Briller af stål – Spejlet i egen middelmådighed Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f2/9e/bd/DownfallOfGaia-AeonUnveilsTheThronesOfDecay-89-1416126864.jpg
16. November 2014    

Vi spejler os uvægerligt i forbilleder for at styrke vores egen personlighed. Men når vi ufrivilligt ser os spejlet i dem, vi anser for uværdige, er det, at det går op for os, hvad vi i virkeligheden er. At vi er middelmådige, forudsigelige og alt andet end de unikke, sammensatte skabninger, vi gerne vil opfatte os selv som. Det er den erkendelse, Briller af Stål når ved at høre Downfall of Gaia.

Titel
Aeon Unveils the Throne of Decay
Distributør
Trackliste
Darkness Inflames These Sapphire Eyes
Carved Into Shadows
Ascending The Throne
Of Stillness And Solitude
To Carry Myself To The Grave
Whispers Of Aeon
Excavated

Jeg ligner tværsummen af Downfall of Gaia. Skægget, håret, brillerne, tøjet, tatoveringerne, det er den samme stil hele vejen igennem. Samme politiske holdning, samme vegetarisme, samme filosoferen på et vaklende intellektuelt grundlag. Vi befinder os i det samme grænseland mellem posthardcore og metal med en svært afrystelig indiebaggrund og en voksende erkendelse af, at black metal faktisk er ret fedt, når det kommer til stykket. Det får mig bare ikke til at elske Downfall of Gaia, det får mig til at hade mig selv.

Det er selvfølgelig ikke på nogen måde fair mod den tyske kvartet, det burde vel ikke ligge dem til last, at de får mig til at føle mig uoriginal, og hvis jeg ikke havde følt mig så nært beslægtet med dem, kunne jeg bare have afskrevet dem som endnu en Neurosis-klon af den slags, der væltede frem i 00'erne. Problemet er, at man virkelig skal være fremmed over for den type musik, de spiller, for at blive overrasket af den, og at det er en musik, der fordrer en vis ærefrygt hos lytteren i al sin pompøsitet. Alene titlen på deres tredje fuldlængde, 'Aeon Unveils the Throne of Decay', gør det klart, at det her ikke et værk, der er tænkt som noget, man kan sætte på og bare synes er fedt nok at lave dhal eller læse sit bogtillæg til. Det trænger sig på, stiller sig an og proklamerer en konceptuel tyngde, som gør, at man bliver nødt til at forholde sig til musikken på dens egne præmisser. Og hvis man så op igennem 00'erne altså har beskæftiget sig temmelig meget med postmetal, så står det snart pinefuldt klart, at det her er en punktlig gennemspilning af en trend, man egentlig havde troet var gået i sig selv igen. Som burde være gået i sig selv igen.

Korthårede brilleaber udvander metalliciteten

Det er jo ikke noget, man praler med, at man sådan har beskæftiget sig uforholdsmæssigt meget med postmetal i 00'erne. Det er ikke særlig sejt, der er ingen nitter i det, bare briller, cardigans og halvfærdige universitetsgrader som accessories. Postmetallens eksistensberettigelse var at tilføre metallen noget nyt, og det er sjældent noget, man vinder venner på, fordi man dermed kommer til at stille sig i opposition til det eksisterende og indirekte anklage det for at være stagneret. Om man så ville have ret i den anklage eller ej, er på sin vis uvedkommende, fordi det ikke sig selv er pointen: Det nye var pointen, det tidssvarende. Postmetallens udøvere var ikke ude i et opgør med metal, de var netop ikke i opposition til scenen, i hvert fald ikke som sådan, ikke mere end så mange andre metalscener, der fødtes som en modreaktion på sin tids ledende strømninger inden for metal – den anden bølge af black metal som en modreaktion på den socialt bevidste strømning inden for death metal, for eksempel – men det var i vid udstrækning sådan, den blev opfattet af det mere traditionsbundne segment af metallerne. Som korthårede brilleaber, der ikke var rigtig metal. Det var det sådan set heller ikke, og man kan til nød forsvare anklagerne om, at postmetal var en udvanding af metalliciteten med sine elementer fra indie og ikke mindst postrock.

Postmetal var nemlig ikke post som i noget, der skulle forstås som et efter metallens endeligt, det var en appropriering af specielt de episke elementer fra postrockbands som først og fremmest Godspeed You! Black Emperor og Mogwai – der på sin side havde inddraget disse elementer fra metallen og omskabt dem inden for rammerne af deres egen lyd. Det var altså en krydsbefrugtning, og som sådan fungerede det i en periode, hvor også Neurosis blev ivrigt refereret for deres på sin side kraftigt Swans-påvirkede, thrash metalriffende noiserock. Åbne akkorder, spinkle guitarmelodier og numre bygget op om pompøse crescendoer og langstrakte, repetetive passager. En vindende formular, indtil den etableret som det: Formularisk.

Efter det nye hører op med at være nyt

For der kommer uvægerligt et tidspunkt, hvor det nye ikke er nyt og frisk længere, ikke nok i sig selv mere, og det indtraf i løbet af den tid ,hvor en horde af bands med den samme lyd gjorde deres indtog på scenen. På den danske scene formåede The Psyke Project at skyde tilpas meget kompleksitet, brutalitet og kåd melodiøsitet ind i mixet til at holde det friskt på i hvert fald på 'Daikini' og 'Apnea', internationalt åbnede Isis deres lyd mere og mere over 'Oceanic' og 'Panopticon' mod et væld af påvirkninger fra industrial, electronica og indie i en ren lyd med et stramt synkoperet beat, og i Jesu lod Godfleshs Justin Broadrick det hele flyde ud i en doomtung, slingrende shoegazerdrøm. Det var ikke deres skyld, at postmetal som genre betragtet begyndte at føles som en formel, ikke engang rigtig Neurosis' skyld, selvom de fra 'Given to the Rising' lod til at slå sig til tåls med at imitere sig selv og kom til at lyde som alle deres kloner.

Det var klonernes skyld. Sådan som det altid er det, men endnu mere i dette tilfælde, fordi det simpelthen blev for meget at høre på så megen selvhøjtidelighed, så mange køntlydende melodiske guitarstykker, der ledte op til forudsigelige crescendoer, så mange brølte prædikener om jordens undergang, så megen dybfølt hvisken om fremmedgjorthed og ondt i sjælen. Postmetal kom mere og mere til at lyde som en parodi på sig selv og blev svær at tage seriøst. Fall of Efrafa står som skræmmeeksemplet på et band, der virkelig havde noget på hjerte og gjorde alting på den rigtige måde i DIY-ånden, men bare glemte at lave noget musik, der var, sådan rigtig fedt til at akkompagnere og afveje sangeren Alex CF's Bono-kompleks.

Der er selvfølgelig stadig bands i postmetal, der formår at blive ved med at udvikle sig og bringe noget nyt ind i genren. Svenske Cult of Luna satte sidste år et foreløbigt punktum efter 15 års udforskning af, hvor mange trompeter, banjoer og rasleæg metal egentlig kunne bære med den ærefrygtindgydende ambitiøse 'Vertikal'. Her, som i sin tid hos Isis, er massiverne delvist skrællet bort, men lydbilledet er ikke mindre knugende på trods af dets tilsyneladende åbenhed. De franske instrumentalister Year of No Light er til gengæld lige så massive som altid, men de undgår vedholdende at forfalde til postmetalpompøsitet, fordi de besidder den for genren alt for sjældne evne til noget så basalt metallisk som at riffe. De er basalt medrivende, samtidig med at de bygger kolossale numre op med lag på lag af guitar, fordi de ikke har glemt metalkernen i deres udforskning af alt det, der ligger umiddelbart uden for metal.

Postblackens indtog

Der, hvor man efterhånden mest støder på postmetal i dag, er i black metal, som med sin stigende popularitet naturligvis også begyndte at søge ud ad andre tangenter – ligesom alle mulige andre begyndte at søge ind i den. Wolves in the Throne Room tog tydeligt afsæt i den postmetalliske epik på hovedværket 'Two Hunters' og fik noget godt ud af det, mens den grænsesøgende ånd lever videre hos Deathspell Omega og Blut aus Nord, der fra et sortmetallisk udgangspunkt nærmer sig flere af de genrer, postmetal inkorporerede, uden at det kommer til at lyde som en gentagelse. At WIITR kunne slippe afsted med at bruge klassiske postmetalstrukturer så åbenlyst, skyldtes i høj grad, at deres black samtidig var så sikkert funderet i den anden bølges dyder med dens skønhedssøgende arrigskab og dens absolutte fraskrivelse af ethvert anløb til groove eller engagement af publikum, og det er den samme attitude, man finder hos amerikanske Krallice. Herhjemme ekkoer postmetal og posthardcore – altså den form for posthardcore, der betegner den episk metalliske hardcore, bands som Breach var pionerer inden for, ikke den sene DC-hardcores udløbere i sådan nogle som Fugazi og Lungfish, som kaldes posthardcore for at disassociere den fra emo, fordi emo kom til at betyde noget frygtelig andet i 00'erne (pyyyh!, red.) – i de blackened Hexis. Deres sværmende og summende guitarkaskader over et grundtempo, der hele tiden skifter fra blastbeats til tunge breaks, er med til at gøre postmetal vital på en måde, som det i de sorteste år i slutningen af 00'erne var svært at forestille sig, at den skulle kunne blive igen.

Metallens sympatiske og overflødige humanister

Men selvfølgelig bliver der stadig lavet postmetal efter bogen, og selvfølgelig har bands som Downfall of Gaia noteret sig, at black metal fungerer fint som et tilskud, og at crust giver cred. Deres tredje album, 'Aeon Unveils the Throne of Decay' altså, er sådan set ikke engang rigtig dårligt. Det er sympatisk. Mange af de referencer, de spiller op ad, er jo ikke holdt op med at være gode, bare fordi alt for mange bands begyndte at imitere dem. På den anden side refererer de også bare til nogle af de bands, man lige nøjagtig holdt ud en kort overgang, fordi de selv lød lidt henad andre gode bands, indtil der kom igen andre bands, der var langt bedre til at udvikle den lyd. Sådan nogle bands som japanske Mono, ikke mindst, og af en eller anden grund synes Downfall of Gaia at mene, at det er en optimal måde at opbygge endnu et 10-minutters nummer ved at starte med den type kønne, harmoniske og dybt intetsigende passager, som Mono excellerede i som alibi for at komme til at spille tungt igen uden rigtig at have noget at gøre det med. Så blaster de lidt, så kører de lidt d-takt, og så bliver de melodiske igen, og de har garanteret tænkt, at det ville give en spænding og fremdrift i de lange kompositioner, men det er så ulideligt skematisk, at det er til at blive arrig over. Fordi det minder om så meget, man har brugt alt for mange timer af sit liv på.

Og det er der vi står på hver sin side af spejlet. Med høflige smil, en god attitude, hjertet på rette sted – og intet påtrængende at sige omverdenen. Middelmådige og udskiftelige, fordi der er bunker af os og ingen, der spørger efter os. En slags metallens humanister, hvis man vil gå ind i den mismodige retorik. Vi vil så gerne. Vi vil så gerne villes. Vi er sympatiske. Det er bare ikke nok til at blive et forbillede for nogen. Vi er i bund og grund ukomplicerede, selvom vi bryster os af vores sammensathed, og bag vores lange udredninger gemmer sig så basale udsagn, som at, hey, tiden løber. Fra os. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her