Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metaldiktator: Morbid Angel - Covenant

Populær
Updated
Metaldiktator: Morbid Angel - Covenant

Pladen er reelt ikke deres hovedværk, men sol, måne, Satan og Beavis & Butthead stod lige, da den blev udgivet, og den bliver nu opført live fra start til slut.

Kunstner
Titel
Covenant
Dato
22-06-1993
Trackliste
1. Rapture
2. Pain Divine
3. World Of Shit (The Promised Land)
4. Vengeance Is Mine
5. Lion's Den
6. Blood On My Hands
7. Angel Of Disease
8. Sworn To The Black
9. Nar Matarru
10. God Of Emptiness
Karakter
666

Denne anmelder havde egentlig tænkt sig, at Morbid Angels debutplade 'Altars Of Madness' skulle være den første af deres album, der fik turen igennem Metaldiktatoren. For den er om nogen pladen, man som fan af genren bør have stående derhjemme. 'Altars Of Madness' er ganske simpelt den vigtigste udgivelse nogensinde i den genre. Sammen med de to første plader fra Death, 'Scream Bloody Gore' og 'Leprosy', var 'Altars Of Madness' med til at skabe genren. Intet mindre. Før de tre plader var der ikke noget, der hed dødsmetal.

Det blev der dog i den grad lavet om på. Efter disse tre plader sprang der en bombe af kunstnerisk frihed i Florida og Göteborg og de to miljøer i genren, der komplimenterede hinanden så flot, betød, at en sand malstrøm af dødsmetal blev hvirvlet fra disse to fikspunkter og ud til resten af verden. En af de plader, der skulle nyde godt af dette momentum var Morbid Angels tredje studieplade 'Covenant'.

Morbid Angel var som nævnt tidligt ude med debutpladen og fulgte den op med den grænsesøgende, langsommere og udfordrende 'Blessed Are The Sick' i 1991, der også står som et mesterværk i genren. Derefter gik guitarist Trey Azagthoth og forsanger og bassist David Vincent igen i tænkeboks. For hvordan følger man op på to så stærke udgivelser? Faktisk valgte de at kigge mod Danmark. 

Modus operandi i Florida var ellers, at man som band allierede sig med Morrisound Studios i Tampa og fik Scott Burns fra samme studie bag knapperne. Med de to variabler på plads var pladen næsten allerede på forhånd en succes. Det i sig selv var et kvalitetsstempel. Det havde Morbid Angel ikke gjort førhen, men valgte med 'Covenant' at gå i Morrisound Studios. I stedet for Scott Burns valgte de dog danske Flemming Rasmussen, der dengang var mest kendt for at være manden bag Metallicas to hovedværker 'Ride The Lightning' og 'Master Of Puppets'.

Nu her, nærmest præcis 21 år efter den blev udgivet 22. juni 1993 kan vi så se, at det bestemt ikke var noget dårligt valg. Flemming Rasmussen og Morbid Angel fangede en lyd i Morrisound Studios og mixede den færdigt i Sweet Silence Studios, hvor førnævnte plader med Metallica blev indspillet. På pladen havde Morbid Angel 10 dystre sange, hvoraf to skulle komme til at give bandet deres reelle gennembrud.

Den første var åbneren 'Rapture', hvortil der blev lavet en musikvideo, som på MTV fik masser af eksponering via programmet Headbangers Ball. Musikvideoen viser bandet spille, mens temaet er forvreden religion, der udøver vold mod menneskeheden. Teksterne er en bredside mod religion, og hele pladen emmer af satanisk og okkult energi. Til dato er det nok David Vincents mest vrede tekster, og det passede jo perfekt til tiden, hvor dødsmetal og chokeffekten af lyrik og cover på en plade havde meget at sige. Se musikvideoen her:



Mens pladen blev udgivet på Earache Records i Europa, blev den faktisk udgivet på et stort pladeselskab i USA. Warner Bros.-underselskabet Giant Records havde fået øje på Morbid Angel og var medvirkende til, at der blev mulighed for at lave musikvideoer og gjort meget ud af at få spredt budskabet om pladen. Det resulterede i, at der ikke kun blev lavet én, men hele to musikvideoer. Den anden blev til pladens sidste sang 'God Of Emptiness'. En mørk ode, der igen nærmest spyttede sin vrede mod den gift, som religion i Morbid Angels øjne på daværende tidspunkt var. Omkvædet messe om, hvordan religion har forblændet menneskeheden og frarøvet dem deres frie vilje, trælbundet deres sjæl og udnyttet dem skamløst. Et ikonisk omkvæd, der i sig selv står som en alvorlig, kunstnerisk kritik af kirken.

Hvor andre bands måske blev mødt af bibelpushere og frygtsomme forældre, var Morbid Angel så heldige, at der på daværende tidspunkt var et program på MTV, der tog godt og grundigt pis på alt og alle. Det var en satirisk tegneserie med titlen 'Beavis and Butt-head', der i Europa kørte søndag aften før Headbangers Ball. De tog netop 'God Of Emptiness' under kærlig behandling og gjorde tykt grin med David Vincents stemme i omkvædet, hvilket naturligvis tog lidt af brodden af deres kritik, men samtidig fik folk til at grine og se musikvideoen om og om igen. Eksponeringen var enorm, og kombineret med 'Rapture' og Giant Records' indsats var der pludselig hul igennem. Dødsmetal som genre var på sit højdepunkt, og 'Covenant' blev pladen, der kom helt op på de højeste tinder rent salgsmæssigt. Musikvideoen til 'God Of Emptiness' kan ses her:



Udover de to sange indeholder pladen også skæringer som 'Vengeance Is Mine', 'Angel Of Disease' og 'Sworn To The Black', der alle hylder Satan og brøler mod konventionel religion. Parret med pladens cover, der indeholdt nogle velplacerede, historiske dokumenter, var effekten og intentionerne umulige at overse. Det var gjort indlysende for selv den mest naive lytter. Urbain Grandiers "Djævelske Pagt" var gengivet, ligesom der var åbnet for Arthur Edward Waites 'The Book Of Ceremonial Magic', hvor man kan læse om alverdens ritualer, der efter sigende kan fremmane onde ånder, hekse m.v. Alt sammen draperet i fløjl i mørke farver, nedbrændt lys og en fjerpen, der ligesom giver et billede af, at her befinder vi os hos én, der virkelig sidder og tilbeder Satan. 

Pladen var en kæmpe succes, og 'Rapture' og 'God Of Emptiness' er da også stadig sikre klassikere til enhver koncert med Morbid Angel. For mens de cementerede deres position i metalmiljøet med deres to første plader, var det med 'Covenant', de blev allemandseje og sammen med Cannibal Corpse blev de mest populære af alle. En status, de her 21 år efter udgivelsen stadig holder. 

Morbid Angel turnerer i Europa i 2014, hvor de netop fejrer 'Covenant' ved at spille den fra start til slut. Så kan vi alle bede ved Azagthoths og Vincents musikalske tempel. Men for ikke at få bygget noget luftkastel op om 'Covenant', trækker vi det lige ned på et niveau, hvor alle kan være med. Sekvensen fra Beavis and Butthead kan du se her. Smil og nyd et af de øjeblikke, der i en blanding af komik og Satan var med til at sætte fokus på dødsmetal.



Morbid Angel gæster også Danmark på den kommende turné, når de rammer København og Pumpehuset d. 16. december 2014, hvor de bl.a. spiller hele 'Covenant'. En vigtig plade, der bør stå i enhver samling, der gerne vil have lidt dødsmetal. Det giver absolut ingen mening, at give denne plade andet end 666. Morbid Angel skriger måske ikke ordet 'Satan' lige så mange gange som Deicide, men deres budskab er ikke desto mindre mindst lige så vredt. Det er bare pakket lidt mere sofistikeret ind, hvilket passer som fod i hose med bandets evige jagt efter andet og mere end blot det konventionelle. 'Covenant' var lige præcis alt andet end konventionel tilbage i 1993 og er det stadig ikke 21 år senere.