Metaldiktator: Paradise Lost – Draconian Times Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/4c/8d/7a/ParadiseLost-DraconianTimes-93-1434370442.jpg
15. Juni 2015    

12. juni 1995 udkom ’Draconian Times’, der er et overflødighedshorn af majestætiske riffs. Pladen solgte 1.5 millioner eksemplarer og gjorde ved udgivelsen Paradise Lost til et af metalscenens største navne.

Titel
Draconian Times
Trackliste
1. Enchantment
2. Hallowed Land
3. The Last Time
4. Forever Failure
5. One Solemn
6. Shadowkings
7. Elusive Cure
8. Yearn for Change
9. Shades of God
10. Hands of Reason
11. I See Your Face
12. Jaded
Karakter
666

Sommeren 1995. Det er højtid for den europæiske festivalsæson. Wacken Open Air er stadig en miniput, der har D-A-D som årets hovednavn. Belgiske Graspop og franske Hellfest ligger år ude i fremtiden.

Medierne og publikums interesse er rettet mod Holland. Dynamo Open Air er Europas vigtigste metalfestival med over 120.000 besøgende. Hovednavnene er primært amerikanske bands, der hedder Machine Head, Type O Negative og Biohazard.

Men ikke om lørdagen, da størstedelen af festivalgæsterne er samlet foran den store scene om aftenen lørdag d. 3. juni for at se dagens hovednavn, der består af fem briter.

Paradise Lost, der har opkaldt sig efter John Milton berømte epos om den faldne engel Lucifer som oprørshelt, er debuteret fem år tidligere med ’Lost Paradise’. Stilen er en unik blanding af dødsmetal og doom, der har vakt opsigt og respekt i undergrunden.

Faktisk vækker den britiske gruppe allerede opsigt med deres demobånd, som danske Metalized hyper i nummer 6 (1989), og som kan bestilles hos frontmanden Nick Holmes for 2 dollars.

Godfathers of goth og 300.000 solgte plader

Selvsamme metalmagasin giver da også topkarakter, da debutpladen udkommer kort tid efter. Men allerede året senere er stilen ændret på ’Gothic’, der lægger det tunge fundament for den gotiske metalgenre, som bagefter spirer op og bliver populær. Ikke mindst takket være Type O Negatives depressionsbasker ’Bloody Kisses’ i 1993.

Samme år har Paradise Lost bevæget sig væk fra den dystre og tunge genre, som de ellers allerede lagde op til på den mesterlige ’Shades of God’ (1992).

På ’Icon’, der udkommer 28. september 1993, er udtrykket stadig sørgmodigt, men Nick Holmes har skiftet sin growlende stemme ud med en ren, men ru vokal, der hos kritikere kaldes ”James Hetfield-agtig”.

Holmes er sammen med Gregor Mackintosh sangskriverne i Paradise Lost, og guitaristen skriver stribevis af melankolske riffs til ’Icon’ og ikke mindst sprudlende soli, som især kommer til udtryk på pladens store hit, ’Ember’s Fire’.

På den anden side af Atlanten forstår de sig ikke rigtig på det britiske band, men i Europa rammer gruppen plet. ’Icon’ sælger over 300.000 plader og placerer dem blandt hovednavnene på festivaler som Dynamo Open Air.

Metalscenens nye stjerner med millionsalg

Da de rammer den store festival i Holland, har de nok engang allerede varslet en ny retning for musikken.

Singlen ’The Last Time’ udkommer i maj 1995 og er med sin fængende og venlige stil pludselig materiale for både radio og tv-programmer. Blandt andet kommer Paradise Lost en tur i studiet hos komikeren Ray Cokes, der i perioden har det populære talkshow ’Most Wanted’ på MTV.

Samme kanals metalprogram, Headbanger’s Ball, sender en specialudsendelse fra Dynamo Open Air med Biohazards Evan Seinfeld (ja, det var før, han blev skuespiller og pornostjerne) som gæstevært.

”Musikken minder om ’Icon’, men er bare meget bedre,” fortæller en sortklædt, 24-årig Gregor Mackintosh til Biohazards sanger om deres kommende plade.

Den jævnaldrende Nick Holmes nikker samtykkende og fortæller, at deres femte udgivelse bliver deres hidtil klart bedste i karrieren. Meget andet får Evan Seinfeld knap nok ud af sit interview med de to unge og uimponerede briter.

12. juni 1995 udkommer ’Draconian Times’. Pladen ryger ind som nummer 16. på den britiske hitliste, hvilket er helt uhørt for et metalband, endda med rødder i dødsmetal.

’Draconian Times’ sælger over 1.5 millioner eksemplarer og gør gruppen til en af de mest succesfulde – Paradise Lost bliver metalscenens nye stjerner.

En overflod af majestætiske riffs

Åbneren ’Enchantment’ lever op til sit navn (fortryllelse, red.) med de dybe klavertoner, der i knap 60 sekunder slår pladens gennemgående, melankolske tone an, før Mackinstoshs stemningsfulde riff og den dengang nytilkomne trommeslager Lee Morris’ – hvis betydning ikke skal undervurderes – tunge slag på trommerne sparker sangen rigtigt i gang.

Holmes åbner teksten med ”Like a fever, fever inside of me ,” og slutter til sidst af med strofen ”All I need is a simple excuse.” Sangerens misantropiske syn på livet og længslen efter døden er klassisk for Paradise Losts lyrik. Pessimismen hersker som et gennemgående tema, som Mackintosh sætter lyd til med det ene majestætiske riff efter det andet.

Åbningsriffet i ’Hallowed Land’ understeger guitaristens sans for de genistreger, han leverer på hvert eneste nummer på pladen. Og ikke mindst Mackinstoshs sublime soli, der også gennemsyrer udgivelsen. Eksempelvis i ’Hallowed Land’, hvor han skaber soloens effekt med en wah-wah-pedal, der har været et karakteristisk redskab for ham gennem hele karrieren.

’The Last Time’ kom som den første single, der hittede fra pladen, mens den anden og sidste var den kontroversielle skæring ’Forever Failure’. Kontroversiel, da Paradise Lost valgt at anvende en optagelse med kultlederen Charles Manson som intro. ” I don’t know what sorry means,” lyder det blandt andet morbidt og mystisk fra den livstidsdømte Manson. I videoen til 'Forever Failure' var introen med den kontroversielle optagelse af Manson skåret ud.

(artiklen fortsætter under videoen)



’Once Solemn’ er blandt ’Draconian Times’’ stærkeste numre. Riffene er massive, tempoet er skruet op, og Holmes’ vokal er fuld af et powerfuldt drive. Han har knap en ren tone i livet, men britens stemme er dybt karismatisk og sin helt egen.

Hans vokal komplimenterer suverænt Mackinstosh mange depressive riffs, der kendetegnende for pladen indleder stort set alle de sidste numre. ’Shadowking’ klinger tungt, mens ’Yearn for a Change’, ’Elusive Cure’ og ’I See Your Face’ alle åbner med riffs fulde af melankolsk rumklang.

Kompositionernes unikke udtryk og produktionens forbilledlige lyd går alt sammen op i en højere enhed, så ’Draconian Times’’ 12 numre fordelt på 48 minutter står skarpt som det fuldendte musikalske maleri. 

”Dødsmetal er forsvundet op i røven på sig selv”

’Draconian Times’’ succes får Paradise Lost til at være overalt i 1995

Alle de store metalmagasiner har dem på forsiderne. Selv i Danmark. Gruppen er forsidehistorien på det første nummer af NRG, der kommer på gaden, lige op til at ’Draconian Times’ udsendes. Skribent Peter Béliath står bag forsidehistorien og har interviewet Nick Holmes på en bar i det indre København.

Genlæser man interviewet her tyve år senere, finder man i virkelighed nøglen til Paradise Losts musikalske rutsjetur. 14 udgivelser med meget varierende udtryk er det blevet til på 26 år – bemærkelsesværdigt med samme besætning undtaget posten på trommerne, der har været fyldt ud af tre forskellige.

Til NRG fortæller den vrisne frontmand, at han hurtigt mister interessen for kun at udtrykke sig inden for én bestemt genre, og at han har mistet alt for den dødsmetalscene, Paradise Lost hurtigt bevægede sig væk fra.

”Genren er forsvundet op i røven på sig selv. Det er blevet en forpulet vittighed,” lyder det arrigt.

Nick Holmes fortsætter: ”Så længe vi kan bevare vores musikalske ærlighed, og vi stadig spiller den musik, vi har lyst til, er succes velkommen. Men ingen skal fortælle os, hvordan vi skal lyde... Vi er bare et moderne rockband, og vi sætter ikke genre-begrænsninger på vores musik.”

Nye udtryk og fra nedtur til ny optur

Men stilistisk topper Paradise Lost med ’Draconian Times’. Efterfølgeren ’One Second’ fra 1997 dyrker den melankolske lyd i mindre grad og søger mere i retning af en kommerciel og pæn form for metal med inspiration fra synth-pop som Depeche Mode.

Pladen er ganske fremragende og endnu en succes for bandet, men karrieren går næsten i stå bagefter.

På ’Host’ i 1999 dyrker de en elektroniske stil, der får gamle fans til at vende dem ryggen, og ingen nye synes at blive trukket til. Samme år spiller de på hedengangne Midtfyns Festival, der til dato stadig er gruppens sidste optræden på en dansk festival.

Paradise Lost går deres helt egne veje. Men ender i en slags limbo, selvom de holder et stabilt niveau.

’Believe in Nothing’ (2001) er fremragende, ’Symbol of Life’ (2002) har sine højdepunkter, ligeså den selvbetitlede plade fra 2005. På ’In Requiem’ (2007) og ’Faith Divides Us – Death Unites Us’ omfavner de så småt igen den tunge lyd og riffbaserede tilgang, som de perfektionerer på ’Tragic Idol’, der går ’Draconian Times’ i bedene og er den bedste plade siden storhedstiden i 90’erne.

På ’The Plague Within’ omfavner de igen dødsmetallen og lader til at have fået genrejsning blandt deres gamle fans. Ingen havde set briterne vendte tilbage med så brutalt et udspil.

Det er ikke tomme ord, når Nick Holmes i 1995 siger til NRG, at ”Der vil altid være ærlighed i vores musik.”

Ingen andre metalbands har gået ned af så mange forskellige stier i løbet af en karrieren på 25 år, som tilfældet er det med de uransagelige briter. 



(I 1995 var Paradise Lost på alle forsider. Fra det store tyske metalmagasin Metal Hammer til det første nummer af danske NRG. Dengang fandtes der også stadig anstændige pladeforhandlere!)




(Headbangers Ball fra Dynamo Open Air 1995 (ikke 96 som der står på YouTube), hvor Evan Seinfeld er gæstevært og interviewer de fåmælte Nick Holmes og Gregor Mackintosh 17 minutter inde i udsendelsen.)


Læserkommentarer

Godt skrevet, Pilgaard. 'Draconian Times' forbliver en personlig milepæl i min rockopdragelse, og jeg giver på mange måder dette mesterværk æren for min kroniske depression sidenhen. Så meget skal de have, Holmes og co.: lortet går lige ind. Min første koncert med dem var i København, det var vist umiddelbart efter udgivelsen af 'One Second', men husker egentlig bedre deres optræden på Studenterhuset i Aalborg i 2001, hvor de tydeligvis var meget stolte af 'Believe In Nothing', der rigtigt nok også forbliver en fremragende plade. Jeg drak bajere med dem efter Aalborg-koncerten, havde dem på Rock Caféen, og blev med min storebror skrevet på gæstelisten til deres koncert i Århus dagen efter. De var pisseflinke. Tømmermændene vandt dog dagen efter, så kom aldrig afsted til Århus. Det slår mig, at jeg i øvrigt ikke har set dem siden da. Måske det snart er ved at være på tide.

Fremragende artikel.

Godt skrevet, Pilgaard. 'Draconian Times' forbliver en personlig milepæl i min rockopdragelse, og jeg giver på mange måder dette mesterværk æren for min kroniske depression sidenhen. Så meget skal de have, Holmes og co.: lortet går lige ind. Min første koncert med dem var i København, det var vist umiddelbart efter udgivelsen af 'One Second', men husker egentlig bedre deres optræden på Studenterhuset i Aalborg i 2001, hvor de tydeligvis var meget stolte af 'Believe In Nothing', der rigtigt nok også forbliver en fremragende plade. Jeg drak bajere med dem efter Aalborg-koncerten, havde dem på Rock Caféen, og blev med min storebror skrevet på gæstelisten til deres koncert i Århus dagen efter. De var pisseflinke. Tømmermændene vandt dog dagen efter, så kom aldrig afsted til Århus. Det slår mig, at jeg i øvrigt ikke har set dem siden da. Måske det snart er ved at være på tide.