Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sweden Rock Festival 2015: Årets guide

Populær
Updated
Sweden Rock Festival 2015: Årets guide

Årets Sweden Rock Festival er lige på trapperne med en af sommerens bedste festivalplakater. Vi guider dig igennem programmets knap 100 navne.

Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen

Om to uger går det løs igen. Knap 100 bands ligger vejen forbi Sweden Rock Festival.

Den svenske festival byder hver sommer på nogle årets bedste oplevelser med alt fra legender over glemte rockbands til nyere ekstreme bands. Det bliver næppe nogen undtagelse i år, hvor festivalen har en af sommerens stærkeste festivalplakater. Vi glæder os!

Den tidligere talsmand på Roskilde Festival Leif Skov sagde engang, at en festivalplakat skal læses på hovedet – de store oplevelser kommer fra alt det, vi ikke kender i forvejen.

Selvfølgelig skal vi se alle de gode gamle, vi har set så mange gange før, Judas Priest, Slash, Mötley Crue og alle de øvrige usual suspects.

Men præcis på Sweden Rock Festival gemmer der sig altid – for de flestes vedkommende, inklusive os – ukendte klenodier, der vælter en bagover af begejstring. Det er umuligt at opleve alt, men der er ingen undskyldning for ikke at sætte sig ind i alt.

Vi har inddelt de cirka 100 grupper i passende kategorier med korte bemærkninger og YouTube-videoer til dem alle. Så er det bare med at gå på opdagelse og være velforberedt, når festen starter onsdag 3. juni.

God fornøjelse!

Koryfæerne: Fra Judas Priest over Mötley Crue til Slash. Årets hovednavne er blandt de største i rockhistorien!

Heavy og de mere hårde rødder: Fremragende Opeth, moshpits til FFDP og Hatebreed, teknisk opvisning med Gojira og Meshuggah og en del middelmådig svensk metalcore. Udvalget af den hårdere heavy metal er for enhver smag!

Rock and Roll: Backyard Babies gør comeback efter fem år. Potente Airbourne fejler aldrig, og forrygende The Darkness lukker og slukker festivalen lørdag nat. Årets store rockfester udebliver næppe!

Ondskaben: En sjælden og blodig oplevelse. To legendariske black metal-navne. En dansk growlerinde og kronisk tarmbetændelse. Det skorter ikke med det ondes nærvær på årets festival!

100 % thrash: Exodus, Exciter og Nuclear Assault. Årets thrash-navne er blandt genrens ypperste!

Moonshine og mundharpe: Fra one-man-band og bluegrass til ekvilibristiske trommer. Find din indre hillbilly frem!

Old school, okkult og true: Svenske okkultbands; Lucifers venner, der forenes efter 40 år; og forrygende finske Beastmilk, der nu kalder sig Grave Pleaures er blot få af de mørke oplevelser, der forhåbentlig er i vente.

Klassisk hardrock og andre gode gamle: Der er gravet mere end dybt ned i nogle af de vigtigste årtier i rockhistorien, når jokere som Dokken, Mothers Finest og Dare er trukket op af hatten og støvet af til lejligheden.

Power til en dragejæger: Er der power metal for alle pengene på årets program? Det er der da vist!

Retro, moderne og metaltøser: Med en enkelt afstikker i form af The Sirens er der booket inden for landegrænsen i denne kategori. Heja Sverige.

Du skal være svensker: Der er tale om noget, der nærmest er parodiernes holdeplads, skulle man antændes af dansktoppens svenske pendant, kinddans og clapalong-vuggende rytmer under festteltets stribede markise. Sverige har det hele! ... men man skal nok være svensker for at forstå det.