Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Svaner i den røde andedam

Populær
Updated
Svaner i den røde andedam
Svaner i den røde andedam
Svaner i den røde andedam
Svaner i den røde andedam
Svaner i den røde andedam
Svaner i den røde andedam
Svaner i den røde andedam

Scarred By Beauty har desværre valgt at stoppe som band efter mange års slid og shows over hele verden. Vi var med i 2012, da bandet sammen med The Kandidate indtog Kina og spillede karrierens største show på Shanghais Midi Festival. I Kina tillader myndighederne i stigende grad musikfestivaler og koncerter med udenlandske kunstnere, og markedet er mere tilgængeligt end nogensinde før, men for mindre bands er manglende kinesisk købevillighed og merchandise-kultur store hindringer på vejen mod succes.

Fotograf
Lars Roest-Madsen

Den unge kinesiske pige holder sig tøvende tilbage. Bag de røde briller flakker et par brune øjne nervøst, mens grebet om kuglepennen i hendes hånd strammes. Hun forsøger tydeligvis at samle mod til at henvende sig til de tårnhøje, tatoverede medlemmer af The Kandidate, som står blot få meter fra hende i den lille bandpavillon på Midi Festival i Shanghai.

Sammen med det unge danske metalcoreband Scarred By Beauty er de fire medlemmer af The Kandidate blevet inviteret til Kina for at spille tre koncerter i tre af Kinas største byer – Beijing, Shanghai og Guangzhou. Deres anden koncertert på 'Swan Punch'-turneen finder sted på den årlige Midi Festival, en todages-begivenhed med kinesiske og internationale kunstnere, som tiltrækker i omegnen af 10.000 hengivne publikummer. I år er hovednavnet Marky Ramone, trommeslageren fra legendariske, men hedengangne The Ramones.

Endelig tager hun springet og nærmer sig langsomt de eksotisk udseende bandmedlemmer. Hun åbner et festivalprogram i lommestørrelse, bladrer ivrigt for at finde netop den side, hvor de to danske bands er præsenteret i tekst og billeder, og får sin første autograf af The Kandidates guitarist, Allan Tvedebrink, som smilende signerer programmet, tydeligt overrasket over den pludselige opmærksomhed. Programmet vandrer videre til resten af bandet, som er mere end villige til at sætte deres signatur. Pigen takker med et ydmygt buk med hovedet og går derfra, strålende af begejstring over mødet med de fremmede rockstjerner.

De har ingen idé om, at dette kun er begyndelsen på den massive modtagelse, de får fra det kinesiske publikum på festivalen, som startede i 2000 som en årlig showcase for eleverne på Midi School of Music i Beijing, men løbende voksede til en selvstændig festival. Sidste år fik Shanghai sin egen Midi Festival, hvis græstæppe nu for første gang betrædes af danske bands.

Ny kinesisk åbenhed
At de danske bands overhovedet er kommet af sted til Kina, skyldes et langt og omfattende arbejde bag scenen. Siden 2007 har Martin Røen via sit projekt Dansk Musik i Kina sendt næsten 40 danske kunstnere af sted til kinesiske scener, støttet af midler fra blandt andre Statens Kunstråd, Dansk Rock Samråd (ROSA) og Music Export Denmark. 

Martin Røen oplever, at myndighedernes åbenhed over for musikbegivenheder er blevet meget større, siden han tog de første spadestik med sit projekt. Festivaler som Midi får lov at eksistere, og flere vestlige bands end nogensinde før spiller koncerter i Kina, efterhånden som myndighederne får øjnene op for, at musikken ikke blot har kulturel vigtighed, men også at festivaler og koncerter kan bruges til at brande landets regioner som turistmål.

Det mener også den amerikanske musiker og forfatter Jonathan Campbell, som er forfatter til bogen 'Red Rock', som behandler rockmusikkens indtog i Kina.

"De lokale myndigheder er begyndt at lugte penge fra turisme, og det forklarer udviklingen i de afholdte musikbegivenheder. Jeg tror ikke, at regeringen er bekymrede for rockmusikken som et revolutionært redskab længere, som de var i årene efter Sovjetunionens kollaps, selv om de er og altid vil være bekymrede for større forsamlinger af mennesker, der opfører sig uforudsigeligt," siger Jonathan Campbell, som har boet adskillige år i Beijing, hvor han har fået førstehåndserfaring med myndighederne, både som udøvende musiker og koncertarrangør.

Selv om der i disse år overvejende er kinesisk velvilje, er det stadig uhyre vigtigt, at bands og arrangører er i stand til at omstille sig til en kinesisk virkelighed, som er af en langt mere usikker, men til gengæld dynamisk art end den danske. Hvor man i Danmark undersøger og planlægger, lang tid inden begivenheder sættes i værk, er det anderledes
i Kina.

"Her kan store begivenheder blive sat op på ingen tid, men til gengæld kan hele korthuset også falde sammen, og koncerten blive aflyst uden varsel eller andre pædagogiske forklaringer. Det betyder kort fortalt, at hver gang, jeg sender et band af sted til Østen, løber både de og jeg en økonomisk risiko," forklarer Martin Røen.       

Derfor er det i Kina yderst vigtigt, at man har meget stabile samarbejdspartnere. Til denne turne har Martin Røen allieret sig med det Beijing-baserede metalmagasin Painkiller, som har eksisteret siden 2000, og som har vist sig ikke blot som et seriøst magasin om metalmusik, men også som en drivkraft i at tiltrække, organisere og promovere turneer og koncerter i Kina med udenlandske metalbands. Da de danske bands Hatesphere, Mnemic og Raunchy besøgte Kina mellem 2007 og 2010, fungerede Painkiller som kinesisk arrangør.

Nu er det igen tid til, at kineserne skal se, hvordan metallen smedes i Danmark.  

Showtime
“Welcome to China!” råber en ung kinesisk mand op mod Midi Festivals store scene, hvor Scarred By Beautys bassist Chris Kreutzfeldt er i gang med de sidste nervøse forberedelser, inden det bliver alvor, og han skal spille sit livs første festivalkoncert. Han har aldrig optrådt foran så mange mennesker.
 
“Thank you,” råber han tilbage, og svaret genererer med det samme en ekstatisk råben og skrigen fra de flere tusinde kinesiske publikummer, som lige nu venter utålmodigt foran scenen.

Det er ikke kun publikum, der har ventet i spænding. For de unge mænd i Scarred By Beauty har alt, hvad de har gjort de sidste seks år, ledt op til denne dag.

Siden bandets start i 2006 har de stædigt insisteret på at gøre tingene selv. De turnerer ustandseligt rundt i Europa og Danmark – på selvfinansierede turneer, hvor det oftere er reglen end undtagelsen, at de må overnatte i den tætpakkede minibus, som de transporterer sig selv rundt i. Betalingen for koncerterne er sjældent nok til at dække udgifterne, så hjemme i Danmark kæmper de for at få enderne til at mødes og tager derfor gerne "ethvert midlertidigt skodjob," de kan få fingre i. Det eneste mål er at komme tilbage på landevejen igen, tilbage på et musikmarked, hvor konkurrencen er hård, betalingen er minimal, og hvor de blot er én stemme ud af tusinder, som kæmper for at blive hørt.

Men lige nu, få minutter før det største show i bandets karriere, betyder alle disse prøvelser ingenting.

Nu står tusinder af kinesere på græsset i Shanghais Century Park og venter i spænding på at høre, hvordan dansk metal lyder. I en varm velkomst til gæsterne fra det høje nord beslutter solen sig for også at være med og bryder frem fra det tunge tæppe af forurenet luft, hvor den har gemt sig hele eftermiddagen.

Ventetiden er ovre.

Fra første tone sender de fem københavnske fyres ubønhørlige udladninger af ungdommelig energi en trykbølge igennem det kinesiske publikum, som med det samme takker ja til at blive budt op til dans.

Scarred By Beauty, fyldt med spænding over karrierens største koncert, hopper og springer, skriger og stamper sig vej direkte ind i publikums hjerter.

Fremført live afhænger heavy metal af et symbiotisk energiforhold mellem band og publikum, og de kinesiske publikummer synes til fulde at forstå vigtigheden af dette forhold. Inden for få minutter er der en mindre krig i gang på de forreste rækker. Tusindvis af sorthårede hoveder headbanger til musikken, mens kroppe sendes på publikumsvandring, holdt oppe af villigt udstrakte hænder, mens komplekse og synkoperede riffs og rytmer river det, der indtil nu var en almindelig aften, i stumper og stykker.

”I wanna see a circle pit,” kommanderer forsanger Jonathan Albrechtsen. Publikum adlyder, og snart formes en cirkel, som fyldes af en hvirvelvind af svedige kroppe og eksalterede ansigtsudtryk.

Minderne om gårsdagens skuffende koncert i Beijing, hvor kun 100 mennesker var mødt op på et spillested med plads til 1000, vaskes grundigt væk, mens andet nummer ringer ud, og tusinder af publikummer foretager metalmusikkens klassiske gestus og hylder bandet med horn vendt mod himlen.

Markedet, der ikke kan ignoreres
The Kandidate går efterfølgende på scenen og modtager den samme hengivne respons fra publikum. Selv om hverken de eller Scarred By Beauty har distribution af deres udgivelser eller på anden måde er kendte i Kina, er opbakningen til begge bands overvældende. 

The Kandidates forsanger Jacob Bredahl oplevede allerede i 2007 den kinesiske begejstring for dansk metalmusik, da han turnerede i Kina med sit tidligere band Hatesphere – et af Danmarks mest anerkendte og betydningsfulde metalbands.

"En helt vanvittig oplevelse," siger han om turneen og Hatespheres koncert på Midi Festival i Beijing, hvor bandet spillede foran 20.000 mennesker og fik en heltemodtagelse uden lige. Mens Midi-koncerten markerede et højdepunkt i bandets karriere, skrev turneen også metalhistorie. Hatesphere blev det første vestlige metalband, som turnerede i dette nye metal-territorium.

Men dengang som nu blev turneen kun til virkelighed på grund af dansk kulturstøtte. Uden disse kulturkroner ville et mindre dansk band formentlig aldrig kunne klare turen hele vejen til de kinesiske scener. Alligevel er der grund til at fastholde støtten til danske musikere, som gerne vil prøve sig selv af på det kinesiske marked mener Martin Røen.

"Kinas størrelse gør det til et marked, som bands og regeringer ikke har råd til at ignorere – også selv om der ikke er penge at tjene med det samme. Lige nu handler det om at bygge et fundament og et netværk i landet, så man er på forkant, når markedet en dag er modent."

Indtil den dag kommer, er der flere kommercielle forhindringer at overkomme for de bands, som forsøger at slå igennem i Kina. Det skuffende fremmøde ved gårsdagens koncert i Beijing skyldes, at publikum i hovedstaden allerede har udviklet kræsne ører, siden Hatesphere var forbi i 2007, mener Freddy Cai, som er journalist og tour-arrangør ved Painkiller Magazine. 

"Siden Hatesphere har der været mange store udenlandske bands forbi Beijing. Folk i Beijing er blevet mere forvænte og har dannet sig deres egen smag inden for metallens mange subgenrer. Tidligere kom de, bare der var et eller andet metal på plakaten. Nu er det anderledes."

Manglende merchandise-kultur
Efter koncerten går bandmedlemmerne en tur rundt på festivalpladsen, hvor de med deres sirligt farvelagte arme, ben og brystkasser bliver genstand for lange, nysgerrige blikke. Her i Shanghai er de uden tvivl stadig et særsyn. Unge kinesere hænger ud på picnictæpper lagt ud foran opslåede telte, ryger, joker og drikke, og nyder friheden i en weekend fuld af fest og musik. Midi Festival kunne nemt forveksles med en hvilken som helst europæisk festivalplads.

Noget, som er væsentligt anderledes, er det næsten totale fravær af band-tshirts hos publikum. Et hurtigt kig rundt på publikums beklædning på enhver europæisk festivalplads afslører hurtigt præferencer for alt fra Sheryl Crow til Slayer. Men i Kina synes denne merchandisekultur at være nærmest ikke-eksisterende. Det er et problem for de mindre bands, som ikke tjener mange penge på at spille koncerter. De skraber i stedet penge sammen ved at sælge cd'er, enkelte t-shirts og andet tilbehør efter koncerterne. 

Da The Kandidate takkede ja til turneen i Kina, blev de lovet, at de ikke ville få udgifter på turneen, men at de til gengæld ikke ville få betaling for koncerterne. Hvis bandet vil have noget økonomisk ud af anstrengelserne, må de derfor tage til takke med, hvad de kan tjene på salg af merchandise. Men med tre koncerter i Kina, inklusiv Midi Festivalen med 10.000 publikummer, har bandet ikke medbragt mere end 25 kopier af deres seneste udgivelse 'Facing the Imminent Prospect of Death', mens Painkiller Magazine har trykt et lille antal t-shirts for dem og Scarred By Beauty. 

Adskillige publikummer kommer op til danskerne og spørger om autografer og om lov til at få taget billeder med deres nye helte. Selvfølgelig må de det. The Kandidate stiller smilende op til fotografering og bliver foreviget med armen rundt om snesevis af nye tilhængere.
 
Men autografer og fanbilleder koster ingenting. Det gør cd'er og t-shirts til gengæld.

Det gør ikke tingene nemmere, at kineserne formentlig er verdensmestre i musikpirateri. IFPI, pladeselskabernes internationale sammenslutning, anslår, at 95 procent af den musik, der sælges i Kina, er piratkopieret. Selv i tilsyneladende legitime pladebutikker kan man finde falske cd'er. En legitim tjeneste som iTunes er end ikke tilgængelig i Kina.

At det er stort set umuligt at sælge (ægte) plader i Kina, har den beklagelige effekt, at pladeselskaberne ikke bakker op om deres kunstnere på det kinesiske marked. Jacob Bredahl fortæller, at The Kandidates pladeselskab valgte at ignorere samtlige mails, han sendte dem vedrørende bandets Kina-turné.

Når pladeselskaberne ikke ser forretningsmuligheder i det kinesiske marked, betyder det, at upcoming bands som The Kandidate og Scarred By Beauty kun kan turnere i Kina, hvis de får finansiel støtte fra danske kulturkroner. Det er ikke en gangbar løsning i det lange løb, når målet er at skabe en økonomisk sund og international scene for livemusik i Kina. Men så længe kineserne ikke ændrer deres forbrugsmønster, er det desværre nok en situation, som ikke ændrer sig natten over, mener Martin Røen.

Både han og Jonathan Campbell er derfor enige om, at vejen frem for udenlandske kunstnere i Kina går via kommercielle sponsorater fra firmaer, som ønsker at blive forbundet med livemusik og vestlige kunstnere. Succes i Kina kræver dog først og fremmest en enorm investering fra bandet selv, mener Jonathan Campbell.

"Jeg mener faktisk, at det kinesiske publikum er temmelig trofaste. De er måske lidt tilbageholdende med pengene, men hvis det er et band, de tror på, vil de også gerne bruge penge på merchandise og højere billetpriser. Men først skal denne forbindelse til publikum jo skabes, og det kræver, at man vender tilbage år efter år. Det er en stor investering for et upcoming band"

Nyt hjerteblod på tanden
Dagen efter triumftoget i Shanghai går turen med fly sydpå til det varme og fugtige Guangzhou, hvor turneens sidste koncert skal afvikles. 

The Musician Livehouse rummer alle de kendetegn, man forbinder med et rigtigt rockspillested. Lugten af for længst røgede cigaretter og spildte ølsjatter dominerer den lille koncertsal, hvor væggene er plastret til med metalplakater og flyers. Den perfekte ramme om et intenst, afsluttende show. Det er en stegende og sløv søndag i Guangzhou, men alligevel har en del mennesker alligevel forvildet sig ind på spillestedet, hvor de begejstret modtager et voldsomt vingeslag fra de danske svaner.

Efter koncerten bliver der taget flere fanbilleder, og bandmedlemmerne får alle muligheden for at øve sig på deres signaturer. Der bliver endda solgt et par plader og t-shirts. Alligevel er der bred enighed om, at selv om det ikke har været indbringende, har turneen i Kina stadig været en unik oplevelse, som har været alle anstrengelserne værd.

"Vi gør jo det her, fordi vi elsker det. For os har det aldrig handlet om penge. Hvis bare det kan køre nogenlunde rundt, er vi glade. Den modtagelse, vi fik på Midi Festival giver virkelig blod på tanden," siger Scarred By Beautys forsanger Jonathan Albrechtsen, som sagtens kunne forestille sig at inkludere Kina på den sydøstasiatiske turné, som bandet regner med at begive sig ud på senere på året.

Også selvom det ikke kaster penge af sig.