Metaldiktator - Soundgarden: 'Badmotorfinger Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/97/05/aa/_soundgarden-badmotorfinger-album-artwork-1378063777.jpg
01. September 2013    

Med 'Badmotorfinger' fik Soundgarden åbnet for de kreative og syrede sider, uden at de af den grund mistede den smadrede undergrundslyd.

Kunstner
Titel
Badmotorfinger
Dato
08-10-1991
Label
Genre
Forfatter
Karakter
666

Der var egentlig ganske stor musikalsk forskel på grungens fire store: Nirvana, Pearl Jam, Alice In Chains og Soundgarden. Så stor, at det måske i virkeligheden er vanskeligt at tale om grunge som en egentlig genre. Men de musikalske forskelle til trods, så var stilen omkring musikken meget den samme, så en scene går det nok an at tale om.

Hvor det punkrockede Nirvana og det U2-rockede Pearl Jam tilbage i halvfemsernes første år havde den største opmærksomhed, så var der rigeligt med interesse for grungescenen til, at der også kunne blive en del tilovers til Alice In Chains og Soundgarden. Begge mere metalliske i lyden, men Soundgarden havde en snert mere ornamenteret syrerock i sig. Og det var især på grund af bassisten Ben Sheperd, der kom med i '90. Hans indflydelse høres tydeligt på 'Badmotorfinger' som var det første studiealbum, han var med til at lave. Førhen havde bandet været kendetegnet af en kontrast mellem instrumenternes tyngde og Chris Cornells fænomenale vokal, men det var ligesom også dét, der var at komme efter.

Med 'Badmotorfinger' blev der lukket mere op for kreativiteten. Man finder på denne plade en masse syrede og musikalske detaljer, som i højere og højere grad kom til at kendetegne orkestret på de kommende udspil på bekostning af det undergrundsrockede. Det sidstnævnte er stadig til stede på 'Badmotorfinger', hvilket er med til at gøre den til et mesterværk af et rockudspil, da det balancerer det smadrede med det finurlige og tonerige. Og hermed til en gennemgang af pladens numre:

Rusty Cage
En spøjs, vuggende forvrænget guitarintro tager fart, og introen bliver til nummerets hovedriff og et ganske energisk uptempo-nummer, der et stykke inde skifter over og bliver ganske tungt og tilbagelænet. Skæringen viser, hvor kraftfuld en sanger Chris Cornell er.

Outshined
Stemningen er meget mere indelukket på dette næste track pga. en meget tør lyd og et Black Sabbath-tungt riff. Instrumenterne spiller meget stramt og kontrolleret, men vokalen er mere fri, og er i høj grad med til at binde de mange forskellige stykker, som nummeret består af, sammen. Det er på sange som denne, at man kan høre, at Soundgarden ville videre musikalsk og ikke blot ville nøjes med at være tunge og dystre.

Slaves & Bulldozers
En langsom sang, som er noget mere enkel end forgængeren. Et stort og majestætisk riff bliver spillet af både bas og guitar, og varieret en smule nummeret igennem, men det er ikke i denne sang, der sker det store. Stemningen er dog tæt og mørk.

Jesus Christ Posse
Nummeret begynder kaotisk, med en trommefigur på lilletromme og tammer samt en masse feed-effekter på guitaren. Ud af det begynder sangen at tage form. Bassens figur bliver tydeligere, guitaren begynder at spille med på basfiguren, og stemningen bliver hektisk og uhyggelig. Cornell sætter ind med et skrig på en nærmest umenneskeligt høj tone og er med til at gøre denne sang til en af albummets bedste, og den udmærker sig ved at verset faktisk er mere energisk end omkvædet, netop på grund af vokalen.

Face Pollution
Har et mere muntert punkrocket feel, men med en masse melodiske figurer og skæve taktarter, der spiller op imod hinanden. Af den grund kan man kalde den for pladens første rigtige grungenummer. Den er i hvert fald en forsmag på, hvor Soundgarden var på vej hen musikalsk. Den er skrevet af Sheperd, og han har netop fået æren for at bandet på en positiv måde kom kreativt længere ud i tovene.

Somewhere
Endnu engang bliver tempoet sat ned, men stemningen er mere godmodig. En cool ballade, der mest gør sig bemærket ved at fade ud, for så at vende tilbage igen, og stoppe mere smadret. Det er med andre ord ikke en af de stærkeste sange på albummet.

Seaching With My Good Eye Closed
En svævende guitarintro med et speak, der lyder, som om den forklarer dyrelyde for børn. Den slutter dog med på samme facon at præsentere lyden af djævelen, som bliver repræsenteret af et en sammensmeltning af nogle Cornell-screams. Herefter bliver det et ganske effent stonerrocknummer, som på majestætisk vis bevæger sig fremad med et ganske rumligt feel. Dels fordi instrumenterne er stemt dybt ned ifht. vokalen, som også har fået en del rumklang. En ganske stemningsfuld sag, som ikke er mere syret end metallisk.

Room A Thousand Years Wide
Et af pladens mest metalliske guitarriffs er at finde på dette nummer – en rigtig tonser, i middeltempo. Som kontrast til hovedriffet er der en guitar der laver en stigende og faldende sireneeffekt, som er med til at give nummeret dybde. Vokalen er til gengæld ikke så screamet som man ellers kan høre den på albummet, før mod slutningen, hvor Cornell syrer mere ud sammen med en saxofon.

Mind Riot
En af pladens mest indadvendte skæringer, der starter ganske afdæmpet, for så at få lidt mere rockpundus i instrumenterne. Der er bliver dog aldrig blæst igennem, fordi trommerne hovedsageligt holder sig til en tamtam-figur. Hertil er den screamede sang en fin kontrast. Ikke en af de mest bemærkelsesværdige sange, men alligevel en af dem, der har holdt til tidens tand.

Drawing Flies
Repræsenterer et stemningsskift, der groover i et hurtigt tempo, og med sine blæserindslag ikke er uden et vist glimt i øjet. Det er til gengæld ikke en af de mest mindeværdige af slagsen, da vokalen er temmelig monoton. I virkeligheden en klassisk rocksang, som også bare bliver fadet, hvilket giver følelsen af, at sangen ikke er poleret helt færdig.

Holy Water
I krydsfeltet mellem stoner og grunge finder man en sang som denne, der både er langsom og tung, men har nogle af de Soundgardenske finurligheder i instrumenterne og en ganske klassisk popsangsform. Cornell veksler på denne sang mellem 'normal' vokal i talelejet og sine navnkundige screams.

New Damage
Et nedadgående riff og et langsomt tempo er med til at lukke albummet med en mere depressiv stemning. Nummeret får dog lidt heavyenergi i et af stykkerne, og mod slutningen indtræffer optimisme ind i form af et mere dur-præget riff. En arketypisk, depressiv grungesang, som ikke helt er det mægtige punktum, som pladen fortjener.


Læserkommentarer

Desuden var der rigeligt med opmærksomhed til Soundgarden i starten. Det var det første band af de 4 store til at blive signet på et Major Label...¨

Ellers dejlig artikel...

og en detalje

Desuden var der rigeligt med opmærksomhed til Soundgarden i starten. Det var det første band af de 4 store til at blive signet på et Major Label...¨

Ellers dejlig artikel...

Det er sgu liiiidt sløjt:
"grungens fire store: Nirvana, Pearl Jam, Nirvana og Soundgarden."

Læs det lige igennem;)

Det er sgu liiiidt sløjt:
"grungens fire store: Nirvana, Pearl Jam, Nirvana og Soundgarden."

Kommenteredes svar

Hov - en mental typo. Den er rettet nu. Tak for at gøre opmærksom på den.

Så godt som jeg kan lide disse nostalgiske anmeldelser, finder jeg dem dog unødvendigt kritiske til tider. F.eks. er det at klandre Drawing Flies for at have en monoton vokal lidt noget flueknepperi, da det jo er en 2 minutters tonser, der ikke behøver det store omkvæd. Og så mener jeg også at Mind Riot ER en af de bedste sange på pladen.
Kommenteret af Sabbath999 03. September 2013
Blandt de 100 mest flittige kommentatorer  -   Se alle kommentarer fra denne bruger (7)

For meget flueknepperi.

Så godt som jeg kan lide disse nostalgiske anmeldelser, finder jeg dem dog unødvendigt kritiske til tider. F.eks. er det at klandre Drawing Flies for at have en monoton vokal lidt noget flueknepperi, da det jo er en 2 minutters tonser, der ikke behøver det store omkvæd. Og så mener jeg også at Mind Riot ER en af de bedste sange på pladen.