Roskilde Festival 2016: Torsdag Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/51/07/2b/-DSF2028-2-1467374537-13-1468034885.jpg
04. Juli 2016    

Andendagen på Roskilde Festival bød både på skuffelser og positive overraskelser og var alt i alt skruet perfekt sammen for rock- og metalhovedet.

Dato
30-06-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Som rock- og metalhoved må man tage hatten af for årets Roskilde Festival. Ligesom man på festivalens førstedag om onsdagen i teorien havde muligheden for at se både Frank Carter & the Rattlessnakes, Slayer, At The Drive-In og Sleep uden overlapninger, gav festivalens programlægning om torsdagen på samme måde dens gæster mulighed for at spadsere fra den ene relevante koncert til den anden. Det var generelt for programmet på årets Roskilde, at det tydeligvis var blevet strikket sammen med omtanke på i hvert fald de af os, der gerne tager endnu en rockkoncert uden så meget ventetid.

Sleep-tømmermænd
Sådan var det også om torsdagen. Netop fordi man aftenen forinden havde taget kampen op med næsehornet Sleep og efterfølgende selvfølgelig måtte fejre stonerhovedernes naturlige tilgang til det 100 % mastodontiske, kom man imidlertid senere ud af flappen, end man normalvis har for vane under Roskilde. Man gik derfor glip først af retro-hard rockerne Blues Pills, der efter sigende skulle have triumferet i et noget nær fyldt Avalon (hvilket lyder helt vildt og i øvrigt må have været en beyond opløftende oplevelse for et band, der er vant til mindre scener herhjemme), og bagefter missede man (fuck!) er af krautrockens større koryfæer, Hans-Joachim Roedelius, der spillede på Gloria sammen med Christoph H. Müller.

Skuffende darlings
På Roskilde græder man imidlertid ikke over spildt mælk, hvorfor det var med at skyde den missede hard- og krautrock ud af hovedet og i stedet starte dagens program ud med et af ens nyere favoritbands, Uncle Acid & the Deadbeats. Det britiske firkløver fra Cambridgeshire i England er ikke ligefrem fremmede på disse koncertbreddegrader, men netop fordi de spillede deres første koncert i Danmark på Roskilde i 2013, var der, i hvert fald på papiret, noget semisærligt ved at se dem vende tilbage – og denne gang til en større scene. Desværre leverede Kevin Starrs og co. den hidtil dårligste koncert, som denne skribent hidtil har set med dem.

Artist in residence
Men nej, heller ikke skuffende koncerter græder man – i hvert fald kun meget, meget sjældent – over på Roskilde Festival. Så i takt med at man fik tørret den frustrerende koldsved af sig – af semiautistiske årsager følger den altid med, når man overværer en ringe koncert, man ellers havde set frem til – over en økovenlig ribbenstegssandwich til 62 kr. og med det tyndeste stykke ribbensteg, jeg gudhjælpemig nogensinde har haft svært ved i det hele taget at få øje på, blev man så småt klar til at tage ind at se trommeslageren Greg Fox spille under aliasset Ex Eye. Liturgy-trommeslageren Fox fungerede i år som en slags artist in residence på Roskilde, hvor han gav tre koncerter under tre forskellige navne og med udskiftende akkompagnerende musikere. Set i bakspejlet burde man havde taget en tur i hoppeborgen med House of Pain på Orange, but so be it.

Normalvis er man ellers frisk på at tage kampen op med en omgang avantgardistisk fræs med gode toner i centrum, specielt når også saxofonisten Colin Stetson er med i line-up’et til det, der i øvrigt var en Roskilde exclusive concert. Skuffelsen over Uncle Acid må dog alligevel stadig havde siddet i en, for Ex Eye gjorde det ikke for en. Hverken når bandet kombinerede rapsodisk larm på toppen med en underliggende fernis af melankolsk skønhed, eller når de spillede avantgarde industrial, tog de stemningsmæssigt eller rytmisk fat.



Karismatisk guitarmangel 
Det gjorde Polly Jean Harvey derimod, hvis skyld det også var, at man gik glip af et gensyn med Black Breath. Tanket op med øl, en tom blære og en sidemand (læs: Devilutions redaktør), der hellere ville se absolut ingenting som helst end se ”endnu en lortekoncert med PJ Harvey”, fandt man sig et klaustrofobisk sted i pitten i et proppet Arena-telt. ”Endnu en lortekoncert”. Det kunne sidemanden jo sagtens sige. Da Harvey besøgte Roskilde i 2011, havde man selv lige akkurat fået den ene dunk hvidvin for meget, hvilket medførte, at man dengang selvfølgelig skulle se Iron Maiden på Orange frem for at se en sangerinde, der de senere år har skruet ned for guitaren i takt med, at der er blevet skruet op for det politiske. Da man i 2011 vågnede op med den jammerligste Maiden-koncert i hukommelsen og med topkarakterer til Harvey i stort set alle dagblade, svor man, at man næste gang ville være klogere.

I år holdt man så ord og fik set PJ Harvey, og hun havde tilmed ørkenrotten Alain Johannes, uden hvem Queens of the Stone Age ikke ville være de samme, med på blandt andet guitar. Harveys sætliste var muligvis en kende skuffende, og jo, der var generelt alt for få guitarbaserede sange. En mere koncentreret karisma skal man dog lede længe efter, og da hun hen imod slutningen af koncerten spillede ’50ft. Queenie’, fik man alligevel et højdepunkt for årets festival i det hele taget:



Taget med bukserne nede
Efterfølgende lykkedes det på ingen måde at overbevise sidemanden om PJ Harveys brandkarismatiske styrker som budbringer af den gode rockstjernepatos, men da HO9909s sampling af Prodigy-beats, John Carpenter-temaer og Motörhead-riff tilsat god gedigen almen smadder kort tid efter gav Pavilion et nyt røvhul, var man derimod 100 % enige om, at det er her, Roskilde har en af sine styrker. Det er, når man på overraskende vis bliver taget med bukserne nede, man for alvor bliver mindet om, hvorfor man år efter år vender tilbage til lige netop Roskilde Festival. Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis en dårlig ting, hvis man på en festival bliver serveret flere navne, man på forhånd gerne vil se. Men som man blandt andet fandt ud af på Copenhell i år, kan forventningens glæde altså godt blive lidt lang i spyttet over en hel festival, og her er Roskilde Festival som regel skidegode til at finde atypiske navne, der forener den hårdtslående koncertoplevelse med en ny energi. Det er, når man oplever en koncert som den med HO9909, men bliver mindet om, hvor flintrende sindssyg heavy metal også kan være. 



Dedikeret ondskab
Det flintrende sindssyge behøves dog ikke nødvendigvis komme i 100 % overraskende størrelser, for at det også virker 100 % optimalt. Det gjorde Tsjuder tydeligt, da de tidligt ud på natten møvede deres corpse paint-ansigter ned i det røvhul, HO9909 kort tid forinden havde givet Pavilion, og brugte scenens slimede åbning til at servere en omgang genkendelig, velspillet og meget, meget effektiv black metal. Kombinerede bare alle black metal-bands så dedikeret en ondskab med så sublimt et trommespil og ditto Venom-inspirerede riffs, ville alle blive omvendte satanister over night. Vi var ikke mange publikummer til stede, men Tjsuders koncert var en af festivalens bedste, og netop fordi man havde fået den brutale satanisme så overbevisende serveret, virkede det skolesatanisk, at man efterfølgende begav sig mod Arena for at slutte dagen af med Ghost, der musikalsk set vel omtrent er lige så uskyldige som farsbrød.

Farsbrødet til slut
Og på den anden side, who am I kidding. Gu' virkede det da ej underligt, at man ville se Ghost på Arena. Har man måske ikke været fan i det skjulte siden day one, og var der ikke tanket op med festivalens udgave af en fadølssixpack? Som man traskede mod Arena hen over pladsen ved Orange, fik man et kort glimt af Tenacious D. og man nåede lige akkurat at tænke, ”faldepåhalennostalgilortrenmigirøven!”, inden de blev lykkelig glemt igen. To fadøl senere ankom man til Arena og havde egentlig forestillet sig, der ville have været flere publikummer til koncerten med Ghost, men måske det generelt var sådan i år, at de sene nattekoncerter havde et svagere fremmøde på festivalen? De folk, der var dukket op, så dog ud til at have en fest, sandsynligvis også i højere grad, end man selv havde. Ghost kan selvfølgelig tydeligvis skrive gode sange. Om man vil det eller ej, de skriver fremragende sange. Deres pastichefremtoning, tydelige kommercialisering og instrumentale mekanik giver dem i liveregi imidlertid en tomhed, der klinger 100 % hult, hvorfor jeg altid vil foretrække Ghost på plade frem for live.



Et punktum for torsdagen.
Torsdagen endte for mit vedkommende på mange måder som en symptomatisk opsummering for den gode dag på Roskilde Festival i det hele taget: Man havde skuffelsen med nogle af sine darlings; man fik set og sat kryds ved ikonet, man higede efter at få set; man fik den overraskende fest; man fik en af metalmusikkens genrer serveret på den ordentlige måde; og man fik set et band, man skal slæbes ud af døren for at komme til koncert med, men som man alligevel forbliver nysgerrig efter. Det var lige præcis, som det skulle være.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her