Roskilde '17: Fredag

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e8/ea/6e/-XTJ7782-96-1499259738.jpg
04. Juli 2017    

Efter et par dage med sløve koncerter havde man om fredagen brug for gode musikoplevelser til at holde ens brugte krop og våde tøj oprejst. De rigtig gode musikoplevelser måtte man dog vente til lørdagen for at få. 

Kunstner
Titel
+ '68 + Svin + Against Me! + Cult of Luna + Moon Duo
Dato
30-06-2017
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Når man ved middagstid vågner ved, at ens bare fødder stikker ud af det ynkelige topersonerstelts åbning i det underlige efterårskolde regnvejr, så fryser man. Når man har kun en halv time til at få søvnen ud af øjnene og få bevæget sin kummerlige kropsmasse op til Gloria, hvor den amerikanske duo '68 lige straks starter fredagens musikprogram, så semistresser man. Når man end ikke har tid til at æde morgenmad eller få sig en kop kaffe at varme sig på,så surmuler man. Når man natten forinden samtidig har danset sine i forvejen tynde, brugte ben endnu mere lilla og øre foran festivalens Apollo-scene til en bulgarsk DJ, der blev ved med at sende beats ud på pladsen indtil de lysere morgentimer, så er det, man én gang for alle spørger sig selv om, hvad fanden man egentlig har gang i.

Det eneste, man omtrent har at trøste sig med i denne situation, er, at man har været igennem det hele flere gange før. Og så selvfølgelig musikken. Erfaring kommer man langt med på Roskilde, men i sidste ende er det musikken, der kan give en aflastning fra alt det nedslidende lort, man udsætter sig selv for under en festival. Til trods for morgenstrabadserne tillod man sig på fredagens vegne derfor at være fortrøstningsfuld. Efter flere dage med flere uforløsende koncerter på programmet – femten koncerter var det indtil da blevet til, uden at have været til én eneste rigtig god koncert – var ens skillinger nu sat på fredagens og lørdagens program.

Ligeledes fortrøstningsfuldt var det, at dagens tre første koncerter alle var sat på Gloria. Mindre benarbejde tager man gerne med, når man spadserer rundt mellem scener på Dyrskuepladsens 40 hektar store område.

Gloria er en relativt nyere scene på Roskilde, som efter min Roskilde-erfaring stadig har til gode at overgå den uforglemmelige koncert, som Frisk Frugt indviede scenen med i 2011. Siden da har man selvfølgelig haft flere gode oplevelser på den indendørs scene, som på Roskilde fungerer som festivalens mere intime scene. At det en morgenstund som denne, hvor trætheden står mejslet i trætte øjne og våde bukser, var under Glorias beherskede intimitet, man skulle se koncerter, var man mere end taknemmelig for.

Første band på programmet var som nævnt '68, der er en underholdende duo med Josh Scogin fra hedengangne The Chariot på guitar og vokal. Hvordan underholdende? Jo, underholdende på den måde, at Scogin har en slem forkærlighed for at fortælle dårlige jokes imellem stort set alle sætlistens numre. Hvilket normalt er noget, der kun kan trække koncerter i den dårligere retning, men som på lige akkurat dette tidspunkt gav starten på dagen en tiltrængt involverende varme. Musikalsk set efterlader bandets generiske gimmickrock lytteren sulten efter meget mere, men publikum bifaldt humoren, og alt i alt kunne koncerten næppe havde været placeret på en bedre scene på et bedre tidspunkt. Læs anmeldelsen af koncerten her.

Mens man i ly for regnen og med en bid mad samt dagens første øl i favnen slog røven i sædet i en liggestol i Glorias venteværelse, spekulerede man på, hvor godt det ville være for festivalen, hvis upcoming-scenen Rising, der nu de seneste fire år har præsenteret musikalsk warm-up på campingpladsen i øst, kunne tage noget af Glorias aura til sig. Som man kan læse i anmeldelserne fra stort set samtlige koncerter på Rising i år, er det en scene, som det efterhånden stort set er umuligt at tage gode koncertoplevelser med sig fra. Det siger sig selv, at koncerter på Roskilde ikke skal være polerede og tys-tys-artige. Men at der blandt publikum, ældre som yngre, bør herske en konsensus om, at man under koncerter giver de folk, der vil musikken, mulighed for rent faktisk at høre skidtet, bør de ansvarlige for Rising arbejde hen mod.

Efter en times tid med øl, mad og en latterligt dyr kaffealkoholdrink, der angiveligt blev serveret af et medlem fra De Høje Hæle, blev man fortalt, var man klar til danske Svin. Festivalens programbeskrivelse lovede, ”abstract rock, jazz, drones and ambient noise”, hvilket kun lød lovende, og som også viste sig nogenlunde at holde stik. Noise-delen var muligvis ikke nær så beskidt, som man havde sat sin næse op efter, og Svins forførende, jazzpolerede take på avantgardemusik forblev uforløsende ikke kun for anmelderen af koncerten, men også for denne skribent. Ikke siden den førnævnte koncert med Frisk Frugt i 2011 har man dog set så mange publikummer give den op for et band på Gloria, hvilket i sig selv var underholdende.

Langt mere spændende var Glorias efterfølgende koncert med elektroniske Hieroglyphic Being, som ligeledes var et ukendt navn for undertegnede. Med sine på en gang rytmiske og abstrakte dekonstruktioner af lette, men udfordrende elektroniske beats, formåede den amerikanske DJ på en gang at stimulere både sind og fødder. Det skulle vise sig at blive dagens bedste koncert.

Efter en smuttur forbi ens ynkelige telt for henholdsvis at fylde lommelærken op og skifte til tørre shorts og regnbukser – der var lovet meget regn fredag aften! – befandt man sig pludselig temmelig retningsløst på festivalpladsen. Father John Misty spillede på Orange, men eftersom hans uhumoristiske tekstunivers omtrent er noget af det eneste, der fremstår endnu mere ynkeligt end mit telt, droppede man ham hurtigt igen. At tænke sig, at en af rockmusikkens rigtige fædre, Father John Fogerty, spillede i Malmö på den anden side af sundet samme aften! For satan, hvor ville han klædt festivalplakaten i år. At tænke sig, at Roskilde undlod at booke Creedence Clearwater Revivals forhenværende frontmand akkurat tyve år efter, at han gæstede festivalen sidst. Det er vi flere, der stadig ruller øjne af. 

I stedet for at ærgre sig over bookingen af Father John Misty og græde endnu mere snot over afsavnet af Fogerty begav man sig derfor i retningen af Arena, hvor Against Me! samtidig var gået på. Den form for melodiøs, politisk, melankolsk punkrock, som det storsælgende og anmelderroste firkløver fra Florida med transkønnede Laura Jane Grace i front praktiserer, falder godt nok ikke rigtig i hak med ens egne punkrockpræferencer. Men man er vel på Roskilde. Plus, hvor galt kan det egentlig gå med en fuld lommelærke i baglommen. Åbenbart ikke nær så galt, som man kunne havde frygtet, Bevares, der er langt op til et band fra som eksempelvis The Replacements, men de gjorde det sgu habilt, Against Me! Jeg kan kun give min medskribent ret, når han karakteriserer koncerten som værende varm med et vist niveau af god energi.

Eftersom Against Me! for en række år siden var opvarmningsnavn for Foo Fighters i hjemlandet Amerika, var der vel blot at stille sig i kø og vente på, at årets rockhovednavn skulle indtage Orange. Koncerten med Foo Fighters var en af kun tre koncerter, jeg i år endte med at opleve fra pitten foran Orange. Under den hæsligt daterede koncert med elektroniske Justice havde der om onsdagen været alt for mange mennesker inde i højre side af pitten, hvilket omtrent er det værste, ens festivalforstærkede klaustrofobitendenser overhovedet kan blive udsat for. Under Foo Fighters var der imidlertid luft nok til, at man på uimponerende vis kunne vise ens sidemænd og -kvinder, hvor i skabet Taylor Hawkins-lufttønder bør sidde.

Så langt kom man dog kun sjældent under den alt for lange koncert. Til trods for at man havde gode venner samt en yngre veninde og til lejligheden Foo Fighters-entusiast ved sin side, kunne Dave Grohl og co. ikke holde rockflaget blafrende i ret lang tid ad gangen. Bevares, der var flere gode momenter under showet, og i særdeleshed koncertens direkte spektakulære Orange Feeling gjorde et smilende indtryk. Men altså, come on, hvorfor skal Grohl være en karikatur på en rockstjerne frem for rent faktisk at være en? Har han taget et managementkursus i, hvordan den effektfulde, men pinligt upersonlige frontmand skal opføre sig foran 70.000 publikummer? Har Jack Black været kursets underviser? Hvis så bare bandet havde haft tilpas med gode sange til rent faktisk at fylde en spilletid på to og en halv time ud. Men det har de ikke. Alverdens anmeldere tager fejl, inklusiv vores egen. Hvor er Tom Petty and the Heartbreakers, når man har brug dem!?

Ligesom programmet for onsdagen og torsdagen havde været fattigt på de rigtig gode koncertoplevelser, nærmede man sig nu enden også på fredagsprogrammet med kun en enkelt interessant koncert under bæltet plus et par tilforladelige. Sample-gruppen The Avalanches nåede man efterfølgende desværre ikke at se meget af, thi man skulle have sig en øl for at komme sig over chokket af alle de mennesker, der som lemminger rent faktisk hoppede med på Foo Fighters' kønsløse rockband.Det, man så af The Avalanches, virkede dog spændende og det store publikumsfremmøde foran var Apollo var imponerende.

I stedet gjorde man sig klar til svenske Cult of Luna, som gæstede Roskilde for første gang siden 2007, og som jeg både før og sidenhen har været til flere koncerter med. Det syv mand store orkester har aldrig skuffet, og ligesom i 2007 havde Roskilde også i år givet Cult of Luna et velvalgt spilletid placeret godt ud på natten. Den koncert, der ifølge bandteksten på festivalens egen hjemmeside skulle have været ”crushingly magical”, floppede dog desværre fælt på grund af alvorlige tekniske problemer. Ifølge vores anmeldelse af koncerten stod problemerne kun på i ti minutter, men for undertegnede føltes det som noget nær en evighed. Og det tog efterfølgende bandet utroligt lang tid at finde frem til et niveau, der gjorde de suveræne sange ære. ’Dim’ lød eksempelvis kort sagt ad helvede til, da det dukkede op kort tid efter de tekniske forstyrrelser. Roskilde bør seriøst overveje at booke dem igen til næste år. For publikums skyld, men også fordi bandet fortjener det.

Inden man gik hjem og drattede om i sit ynkelige telt, nåede man lige akkurat at få tyve minutter med af psykedeliske Moon Duo på ens yndlingsscene, Pavilion. Som ens medskribent også bemærker i sin anmeldelse af koncerten, havde man egentlig regnet med at se flere publikummer syre ud til Moon Duo, om end det mindre telt omtrent var fyldt helt ud. Man havde på forhånd svoret, at man efter Cult of Luna selv skulle ind og opholde sig midt i teltet, men nej. Benene havde det ad helvede til, og eftersom man skulle tidligt op og følge en veninde til bussen, stoppede dagens løjer her. Decideret rig på gode koncerter var man ikke blevet, men heldigvis viste lørdagen sig musikalsk set at blive festivalens bedste dag. Om ens medskribent er enige i den dom, kan man læse i lørdagsreportagen her

Vi ses næste år, Roskilde, Vi glæder os allerede.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her