Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Skidt og kanel på Wacken 2012

Populær
Updated
Skidt og kanel på Wacken 2012

Vi har lyttet og skrevet i timevis, så du ikke har nogen undskyldning for at gå glip af noget godt på årets Wacken Festival!

Kunstner
Spillested
Dato
01-08-2012
Koncertarrangør

Nu er vi ikke i tvivl om at Devilutions læsere er velvidende metalhoveder, der nok har styr på årets program til Wacken. Men der er, ud over de store etablerede navne, unægtelig en håndfuld bands som nok ikke alle er lige bekendte med. Og er der noget værre, end når man finder ud af, at man har misset fremtidens store navne mens de var ukendte, eller når gutterne fra lejren kommer tilbage og begejstret fortæller om det fedeste lille obskure band de netop lige har overværet?

Næppe!

Derfor har vi ganske kort gennemgået omkring 50 navne på programmet, som du enten bør opleve, eller modsat, trygt kan læne dig tilbage i campingstolen og glemme alt om, imens du holder branderten kørende. God fornøjelse.

Agro

"Melodiøst thrashet metal fra Sydafrika og som har eksisteret i tyve år. Prisværdigt at Wacken hylder verdens mangfoldige metalbands. Agro lyder som var de fra Göteborg, hvilket ikke er et dårligt udgangspunkt, og de første morgenbajere lørdag formiddag kan sagtens skylles ned til disse gutter."

Amaranthe

"Når danske Morten Löwe ikke fyrer den af i Mercenary og The Arcane Order slår han løs på trommerne i svenske Amaranthe. Bandet er melodisk og symfonisk metal, der kombinerer growl og skønsang. Eliza Ryd synger ganske fantastisk, men musikken er umiddelbart ret ensformigt i længden. Groft sagt en metalversion af Roxette."

Aura Noir

"Denne norske trio har snart tyve år bag sig, og spiller overfedt thrashmetal i stil med Kreator, og det tidlige Slayer. De tre medlemmer har en fortid i bands som Mayhem, Satyricon, Gorgorth, Dødheimsgard, Immortal, Ulver og Ved Buens Ende. Behøver man flere argumenter?"

Betontod

"Tysk band der gør sig i punk rock hvor betonnosserne bestemt er faldet af for længst. Umiddelbart ikke interessant, med mindre man har lyst til at opleve en tam tysk udgave af Social Distortion."

Broilers

"Endnu et tysk punk rockband er her på programmet. Det er ”punk uden pis lige ud af landevejen vi hader nazister”, og det er såmænd ganske godt alt sammen. Men med mindre du ofte frekventerer ungdomshuset og er fanatisk med punk, kan det ikke just anbefales."

Channel Zero
"Bandet blev dannet i starten af 90’erne, og lyder meget tidstypisk for denne periode. Ganske groovy heavy metal. Channel Zero blev der for kort tid siden gendannet efter 13 år i opløsning. De bliver kaldt for Belgiens svar på Metallica, hvilket nok lige er at stramme den. Meget faktisk."

Chtonic

"Symfonisk og melodisk død-og black metal fra Taiwan, hvor de seks medlemmer optræder iført corpse paint.  Ja, hvorfor ik’. På deres album ’Seediq Bale fra 2005 lagde danske Reno Killerich trommerne. Der er i den grad også skrald på Chtonic som lægger sig op af Cradle of Filth og Dimmu Borgir. Specielt frontmand Freddy Lim prøver at give den som Dani fra COF. Musikken er dog mere tvivlsom end idolernes, men Chtonic fortjener en chance."

Circle II Circle

"Efter Savatage gik i opløsning, dannede frontfigur Zac Stevens dette heavy/powermetal band, der ikke byder på noget særligt ophidsende. Generelt bare kedeligt metal, hvor det mest spædende ved bandet er, at keyboardspilleren hedder Henning! (HENNING!)"

Coroner

"Man kan aldrig få nok thrashmetal på en festival. Dette Schweiziske band er fra starten af 1980’erne, og blev dannet mens de var roadies for legendariske Celtic Frost, og faktisk sang Tom G. Warrior på Coroners første demo. Det er thrash i bedste stil med det tidlige Metallica, Slayer og Megadeth. Hurtige guitarriffs og masser af syret soli. Egentlig gik de i opløsning i 1996, men blev gendannet for et par år tilbage. Nyt materiale er det endnu ikke blevet til endnu, så forvent derfor kun musik som det lød i gode gamle dage. Must see!"

Crimes of Passion

"Britisk band der tror de lever i 1980’erne og spiller rock i den helt ømme stil. Bandet skulle for kort tid siden have opvarmet for Mike Tramp i Norge, hvilket de dog ikke endte med. Er man ikke god nok til at være support for 'klædt ud og solgt ud Mike Tramp', bør man nok helt stoppe med at spille musik."

Dead by April
"Bandet er den svenske udgave af Linkin Park. Musikken består af tunge guitarrriffs og synthesizere, imens de to sangere veksler mellem growl og boyband. Sidder du på dette tidspunkt i Beer Garden? Så bliv trygt siddende! Selvskrevet kandidat til programmets dårligste navn."

Decapitated

"Der er som regel ikke så meget pis med polske bands. Decapitated er brutal teknisk dødsmetal i en suveræn fed blanding af Morbid Angel møder Fear Factory. Medlemmerne var kun mellem 12 og 15 år gammel da de formede bandet i 1996, og det siger vist ikke så lidt om talentet. Desværre døde den originale trommeslager i 2007 da bandets tourbus kørte galt. Forrige år var hele bandet så ved at omkomme i et flystyrt, men alle overlevede mirakuløst nok. Decapitated skal opleves!"

Diablo Swing Orchestra

"Svensk band som byder på swingmusik, kombineret med metalrytmer. Nogle gange mangler man simpelthen ord, og det her er et af de tilfælde. Kald det bizart, avantgarde, ubehageligt eller bedøm selv."

Dio Disciples

"De resterende medlemmer fra Dio har slået sig sammen med Tim 'Ripper' Owens, ham der på et tidspunkt sang i Judas Priest, og har lavet det ultimative jamband for at ære legendariske Ronnie James Dio. Er du ikke til Machine Head som spiller på samme tid, hylder du Dio i stedet for!"

Dirty Rotten Imbeciles

"Hardcore punk blandet med thrashmetal fra starten af 1980’erne. Et af de første bands der kombinerede de to genrer, og som dannede skole for bands som Municipal Waste I folkemunde kendt som D.R.I, og enhver seriøs fan af punk tropper med garanti op til koncerten. Bandet har i de sidste mange år ikke skrevet nyt materiale, men holder fanen højt ved at kun at turnerer rundt og fremfører de gamle klassikere. Kan bestemt anbefales."

Djerv

"Norsk trio med kvindelig sangerinde og med guitaristen fra black metal bandet Trelldom. Stilen er hård rock, hvor der til tider sniger sig en snert af black metal ind. Musikalsk set ikke den helt store oplevelse, men bandet har også kun debutalbummet fra forrige år bag sig, så de fortjener ganske sikkert et kort øjebliks opmærksomhed."

Dødheimsgard

"Alle legendariske skikkelser fra det norske black metal-miljø har stort set spillet i Dødheimsgard i løbet af deres karriere. Bandet har dog udviklet sig fra at være rendyrket black metal til at være ekstrem avantgardemusik. Således lyder de i dag, som en blanding af black metal, thrash industrial og electronica, med både growl og ren vokal. De er sjældne gæster i Danmark, så den halve time de har fået til rådighed, er bestemt værd at bruge sin tid på."

Endstille

"Man skal ikke kimse ad black metal bare fordi det er tysk. Endstille har eksisteret i lidt over et årti, og søger at leve op til begrebet true Norwegian black metal. Inspirationen er tydelig, fra Immortal, Emperor og til de svenske kollegaer i Dissection og Dark Funeral. Og findes der en bedre måde at starte en fredag ud på, end med brutal black metal fra kl. 11 af om formiddagen?"

Eschenbach

"Tysk poppet rock, som absolut ikke kan kurerer tømmermændene når de starter musikken ud om lørdagen. Spild ej din tid her."

Insomnium

"Arketypisk finsk melodisk dødsmetal. Bandet spiller lige inden landsmændene fra Ghost Brigade, der gør sig i samme genre. Musikken er både melankolsk og hårdtslående, og værd at tjekke ud hvis man har et svagt punkt for denne typiske finske genre."

Kobra and the Lotus

"Canadisk band som for et par år siden blev ført frem i verden af Gene Simmons. Ikke at bandet lyder som KISS, tværtimod, Kobra and the Lotus er en nostalgisk rejse tilbage til NWOBHM-eraen, hvor den største inspiration tydeligvis er Iron Maiden og DIO. Af gode grunde har bandet derfor også tidligere været på turne med landsmændene fra 3 Inches of Blood. Kunne sagtens blive en interessant oplevelse fredag nat."

Gehenna

"Gehenna betyder Helvede, og navnet skal ikke forveksles med det svenske band Gehennah. Det her er 'true Norwegian black metal', og et af de bedste af slagsen. De er et meget sjældent syn på dansk grund, og skal derfor opleves. Så for Lucifers skyld, drik dig nu ikke helt i hegnet før de har spillet fredag aften kl. 22. Og hvis de spiller deres cover af Darkthrones 'Transylvanian Hunger' siger vi bare, Hail Satan!"

Ghost Brigade

"Finsk melodisk dødsmetal, der lægger sig tæt op af landsmændene fra Before the Dawn, Swallow the Sun og Children og Bodom. Ghost Brigade hælder dog samtidig til mere sløve progressive elementer med ren vokal, og minder til tider om svenske Katatonia. Et fint nok alternativ, hvis man ikke har behov for at se D:A:D for 27ende gang."

Ingrimm

"Mere tysk middelalder-metal. Dog er der her langt mere smæk på musikken, og knap så meget sækkepibe og alt det andet gøgl der fylder i den her genre. Umiddelbart er det ganske fængende, og et udmærket alternativ til Dark Funeral, der spiller på samme tid."

Keule

"Yderst forfærdeligt tysk popband, der er indbegrebet af dårlig tysk humor. Så er du advaret."

Leaves' Eyes

"Symfonisk metal som norske Liv Kristine fra Theater of Tragedy dannede med medlemmerne fra det tyske dødsmetalband Atrocity, efter TOTs opløsning. Bestemt interessant hvis man er til melodisk og symfonisk metal, med en fantastisk sangerinde og et velspillende band i baggrunden."

Liquid Meat

"Liquid Meat kan bedst beskrives som en stenerudgave af Clawfinger. Det bør der ikke nødvendigvis komme noget godt ud af, og det gør såmænd heller ikke."

Manimals

"Amerikanske Manimals ligner en blanding af Kiss og Mistifs, og har tekster som minder om Roky Ericksons univers. Selv kalder de deres musik for 'horrorcore' og har ulmet i undergrunden i over 30 år, men aldrig helt slået igennem. Der er ikke langt mellem netop Mistifs og Manimals musik, og trioen med Dark på trommer, The Wraith på bas og Larry the Wolf på guitar og vokal er helt klart værd at smutte en tur forbi."

Megaherz

"Tysk band der på alle måder minder om landsmændene fra Rammstein. Vokalen, musikken, ja, det hele minder faktisk om Rammstein, i en b-udgave dog vel og mærke."

Mono Inc.

"Mono Inc. er den tyske pendant til HIM og Sisters og Mercy. Titlen på albummet ’Pain, Love and Poetry’ taler for sig selv. Er man til den slags sukkersøde og gotiske rock, kan man ikke sætte en finger på Mono Inc. Alle andre bør nok holde sig væk."

Oomph!

"Tyske Oomph! er fra 1989, og har angiveligt været en stor inspiration for Rammstein. Det er nu meget muligt, men musikken er en øm kombination af metal og electronica, og genren kalder de selv for 'tanz metal'. Dansemetal? Ja, det siger ligesom det hele."

Panteon Rococo

"Verdensmusik fra Mexico. Det siger selv. Find rastafari-hatten frem og ryst din booty, til det her jazzede ska-band. I samme stil som Manu Chao eller danske Patchanka, og hvilken metalnørd er i virkeligheden ikke også til denne genre….hmm?"

Riotgod

"Amerikansk hård rock med bassisten og trommeslager fra Monster Magnet. Lyder som en blanding af Soundgarden og, sjovt nok, Monster Magnet. Riotgod tilføjer dog ikke genren noget nyt eller specielt interessant."

Russkaja

"Der skal skylles store mængder vodka ned hvis man skal stå igennem en hel koncert med østrigske Russkaja, der som navnet antyder også har russiske aner med i bandet. Genren er verdensmusik, med karakteristiske russiske fandango-elementer. Umiddelbart et meget sjovt indslag, men igen, husk rigeligt med vodka!"

Sanctuary

"Dette amerikanske band blev i midt-80’erne opdaget af Dave Mustaine, som producerede deres første album. Sanger Warrel Dane giver den fuld skrue i forsøget på at lyde som Rob Halford, og den musikalske stil er heller ikke langt fra gamle Judas Priest. Bandet gik i opløsning i 1991, men lod sig gendanne i 2010 og udsendte en udmærket ep året efter. Det er old school metal og fuld af blæret guitarsoli, som sagtens kan anbefales."

Santiano

"Man tror det næppe, men tyske Santiano formår at spille en blanding af Irsk folkemusik kombineret med tysk Schlagermusik! Sidder du klæbet fast til skærmen når Schlagerbox ryger over skærmen på DK4, så skal Santiano nok få dig til at springe ud af Schlager-skabet. Dog bliver det også til rene irske udgaver af ’Whisky in the Jar’ og ’Irish Rover’, men uden tvivl bliver det meget tysk og virkelig ømt! Så byd dine tømmermænd dette, når de om fredagen åbner Beer Garden!"

Saor Patrol

"Dette instrumentale band er Skotland for fuld udblæsning. I fuld skotsk udrustning med sækkepiber og alt hvad der hører sig til, fyrer Saor Patrol en gedigen omgang folkemetal af. Enten elsker man det, ellers hader man det!"

Schandmaul
"Kan man ikke få nok af tysksproget musik, er der endnu en mulighed lørdag aften, når de meget populære Schandmaul går på scenen. Endnu engang er vi i genren der kombinerer metal og folkemusik, og med hele 5 kvarter til rådighed på partyscenen, regner arrangørerne nok med, at det bliver den helt store musikfest med Schandmaul, der bestemt også er på et højere niveau end mange af deres landsmænd som spiller under årets festival."

Suffocated

"Den asiatiske udgave af Slayer! Suffocated er fra Kina, og spiller kompromisløs thrashmetal. Umiddelbart ikke det nemmeste band at støve musik op med på nettet, men det må satme heller ikke være nemt at spille så hård musik i censurland nummer 1. Stort set alle videoer er blevet fjernet fra youtube, og deres Myspace og officielle website er blevet lukket ned af den kinesiske regering (læs: Diktaturstyret) så bliv ikke overrasket hvis du spotter mistænksomme kinesere under koncerten som på inden måde rokker med. Suffocated fortjener al den support de kan få."

Sylosis

"Britisk blanding af melodisk død og thrashmetal og et band der på alle måder evner at håndtere instrumenterne fuldt ud. Musikken er stoppet med hårde guitarriffs, melodiøse passager og skarp soli. Helt sikkert for fans af navne som In Flames og The Haunted."

The Boss Hoss
"Tyskere der tror, de er fra Texas. Bandet spiller kun covernumre, som ’Hey Joe’, ’Seven Nation Army’, og Britney Spears ’Toxic’, og naturligvis kun i redneck country udgaver! Det kunne sagtens ende som en ganske underholdende oplevelse."

Torfrock

"Humor som kun tyskere selv forstår. Torfrock har næsten 40 år på bagen og spiller en tam blanding af pop, rock og blues, med knastørre humoristiske tekster. Forestil jer Jimi og Rene som voksne og tyske. Her springer vi nok lige over denne gang."

Unearth

"Amerikanske Unearth behøver næppe den store introduktion. Men for en sikkerheds skyld tager vi dem med. Sanger Trevor Phipps skriger gerne sine lunger ud under koncerterne og brænder gerne al energi ud af kroppen. Er man til metalcore i stil med Killswitch Engage og elsker at hoppe, skal man nok troppe op til Unearth."

Vogelfrey

"’Medieval Metal’ hed Tyske Vogelfreys første demo. Med god grund. Her er endnu et tysk band der spiller folkemetal, med poppede metalrytmer fuld af violin og fløjte, og naturligvis med rigtig tysk øm vokal."

Warrior Soul

"Rockband fra New York som opstod i midt-80’erne, med frontmanden Kory Clarke der forsøgte sig med at blive den nye Iggy Pop. Musikken er da også meget i stil med The Stooges, og generelt er Warrior Souls musik da heller ikke uden rocknosser. Bestemt for fans af de bands som Guns n’ Roses coverede på ’The Spaghetti Incident’. Små anekdoter om bandet inkluderer blandt andet at trommeslageren blev brutalt myrdet i 2005, og at Lars Ulrich har udtalt at skiven ’The Space Age Playboys’ er et af hans favoritalbummer. Helt sikkert værd at smut forbi."

Watain

"Svensk black metal i samme stil som landsmændene fra Marduk og Dissection. Kort sagt, pisse fedt band. De har før rodet sig ud i noget nazi-halløj under en koncert på en tysk festival, så hvem ved, måske det ender i en dramatisk retning. Er du til black metal, er du til Watain!"

We Butter the Bread with Butter

"Alene navnet giver en lyst til at finde boldtræet frem, og lysten bliver ikke mindre efter man lytter til dette tyske bands musik. En irriterende omgang deathcore, med diverse programmerede lyde kørt ind over elendig black metal, og en sanger, så elendig, at boldtræet ville gøre mere gavn langt nede i halsen på ham. Tank i stedet en øl og smut hen og vent på Dimmu Borgir i stedet for."

Weto

"Mere tysksproget rockmusik. Det er såmænd et meget velspillede og fængende band. Men hvem kan sige nej til den tyske superstjerne nummer 1, Axel Rudi Pell, som spiller på samme tid?"

Winterfylleth

"Britisk black metal band, der har to udgivelser bag sig. Musikken er helt traditionel hurtig/sløv black, der ikke byder på nogen nyt eller væsentligt. Faktisk ret så kedeligt, men de får alligevel chancen for at bevise hvad de kan på en scene."

Wölli & Die Band des Jahres

"Wölli er øgenavnet på Wolfgang Rohde, som tidligere baskede på trommerne i det legendariske tyske punkband Die Toten Hosen. Med sit nye band giver Wölli den nu som sanger, og punkstilen er ikke lagt på hylden, selvom musikken hælder lidt mere mod traditionel rock. Modsat mange af de andre tyske bands på festivalen, er Wölli uden tvivl i den bedre ende, og det er værd at tjekke et par numre ud, og se om man kan blive overrasket. Måske det endda bliver til et nummer med Die Toten Hosen?"

Yaksa

"Kinesisk nu-metal og angiveligt den allerførste af sin slags fra det strenge land man ikke just forbinder med hård musik. Kinesere med dreadlocks som growler på kinesisk og fyrer den af på spaderne er da også et sjældent syn. De fortjener næsten fem minutters opmærksomhed. 干杯 = skål på kinesisk."