Roadburn Festival 2018 – Lørdag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f0/12/92/-XTJ3483-42-1525633869.jpg
25. April 2018    

Festivalens lørdagsprogram bød blandt andet på doom metal, oldnordiske stemningsrapporter, black metal, drone, kompositorisk eksperimentalpostrock og dungeon synth. Kom ikke her, skulle man hilse og sige fra Roadburn! 

Tager man til Roadburn Festival, tager man turen ned i kaninhullet. Det var noget nær sådan, man tænkte, da man lørdag ved middagstid i shorts gik rundt i solskinsvejret i den hollandske by Tilburg, der egentlig ikke er så lille, som man skulle tro, men som i centrum af byen, hvor festivalen finder sted, har en behagelig, surrealistisk landsbystemning over sig. Inden man tager springet ned i kaninhullet, træder man først igennem havelågen til Edens have. Det er her, man restituerer og tager sig et hvil på den rejse, som først for alvor begynder, når man frivilligt lader sig forvise fra haven igen. Det er i Edens Have, man gerne drikker en stærk øl på en café, mens man langsommeligt og side om side med andre pilgrimsrejsende, der alle har deres egne kaninhuller at synke ned i, går over de krydser i muiskprogrammet, man har sat hjemmefra, og som hver indikerer, hvilken slags rejse lige præcis denne dag vil bringe.

Nogle kaninhuller deler man gerne med andre rejsende, andre kaninhuller er forbeholdt en selv. Og så er der de kaninhuller, man gerne forsøger at grave sig ned i, men som aldrig rigtig inviterer en ind. Disse lukkede huller er der aldrig mange af på Roadburn, men de findes. Når man støder på dem, indtager man nærmest pr. automatik den lettere magelige festivalposition, som alle os, der har været på en hvilken som helst festival, kender, hvor man kigger og lytter nysgerrigt til, men hvor den indre skabelsesberetning, som vi jo ved at gode koncerter i bedste fald bringer med sig, aldrig rigtig begynder.

Morgenstund i festivalregi
Disse lukkede huller kan imidlertid også have deres egne charme. Det havde eksempelvis de huller, som jeg under de tre første koncerter på festivalens tredjedag om lørdagen nøjedes med at kigge ned i, uden helt at tage springet og lade rejsen begynde. Bell Witch spillede deres seneste album, ’Mirror Reaper’, der består af kun et enkelt nummer på over en time, i dets helhed, Ivor Bjørnson fra Enslaved og Einar Selvik fra Wardruna opførte ’Hugsjá’, et konceptuelt værk om de norske kystretningers betydning for skabelsen af landet, og Panopticon gav deres anden koncert på årets festival. Til trods for at det på papiret burde være tre forskellige oplevelser, blev det for denne skribent tre koncerter, der placerede sig mere eller mindre det samme sted i én. Hvilket jo i sagens natur kan undre: at henholdsvis demonstrativ, langsommelig doom metal, idylliske oldnordiske stemningsrapporter og indfølt black metal ikke gør alverden til forskel.

Det skyldes sandsynligvis en blanding af, at det i festivalregi stadig var først på dagen, og at musikken ikke rigtig kommunikerede med en. Selv når man ikke tager springet ned i kaninhullet, men bliver i det mere magelige og observerede humør, er der dog omstændigheder, der gør Roadburn til noget særligt. Den scene, der hedder Koepelhal, og som var i spil for første gang i år, er nu festivalens næststørste. Den minder om en lidt mindre udgave af Den Grå Hal og har plads til egentlig ret mange publikummer. At snuse til Bell Witch foran en fyldt sal sætter på sin vis hele Roadburn i et positivt perspektiv. Så er det i den observerende sammenhæng og fra morgenstunden måske mindre vigtigt, at Bell Witch forbliver et af de bands, som man, uanset hvor meget man prøver, aldrig bider på.

Oldnordisk hyggestemning
Bjørnson
og Selvik var i år inviteret tilbage til Roadburn for at opføre deres værk ’Hugsjá’, som de sidste år blev hyret til at lave og opføre til Bergen International Festival. De to norske musikere var sammen kuratorer på Roadburn i 2015, hvor de udover at give koncerter med hhv. Enslaved og Wardruna opførte ’Skuggsja’, der ligeledes var et konceptuelt værk om den nordiske historie, lavet i forbindelse med hundredeårsdagen for den norske forfatning, og som ’Hugsjá’ kan ses som et sidestykke til.

Opførelsen af ’Hugsjá’ må vist være den mindst udfordrende koncert, jeg så på Roadburn i år, hvilket sådan set passede tidspunktet og dagsformen fint. Der blev snakket utrolig meget imellem numrene, hvilket man for en sjælden gangs skyld dog tilgav musikerne, netop fordi det belyste det formidlingsaspekt, der tydeligvis knytter sig til pladen. Ens næse var muligvis sat op efter at høre flere forskellige oldnordiske naturinstrumenter i håbet på at blive introduceret for noget, der stak lidt bare lidt mere ud, men i magelighedens og oplysningens navn nød man nu alligevel at befinde sig i det univers, som Bjørnson og Selvik i løbet af den fem kvarter lange koncert præsenterede for os.



Restitution til ekstremmetal
Panopticon, der efter en kort pause bagefter indtog Main Stage, havde man anderledes svært ved at finde ind til. Bandet, der er fra Louisville, Kentucky, har af et black metal-band at være en lyd, der har en varme i bandets delvist kakofoniske/delvist atmosfæriske take på genren. Det er efter sigende sjældent, at Austin Linn, som musikeren bag hedder, tager ud og lufter Panopticon, hvilket kan hænge sammen med, at Panopticon er et enmandsband. På Roadburn havde Linn dog hevet fire musikere med på hhv. bas, trommer, supplerende guitar og keys.

Om fredagen havde bandet givet en koncert på den mindre scene Het Patronaat, hvor de efter sigende skulle have haft en masse forskellige instrumenter med på scenen, som man normalvis ikke forbinder med black metal, heriblandt violiner. Det har sandsynligvis været til denne koncert om fredagen, at Panopticon har spillets den hybrid af black og folk, de er mest kendt for. Ser man bort fra den varmere lyd og en præ-optaget intro, var der under koncerten om lørdagen i hvert fald ikke mange spor at ane af folk. Det gjorde dog sådan set ikke noget, og Panopticons tilgang til den melankolske black metal fungerede fint som spændende baggrundsmusik til den øl, man stod og nød.

Fra Japan til England
Havde dagens første koncerter mest været kontrollerede kræfter, der ikke havde formået at åbne kaninhullet op for en, blev det herefter straks helt anderledes. Boris, dronekongerne fra Japan, var på besøg for første gang siden 2008. Eksklusivt skulle de spille deres debutplade fra 1996, ’Absoluteego’, og til lejligheden havde de taget droneprinsen Stephen O’Malley fra Sunn O))) med. Forventningerne var ikke bare høje, nærmere enorme, men at den små fem kvarter lange koncert, som kvartetten gav, skulle gå hen og blive en koncert, der på den måde rørte en, ja, det havde man alligevel ikke troet. Læs anmeldelsen af en af festivalens bedste skabelsesberetninger her.

På Roadburn er der dog no rest for the wicked, så lige i røven på Boris’ rørende magtdemonstration listede man ind ved siden af til The Green Room, hvor britiske The Heads lige var gået i gang. The Heads var festivalens såkaldte artist in residence i 2015 og har også før spillet på Roadburn. Et bedre og mere oplagt husband skal man da også lede længe efter. Med deres blanding af Spacemen 3-agtig guitarstøj pakket ind i gode rocksange og leveret med en tilbagelænet britisk kølighed, er der bare noget, der er så rigtigt over The Heads. De er alt for ydmyge i deres tilgang til rock til at blive kommercielle stjerner, samtidig med at de er alt for pissegode til ikke at være deres eget navn i undergrunden. En af de rigtig gode koncerter på festivalen!



Canadiske kompositioner
Underligt nok har jeg aldrig lytte specielt meget til Godspeed You! Black Emperor. Det eksperimenterende post metal/rock-orkester, der inkluderer ni medlemmer, og som udover de klassiske rockinstrumenter desuden har violin og cello med i lydbilledet, bør alle rigtigt musikinteresserede imidlertid beskæftige sig med. Det står nu helt fast. Man kan vel næsten sige sig selv, at et band, der opkalder sig efter en sort-hvid japansk dokumentarfilm fra 1976, der portrætterer en nihilistisk japansk ungdomsmotorcykelbande, vil havde noget at byde på. Og det skal man da lige love for, at de lørdag aften havde på Roadburn, hvor de gav den første af to koncerter på festivalen i år.

Som en anarkistisk udgave af Steve Reich, eller en kontrolleret udgave af Gnod, om man vil, er der en væsentlig mængde af katarsis over bandets elliptiske og hypnotiske tilgang til den kompositoriske og repetitive musik, de spiller. Det er ekstremt følelsesfuldt, uden at det dog på noget som helst tidspunkt bliver for meget. Det gør det ikke, fordi bandet er så sindssygt dygtige til at bygge deres materiale op. Som den gode terapeut tager GY!BE sig tid. Det kaninhul, det store orkester åbnede foran en tætpakket Main Stage, havde i øvrigt formentlig flere subjektive retninger end størstedelen af koncerterne på Roadburn, fordi deres lydbillede er en kakofonisk, sammenhængende masse med nærmest uudtømmelige klange, rytmer og stemninger.



Et eksklusivt hollandsk fangehul
Efter GY!BEs vildt overbevisende koncert ville man i virkeligheden gerne været blevet ved Main Stage for at se festivalens eksklusive East Meets West Jam, der over en time og med Earthless i spidsen formentlig ville blive vedkommende guitarblær old school style. For tredje gang på tre dage vendte man dog Earthless ryggen for at se noget andet musik. Taget i betragtning at man egentlig ser sig selv som værende en ret stor fan af Earthless, siger afskrivningen af dem i sig selv en hel del om den interesse, man helt generelt har for Roadburns musikprogram. Eftersom man næsten lige har set dem i Pumpehuset i København, blev de dog igen valgt fra,

Dagens sidste kryds var imidlertid sat ud for Old Tower, der er et hollandsk enmandsband, der spiller dungeon synth, hvilket egentlig er en ganske sigende beskrivelse af den dystre og på en gang minimalistiske og højtravende fernissynth, der praktiseres. Old Tower har angiveligt givet kun en enkelt koncert før, hvilket var i New York som opvarmning for Dominick "Prurient" Fernows Rainforest Spiritual Enslavement for en måneds tid siden. Eftersom Rainforest Spiritual Enslavement det seneste års tid har været et af denne skribent mest roterende bands på hjemmestereoen, var dette i sig selv anbefaling nok.

Jeg vil ikke sige, Old Tower skuffede mig, men den tre kvarter lange koncert levede ikke helt op til de forhåbninger, jeg sikkert ubevist har haft. I liveregi var enmandsbandet blevet til en duo, således at manden bag Old Tower, der går under navnet The Specter, styrede sin synth, ligesom han med mellemrum noisede afmålt via vokalen, mens hans i øvrigt ligeledes kutteklædte og corpsepaintede kompagnon sad bag et mindre trommesæt, hvorfra han fra tid til anden slog på en gong, der ydede det introverte lydbillede en særlig rumlighed. Den specielle, melankolske skønhed, jeg hører på Old Towers album fra sidste år, ’The Rise of the Specter’, kom dog aldrig helt til sin ret under koncerten. Måske på grund af musikernes manglende erfaring, men imod forventning i højere grad fordi Roadburns publikum på dette tidspunkt ikke rigtig syntes at være klar på minimalistisk et lydbillede. Der var en med andre ord del støj i krogene på den lille sal Hall of Fame, som gjorde at kaninhullet afslutningsvis aldrig omsluttede én helt så meget som håbet.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her