Roskilde'16: Orm i røven på Copenhell

Under Roskilde Festivals første warm-up-dag kom vi for sent til koncerten med ORM til for alvor at kunne anmelde den. Turen til Dyrskuepladsen fik os i stedet til at reflektere semiidiotisk over Copenhell vs. Roskilde – ligesom ORM selvfølgelig også skal have nogle meget rosende ord med på vejen, storimponerende som de var.

Man havde kun lige akkurat fået svedt de værste tømmermænd væk over en lang søndagsvagt på jobbet, og man havde knap nok fået sine Iommi-saluterende djævlehorn pakket væk, angiveligt én gang for alle, inden man måtte på den igen. Mens vi var nogle, der lørdag aften var på Copenhell for blandt andet at ”tage afsked med Black Sabbath”, var der nemlig en tilbagevendende festinstitution i Roskilde, der kun lige var begyndt. I sagens natur har Devilution selvfølgelig ikke behov for at feste med mennesketyper af den slags, der skulle vise sig at være så søndagsglade, at de tydeligvis hverken havde grædt snot eller brugt al deres forkrøblede livsenergi under lørdagens ”The End"-koncert med kongerne i Sabbath. Jeg mener, skal der absolut festes, hvorfor så i det mindste ikke gøre det i samvær med festaber, der i det mindste besidder bare en vis portion sund dømmekraft?

At komme for sent til korruptionen af det idylliske
Når festinstitutionen Roskilde Festival imidlertid vælger at korrumpere sin egen søndagsfest ved at præsentere en omgang brutal danskspillet metalmusik, siger det sig selv, at man er nødt til at trodse umulige omstændigheder som sol, næstekærlighed og en horde af henrykte festivalgæster. Devilution var derfor selvfølgelig på pletten, da det mere eller mindre ubeskrevne, men dog langt fra urutinerede band ORM tidlig søndag aften skulle vise sig at sparke imponerende hårdt til landets metalbøtte. Eller det vil sige, vi var næsten på pletten. Børnefamilier i check-in-køen og perverse blindgyder på det gigantiske festivalområde ville os det ondt, hvorfor vi gudhjælpemig kom for sent. Tyve minutter for sent tilmed. Selv blandt birketræer og kvidrende fugle et sted mellem Orange Scene og det gamle Odeon-område kunne man fra afstand lige akkurat høre, at ORM dog var det helt rigtige band at programsætte på en endnu noget nær jomfrueligt søndagsidyllisk Roskilde Festival 2016.

Orm på Roskilde
ORM er et forholdsvis nyt navn, som stadig har til gode at smide deres første udgivelse på gaden. De sølle to numre, jeg hidtil har hørt med dem, og som man i øvrigt skulle hilse og sige er alt andet end sølle, er med en velskrevet genrekombination af black metal og tung, virkningsfuld heavy utrolig mangfoldige. Sangenes sorte kollage bestående af henholdsvis kold, støjende guitarmelankoli og naturlige stilskift med plads til tungere, repeterende riffs, fungerer virkelig godt. Overraskende godt, bliver man nødt til at sige. At det fungerer, skyldes blandt andet, at ORM ikke behøver skrive klasse-a-numre for at have ens opmærksomhed. Ikke at de to numre ikke er gode. De er begge to pissegode. Men kombinationen af indædt black metal-hadfuldhed og selvsamme genres bud på lyden af musikalsk melankoli er samtidig hørt før. Kombinationen i sig selv er ikke en formel til succes. Nogle vil måske sige, der omtrent er lige så meget brug for endnu et black metal-band, som der er brug for endnu et doomband. 

Selvom de på papiret ikke skiller sig meget ud fra den internationale metalscenes generelle interesse i black metal, er der i praksis dog rigeligt at være begejstret for hos ORM. Ud over at de fire medlemmer, der alle har en fortid sammen i hedengangne By The Patient, kort og godt spiller fucking sublimt sammen, er det noget så simpelt som nysgerrighed, der får numrene til at løfte sig. Bandet lufter en nysgerrighed for at lade de respektive riff blive ved tilpas længe, at man i mødet med dem har let ved at give sig hen til deres tilsigtede følelse. Vel at mærke uden at bandets levering af samme tager skikkelse af at være hverken demonstrativ eller konceptuel. Tværtimod er der en befriende primitiv naturlighed over de par numre, jeg kender med ORM. ’Serpent Mother’, som det ene hedder, er med sit simpelt opbyggelige skelet tilmed en af de bedre danske rocksange, jeg i det hele taget har hørt længe.

Et godt valg af festivalen
Jovist, det er brutal metal musik og ikke rock, ORM hovedsageligt er interesseret i, men ligesom ’Serpent Mother’ giver også sangen ’Blood of Your Blood’ plads til flere forskellige riffs i en og samme sang. Uanset hvor meget de forsøger, kan bandet i det hele taget, heldigvis, ikke løbe fra en tilsyneladende større forkærlighed for stramme hooks a la simplere rocksange, og netop på grund af bandets forening af det brutale og det melodiøse var ORM et godt valg af Roskilde Festival. Godt for festivalen, fordi de så havde succes med at få noget virkelig godt frem i et band, der indtil i søndags angiveligt kun havde tre koncerter under vesten; godt for ORM, fordi de uden tvivl fik nye fans i kraft af en koncert, der emmede af at have været fremragende, også før denne skribent endelig fik fundet vej til warm-up-dagenes Rising-scene; godt for metalmusikken i det hele taget, fordi ORM også i liveregi repræsenterede vores elskede genre med en sympatisk tro på egen musikalsk vilje.

Fra Copenhell til Orange-farvet fest
Lige så viljestærke, dedikerede og sympatiske, ORM tog sig an på scenen, lige så hvileløs og febrilsk søgende var festen, der omgav koncerten. Blandt andet på den gode måde, thi der er på sin vis er noget herligt surrealistisk over at se en horde af efterskoleudklækkede drenge og piger lufte deres Ray Ban-solbriller og drikke Red Bull og vodka på stribe, mens de slikker sol og på kryds og tværs samtidig forsøger at score hinanden til tonerne af et heftigt skud hårdtpumpet black metal. Men også på den negative måde, thi den gale fest let får et skær af selvpåført, tivoliseret solstik pådraget alene af den grund, at det giver mulighed for en uges uforpligtende ophold i sindssyghedens lala-land. Ikke at sindssygen ikke fortjener et bredere offentligt talerør, men alligevel.

Det paradoksale ved en sammenstilling af festivalerne er, at den fest, der forhåbentlig altid følger med, når man tager til en god festivalkoncert, altid er vildere på Roskilde, end den er på Copenhell. Der er en grund til, at crowd surfing er forbudt på Roskilde, mens Copenhell modsat opfordrer sit publikum til at deltage i festen ved at få en hestesko og tage turen hen over menneskemængden. Bevares, der er markant flere publikummer på Roskilde og gennemsnitsalderen lader til at være yngre, hvorfor man forstår de indsnævrede spilleregler. At koncertfesten er mere i kontrol på Copenhell skyldes dog mere end noget andet, at man her ved, hvad publikums febervildelse er et resultat af, nemlig the music in question.

På Copenhell går publikum amok, når de synes, en sang er for fed. Så simpelt er det vitterligt. På Copenhell er det hovedsageligt rutinerede og dedikerede koncertgængere, man står side om side med. Anderledes er det på Roskilde, hvor galskaben under koncerter for flere synes at være en væsentlig del af den forventningsfuldhed, det i det hele taget er at være på en af Europas største festivaler. På Roskilde er det, som om man har skrevet under på galskaben allerede på forhånd. Det har selvfølgelig også har sin helt egen charme – og havde det i øvrigt til koncerten med ORM, der uden tvivl havde været en markant anderledes oplevelse, havde de spillet på Copenhell. Ikke nødvendigvis bedre eller dårligere, men helt sikkert anderledes.

Så til alle jer med Ray Ban solbriller på, omvendte grønne kasketter og afklippede denimshorts der sidder som klistret til cykeltrænede lårmuskler og sirligt placeret halvt oppe i røven: Vi ses til galskab med Slayer på onsdag!