RMF'13 - internationale navne Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/c7/ec/2d/23308_-e2p9847-1363555957.jpg
17. Marts 2013    

Vi ser nærmere på de store, internationale navne, der står øverst på plakaten til dette års Royal Metal Fest, og præsenterer samtidig de sidsgte to udenlandske hovednavne!

Kunstner
Titel
+ Dream Evil + Cryptopsy + Vader m.fl.
Spillested
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

I sidste uge kiggede vi på de danske navne til Royal Metal Fest 2013. Denne gang ser vi så på de internationale navne, som arrangørerne fra foreningen Metal Royale har lokket til Århus for at deltage i festivalen på Voxhall og Atlas. Samtidig kan vi offentliggøre, at svenske Dream Evil og israelske Melechesh svinger forbi og tager de sidste to pladser øverst på plakaten. Læs derfor i denne artikel om otte meget forskellige bands, der kommer fra lande som Norge, Israel, Sverige, Italien, USA, Polen og Canada. Der er også smagsprøver fra hvert band.

SATYRICON
Norske Satyricon er ubestridt det største navn på plakaten til Royal Metal Fest 2013. Bandet har holdt en længere pause både fra sangskrivning og koncerter, efter de færdiggjorde den turné, der fulgte i kølvandet af deres seneste plade 'The Age Of Nero'. Men nu er de tilbage og giver i år en enkelt koncert i Danmark til RMF'13 i Århus. Når Frost fyrer den af bag trommesættet, er det med kirurgisk præcision. Han er fint flankeret af Satyr, der med tiden er blevet en rigtig god frontmand. Det bliver et brag af en afslutning!



DREAM EVIL
Fra Sverige kommer Dream Evil, der med deres melodiske power metal nok skal bringe fællessangen frem i folket, og få selvsammes knyttede næver til at ryge i vejret. Der bliver ikke et øje tørt, når der bliver fyret op under sange fra bl.a. 'Dragonslayer', som jo i sig selv har været delvist medvirkende til at navngive vores egen artikelserie 'Dragejægerens Krønike'. Så de er bestemt inspiration for mange.



CRYPTOPSY
Teknisk dødsmetal er den bedste måde at beskrive Cryptopsy fra Canada på. De blev dannet helt tilbage i 1988 og har således været med helt fra start. Desværre for dem røg debutpladen 'Blasphemy Made Flesh' først på gaden i 1994, og de fik således ikke helt samme momentum i karrieren som genrebrødrene fra Florida og Göteborg. Ikke desto mindre eksisterer de stadig, og sidste år udgav de deres syvende studieplade, der blot hedder 'Cryptopsy', ligesom de har en 'best of'-plade ude. Se en smagsprøve på, hvordan canadisk dødsmetal lyder nedenfor. Det går altså stærkt.



MELECHESH
Jerusalem er normalt ikke hjemsted for black metal, men ikke desto mindre er det tilfældet med Melechesh. Ikke uventet stammer noget af deres inspiration til de lyriske temaer fra religion og okkultisme, og selv mener de, at de spiller 'assyrisk metal'. Forsanger og guitarist Ashmedi grundlagde bandet sammen med leadguitaristen Moloch i 1993, og de er stadig begge med. Deres seneste studieplade 'The Epigenesis' fra 2010 indeholder bl.a. sangen 'Grand Gathas Of Baal Sin', som du kan høre nedenfor.



CATTLE DECAPITATION
Noget så eksotisk som et politisk korrekt dødsmetalband. Som navnet antyder, så handler det om dyr og behandlingen af disse. På grund af udskiftninger i bandet er de ikke længere 100 % vegetarer, men budskabet i teksterne omhandler stadig emner som dyremishandling og folkemord,  hvilket også er tilfældet på sidste års 'Monolith Of Inhumanity', som fik topkarakter her på Devilution. Cattle Decapitation har således mange inspirationsilder, når de skriver deres brutale musik, som gæsterne til Royal Metal Fest roligt kan glæde sig til. Der bliver smæk på!



VADER
Vader er et af de store navne fra Polen, der bl.a. også har frembragt navne som Behemoth og Decapitated. Vader har eksisteret siden midten af firserne og udgivet masser af gode dødsmetalplader. Ifølge forsanger og guitarist Piotr Wiwczarek, der er grundlægger og eneste tilbageværende originale bandmedlem, så er navnet Vader rigtigt nok inspireret af den mørke fyrste fra George Lucas' udødelige film fra firserne. Polsk død fra dødsstjernen i Århus? Vær med oppe foran!



DECREPIT BIRTH
Fra Californien kommer Decrepit Birth, der har eksisteret siden 2001. Debutpladen '...And Time Begins' udkom i 2003, og siden har de udgivet to andre plader, hvoraf 'Polarity' fra 2010 er den seneste. De har haft en del udskiftninger gennem tiden, og bl.a. har Derek Boyer fra Suffocation spillet bas, ligesom Tim Yeung fra Vital Remains og Hate Eternal også har været med inde over. Bandet er dog nok mest kendt for deres forsanger Bill Robinson, der sommetider hjælper netop Suffocation, når deres forsanger Frank Mullen ikke kan turnére. Her er han dog med sit eget band, Decrepit Birth.



EYECONOCLAST
En spændende fusion af thrash og dødsmetal fra Italien gemmer sig bag det mundrette navn Eyeconoclast. Bandet kommer fra Lazio-regionen i Italien. De udgav deres debutplade 'Unassigned Death Chapter' i 2008, og der kommer en opfølger til den i april måned i år, hvor de udgiver 'Drones Of The Awakening'. Det kan meget vel være, at Royal Metal Fest 2013 bliver trakteret med lidt nyt fra den italienske skole, hvis de vælger at spille noget fra den kommende plade. Velbekomme.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her

Har du allerede en profil? så eller Opret en profil