MMF 2016: Lørdag

Sidstedagen på Metal Magic. Man er godt mørbanket af de seneste dages udskejelser, halvdøv og hæs og ugidelig og orker næppe heller at finde energi til at stå op. Men man gør det alligevel, for man har det for skidt til at sove.

Dansktop-folkefest
Dagen begynder med ... et John Mogensen-coverband på to mennesker ved navn John Mogensen Live. Der findes ret mange dårlige John Mogensen-coverbands, men det her fungerer forbløffende godt, også båret frem af publikums oprigtige begejstring (det var nok ikke en koncert, der tiltrak så mange af festivalens udenlandske gæster). Der er endog én, der tuder modige mandetårer under ’Hvad er der så mer’?’, Mogensens sidste indspillede sang. En godt tænkt booking, som skaber folkefest.

Anselmo-parodier
Af en eller anden grund får jeg ikke set Encyrcle, og i det hele taget prioriteres det gode selskab lidt over musikken i dag med platte vittigheder og fremragende Phil Anselmo-parodier fra værelseskammeraten, der er lige så god til at parodiere Anselmo, som han er til at snorke. Det bliver til mindre Iron Angel, end de egentlig fortjente. De kører god stil på scenen med spilleglæde og kæderygning hos forsangeren. Jeg fanger lidt af norske Magister Templi giver en blanding af doom, klassisk metal og lidt 70’er-hard rock med en ret excentrisk sangerpræstation. Måske skyldes det, at man gerne vil nyde festivalstemningen ved Ungdommens Hus en sidste gang, at det sociale kommer mere i fokus end det musikalske for undertegnede.

Dagen før havde Deströyer 666 givet en koncert, der af mange, især på de sociale medier, blev opfattet som lettere skandaløs. Jeg drikker et par bajere med manden, der forsøgte at komme op på scenen, som mest griner af det, og som tager det ganske stille og roligt. Festivalens egentligt skandaløse koncert stod norske In the Woods... for med en præstation, man sjældent har hørt værre. Den er anmeldt for sig.

Rock-statsmanden Roth
Det er Uli Jon Roth også, og han gav en af de bedste koncerter på festivalen nogensinde. En ægte rock-statsmand og et godt eksempel på, hvordan stemningen på Metal Magic er noget særligt og kan løfte bestemte koncerter til noget helt specielt. Ret beset kunne et par af guitarsoloerne være kortet ned, og ret beset kunne man have undværet Hendrix-coverne til fordel for flere sange fra Roths tid i Scorpions, den bedste, men i situationen gjorde det ikke noget, fordi Roth, hans yderst velspillede backingband og publikums begejstring i forening løftede koncerten det sidste stykke.

Efter den oplevelse var det svært at samle sig til Caronte, når man hellere ville snakke om Uli Jon Roth. I stedet blev det bajere og snak indtil klokken alt for sent, og på den måde afsluttedes Metal Magic 9 for mig.

Det er en festival, der har holdt et højt niveau de gange, jeg har været med. Derfor er det også trist, at festivalen stopper i sin nuværende form. Men den fortsætter i et eller andet format næste år, og det er glædeligt uanset hvad.

Læs uddybende lørdagsanmeldelser her:

In the Woods...
Uli Jon Roth