Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Musikken / Kritikken / Princippet

Populær
Updated
Musikken / Kritikken / Princippet

Anmeldervirksomhed i Danmark skal være fri og uafhængig. Alt andet er uretfærdigt overfor både læsere og bands. Devilution er medunderskriver på et åbent brev til Volbeat.

Kunstner
Fotograf
Jacob Dinesen

Inden for sladderjournalistik er der en talemåde, der lyder, at inviterer man pressen med til brylluppet, kommer de også med til skilsmissen. 

For Volbeat er hvedebrødsdagene for længst overstået, og med dem også den tid, hvor den hjemlige presse automatisk gik på halen af benovelse over, at et dansk band kunne opnå succes på den skala, de har gjort. En succes, vi under dem, men som også forpligter til at holde niveauet. 

Selvom flere gerne har villet udlægge det sådan, har vi på Devilution ikke noget horn i siden på Volbeat. Det redegjorde vi for i vores leder op til koncerten i Parken. Når vi har kritiseret Volbeat for slappe koncertoptrædener eller rutineprægede plader, er det, fordi vi har bedømt dem til at være det i forhold til, hvad vi med vores lange historie med bandet ved, de burde være i stand til at levere.

Det har altid været musikkritikkens vigtigste opgave, og det er i endnu højere grad blevet det i dag, hvor læserne selv omgående kan gå ind og holde vores udtalelser op imod, hvad de kan se på en liveoptagelse på YouTube eller høre fra den seneste plade på en streamingtjeneste. Afstanden mellem et band og deres fans er blevet kortere, men det er publikums opmærksomhed også. Vores opgave er at give lytterne en kontekst for musikken, at pege det ud, de bør lægge mærke til, når de lytter til den, og at forklare den for dem.

Det stiller krav til os som kritikere: Vi skal hæve os over kommentarsporsretorikken og kvalificere vores meninger.

Det stiller også krav til de musikere, der skal kunne tage imod den kritik. De må meget gerne tage den til sig; som minimum må de acceptere, at den findes.

Hvis vi skal sikre, at vores kritik fremstår troværdig, skal det også stå klart for læserne, at der ikke finder nogen interessekonflikt sted. Vi må ikke være personligt involverede i det, vi skriver om, vi må slet ikke have nogen økonomisk vinding for øje med det. Vi skal være uvildige. Vi skal ikke være fans – vi må gerne være fans, men vi skal kunne sætte os ud over det.

Hvis man vil sikre publikum en så sanddruelig kritik som muligt, skal pressen have ordentlige arbejdsforhold. Hvis bands begynder at sortere i, hvem de vil lade sig anmelde af, og hvis publikum lader dem slippe afsted med det, bliver niveauet også derefter. Sat på spidsen bliver det bandet, der kan give anmelderne flest betalte udlandsture eller som har den mest gavmilde fri bar i VIP-loungen, der får flest roser. Og det kan hverken læsere, bands eller for den sags skyld musikken være tjent med.

Derfor handler det ikke om de par hundrede kroner, Devilution måtte betale, for at vores anmelder kunne skrive – positivt, endda! – om Volbeats koncert i Parken, sådan som det hele tiden havde været meningen. Det handler heller ikke om, at man som arrangør ikke skal kunne sige, at denne gang gør vi det eksklusivt for dette medie, eller vi inviterer kun printmedier med, eller vi har slet ikke råd til at akkreditere alle medier til vores DIY-festival.

Det handler om, at man som band eller mangement ikke kan sige, at man ikke vil have dem med, som man er uenig med, men gerne alle andre. Vi vil ikke styres, ligesom vi heller ikke vil styre jer.

Og derfor har Devilution sammen med en række danske dagblade i dag sendt dette brev til Volbeat. Vi vil gerne blive ved med at skrive om Volbeat. Allesammen.


Ved Volbeats koncert i Parken i København lørdag den 26. august blev to medier nægtet akkreditering.

Det drejer sig om Ekstra Bladet og metalsitet Devilution.

Dermed blev de to mediers arbejdsvilkår for anmeldelse på stedet ringere end andre mediers, både hvad angår fysiske forhold og vilkår for at sende stoffet hurtigt hjem til redaktionerne.

Da dette skete i kølvandet på kritiske anmeldelser fra de pågældende medier, betragter vi ovennævnte som en frasortering baseret på anmeldelsernes indhold, hvilket vi naturligvis tager afstand fra.

Anmeldervirksomhed i Danmark skal være fri og uafhængig.

Vi skal derfor understrege, at vi fremover forventer, at alle medier bliver behandlet ens. Enten bliver alle akkrediteret, eller også får alle nej til akkreditering.

Hvis der imod forventning igen bliver akkrediteret selektivt,  næste gang Volbeat giver koncert, vil undertegnede medier undlade at anmelde koncerten.

Underskrevet Jens Grund, BTMX, Christian Jensen, Politiken, Tom Jensen, Berlingske, Jacob Nybroe, Jyllands-Posten, Karen Bro, Ekstra Bladet og Jacob Dinesen, Devilution.