Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RMF '11: En helt igennem godkendt lørdag

Populær
Updated
RMF '11: En helt igennem godkendt lørdag
RMF '11: En helt igennem godkendt lørdag
RMF '11: En helt igennem godkendt lørdag
RMF '11: En helt igennem godkendt lørdag
RMF '11: En helt igennem godkendt lørdag

Lørdagen på Royal Metal Festival blev ligeså fed som forventet med musik, pølsevogn og ikke mindst tilbuddet om "3 bajere til attraktiv pris".

Spillested
Dato
02-04-2011
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Kong Kent var Devilutions eneste udsendte om fredagen til Royal Metal Fest, da fotograf Jacob Dinesen og undertegnede havde valgt fattigmandsversionen, og først lørdag morgen hoppede på toget til Århus.

Selvom Royal Metal Fest havde annonceret, at der ville være pølsevogn så var første stop i Århus på Byens Burger, hvor et par fede burgere blev fortæret, så energien kunne være i top til dagens mange musiktilbud.

Aphyxion og Strychnos sørgede for dagens første hårde toner, mens Altar of Oblivion skiftede brøl ud med ren vokal med nærmest opera-agtige influenser inden dagens mest maniske frontmand fyrede op under Pathology. De fire bands er anmeldt her.

Tre gyldne damer for 60 kroner var et tilbud, der flittigt blev benyttet og inden aftenen var omme, nåede boden da også til udsolgt. Heldigvis var der jo masser af andre gode drikke i baren. Foråret var også kommet til byen, så pauserne mellem bandene kunne nydes udenfor i solen - måske endda med lidt morskab fra underholdende, meget berusede flaskesamlere.

Underholdning af den mere professionelle art var der masser af fra abdicerende Exmortem og live-gendannede Panzerchrist. Begge bands sparkede godt fra sig - som du vil kunne læse i anmeldelsen.

Sverige kan være stolte af Grave, der leverede et fint show, mens vi naturligvis er stolte af Artillery, der var i topform og viste, at stoltheden og respekten overfor bandet er på sin plads.

Det er om at gøre et godt indtryk, når man er ny et sted, og det fik Hail of Bullets gjort. De havde taget turen fra Holland til Danmark for første gang som band, og den tur har de næppe fortrudt, for de fik massiv positiv feedback fra Royal Metal Fests publikum.

Efter Obituary, der også var i sit es denne aften, sivede folk fra den ret godt fyldte sal stille og roligt ud i natten. Nogle med et sidste besøg hos den travle pølsevogn på Voxhalls område. Andre for at finde mere fest, og skribenten og fotografen prøvede at finde lidt tidsfordriv inden nattoget gik hjem mod København.

Der er da nok sjovere ting at lave end at sidde i tog i 3-4 timer en lørdag nat, men det var jo kun en sølle i pris i forhold til den fede dag med masser af metal, man havde fået til det flot arrangerede Royal Metal Fest i et program, der ikke skred bare et minut fra tidsplanen.

Hvis du ikke klikkede dig videre til artiklerne undervejs, så får du dem listet her:

Aphyxion, Strychnos, Altar of Oblivion og Pathology
Exmortem og Panzerchrist
Grave
Artillery
Hail of Bullets
Obituary

Læs om fredagens program HER!