 

I forbindelsen med interviewet laver han en kontrakt med bogens forfattere om, at teksten skal gennemlæses og godkendes af hans tro væbner Set Teitan. Selv kan han ikke læse artiklen, da han er på vej ud på en længere rejse, forklarer han til forfatterne.

Da de spørger, hvor han skal hen, svarer han med et grin, at turen går til Transsylvanien. I sataniske kredse er Draculas hjemby en metafor for den sidste rejse. Da Mayhems sanger Per ”Dead” Ohlin i begår selvmord i 1991, er han iført en trøje med påtrykket ”I love Transylvania”.

Der er umiddelbart intet som tyder på, at Jon Nödveidt er hverken deprimeret eller psykotisk, da han sætter en pistolen for tindingen 13. august 2006 og udfører sit planlagte selvmord. Da politiet få dage efter sparker døren ind finder de Jon Nödveidts lig henover et tegnet pentagram på stuegulvet – død af en kugle i hovedet.

Jon Nödveidt er rejst videre. Hans jordiske krop blev 31 år. 



                   (Pressefoto fra 2006 med Jon iført MLO-trøje – Lylusay Tateros Volt Sids Lucifer!)


Kilder:
Blod, eld, död : en svensk metalhistoria., 2011
A View Into the Abyss Zine #5, 1994
NRG #3, 1996

Læserkommentarer

Dybdegående, gribende og velskrevet artikel Daniel, om et af de bedste albums, der er lavet i grænselandet mellem død og black. Jeg kan godt lide, at du får rundet alle aspekter af figuren Jon, for nok var han ekstrem, men også en enestående, og eminent musiker og sangskriver. Albummet fortjener alt den hydelst det kan få, og er stadig det bedste indenfor genren her 20 år efter.

Jeg stødte selv på Dissection via "Death Is just the beginning" i 1997, og råhørte det compilation indtil jeg købte "Storm of Light’s Bane". Jeg har dog ikke hørt denne demoversion i 16 år, og har aldrig tænkt over forskellen mellem albumversionen og versionen på "Death is....". Ganske sjovt at genhøre, selvom jeg nu synes albumversionen er en tand federe:-)

Godt skrevet Daniel

Dybdegående, gribende og velskrevet artikel Daniel, om et af de bedste albums, der er lavet i grænselandet mellem død og black. Jeg kan godt lide, at du får rundet alle aspekter af figuren Jon, for nok var han ekstrem, men også en enestående, og eminent musiker og sangskriver. Albummet fortjener alt den hydelst det kan få, og er stadig det bedste indenfor genren her 20 år efter.

Jeg stødte selv på Dissection via "Death Is just the beginning" i 1997, og råhørte det compilation indtil jeg købte "Storm of Light’s Bane". Jeg har dog ikke hørt denne demoversion i 16 år, og har aldrig tænkt over forskellen mellem albumversionen og versionen på "Death is....". Ganske sjovt at genhøre, selvom jeg nu synes albumversionen er en tand federe:-)