Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Mineudgravning i den brasilianske thrash, del 2: Genkomsten

Populær
Updated
Mineudgravning i den brasilianske thrash, del 2: Genkomsten
Mineudgravning i den brasilianske thrash, del 2: Genkomsten
Mineudgravning i den brasilianske thrash, del 2: Genkomsten
Mineudgravning i den brasilianske thrash, del 2: Genkomsten
Mineudgravning i den brasilianske thrash, del 2: Genkomsten

Den brasilianske metalscene lever i skyggen af sin egen historie. Flere af de bands der var med til at skrive historien, forsøger nu at skrive videre på den. 

Hvis man har været til en Vulcano-koncert, siden Santos' blackened thrash-pionerer vendte tilbage for alvor i midten af 00'erne, ved man også godt at ens cue til at gå i baren er, når Luiz Carlos proklamerer, at nu vil de spille et nummer fra deres seneste plade. Ikke at plader som sidste sommers 'Wholly Wicked' egentlig er decideret dårlige, selvom de godt nok heller ikke er på nogen måde sindsoprivende, men den moderne middelmådighed der gennemstrømmer dem, ejer bare slet ikke den samme charme som klassikerne fra 1986-debuten 'Bloody Vengeance'. Den nærmest uskyldige, stærkt idiosynkratiske tilgang til at spille thrash, resultatet af en geografisk betinget begrænset adgang til referencer for hvad de var i gang med at skabe, skabte noget ganske egensindigt; tekniske og kunstneriske begrænsninger fik dem til at opfinde nye måder at nå deres mål på. Og selvom deres dødsthrash stadig er behørigt retro-rå, så er den også bare mere strømlinet og længere fra hvad det er de fleste thrashere søger, når de søger brasiliansk thrash.

Det er der rigtig mange thrashere, der har fundet ud af at det giver mening at gøre, som det blev beskrevet i den sidste Briller af Stål-klumme om de talrige genudgivelser af semiobskure brasilianske plader fra slutningen af 80'erne til starten af 90'erne. Og det har de gamle bandmedlemmer naturligvis også opdaget. Det med afstand mest kendte navn der kom ud af Belo Horizonte-scenen, Sepultura, er fortsat med et stort, internationalt publikum, der godt nok er svundet proportionelt med antallet af originale medlemmer der har forladt bandet, men flere andre veteraner fra den første bølge har rørt på sig i de senere år.

Crossovertendenser

Korzus
fra São Paulo er nogle af dem der aldrig har været helt væk, men som dog kørte på lavt blus uden albumudgivelser eller megen anden aktivitet i de magre år fra midten af 90'erne til midten af 00'erne. Inden da havde de for længst lagt den rasende hurtige thrash med Tom Araya-skrigene fra kultdebuten 'Sonho Maníaco' bag sig for at prøve kræfter med en stærkt Biohazard- og Prong-påvirket rapmetallisk crossover på det virkelig uskønne album 'KZS'. Den kunstneriske blindgyde var de trods alt bakket ud af da de vendte tilbage, men på 'Legion', deres blot sjette studiealbum på over 30 år som udkom i efteråret, spøger crossoveren stadig i thrashen, nu i form af hardcoreelementer som dem, Hatebreed har haft succes med i grænselandet mellem thrash og hardcore. Hos Korzus blot uden den tæft man trods alt må lade Hatebreed, at de har for at skrive riffs og sætte numre sammen, men til gengæld med en lige så enerverende ensidig vokal. 'Legion' er ikke som sådan et dårligt album, det er bare umådelig middelmådigt.

I crossoverland har paulistanoerne Ratos de Porão huseret siden 1981, i starten som D-takt, sådan som det kendes fra deres til stadighed største hit, slagsangen 'Crucificados pelo sistema' (som Sepultura gjorde internationalt kendt i deres version), men fra deres tredje album, 'Cada dia mais sujo e agressivo' fra 1987, som crossover med varierende grader af thrashethed. Thrashen blev der skruet op for i 2002 på 'Onisciente coletivo' der markerede en tilbagevenden til lyden fra deres forsøg på et internationalt gennembrud i kølvandet på Sepultura, og det var imponerende vitalt med en samling velkomponerede og intense numre, men efter en lidt skuffende opfølger i 2006 skruede RxDxPx igen ned for aktivitetsniveauet. Først sidste år i maj vendte de tilbage med et fuldlængdealbum, 'Século sinistro', og her var tempoet sat ned og fokus på melodier, og selvom det godt kan gøre en nostalgisk, hvis man nu en overgang skulle have fundet på at sværge til D.R.I.s crossoverplader, så fungerer RxDxPx altså helt klart bedst, når de spiller hurtigt som på åbningsnummeret 'Conflito violento'. Det nummer demonstrerer i øvrigt også hvor godt det kan fungere for et band at synge på sin egen dialekt, når Gordo snapper alle endelser af helt nede i struben, sådan som man nu gør det i São Paulo. Ser man bort fra skingrende fotomodeller fra Rio, ligger mange af lydene i det portugisiske sprog simpelthen dybere i halsen end de gør på engelsk, og det gør det velegnet til en stemme som Gordos.

Sexet thrash

Modsat mange af deres landsmænd har Attomica trofast holdt sig til det internationale metalengelsk, og det skal man jo slet ikke klage over, når det har affødt så udødelige sangtitler som 'Dying Smashed', 'Marching Over Blood', 'Deathraiser' og 'Ways of Death'. Deres debut fra 1987, 'Attomica', er en af de guldklumper, man som thrasher drømmer om at støde på, når man gennemtrawler bagkataloget: Larmende, vanvidshurtig blackened thrash der næsten – næsten – er på højde med Mutilators 'Immortal Force'. På toeren, 'Limits of Insanity' fra det skelsættende år 1989, var sangeren dog udskiftet med en der gerne ville synge powermetal, hvilket gav et ret så kikset resultat, og på treeren to år senere, 'Disturbing the Noise', var der igen skiftet ud bag mikrofonen med et ganske gedigent, omend ikke ligefrem overvældende thrashalbum som resultat.

Mens andre thrashbands begyndte at spille groovemetal eller stiftede familier i 90'erne, tilbragte Attomica de to næste årtier med at overveje om det ville føre dem mod stjernerne, hvis de nu droppede det ene t i navnet, så de bare hed Atomica. Det gjorde det ikke, og efter et par demoer og et livealbum skiftede de i 2009 deres efter sigende numerologipåvirkede manager ud og antog igen navnet Attomica, hvilket så har affødt juridiske stridigheder siden. De har dog også haft tid til at udgive deres fjerde album, '4', for nogle år siden, og selvom det stadig ikke er bare i nærheden af hverken debutens storhed eller bare treerens soliditet, er deres Anthrax-påvirkede thrash dog væsentligt stærkere end Korzus'. Endnu en ny forsanger er blevet skiftet ind, og det hjælper på det, men til gengæld trækker det gevaldigt ned når de forsøger at spille rock'n'roll i deres hymne til alkohol og løse damer, 'Mysterious Lady'. ”Another bottle of whisky / Another French wine / Another sexy girl / Another crazy night,” er virkelig bare ikke hverken særlig sofistikeret eller særlig thrash.

Vulcano regnes sædvanligvis for at være det første brasilianske metalband, men det tog dem et rum tid at blive decideret metal, og derfor er det Dorsal Atlânticas split med Metalmorfose (geddit?) fra 1985, der lige akkurat med et par måneder slår både Vulcanos 'Live!' og Sepulturas split med Overdose i kampen om at blive Brasiliens første metaludgivelse. Det forspring satte cariocaerne dog hurtigt til, og på trods af en slet ikke dårlig debut året efter, 'Antes do fim', hvor powermetallen fra 'Ultimatum'-splitten var morfet over i en grovere thrash, var der dog ingen af de efterfølgende plader der rigtig slog igennem, måske fordi bandet simpelthen prøvede for mange sidespring af og mistede fokus. Som Ratos de Porão skiftede også Dorsal Atlântica over til engelsk i 1989 på den tekniske thrashplade 'Searching for the Light', men de måtte dog snart erkende at det ikke var sproget der holdt dem tilbage fra det internationale gennembrud, og da de i 2012 vendte tilbage til scenen efter 10 års pause, var det igen på portugisisk. Således også på 'Imperium' fra december måned, og man vil egentlig godt kunne lide Dorsal Atlântica for, at de prøver at gøre noget med deres thrash. Det de leverer, er i hvert fald ikke en upersonlig imitation af  internationale trends, sådan som Attomica og Korzus forfalder til at gøre det, deres genreblanding er bare stadig ikke særlig vellykket.

Et efterskrift til historien

Det lykkes med andre ord ingen af veteranerne at gøre sig gældende målt på en nutidig målestok, hvor de ikke for alvor skiller sig ud fra mængden af nye thrashbands med en lige så upersonlig lyd, og selv når Dorsal Atlântica så faktisk prøver at lave noget anderledes, falder det igennem. Selvom det på en måde er dem, der følger bedst op på traditionen for at skabe sit eget udtryk ud fra sine begrænsninger. Holder man de brasilianske thrashveteraner op mod de af deres nordamerikanske fæller, der har gjort comeback i de senere år, falder sammenligningen heller ikke ud til deres fordel: Mens sådan nogle som Death Angel og Testament fremstår revitaliserede og stærke og formår at skabe albums, der både trækker tråde tilbage til deres egen oprindelige lyd og opdaterer den, så lyder Korzus og Attomica trætte og vaklende. Og det burde de simpelthen være for rutinerede til.

Men måske er der netop bare, sådan som det blev fremført i den første klumme i denne miniserie, en grund til at det var Sepultura der brød igennem internationalt i sin tid, og at de andre bands fra scenen ikke rigtig blev trukket med op på en bølge: De var simpelthen ikke gode nok. Deres tidlige plader fremstår charmerende, rå og uskolede, men de havde ikke en stærk nok kreativ drivkraft til at holde den gående over flere årtier. Ratos de Porão er det eneste af de ovenstående bands der har formået at peake flere gange efter debuten, men de har bare ikke kunnet holde niveauet, og Vulcano kører den hjem på ren nostalgi live. Den eneste gang Dorsal Atlântica for alvor udmærkede sig, var da de i 1996 i ren trods indspillede grindcorepladen 'Straight', som er den mest aparte og mest helstøbte plade i deres diskografi.

Det er altså ikke de gamle helte der kommer til at føre den brasilianske thrash videre. Deres indsats i nutiden formår ikke at omskrive historien, den er højst et lidt vemodigt efterskrift, et appendix til noget de ikke har formået at få til at holde op med at være forbi. I tredje og sidste afsnit af denne serie skal vi til at se på nogle af de yngre navne der holder traditionen i hævd, og jeg vil belyse nogle historiske årsager til at det særligt brasilianske spiller så stor en rolle for disse bands.