Metaldiktator: Porcupine Tree - 'In Absentia'

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/6a/8e/b5/pt1-62-1407496888.jpg
08. August 2014    

Hverken før eller siden har Porcupine Tree været så opfindsomme og beskidte, som de var på 'In Absentia'. De har heller aldrig været bedre. Devilution kigger på nogle af de omstændigheder, der gjorde albummet til et af 00'ernes mere enestående værker.  

Titel
In Absentia
Genre
Trackliste
1. Blackest Eyes
2. Trains
3. Lips of Ashes
4. The Sound of Muzak
5. Gravity Eyelids
6. Wedding Nails
7. Prodigal
8. .3
9. The Creator Has a Mastertape
10. Heartattack in a Layby
12. Strip the Soul
13. Collapse the Light Into Earth
Karakter
666

I foråret var jeg på besøg hos en god ven i Aalborg. Det var en af de herlige aftener, hvor man spiser og drikker til den lyse morgen, og hvor man kun rejser sig fra bordet enten for at hælde vandet fra kartoflerne eller for at dykke ned i værtens himmerige af en stue, som er dekoreret med plader uanset i hvilken retning, man vender og drejer hovedet. Af gode grunde mindes jeg ikke samtlige plader, vi lyttede til i løbet af denne aften, nat og morgen. Jeg mindes dog blandt andet, da Sunn O))), Helmet og The Cult stod for en ret differentieret trio af luftguitarer i røven på hinanden, ligesom jeg husker, at flamencoguitaristen Paco de Lucía, der var gået bort nogle måneder forinden i for ung en alder, blev hyldet og mindet med nærmest total stilhed over en hel plade. Og så husker jeg, da Porcupine Trees ’In Absentia’ hen på de tidligste morgentimer blev sat på og tog røven på én på ny, akkurat som den havde gjort tolv år forinden.

Mens det er tolv år siden, ’In Absentia’ udkom, er det efterhånden fem år siden, det britiske progrock-band i det hele taget har givet lyd fra sig. Omkring udgivelsen af bandets seneste studieplade, ’The Incident’ (2010), valgte bandets frontmand og sangskriver, Steven Wilson, i stedet at koncentrere sig om sin solokarriere, hvilket hidtil har resulteret i tre plader under eget navn samt med en fjerde angiveligt på vej. Og til trods for, at det er svært at komme på specielt meget negativt at sige om en eneste af Wilsons tre soloplader, begynder man efter fem års Porcupine Tree-tørke efterhånden at mærke sultne kriblerier i sit korpus efter nyt fra dem. Bevares, Wilson er jo nærmest altid spændende, uanset hvilke musikere han har ved sin side, men han er nu engang bedst, når han har Richard Barbieri, Colin Edwin og Gavin Harrison bag sig. Denne metaldiktator handler også om det, der savnes, alt imens vi venter på nyt fra Porcupine Tree.

Et nyt (tungt) udtryk

Da ’In Absentia’ udkom i 2002, var det britiske firkløver med progprinsen Steven Wilson i front stadigvæk et forholdsvis uberørt blad for denne skribent. Bandets forrige udspil, ’Lightbulb Sun’ (2002), havde man godt nok allerede stående i cd-tårnet, og man havde da også omfavnet denne plade for dens mægtige succes med at forene fortrinsvis radiovenlige rockskæringer med slidstærke melodier og musikalsk overskud. Mens størstedelen af sangene på ’Lightbulb Sun’ er lettere pop/rock-sager, besidder leveringen og instrumenteringen af dem en forkærlighed for det let progressive, der er med til at gøre det færdige resultat alt andet end blot letfordøjeligt. Sangene, såvel lyrisk som musikalsk, bliver kort sagt siddende i én og bliver netop siddende til dels på grund af bandets indbyrdes evner og til dels på grund af Wilsons stålfaste evne som klassisk, idérig sangskriver. Det var dog først med udgivelsen af ’In Absentia’, at man selv blev en stålsat og vaskeægte fanboy.

’In Absentia’ markerede på flere måder en overgang for Porcupine Tree, hvilket formentlig har gjort hele forskellen for én. Med ’In Absentia’ tog bandet sikre, bevidste skridt imod et mørkere og tungere og helt igennem anderledes udtryk, end de tidligere havde bevæget sig inden for. Wilson var allerede på dette tidspunkt en velanset producer, også for andre musikere, og hans seneste to samarbejder som producer, henholdsvis med svenske Opeth på ’Blackwater Park’ (2001) samt med den norske elektronisk-jazzede sangerinde Anja Garbarek på ’Smiling and Waving’ (2001), træder tydeligt frem på ’In Absentia’.

Ved udgivelsen af ’In Absentia’ i 2002 havde Porcupine Tree allerede femten år på bagen, og på de fem studieudgivelser, der kom forinden, var der blevet leget og eksperimenteret med såvel det elektroniske samt med guitaren og keyboardet som instrumentale veje til hårdere udtryk, dog aldrig helt på samme måde som på ’In Absentia’. Det har vi sandsynligvis i høj grad Wilsons daværende forkærlighed for Tool samt Mikael Åkerfeldt at takke for. Derudover var Wilson et par år tidligere blevet introduceret til den israelske popmusiker Aviv Geffen, som han allerede forinden indspilningen af ’In Absentia’ var begyndt at skrive sange med under bandnavnet Blackfield. I Blackfield har Wilson sandsynligvis fået tilfredsstillet sin interesse for at skrive korte pop/rock-sange, og det er ikke utænkeligt, at dette også har været en faktor i hans beslutning om at føre Porcupine Tree et andet og hårdere musikalsk sted hen. Geffen leverer i øvrigt backingvokaler på ’In Absentia’, henholdsvis på skæringerne ’The Sound of Muzak’ og ’Prodigals’.

Et løst koncept, stramt leveret

Men før vi kommer dertil, er der en åbnings-duo, der skal ses på. ’In Absentia’ lægger for med ’Blackest Eyes’ og ’Trains’, der da pladen udkom syntes at være indbegrebet af Wilson som sangskriver, dog med et anderledes twist. Melodierne på begge numre er så urimeligt melodiøse, at det nærmest burde være løgn, hvilket er "indbegrebet af Wilson", mens den tyngde, som disse numre leveres med, er noget helt nyt i Porcupine Tree-regi. Også lyrisk set får Wilson desuden allerede her budt den dualisme velkommen, der dominerer hele værket, og som balancerer et mærkværdigt sted mellem det himmelråbende romantiske og det naturstridige samt det dystre og det slet og ret perverse. Disse tematikker, der på én gang kommenterer og bumper tankevækkende ind i hinanden, kommenteres også via disse to åbningskompositioner. Det er kort sagt en lille genistreg at åbne med ’Blackest Eyes’, der netop både rockpoppende pleaser og heavy-udfordrer. Det er endnu mere genialt at følge den op med nostalgisk mørke og medrivende klapperi på ’Trains’. Og hvis man på dette tidspunkt alligevel føler sig på sikker grund og tror, at man rent faktisk ved, hvilken plade man er face to face med, så har man efterfølgende den hypnotiserende skæve og slumrende dystre ’Lips of Ashes’ til at få én på andre tanker.

Hør ’Blackest Eyes’:



En ny mand bag tønderne

En væsentlig brik i bandets nye lyd kom ind med firetoget i skikkelse af trommeslager Gavin Harrison, som var spritny mand bag tønderne på ’In Absentia’. Den forhenværende trommeslager, Chris Maitland, kom ind i bandet i ’93 – i øvrigt samtidig med at også bassist Colin Edwin samt det forhenværende Japan-medlem pianisten Richard Barbieri joinede det, der i ’87 ellers var startet som et finurligt soloprojekt for Wilson – men Maitland forlod atter bandet umiddelbart inden indspilningen af ’In Absentia’. I dag er det  vitterligt svært at forestille sig, at Porcupine Tree havde opnået den samme succes, som de sidenhen har fået, havde det ikke været for dette skift af trommeslagere. Ikke ét ondt ord om Maitland – udelukkende tusindvis... nej, millionvis... af latterligt rosende ord om Harrison.

Harrison nærmede sig de 40 år, da han kom med i Porcupine Tree, og havde på daværende tidspunkt fungeret som hyremusiker for et hav af musikere både på studeindspilninger og som turnémusiker. Da han kom med i Porcupine Tree, havde han været professionel musiker siden ’79 og havde arbejdet med så forskellige musikere som flere italienske popsangere, Kevin Ayers, Dave Stewart og et bredere hav af diverse andre navne. Hans inspirationskilder kom hovedsageligt fra de mere eksperimenterende jazzmusikere som Steve Gadd og selvfølgelig Buddy Rich, men også den herligt bredtfavnende musiker Jeff Porcaro var et forbillede. Harrison er en musiker af et sjældent pragtformat og har uden tvivl været en motivationsfaktor for de andre musikere i bandet. I dag er det drønumuligt at forstille sig Pocupine Tree uden ham.

Hans blanding mellem det jazzede og det anderledes solide skinner eksempelvis igennem på ’The Creator Had A Masterplan’:  



Derudover var 'In Absentia' også den første plade med Porcupine Tree, som den britiske guitarist og guitarnørd John Wesley gæstede på. Wesley skulle i live-regi sidenhen blive det uoffcielle femte medlem af bandet og har været med bandet på hver turné siden turnéen i 2005 for det års plade, 'Deadwing'. På 'In Absentia' leverer han backingvokaler på 'The Blackest Eyes', 'The Sound of Muzak' og 'Prodigal', ligesom han spiller supplerende guitar på 'Blackest Eyes'.

Et nyt (kunstnerisk) udtryk

Det er ikke udelukkende de hårdere toner, Gavin Harrisons trommespil og musikken som sådan, der adskiller 'In Absentia' fra bandets tidligere udspil. I takt med at bandet stemte deres instrumenter ned, synes de også at havde tænkt på andre facetter end de, der havde med selve indspilningen af pladen at gøre, herunder bandets visuelle udtryk. Dette førte til bandets første samarbejde med den danske fotograf og multimediekunstner Lasse Hoile, som nogle af Devilutions læsere måske bedre kender som forsanger på de første udgivelser med det danske dødsmetalband Panzerchrist, som Hoile var med til at stifte omkring begyndelsen af 90'erne. Hoile stiftede Panzerchrist med Michael Enevoldsen, der har en fortid som trommeslager i Illdisposed, som Hoile sidenhen blandt andet også har lavet pladecovers for. Det er dog hans samarbejde med Steven Wilson og Porcupine Tree, der har fået ham placeret rigtig højt oppe på listen over de mere interessante pladecoverkunstnere anno nu.

Porcupine Trees samarbejde med Hoile på 'In Absentia' blev startskuddet til et af de mere interessante bånd mellem musiker og kunster på denne side af årtusindeskiftet. På samme måde som man tidligere har fordybet sig i artwork fra eksempelvis Hugh Syme, Storm Thorgerson, Roger Dean og Marcus Keef, er det også en fordybende visuel oplevelse at sidde med den seneste Porcupine Tree/Wilson-plade med artwork fra Hoile i hænderne. Hoile har samarbejdet med blandt andet både Opeth, Anathema og Dream Theater, men det er med Wilson som sparringspartner, han altid er bedst. Det samarbejde startede som sagt på ’In Absentia’.

Få en idé om aspekter af Hoiles arbejde på denne live-optagelse af ’Strip the Soul’ og ’.3’ hentet fra bandets officielle, Hoile-instruerede koncertudgivelse, ’Anesthetize’ (2008):  



Et af 00’ernes hovedværker

Om det er et sammentræf af disse nævnte omstændigheder, der gør ’In Absentia’ til det slidstærke mesterværk, som det er, forbliver selvfølgelig gætværk. Der skete dog så mange nye ting for bandet i denne periode med nye musikere samt nye og anderledes samarbejdsprojekter, at det ikke synes helt forkert at antage, at nogle af disse forandringer kan havde spillet ind og fået Porcupine Tree til at gribe sig selv som band anderledes an, end de tidligere havde gjort. Men forsøger at overbevise sig selv om, at den pause, bandet pt. er inde i, vil kunne få nogenlunde det samme suveræne frem i bandet, når de (forhåbentlig) vender tilbage igen. Guderne skal i hvert fald vide, at Porcupine Tree gerne må komme med en skæring a la 'Wedding Nails' igen:



Når det er sagt: Det har egentlig ikke været helt så forløsende at skrive om ’In Absentia’, som man havde håbet på, det ville blive. Ens tørst og sult efter at høre nyt fra det, der (ubestrideligt, sgu!) er et af de absolut mest swingende og slidstærke progrockbands gennem de sidste femogtyve år, er langt fra blevet stillet. Tværtimod, liderligheden efter nyt Porcupine Tree-materiale er nærmest kun blevet mere udtalt. Bliv derfor ikke overrasket, kære læser, hvis der inden alt for længe også sniger sig en tekst ind om bandets debutplade, ’Up the Downstair’ (1993), eller måske om opfølgeren til ’In Absentia’, ’Deadwing’ (2005), som må siges at være bandets to næstbedste udgivelser, og som begge ligeledes er af Metaldiktator-klasse. Alt imens vi venter på nyt.

Læserkommentarer

Tak, Henrik - for at rette fokus mod et band som jeg blev gjort opmærksom på i 2005 via en tråd i HIFI4ALL. Omtalen var simpelthen så stærkt formuleret af trådstarter, at jeg bare måtte se nærmere på dem. Det gjorde at jeg anskaffede samtlige værker, der var udgivet på det tidspunkt og så vidt muligt i udgaver med 5.1 versioner. SW er, som du jo self er klar over - mester udi at skabe lyduniverser i 5.1 og her er en musikstil, som bare er skabt til at fylde hele ens stue med vellyd. Det synes jeg blev understreget med 'Deadwing', som i mit univers hører til de bedste udgivelser, selvom 'In Absentia' kandiderer ... "Skal du bruge et 5.1 mix, så ring til SW" er en stående bemærkning blandt musikelskere, hvor SW med stor success har taget sig af remastering af progudgivelser især fra 70' erne i 5.1. mix. Og sidste nyt er, at der er 5 albums mere på vej!

Men bekendtskabet med PT gjorde også at jeg mødte op til alle deres koncerter i København siden jeg blev tændt - også til SW solo projekter. Men især mindes jeg koncerten på Roskilde 2010 som den største oplevelse og hvor min højtelskede bemærkede at jeg smilede hele vejen hjem. Jeg fik nemlig en setliste, der til fulde gav mig det, jeg kom efter.

Spændt på at se, hvad du har at sige om 'Deadwing' ...
Kommenteret af hrmand 12. August 2014
Senest opdateret: 12. August 2014
Blandt de 100 mest flittige kommentatorer  -   Se alle kommentarer fra denne bruger (6)

Gode minder!

Tak, Henrik - for at rette fokus mod et band som jeg blev gjort opmærksom på i 2005 via en tråd i HIFI4ALL. Omtalen var simpelthen så stærkt formuleret af trådstarter, at jeg bare måtte se nærmere på dem. Det gjorde at jeg anskaffede samtlige værker, der var udgivet på det tidspunkt og så vidt muligt i udgaver med 5.1 versioner. SW er, som du jo self er klar over - mester udi at skabe lyduniverser i 5.1 og her er en musikstil, som bare er skabt til at fylde hele ens stue med vellyd. Det synes jeg blev understreget med 'Deadwing', som i mit univers hører til de bedste udgivelser, selvom 'In Absentia' kandiderer ... "Skal du bruge et 5.1 mix, så ring til SW" er en stående bemærkning blandt musikelskere, hvor SW med stor success har taget sig af remastering af progudgivelser især fra 70' erne i 5.1. mix. Og sidste nyt er, at der er 5 albums mere på vej!

Men bekendtskabet med PT gjorde også at jeg mødte op til alle deres koncerter i København siden jeg blev tændt - også til SW solo projekter. Men især mindes jeg koncerten på Roskilde 2010 som den største oplevelse og hvor min højtelskede bemærkede at jeg smilede hele vejen hjem. Jeg fik nemlig en setliste, der til fulde gav mig det, jeg kom efter.

Spændt på at se, hvad du har at sige om 'Deadwing' ...