Metaldiktator: Kiss - Hotter Than Hell
Populær
For 40 år siden, den 22. oktober 1974 udkom 'Hotter Than Hell'. Et ofte glemt album i Kiss' diskografi. Men pladen er dyster, tung og stærkt undervurderet.
2. Parasite
3. Goin' Blind
4. Hotter Than Hell
5. Let Me Go, Rock 'n' Roll
6. All the Way
7. Watchin You
8. Mainline
9. Comin' Home
10. Strange Ways
”Looking like a bunch of Walt Disney rejects, Kiss is the kind of band you love to hate.”
Sådan indledte Rolling Stone Magazine deres anmeldelse af ’Hotter Than Hell’. Kiss’ anden plade, der udkom 22. oktober 1974. Selv om New Yorker-kvartetten først et par år senere for alvor ville gøre krav på deres claim to fame og blive et af verdens største rockbands, vakte de opsigt fra starten blandt kritikere og fans.
Dels grundet den åbenlyse årsag, at de lignende "a bunch of Walt Disney rejects", dels fordi musikken faktisk blev taget relativt pænt imod af flere kritikere. Rolling Stones anmelder er såmænd ganske positiv i sin bedømmelse af ’Hotter Than Hell’. Oprindeligt hed pladen ’They Come Harder’, men den blev droppet, fordi titlen kunne forveksles med en film og dens reggae-soundtrack af samme navn fra 1972.
Forblevet i det mørke hjørne
Blot små otte måneder tidligere i 1974 var den selvbetitlede debut udkommet, og mens de efterfølgende drog på turné med den, skrev de ’Hotter Than Hell’, som de indspillede i sensommeren kort før udgivelsen.
Pladen blev – som debuten – ingen kommerciel succes, men hvor den første udgivelse senere hen skulle vise sig at indeholde klassikere som ’Strutter’, ’Cold Gin’ og ’Black Diamond’, er ’Hotter Than Hell’ stort set forblevet i det mørke hjørne i den del af Kiss’ diskografi, som de spiller live – med enkelte undtagelser af de få, mest kendte sange, som findes på ’Alive!’ (1975).
Først i 90’erne, og overraskende her i nyere tid, syntes de reelt at have taget de øvrige numre fra pladen til sig. Men sådan har det alle dage været med forretningskonceptet Kiss: De leverer som oftest kun det, der sælger varen. Ærgerligt for de fans, der kun kender den kommercielle side af Kiss. For ’Hotter Than Hell’ er netop pladen, der understeger, at bandet siden begyndelsen altid også har dyrket den mere mørke og melankolske rock.
Proto-thrash og melankoli
Åbneren ’Got To Choose’ skiller sig reelt mest ud på pladen med sin sløvt opbyggede struktur og Stanleys falset-omkvæd. I øvrigt et omkvæd, som man næppe kan forestille sig, at Josh Homme ikke kendte alt til, inden han skrev omkvædet til Queen of the Stone Ages ’Make it Wit Chu’.
’Parasite’ står i dag stadig som en af Kiss’ hårdeste sange, og hvis den kolossale Kiss-fan Dimebag Darrell nogensinde har haft sit favoritband i tankerne, inden han skrev flere af Panteras udødelige riffs, har det sgu nok været ’Parasite’, der snurrede rundt i kraniet på ham. Nummeret er skrevet af Ace Frehley og kan næsten kaldes proto-thrash, og den er noget af det stærkeste, bandet har budt på. I tvivl om hvordan ’Parasite’ ville lyde i en reel thrash-version? Tjek Anthrax’ cover ud!
På ’Goin’ Blind’ dykker Kiss seriøst ned i den melankolske afgrund med det velsagtens mest dystre nummer i karrieren. Det er en bizar kærlighedssang om en mand på 93 år og en pige på 16. Oprindelig kaldet ’Little Lady’ og skrevet af Gene Simmons og guitaristen Stephen Coronel fire år før ’Hotter Than Hell’ til Wicked Lester – Simmons' og Stanleys band, der blev startskuddet til Kiss. De canadiske progrockere i Rush var ikke sent ude til at tage pis på Gene Simmons og hans omkvæd ”I think I’m Going Blind”, da de året efter indspillede ’I Think I’m Going Bald’.
Inspireret af andre
Men hvor pladens første numre har inspireret andre bands, er tilfældet det modsatte med flere af ’Hotter Than Hell’s øvrige numre. Titelnummeret er en omskrivning af det britiske rockband Frees ’All Right Now’ og er sammen med den kedelige ’Mainline’ med Peter Criss på vokal pladens to svageste numre. ’Comin’ Home’ skulle angiveligt været inspireret af Beatles, selvom det er svært at nikke genkendende til. ’Let Me Go, Rock ’n’ Roll’ er en tidløs og typisk Kiss-skæring med old school Chuck Berry-riffs og sprudlende blues-inspirerede soli fra Ace Frehley.
Oversete heavy metal-perler
’All the Way’ og ’Watchin’ You’ er to af diskografiens tunge, oversete perler, hvor især sidstnævntes harmoniske tvillingeguitarriffs og Peter Criss’ bastante trommer må have fået briterne i Judas Priest til at spidse øren. ’Watchin You’ er simpelt hen decideret heavy metal, skrevet af Gene Simmons allerede i 1970 i Wicked Lester-tiden.
Det hårde spor kører lukkeren ’Strange Ways’ også heftigt ud ad. Peter Criss er på vokal, men Frehleys signatur er bag. Det er tungt og psykedelisk, og ”Space Ace” fyrer den mest skæve og obskurt rungende guitarsolo af i karrieren. Nummeret af coveret af flere bands, der blandt andre inkluderer – hold nu fast – Ulver, Hypocrisy og Megadeth!
Interessant producer-duo
’Hotter Than Hell’ blev produceret af Kennie Kerner og Richie Wise, der også stod bag debuten. Duoen havde inden Kiss produceret de psykedeliske proto-metallere i Dusts to og eneste plader 1971 og 1972. Bandet, hvor trommeslageren hed Marc Bell, inden han blev mere berømt under sit alias Marky Ramone i et af klodens mest kendte punkbands.
Dust regnes for at være et af de første amerikanske heavy metal-bands. Musikken var tung, og teksterne kredsede om selvmord og død. Om det var erfaringen fra samarbejdet med Dust, der fik Kerner og Wise til at få Kiss til at lyde tungere i anden omgang vides ikke helt, men tanken virker ikke helt uplausibel.
Fordrukken i Californien
Kiss har i deres respektive selvbiografier ikke delt synderligt meget ud af anekdoter under indspilningerne eller tankerne bag albummet.
I Simmons' utroværdige ’Kiss and Make Up’ bruger han – som i det meste af bogen – kun anekdoterne fra studiet til at svine Criss og Frehley. Inspireret af John Bonham under Led Zeppelins koncerter insisterede Peter Criss på at indspille en længere trommesolo til ’Strange Ways’, men det blev afvist. ”Peter was no John Bonham,” som Simmons skriver.
Frehley må lægge navn til, at han ikke kunne møde til tiden og generelt var fordrukken. Det er der så noget om. Generelt var bandet (ikke Simmons naturligvis) totalt visne, da de skulle skyde billederne til pladens bizarre for- og bagomslag med japansk grafik. Paul Stanley var – ifølge Simmons' biografi – så stangstiv, at de låste ham inde på bagsædet af en bil, for at han ikke skulle forsvinde.
Ace Frehleys ene halvdel af ansigtet var så medtaget af et biluheld få dage inden i Beverly Hills' bakker, at han ikke kunne have make up på. ’Hotter Than Hell’ blev nemlig indspillet i Los Angeles, da Kerner og Wise efter debuten havde flyttet deres studie i New York over på vestkysten. Men Kiss brød sig ikke om livet og attituden i Californiens sol, så derfor stoppede samarbejdet også med producer-duoen.
I stedet blev næste plade indspillet i New Yorks berømte Electric Lady Studios, som Jimi Hendrix grundlagde. Kun fem måneder efter ’Hotter Than Hell’ udkom ’Dressed to Kill’ i marts 1975. Bandets sidste plade, inden der endeligt skulle skrives seriøs Kisstory med ’Alive’ og ’Destroyer’.