Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

SRF ’15: Old school, okkult og true

Populær
Updated
SRF ’15: Old school, okkult og true

Svenske okkultbands; Lucifers venner, der forenes efter 40 år; og forrygende finske Beastmilk, der nu kalder sig Grave Pleaures er blot få af de mørke oplevelser, der forhåbentlig er i vente.

Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Grave Pleasures / Beastmilk (FIN)

Finske Beastmilk stormede frem med deres dystre debutplade, ’Climax’, fra 2013, der er i retning af Joy Division i en tungere version. For kort tid siden skiftede de navn til Grave Pleasures, men det bør ikke ændre på, at gruppen stadig formår at skille sig ud fra mængden med deres medrivende toner.

Hvornår: Lørdag, Rockklassiker Stage, kl. 16.45




Hell (UK)

Vi har efterhånden fået anmeldt britiske Hell en hel del gange og sjældent skrevet negativt om den. Forståeligt nok. Den teatralske metalgruppe holder for hårdt. Ikke mindst på grund af den karismatiske frontmand, David Bower, der sluttede sig til helvede i 2010. Gå ikke glip af dem!

Hvornår: Onsdag, 4Sound Stage, kl. 19.45




Mad Max (D)

Tysk og melodiøs heavy metal fra 80’erne opkaldt efter filmen, der gjorde Mel Gibson til en stjerne. Her går man næppe helt forgæves!

Hvornår: Fredag, Rockklassiker Stage, kl. 19.45




My Dying Bride (UK)

”My Dying Bride leverede en fornem og stemningsfuld koncert,” skrev vi sidste år, da det britiske gothband spillede efter mørkets frembrud på Copenhell. My Dying Bride er blandt de bedste i deres genre, og mon ikke de gør kunsten fra Copenhell efter i det svenske?

Hvornår: Lørdag, 4Sound Stage, kl. 22.30




Lucifer’s Friend (UK)

Det her kunne meget vel blive en af årets helt store oplevelser. Der er i hvert fald lagt op til det. Forrygende tysk-britiske Lucifers’ Friend giver deres første koncert i over 40 år med den originale besætning. Vi glæder os!

Hvornår: Fredag, 4SoundStage, kl. 22.15




Portrait (S)

De okkulte svenskere har kultstatus i den true undergrund. Man forstår det godt. Det er Mercyful Fate i en ny indpakning, men stadig svøbt ind i 80’ernes sataniske aura. Det holder!

Hvornår: Lørdag, Rockklassiker Stage, kl. 12.15




Rock Goddess (UK)

’Heavy metal rock ’n’ roll’, lyder titlen på det her nummer. Sådan skal det sgu være! Rendyrket kvindeband fra NWOBHM-bølgens gyldne dage. Må opleves!

Hvornår: Fredag, 4Sound Stage, kl. 15.45




Steve Grimmett’s Grim Reaper (UK)

Vi bliver i NWOBHM-bølgen, når frontmand Steve Grimmett vækker sit gamle band, Grim Reaper, til live. Gruppen var heavy metal to the bone, men om Grimmett stadig står distancen, finder vi ud af. Ses skal det i hvert fald!

Hvornår: Torsdag, 4SoundStage, kl. 15.45




The Order of Israfel (S)

Man skulle ikke tro, dette svenske doomband kun har eksisteret i små tre år. Lyden er autentisk, og det musikalske univers summer af okkult stemning. Inspirationen stammer tydeligt fra legender som Pentagram, som de da også har været support for. Helt klart værd at tjekke ud! Bare pokkers ærgerligt, at det er på samme tid som Hell. Dårlig timing.

Hvornår: Onsdag, Rockklassiker Stage, kl. 20