Sweden Rock Optakt 2016: De sørgelige Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/5d/0d/a4/-E2P1349-66-1424130016-94-1464987726.jpg
03. Juni 2016    

Et par definitive forbiere findes i de rester af kæmpenavne, der stivnakket fortsætter uden legendariske frontmænd eller finder sammen i et underligt miskmask af gamle og nye bandmedlemmer med overvægt af de sidste.

Dato
05-06-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen (Queen + Adam Lambert, Boxen, februar 2015)

Det kan give momentvise kuldegysninger at høre ikoniske sange live, men det klinger hult, når de, der gav sangene liv, selv er døde.

Her har vi de bands, der insisterer på at køre videre uden gruppens væsentlige og meget afdøde hovedperson(er).

Queen
Freddy Mercury har været død i 25 år til november. Den spinkle tanzanianer bliver med jævne mellemrum stadig udråbt som den største sanger nogensinde, og vi er ikke sene til at stemme i på redaktionen. Nu fortsætter guitarhelten Brian May og trommeslager Roger Taylor med rutinerede lejesvende og American Idol-navnet Adam Lambert i front. Uanset hvor talentfuld Lambert er, er det urimeligt at forlange af nogen, at de skal leve op til Mercurys format som frontmand. Det eneste, han har til fælles med Mercury, er homoseksualiteten.

Det er mangel på realitetssans at køre videre, og selvom sangene er udødelige, er det nærmest perverst at turnere under fanen, der blev holdt så højt, mens der endnu var liv i en af de største.

Det er smerteligt at skulle være så tæt på Brian May uden at skulle opleve legenden, men sådan må det blive, når bandet har taget det valg, de har. Altså, vi mener: Hvad fanden er det her for noget? (Se video). Det er sgu ikke Queen. Øv! Læs seneste koncertanmeldelse af Queen + Adam Lambert her.

(torsdag kl. 22:15, Festival Stage)




Grand Slam
Thin Lizzys Phil Lynott har arbejdet sig til al den hæder og ære arv, han efterlod, da han forlod den fysiske verden alt for tidligt. Blot to år inden hans død var Thin Lizzy blevet opløst, og Lynotts liv låste sig fast på en klar kurs: Nedad i rasende fart. Godt hjulpet på vej af en hjertelig mængde heroin.

I kaosset opstod Phil Lynotts Grand Slam, der havde sin levetid i 1984 og 1985 og aldrig fik en pladekontrakt. En gendannelse af Thin Lizzy var samtidig på tale, men alt sluttede, da Lynott kollapsede i julen 1985 og døde d. 4. januar 1986, kun 36 år gammel.

Således blev det også enden på Grand Slam og deres korte levetid, og at de gamle bandmates Mark Stanway (keys, Magnum) og Laurence Archer (guitar, ex-UFO) vover at koge suppe på Lynotts navn 30 år efter hans død, er decideret morbidt, især da sangene for størstedelen bliver Thin Lizzys samt nogle af Lynotts solopræstationer.

Genlæs metaldiktatoren om Lizzys mesterlige ‘Black Rose (A Rock Legend)’, og brug i stedet fredag aften på Satyricon, der formentlig lægger 4Sound Stage ned på samme tid.

(fredag kl. 23:15, Rockklassiker Stage)




Eric Bell Trio
I samme PR-skraldespand finder vi Eric Bell, der stadig må slås med blot at være kendt som et af de oprindelige Thin Lizzy-medlemmer ved dannelsen i 1969, sammen med Lynott, Eric Wrixton og trommeslager Brian Downey. Hans tid med Thin Lizzy var kort, men Bell kan stadig co-krediteres for blandt andet "Whiskey in the Jar" og "The Rocker". Eric Bell Trio har et bluesfokus, men det er ikke nok til at trække opmærksomheden væk fra et semisløjt act, der hverken brillerer inden for blues eller progressiv rock.

(lørdag kl. 16:30, Rockklassiker Stage)




Death DTA
Death To All har efterhånden gået deres sejrsgang på de internationale scenekanter i en grad, så hyldesten snart begynder at blive lidt påtrængende såvel som insisterende og overflødig. Det var overordentlig nostalgisk og dejligt, da vi så hyldesten til Chuck Schuldiners livsværk første gang i 2013 på Voxhall. Men da denne hyldest trak ud og blev til mere end én turné, og vi så det hele igen to år senere på Amager Bio, var det allerede begyndt at føles lidt mærkeligt. Som om det anerkendende nik begyndte at lugte lidt af gravrøveri. Nu her i 2016 er det efterhånden svært at blive ved med at finde undskyldninger for at turnere under banneret Death To All. Chuck Schuldiners musik er stadig noget af det bedste dødsmetal, der nogensinde har set dagens lys. Men denne ide har overskredet sidste salgsdato.

(lørdag kl. 19:00, 4Sound Stage)




L.A. Guns

Det største chok er vel, at de eksisterer endnu. Et mindre chok er det at L.A. Guns lagde kimen til det mere kendte Guns N’ Roses få år efter opstarten, men med en solid udskiftning af bandmedlemmer. Måske ringer navnene Tracii Guns, Rob Gardner, Michael Jagosz og Ole Beich en klokke? Sidstnævne selvfølgelig fordi han var dansker og døde på tragisk vis i 1991, da han druknede i Skt. Jørgens Sø i København, under 40 år gammel.

L.A. Guns udgav 'Collector's Edition No. 1' i 1985, inden Jagosz blev erstattet af William Bailey – bedre kendt som Axl Rose. Slash tog over efter Tracii Guns i 1985, Ole Beich blev erstattet af Duff McKagan, og på Rob Gardners plads endte Steven Adler. Dermed var Guns N' Roses, med et par mellemregninger i Hollywood Rose, blevet født.

Mens Guns N' Roses udgav debuten 'Appetite for Destruction' i 1987 (med Axl Rose, Slash, Izzy Stradlin, Duff McKagan og Steven Adler), kom L.A. Guns med deres debutalbum året efter med Phil Lewis som forsanger, Tracii Guns på leadguitar, Mick Cripps på rytmeguitar, Kelly Nickels på bas og Nickey Alexander på trommer.

Det har dog ingen sammenhæng med dagens L.A. Guns, der trods genbrug af et par ældre medlemmer lader til blot at patte svampen tør for penge, og det nuværende lineup består af Phil Lewis, Steve Riley, Kenny Kweens og Michael Grant.

(torsdag kl. 17:30, Sweden Stage)




Gun
Sweden Rock Festival har en imponerende evne til at trække kaniner op af hatten, som alle har, eller burde have glemt. Således har vi her skotske Gun, der havde konstant rotation på MTV i 1994 med covernummeret ‘Word Up’ fra deres tredje album ‘Swagger’. Gun opløstes i 1997 for blot at blive gendannet godt ti år senere, ryste ep’en ‘Popkiller’ af sig og efterfølgende udgive to fuldlængdealbum. Det seneste, ‘Frantic’, er fra 2015, men vi husker dem alligevel kun for én ting. Giv dog op.

(lørdag kl. 13, 4Sound Stage)




Michael Schenker Fest
Schenker har i en årrække været en kedelig seance. Trods fortidens triumfer med Scorpions og UFO står Schenker tilbage som en blanding af den klassisk halvpinlige onkel og den ligegyldige festabe uden fest. Her er han så tilbage, hvilket nærmest bekræfter, hvordan det gik med solokarrieren.

Med på scenen er Graham Bonnet (ex-Rainbow m.fl.), der spiller med Graham Bonnet Band andetsteds i dette års program, og derudover har Schenker medbragt Robin McAuley, der afløste Gary Barden i Michael Schenker Group i 1986. Det er Schenker Fests eneste koncert i Europa, og man fristes til at udbryde: Gud ske tak og lov for det. Læs seneste koncertanmeldelse af Michael Schenker her og en anmeldelse fra Sweden Rock Festival 2012 her.

(lørdag kl. 00:20, Sweden Rock)






Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her