Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Turnédagbog: Ajuna i Amerika, del 3

Populær
Updated
Turnédagbog: Ajuna i Amerika, del 3
Turnédagbog: Ajuna i Amerika, del 3
Turnédagbog: Ajuna i Amerika, del 3
Turnédagbog: Ajuna i Amerika, del 3
Turnédagbog: Ajuna i Amerika, del 3
Turnédagbog: Ajuna i Amerika, del 3
Turnédagbog: Ajuna i Amerika, del 3
Turnédagbog: Ajuna i Amerika, del 3

Guitarist Frederik Trampe skriver videre i Ajunas turnédagbog, direkte fra bandets USA-turné med Helgardh, der denne gang bringer danskerne forbi både Las Vegas, Seattle, Alma og Fargo.

Kunstner
Fotograf
Frederik Trampe
Forfatter

Las Vegas, NV

Horisonten åbner sig gennem en spalte i bjergene, og ligger nu oplyst foran os, badet i en vibrerende malstrøm af elektricitet. Den ultimative kontrast til det golde, ufrugtbare intethed af ørken, som staten Nevada ellers synes at bestå af.

Vi indlogerer os på et motel i Las Vegas' nordlige del - et sted præget af slidte beton-bungalows, lowriderbiler og palmer - hvorefter vi tager bussen ind til "the strip"; centrum af denne helt igennem kunstige facadeby.

Med konstante tilbud om strippere og escortpiger, slentrer vi gennem gaderne, og lader os underholde af dette absurde mekka for festhungrende, storforbrugende amerikanere og turister. Det er nærmest umuligt at forholde sig til hvad der foregår omkring én i dette neonblinkende helvede, og følelsen af fremmedgørelse i mødet med virvaret, bevirker at vi slår os ned på et gadehjørne med en flaske rødvin, og udveksler minder fra vores teenagetid.

Efter at vores bassist og vokalist med nød og næppe dukker sig for en anklage om "sexual harrasment" for at urinere i en gyde (komisk i lyset af byens generelt høje perversitetsniveau) tager vi tilbage til motellet og morgenfester til vi går kolde og når lige akkurat at vågne, før vi nærmest bliver smidt ud af motellet af det spansktalende rengøringspersonale. Ventetiden til venuet åbner, bliver brugt på at kigge på musikgear og spise surf'n'turf for cirka 55 kr. pr person.

Spilletstedet er som taget ud af hvilken som helst amerikansk film fra 90'erne: Den lave belysning indfanger cigaretrøgen i kegler, der smyger sig rundt om poolborde og neonreklamer for diverse lokale øl. Man venter bare på at Nick Nolte træder ind gennem døren og begynder at dele øretæver ud.

howets lineup består af seks bands, og efterhånden som aftenen skrider frem, bliver det tydeligt, at dette venue hovedsagligt frekventeres af "the satanic hispanic" (lokalt øgenavn for latino-metalheads). En broget forsamling af crusty udseende sydamerikanske typer, med ulæselige black metal backpatches på deres sorte læderuniform, overtattoverede gangbangers i baggy pants og halskæder, og et par enkelt bikers. Efter vores, i øvrigt glimrende show, bliver vi nærmest overfaldet med kærlighed fra det ellers så hårdt udseende crowd, som sjovt nok enstemmigt lægger vægt på de emotionelle kvaliteter i vores musik. Helgardh spiller lige efter os, men desværre kommer rivaliserende gangsterpiger op at slås på parkeringspladsen ude foran, og dramaet trækker det ellers store og dedikerede crowd bort fra scenen.

Vi takker nej til mange tilbud om efterfester, pakker bilen og sætter vores GPS til landets nordvestlige hjørne.

Seattle, WA

Vi forlader Las Vegas, som vi ankom; indhyldet i den altomsluttende ørkennat. Vejene i casinostaten er snorlige og føles endeløse. Drejer man to gange i løbet af tre timers kørsel, er det meget på disse egne. Det ændrer sig langsomt, efterhånden som vi forlader Nevada og vi krydser statsgrænsen til Oregon, hvor landskabet langsomt bliver mere frugtbart, vejene mere snørklede og bjergene blødere.

Den 28 timer lange køretur bliver taget i én streg, kun afbrudt af sporadiske tissepauser, en forsyningstur til walmart og en powernap på en tankstation. Næsten et helt døgn passerer med få, lavmælte jokes, 80'er-rock, gangster rap og vores egne udgivelser. Vi har efterhånden fået udnyttet den sparsomme plads i bussen optimalt og opbygget en god hvilerutine, så de lange strækninger bliver lettere at overkomme, hvilket gør at vi kan køre i længere tid uden at stoppe. Imens suser det meget varierede landskab forbi os, som psykedelisk tåge, og da natten falder på, er vi omringet af dyb, ildevarslende granskov til alle sider.

Vi ruller op ved spilletstedet ca. kl. 6 om morgenen, de af os der er vågne, skynder os op på den lokale Starbuck's hvor den står på kaffe og internet. Vejret i Seattle er den samme slags regnvåde kulde, som man finder i København, menneskerne virker køligt intellektuelle og velbalancerede og vi føler os hurtigt hjemme i grungens hjemstavn. Senere på dagen tager vi ind og ser os omkring i den overskyede, og ved første øjekast meget uamerikanske by, sightseeing er ellers noget, vi stort set ikke har haft tid til på denne tour.

Stedet hvor vi skal spille, hedder "The 2 Bit Saloon" og byder på noget af den bedste lyd vi har haft indtil videre. Vi spiller et lidt længere set, og både vi og den pæne forsamling af lokale lader denne aften til, at have særlig let ved at glide ind i en halv-hypnotisk stemning under koncerten. Desværre for Helgardh er størstedelen af publikum sivet af, da de indtager scenen (sandsynligvis til en Watain-koncert, der uheldigvis ligger samme aften). Vi pakker forstærkere og gedekranier sammen, og begiver os af sted over de tågede bjergpas, gennem Washingtons dystre nåleskove, med retning mod Fargo, North Dakota - en tur på omkring 30 timer.

Fargo, ND

På trods af den store afstand, og de mange stillesiddende timer i bil, er stemningen stadig god. Vi ruller igennem Montana, en (som navnet antyder) bjergrig og utrolig malerisk stat med frodige græsmarker, stejle skove og brusende vandløb. Bag hvert sving åbnes en ny lokalitet med postkortpotentiale, solen skinner og skyerne ligner vat.

Vi deler turen op i to stræk, og får en velfortjent nat på et motel, der lugter hyggeligt af morfar, og har sentimentale malerier af heste og indianere på væggen. Vi får et bad og et par øl, og stener noget UFC-titelkamp, inden vi - stadig med vejen boblende i kroppen - falder i søvn.

Tidligt næste morgen er vi på vejen igen. Kulden i nordstaterne gennemtrænger alt, så morgensmøgen bliver mere blot overstået end nydt. Efter et par timer på vejen, svinger vi ind for at få morgenmad, steak and eggs, i en bjælkehytte-dinner. Selve maden er ikke noget at skrive om, men det er bjælkehytten til gengæld: Det er som at træde ind i et afsnit af Twin Peaks, bortset fra at kaffen langt fra kan beskrives som "damn good" (den er faktisk generelt ret elendig herovre, selv efter dansk standard). Store solide træstammer danner skelettet, som er polstret med mørke træplanker og væggene er prydet af udstoppede hjorte- og elghoveder.

Byggerierne i dette område er generelt noget mere rustikke og holdbar end de billige, faldefærdige og hvidmalede træhuse, der udgør størstedelen af sydstaternes boliger.

Da vi efter halvandet døgns køretur når frem til spillestedet "Nestor Tavern" i Fargo, North Dakota, finder vi en lettere forvirret lydmand, der først lige har fået at vide at vi skal spille, og som fortæller os, at der ingen promotion har været overhovedet. Endnu et eksempel på at vores såkaldte booker har tabt bolden på denne tour og tilsyneladende er ligeglad. Det ellers rummelige spillested med en superlækker scene, ligger øde hen, med undtagelse af bartenderen, føromtalte lydmand og to af de lokale i baren, som på ingen måde er kommet for at høre os, og snarere synes at betragte de vrængende guitarer og febrilske blastbeats som et forstyrrende indslag i deres baseballkamp.

Vi ender med at spille for Helgardh og en ældre "native american" herre som det eneste publikum den aften, og får til gengæld glæden af at se Helgardh spille uden corpsepaint i dagens nedtrykte anledning. På trods af det sparsomme fremmøde, får vi dog solgt én t-shirt, og koncerten ender ironisk nok med at være den koncert, hvor spillestedet har betalt os mest indtil videre - et hårdt tiltrængt bidrag til vores pressede benzinbudget.

Under vores ensomme koncert i Fargo er temperaturen faldet til et godt stykke under frysepunktet, og da vi pakker ned og slæber gear ud til bilen, daler en let sne over byen. Lettere irriterede - men dog ikke uden at sætte pris på det åbenlyst morsomme i kun at spille for de selv samme mennesker vi har rejst 32 timer i bil sammen med, siden vi forlod Seattle - tager vi afsked med den forfrosne nordstat, og sætter igen kursen stik syd.

Alma, AR

I løbet af natten og den følgende dag krydser vi, med løbende udskiftning bag rattet, fem statsgrænser. Vores rejse mod næste gig i Alma, i staten Arkansas, tager os igennem de flade, græs- og landbrugsarealer i South Dakota, Iowa, Nebraska og Missouri. Det varmere klima, er et hårdt tiltrængt afbræk fra det våde og kolde klima oppe nordpå, hvor vi har tilbragt de sidste tre dage.

Køreturen varer kun 17 timer, og vi ankommer til Alma, Arkansas kl. 18 lokal tid. Vi mærker straks at vi er tilbage i syden, da græshoppernes diskante dronen og det milde vejr byder os velkommen. Byen ligner en nedslidt kulisse fra en cowboyfilm, og rummer et usædvanligt stort antal kampsportsklubber. Selve spillestedet er en krydsning mellem en guitarbutik, et teater og et koncertrum, med plads til ca. 100 mennesker. Vi er ankommet et døgn for tidligt, da det gik stærkt med at komme væk fra Fargos kolde, mennesketomme elendighed, så vi får lov til at crashe på spillestedet. En tiltrængt fest opstår under det mosh/bøllehardcore show, der er på plakaten den aften. Vi har sovet siddende op i bussen 14 dage, kun med to motelstop på 7 timer hver, så vi er uendeligt glade for at kunne feste med vores redneck-homies i Helgardh.

En lokal musiker, den helt igennem "all american" Nathan, giver os med vendinger som "bitch is the highest regard I can give - like nigga" en hurtig lektion i den lokale omgangstone, hvorefter han spontant bryder ud i samfundskritisk, improviseret rap og sang, akkompagneret af en skramlet spansk guitar, der går på omgang i løbet af aftenen. Det ender med at blive en meget beruset og følelsesladet aften med masser af snak, sang og musik, der ender med at vi falder i søvn i en stor bunke på spillestedets scenegulv.

Næste morgen står den på steakhouse og undskyldninger, fra dem der blev lidt for følelsesladede under den massive alkoholindflydelse natten før. Enkelte får fanget en times football på byens stadion, da Alma Airdales tørner sammen med et af de andre rivaliserende collegehold fra egnen. Denne aften byder de lokale acts på oldschool amerikaner-død, med masser af triggers og godt indsmurt i Morbid Angel-worship, samt thrash fra den gamle skole. Begge bands spiller et godt sæt, og er bagefter lidt vægelsindede om hvorvidt vi skal glide ud i natten med kurs mod Downer's Grove i Chicago, eller blive og feste videre. Rastløsheden vinder, vi pakker bussen, og er inden længe tilbage på den endeløse amerikanske landevej - denne gang for en kort kort tur på kun 12 timer.

Vores tour kan bedst beskrives som et smukt kaos: Smuk i kraft af det overvældende landskab, de positive og hjælpsomme mennesker vi møder, men mest af alt i kraft af det stærke venskab, der er opstået mellem Ajuna, Helgardh og Brian the driver. Kaos på grund af den store usikkerhed, der har omgivet turen lige fra start. En usikkerhed vi var opmærksomme på allerede inden vi tog af sted, men som til tider har givet os kortvarige mavepustere. Vi har undervejs opbygget en fælles humor og en seriøs holdmentatlitet, og vi har fået en uvurderlig mulighed for at opleve USA sammen med en flok vaskeægte, meget behagelige, rednecks, der nærmest aldrig selv har været ude af deres egen bjergregion. Vi har fået dedikerede fans, der beretter at have oplevet noget helt specielt, atmosfærisk, og måske endda spirituelt i vores selskab, og vi får props for en scene-presence, vi ellers gentagne gange er blevet bashet for af diverse metal-bloggers i DK.

Vi har kørt fra kyst til kyst og tilbage, vi har spillet i et hav af forskellige egne og venues, og når alt kommer til alt - på trods af pladsmangel i en tilsvinet bus, på trods af bookerens inkompetence og de mange køretimer mellem shows - er en ting er i hvert fald sikker: Vi kommer tilbage igen.