Metaldiktator: Thin Lizzy - Black Rose (A Rock Legend)
Populær
Det sidste af de klassiske Thin Lizzy-album blev også Lizzys bedste album. 'Black Rose (A Rock Legend)' (1979) kommer under kærlig og historisk behandling i denne uges Metaldiktator.
1. Do Anything You Want To
2. The Toughtest Street In Town
3. S & M
4. Waiting For An Alibi
5. Sarah
Side 2:
6. Got To Give It Up
7. Get Out Of Here
8. With Love
9. Rósín Dubh (Black Rose - A Rock Legend)
På plade efterstræbte Thin Lizzy forgæves det energiske og højpotente udtryk, som bandet så let som ingenting kunne finde live. Thin Lizzy ramte det kun på ét album ud af 12 i perioden 1971-83. Det album tager vi under behandling her: 'Black Rose (A Rock Legend)' fra 1979.
'Black Rose', som albummet hedder i folkemunde, markerede indledningen til tredje epoke i Lizzys historie. Epoken med jagt på den guitarist, som skulle være Scott Gorhams wingman og gøre det umulige: at løfte arven efter den skotske vildbasse Brian Robertson. Robbo, som han bliver kaldt, blev smidt ud af bandet i tide og utide, fordi han i kæmpebranderter altid rodede sig ud i ballade. Robbos fysiske efterveer fra et værtshusslagsmål kostede efter sigende Thin Lizzy det helt store USA-gennembrud, da der skulle 'cashes in' på verdenshittet 'The Boys Are Back In Town' fra albummet 'Jailbreak' (1976).
Fem album nåede Robbo at sætte sit fantastiske fingeraftryk på, inden han blev smidt ud for sidste gang - blot kort tid efter indledningen af den tur, der skulle bakke alle tiders måske bedste livealbum, 'Live And Dangerous' (1978) op.
Ind hev frontfiguren, bassisten, sangeren og sangskriveren, irske Phil Lynott, sin ungdomskammerat, guitarvirtuosen Gary Moore, som var inde over for et par korte bemærkninger i 1974 og 1977 og som efter et interessant engagement i jazz-rock bandet Colosseum II skulle til at starte en solokarriere, da Lynott kaldte.
Først røg Moore med på en meget omtalt og berømmet tur til Australien, hvor bandet spillede en navnkundig og helt forrygende koncert lige foran operahuset i Sydney. Og siden gik man så i gang med at indspille plade. Der blev indspillet i én pærevælling til at starte med. Lynott var nemlig i gang med at lave et soloalbum, som først så dagens lys nogle år senere, 'Solo In Soho' (1980), og ingen omkring Thin Lizzy vidste egentlig, hvad de indspillede til: Lynott solo eller det næste Lizzy-album.
Punken i London
Det var vilde tider i London, hvor Thin Lizzy holdt til. Punken væltede 70'er-rocken af banen i 1977, og det gik især ud af de fortænkte progbands og den betonrock, som Thin Lizzy blev sat i bås med.
Men frontmand Phil Lynott var en fremsynet fyr. Han sørgede for at være på forkant med rockens udvikling ved i meget høj grad at mænge sig med de unge mennesker, der siden skulle blive punk-ikoner - især The Sex Pistols. Han var mentor og fødselshjælper for irske The Boomtown Rats og havde i det hele taget sit hjem og sind åbent for alle de strømninger, der var i tiden.
Sammen med Thin Lizzy og guitarist Steve Jones og trommeslager Paul Cook dannede Lynott et partyband, der startede med at hedde The Greedy Bastards (som aldrig havde gæstelister til VIP'er fordi de var så grådige) og siden faldt til patten og nøjedes med at kalde sig The Greedies.
Lynott og Thin Lizzy blev smittet af punkens umiddelbare energi og vildskab, og det kom i høj grad til udtryk på det af de to album, som ikke blev et soloalbum: 'Black Rose (A Rock Legend)'. 'Black Rose' er ikke et punkalbum på nogen måde. Men albummet har punkens drive og energi. Tilsat stor musikalitet og en rigtig fed lyd.
Allerede på 'Bad Reputation' (1977) havde Lizzy engageret David Bowies husproducer, Tony Visconti, som blandt andet var manden bag lyden på de uhyggeligt stærke Berlin-album med Bowie, 'Heroes' og 'Low'. Visconti producerede tillige Lizzys 'Live And Dangerous' til noget nær perfektion. Og han blev selvklart hevet ind til produktionen af 'Black Rose'. Og tak for det! Det første, sidste og eneste Lizzy-studioalbum med en ordentlig lyd. Jojo, 'Renegade' (1981) og 'Thunder And Lightning' (1983), kom da efter den, men 'Black Rose' sidder lige i fjæset på dig. Det er heavyrock serveret med mod, vildskab, højpotent energi og spillelyst - pakket ind i det fedeste cover og en lyd, der holder stort den dag i dag.
Boys loose in town
I årene op til udgivelsen af 'Black Rose' levede Thin Lizzy så udmærket op til det billede, man fik af 'The Boys Are Back In Town'. Fester, slagsmål, vildskab og liv i gaden fulgte i kølvandet på orkestret. Og det stoppede ikke, selv om den vildeste af dem alle, Robbo, blev losset ud. Lynotts omgang med alkohol kostede ham dog en så voldsom leverbetændelse, at han blev bænket til først en hospitalsseng og siden til et alkoholforbud. Denne (livsstils)sygdom kostede i øvrigt også Thin Lizzy en USA-tur.
Men det er alkoholforbudet, der er det vigtige i denne forbindelse. Det var nemlig i perioden med forbud mod at drikke, at Lynott kastede sig over 'the heavy stuff', som han siger på et af albummets numre, den sigende og selvbiografiske 'Got To Give It Up'.
I december 1978 tog Thin Lizzy på et tre måneders ophold i byernes by, Paris, for sammen med Tony Visconti og teknikeren Kit Woolven at indspille 'Black Rose'. På de tre måneder nåede Lynott og guitarist Scott Gorham at blive fuldstændig hooked på den heroin, som Gorham i 1983 måtte kvitte Thin Lizzy for at blive fri af - og som slog Lynott ihjel 4. januar 1986.
Det var specielt Lynott og Gorham, der festede løs i Paris, hvor der var adgang til alt, hvad hjertet kunne begære af skøger, sprut og stoffer.
Lizzy var inden da blevet tæt sammenspillet på flere turnéer, Gorham fantastisk udfordret af den teknisk superbe Gary Moore, Lynott inspireret af punken, medvinden og tidens strømninger og trommeslager Brian Downey klar og i topform efter en sygdom og personlige problemer, der kostede ham føromtalte turné i Autralien. Standin på den tur var i øvrigt amerikaneren Mark Nauseef fra Gary Moores kortlivede, men fede, powerrockband G-Force.
Og det, der kom ud af anstrengelserne - og det var virkelig anstrengelser, har producer Visconti senere forklaret i flere interviews - var Thin Lizzys sidste klassiske album. På de efterfølgende tre, 'Chinatown'(1980), 'Renegade' (1981) og 'Thunder And Lightning' (1983), var sangskrivningstørken, famlen efter den rigtige leadguitarist og efterveerne efter især Lynotts og Gorhams mere og mere heftige stofmisbrug sat ind.
Men på 'Black Rose' var Thin Lizzy stadig (nogenlunde) rene, utroligt sultne og fuldstændigt klar til at rocke.
Overordnet set er 'Black Rose' måske ikke kun det sidste klassiske Lizzy-album, men det lydmæssigt stærkeste og sangmæssigt mest konsistente og fremragende af samtlige 12 album. Jovist, 'Jailbreak' (1976) havde store hits, 'Johnny The Fox' (1976) en rockende dysterhed og 'Bad Reputation' (1977) en skøn melankoli. Men 'Black Rose' havde Gary Moore, som gav hele bandet kam til de lange lokker.
'Black Rose' blev udgivet 13. april 1979 og nåede helt op på en andenplads på hitlisten i England. Fire singler kom der ud af albummet, som i 2011 blev udgivet i en spændende deluxe-udgave med B-sider og ikke tidligere udgivne versioner af flere af numrene.
Nummer for nummer
Albummet åbner med et brag: Pauker, der tæskes løs på - og i gang er vi med 'Do Anything You Want To', hvor Gary Moore og Scott Gorham i dén grad får perfektioneret det dobbelte leadguitarspil, som var Gorhams og Robertsons varemærke. En tekst om, at du skal gøre, hvad der passer dig, stå ved dig selv og fyre den af. Og som sluttes med en meget kærlig hilsen til Lynotts store idol, Elvis Presley, der døde 16. august 1977: "Elvis is dead. The King of rock'n'roll is dead".
'The Toughest Street In Town' åbner med et totalt beskidt guitarriff, der sætter stemningen: Storbyen er et slemt sted at være, hvis man er på røven. Og hjælpen er ikke nær. En sej, sej rocker, hvor Lynotts særprægede rim og fraseringer springer ind i øjne og ører.
'S & M' er et nummer, hvor vi tekstmæssigt er under bæltestedet - og hvor der funkrockes igennem. Det er især trommeslager Brian Downey, der kører det her nummer, som han selv har været med til at skrive, hjem. Det swinger og rykker så stærkt igennem. Og nej, funk er ikke er skælsord lige i denne sammenhæng. Vi tvivler ikke et øjeblik på, at vi har fat i et rocknummer. Et aggressivt et af slagsen.
'Waiting For An Alibi' ligger på top 3 over de fedeste Lizzy-numre ever! Åbner med et brag af et højenergisk basriff og flænses af Moores og Gorhams guitarer. Et nummer om spilledjævelens tag i mennesket.
Først nu kommer vi ned i tempo. Det gør vi med Lynotts hyldest til den nyfødte datter, Sarah. 'Sarah' er kærlighed, melodiøsitet, poprock og lækkerhed.
På 'Got To Give It Up' bliver det alvor. En seriøs reference til, at Lynott godt ved, at han er så meget på vej ud det skråplan, der otte år senere tog livet af ham. Tungt, dystert, alvorligt - og så alligevel med djævelen siddende på skulderen. Man ved, at Lynott er skide ligeglad med egne formaninger, at han tror, at han er usårlig. Det var han ikke.
Og så et nummer, som vi skrålede med på, hver gang en af tøserne havde såret os: 'Get Out Of Here'. Fed energi, fuld smask på, så meget gang i den.
På 'With Love' får vi den samme melodiøsitet og melankoli, som vi også fik på albummet 'Fighting' (1975) og specielt den stærke 'Wild One', luftigt, storladent og samtidig fint, lækkert guitarspil. En sang om kærlighedens skrøbelighed og om, at kærligheden kan redde dig, når du er på vej ud overdrevet. Hvis du altså vil reddes.
Titelnummeret er nok det flotteste, mest musikalsk komplicerede og sine steder heavy, Thin Lizzy nogensinde har begået: Det mere end syv minutter lange, irske helte-epos, 'Rósín Dubh (Black Rose - A Rock Legend)'. Det var første gang siden verdenshittet 'Whiskey In The Jar' (1972), at Lynott gav sig i kast med en rocket fortolkning af irsk folkemusik. Han og Gary Moore fik i den grad skabt et stort nummer med masser - MASSER! - af leadguitarspil, temposkift, melodi, hyldester til de store, irske helte. En fantastisk afslutning på et album, som Thin Lizzy aldrig nogensinde fik matchet.
'Black Rose' er et af de fem album, denne anmelder tager med på den øde ø. Den friskhed, energi, sangskrivning, spilleglæde, melodi og musikalitet toppes af et fåtal heavyrockplader. Ja, lige nu kan anmelderen her faktisk ikke kom i tanke om et eneste heavyrockalbum, der er bedre og mere komplet.