Roskilde 2017: Guide til torsdagen Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/04/3d/12/-DSF7076-62-1448360590-97-1498570293.jpg
21. Juni 2017    

Torsdagsprogrammet på Roskilde byder blandt andet på black metal med en kvinde i front, eksperimental industrial, skallesmækkende punk og stoner-metal fra gode gale High on Fire.

LORENZO WOODROSE – Gloria, kl. 12.30

Fordi: Listen af aktiver er lang, når man hedder Uffe Lorenzen og er den ukronede konge af dansk psykedelisk rock. Normalt er han frontmand i Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, men han er eller har også været aktiv i grupperne Dragontears, On Trial og The Setting Son. Foruden et show med Baby Woodrose på årets festival giver han også en akustisk solokoncert under sit alias Lorenzo Woodrose. Her hiver han fat i sin tolvstrengede guitar og spiller sange fra sit årlange repertoire fra sine forskellige bands blandet med solosange og covernumre, der rækker tilbage til den dansksprogede psykedeliske rocks storhedstid i 1960’erne og 1970’erne. Det bliver svævende, æterisk, intimt og sandsynligvis også politisk ladet, når Lorenzo ene mand åbner for sangskatten.

For: Fans af Baby Woodrose, Spids Nøgenhat, Roky Erickson, Neil Young.

Pensum: Lorenzo Woodrose har ikke udgivet nogen soloalbum, så mød op med åbent sind!



BLOOD COMMAND – Pavilion, kl. 14.15

Fordi: Norske Blood Command kun er blevet bedre og bedre med årene. Bandet startede i 2008 og albumdebuterede to år senere med ’Chostclocks’. Et punkrocket album, hvor lyd såvel som bandets konstellation med Karina Ljone helt i front skabte naturlige associationer til amerikanske female-frontede punkrock-bands som Paramore og New Years Day. Kvartetten fra Bergen har siden hen udgivet yderligere to album, turneret med blandt andet Comeback Kid og spillet opvarmnings-shows for Gallows, Against Me og Refused. bands, der sandsynligvis har inspireret kvartetten fra Bergen. På Blood Commands 2017-udgivelse ’Cult Drugs’ har Ljone og resten af bandet forsat udviklingen mod en mere hardcore-punket profil, selvom de poppede toner stadig kan anes.

For: Fans af hardcore mixet med poppunk. Paramore, New Years Day og Honningbarna.

Pensum: ’Cult Drugs’, ’Funeral Beach’ og ‘Ghostclocks’.



ROYAL BLOOD – Orange, kl. 19.00

Fordi: Royal Blood er en gedigen hardcore/garage rock-duo. Støvet, tungt, velspillet og helt uden brugen af guitar. Mike Kerr og Ben Thatcher har allerede vundet flere priser, ikke mindst for deres liveoptræden, der er kendt for at være særdeles livlig. Royal Blood er da også et forholdsvist ungt band. Bandet blev dannet i 2013 og har allerede udgivet to album, hvor især deres selvbetitlede debutalbum gav masser af omtale. Ikke mindst på grund af singlerne ’Little Monster’ og ’Figure It Out’. Især sidstnævnte udviklede sig til en mindre landeplage. Det bliver spændende at se, om duoen kan fylde det orange ikon ud. Under alle omstændigheder har bandet den rockede lyd og hit-potentialet, der skal til for at stå på scenen. Og det giver rig anledning til at høre bandes andet album, ’How Did We Get So Dark’, der næsten lige er udkommet.

For: Fans af solid hard rock med en støvet kant. Queens Of the Stone Age, Kings Of Leon & Foo Fighters.

Pensum: ’How Did We Get So Dark’ og ‘Royal Blood’.



OATHBREAKER – Pavilion, kl. 20.15

Fordi: Du ikke finder mange kvindelige vokalister i black-metal verdenen med Caro Tenghes snerrende bid og intensitet, og så er Oathbreaker vel at mærke meget mere end 'blot' black metal. Siden de startede i 2008 har de især med deres seneste album, 'Rheia' fra 2016, blandet elementer af shoegaze, postrock, hardcore og også mere harmoniske elementer ind i deres lydbillede. Belgierne bevæger sig konsekvent ud i det grandiose, ofte kombineret med det mere dekonstruerede, og vokalen har udover vreden også en skrøbelighed, som en black metallens svar på Julie Christmas. Med tre album på samvittigheden og som nyfødte Pitchfork-darlings har de et potentiale til at krydse barrierer i disse år, også uden for metalverdenen. De er dog fortsat så relativt konsolideret i et post-metallet univers, at du roligt kan regne med at blive opslugt af deres storladne harmonier og disharmonier, hvis lyden da ellers er med dem denne torsdag aften på Pavillion.

For: Fans af Deafheaven, Converge, Ghost Bath.

Pensum: 'Rheia' og 'Eros/Anteros'.



AUTHOR & PUNISHER – Gloria, kl. 22.30

Fordi: Tristan Shone, ingeniør og manden bag enmandsforetagendet Author & Punisher, opfinder, designer, støber og spiller selv sine vanvidsinstrumenter. Her er ikke tale om de klassiske trommer, bas og guitar. Nej, instrumenterne ligner snarere en mekanisk forlængelse af Shones egen krop. Når cyborg-metal bliver opfundet, så skal Author & Punisher krediteres som forløber for genren.Musikalsk er vi ude i en industriel og doomet metal med stærkt tryk på det industrielle. Lydene stammer fra Shones hverdag, men i stedet for at optage og indfange lydene med optageudstyr går han skridtet videre og inddrager mekanismen, der fremtvinger lyden – hvadenten det er en stempelkompressor, en fjeder eller en ventil. Herefter må mekanismen bygges og støbes, så den indgå og programmeres via en computer. Author & Punisher er med andre ord en projekt, der stimulerer nysgerrigeøjne såvel som nysgerrige ører. Sidst Author & Punisher gæstede København, lagde KB18 rammer til. Her dukkede der ikke mange op, så det er decideret god stil af Roskilde, at de alligevel giver den op for denne spændende kunstner.

For: Fans af Neurosis, Nine Inch Nails, Godflesh, JK Flesh. Derudover skader det ikke at kunne lide æstetikken i 'Saw'-filmserien eller David Cronenbergs ’Videodrome’.

Pensum: 'Ursus Americanus'.



VIAGRA BOYS – Pavilion, kl. 00.30

Fordi: Viagra Boys er potent punk med et twist af post og masser af inspiration fra old-school punk-ikoner som The Clash og The Stooges . Alt sammen gemt i en opdateret og moderne lyd. Det svenske syvmands-orkester mener godt nok selv, at de spiller street blues, men lige meget hvad er der en rå og fandenivoldsk attitude over bandet og deres lyd. Det kan også sagtens høres på bandets to ep’er fra 2016 og tidligere i år, som man må forvente bliver spiller til fulde. Svenskerne spiller klokken 00:30 og kunne potentielt bliver en af årets rigtig spændende late-night-koncerter.

For: Fans af et virvar af elementer blandet sammen med punken som tilbagevende ankerpunkt.

Pensum: ‘Consistency of Energy’, ‘Call of the Wild’.



HIGH ON FIRE – Avalon, kl. 01.00

Fordi: High on Fire burde efterhånden ikke kræve nærmere introduktion. Sidste år spillede frontmand Matt Pike på Roskilde med sit oprindelige band, Sleep, og i år gæster han festivalen med High on Fire, som snart har to årtier under bæltet med syv album til følge, det seneste, 'Luminiferous', er nu to år gammelt. Senest opvarmede trioen for Meshuggah i Amager Bio, men natten til  fredag står de for første på scenen på Roskilde Festival. Der er lagt op til en tonsende og sludget fest, der dog har en del at leve op til efter Sleeps triumftog sidste år. Og som en sidenote, så er det jo en High on Fire-sang, der har lagt navn til Devilution. Dén håber vi selvfølgelig, at de spiller!

For: Fans af Devilution, Motörhead, Black Sabbath, Melvins, Black Cobra.

Pensum: 'Blessed Black Wings' og 'Death Is This Communion'.



THE JESUS AND MARY CHAIN – Arena, kl. 02.00

Fordi: Brødrene Reid støjer til ære for Lou Reed og Ron Asheton! Det er da en hyldest, der er til at forstå. De to legendariske protopunkstøjguitarister fra henholdsvis The Stooges og The Velvet Underground var ved begyndelsen i ’83 selve grunden til, st Jim og William Reid i det hele taget dannede The Jesus and Mary Chain. Dét og The Beach Boys’ vokalharmonier forstås. Så selvom der muligvis ikke er meget støjinferno over ’Damage and Joy’, skotternes comebackplade udgivet i foråret, tør vi godt skrive under på, at The Jesus and Mary Chain kommer til at levere vedkommende guitarspil, når de natten mellem torsdag og fredag indtager Arena og forhåbentlig kigger tilbage også i bagkataloget og dermed gør indadvendthedens hovedgenre, shoegaze, larmende aktuel, også i 2017. Devilution anbefaler stærk tobak som introvert ledsager.

For: Fans af The Stooges, The Velvet Underground, Sonic Youth, The Beach Boys.

Pensum: ’Psychocandy’ (1985), ’Darklands’ (1987).

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her