Vagttårnet: Hvad stiller vi op med Roskilde Festival?

Metalkulturen på Roskilde Festival er kørt skævt. Sådan lyder kritikken fra flere medier. Men står det virkelig så galt til? Nej, faktisk ikke lyder det i Devilutions tilbageblik på årets festival.

"Roskilde Festival er den bedste musikfestival i verden."

Sådan lød dommen, da redaktøren Vince Neilstein fra et af verdens førende metalmedier, MetalSucks, sidste år gæstede Dyrskuepladsen.

Neilstein var sammen med øvrige toneangivende metalmedier som Kerrang og Metalinjection inviteret af festivalen for at overvære, hvorfor en pløjemark i den gamle vikingeby er verdensberømt. Kendt for at være fredelig, praktisk velfungerende, og ikke mindst på grund af et alsidigt musikprogram. Og særligt programmet sidste år imponerede de udenlandske metalmedier. Forståeligt nok.

2013 var et sandt festfyrværkeri med Metallica, Slipknot, Queens of the Stone Age og Volbeat som hovednavne på Orange Scene og resten af programmet bød på både store og mindre etablerede navne som danske Ajuna over Kvelertak til de tyske thrashikoner i Kreator.

Metalprogrammet 2013 skrev sig ind i Roskildes historiebog på lige fod med suveræne år som 1992, 1996, 1998, 2003, 2005, der havde metalnavne som de absolutte headlinere – samtidigt år, der i flere tilfælde har glimret ved ikke at have været udsolgt.

Slå koldt vand i blodet

Sådan kommer vi ikke til at huske 2014. Det vil blive husket som året, hvor festivalen kunne præsentere det største navn nogensinde på plakaten: The Rolling Stones – middelmådig oplevelse eller ej.

Kritikken har været hård ved årets udvalg af metal. "Grund til nervøsistet" lyder det hos Blastbeast og i egne rækker, skrev vor alvidende Jens Jam Rasmussen i BT, at programmet var inkompetent skruet sammen.

Måske vi lige skulle slå koldt vand i blodet. Historisk set har Roskildes metalprogram altid været af varierende størrelse. 1999 som skrækåret, hvor der, ud over Metallica som hovednavn, ikke var flere metalnavne end der kan tælles på en hånd.

Så slemt var det jo faktisk ikke i år, 2014 havde lige så mange metal- og rocknavne på programmet som sidste år. En cirka 35 stykker – men i en lang mere ukendt størrelsesorden. Og hvad skulle festivalen egentlig have gjort anderledes? Roskilde Festival er og har aldrig været en metalfestival, der partout skal præsentere genrens sværvægtere hvert eneste år på Orange scene.

Men når vi har en tendens til at huske Roskilde som en "metal"-festival i gamle dage med metalfans alle vegne, skyldes det, at vi kun havde Roskilde som metalfestival samt til dels den hedengangne Midtfyns Festival.

Dobbeltmoralsk kritik

Verdensbilledet har ændret sig radikalt siden "gamle dage".  En Øresundsbro gør det muligt at komme til Sweden Rock Festival på 90 minutter fra hovedstaden. En flybillet til Hellfest i Frankrig koster ikke meget mere end en togbillet over Storbæltsbroen. Og så er der Copenhell, der har hastigt vokseværk. I år endda med Iron Maiden og D-A-D på plakaten. Det bliver festivalen hyldet for. Ironisk nok. Havde Roskilde præsenteret de navne, så var bookerne blevet mødt med den vanlige kritik om at gentage sig selv.

Det er sagens kerne. Man vil både blæse og have mel i munden på Dyrskuepladsen. Men hvem er det, som skal holde den store metalfest på Orange? Metallica, Black Sabbath, Iron Maiden, Guns n' Roses, Rammstein, Volbeat, D-A-D og AC/DC er de eneste navne, som kan samle masserne foran den berømte orange teltdug. To af dem gjorde det sidste år, og de øvrige har været der op til flere gange det seneste årti. Udtaget de australske hardrockere, som vi herfra tror på står på scenen i 2015, når de passende er på turné og præcis er det eneste band, som festivalen mangler af legendariske navne.

At skyde Roskilde Festival i skoene, at de, ud over at skulle være modige og tage chancer i et meget bredt udvalg af musikgenrer, OGSÅ skal sørge for, at de på metalfronten ikke falder igennem over for Copenhell og Wacken, er at spænde buen for hårdt. Det kan og skal festivalen ikke. Og når vi år efter år oplever navne som Machine Head, Deftones og Slipknot falde igennem foran en halvtom plads foran Orange er tiden nået til at droppe de mellemstore bands forsøg på at skabe en umulig metalfest på hovedscenen. I år var det Carcass som bukkede under for det tomme Arena-telt. Et ærgerligt scenevalg – og tidspunkt – som bandet også selv kommenterede.

Men nu er halvtomme scener altså heller ikke noget nyt fænomen til metalkoncerter på festivalen, selv om vores selektive, kollektive hukommelse gerne vil huske noget andet. Der har aldrig været proppet i fordums tid, når Satyricon og The Haunted spillede midt om natten på Gul Scene, eller da Enslaved stod på Odeon eller Dimmu Borgir på Blå Scene en varm eftermiddag i 1998, hvor In Flames bagefter spillede for små hundrede mennesker på datidens Rød Scene i vestområdet.

Festivalkulturen har ændret sig

Men det er klart, at det kan mærkes, at metalfolket relativt er svundet i takt med alle det øvrige udbud af festivaler er blevet større lettere at komme til. Så er der også det aspekt, at festivalkulturen generelt er ændret, og at man i bund og grund ikke kan klandre Roskilde for at sælge det produkt, som gæsterne efterspørger.

Efter fem års eksistens kunne Northside trække 35.000 gæster og Copenhell er efter ditto år oppe på cirka 16.000. Og moderfestivalen på Dyrskuepladsen. Ja, de satte rekord med 131.000 publikummer. Det er blevet hipt at være på festival, som anno 2014 skal inkludere mere værdi for pengene end bare musik. For 10-15 år siden kunne man i ro og mag ankomme på campingpladsen lørdag eller før og slå sit telt op tæt på festivalpladsens indgange uden problemer. Sidenhen er det blevet en sport at vælte hegnet og storme pladsen.

Pinlig mediedækning

Medierne følger trop. Ekstra Bladets pseudojournalistik sender direkte fra deres hjemmesiden, når hegnet væltes, og rapporterer ellers flittigt fra badesøen, når de ikke har travlt med at kåre festivalens babes. Soundvenue skal nok dagligt fortælle hvad der hot eller not af udseende, så man kan lære at køre en fed og korrekt festivalstil. Gaffa satte et nyt lavpunkt for dansk musikkritik med deres pinagtigt ringe "anmeldelse" af Major Lazer. Politiken sendte deres hipster-praktikant i armene på kollegaerne fra Blastbeast, som smurte ham ind i corpse paint og fik udstillet metalfolket nok engang som en eksotisk sær race. Tak for det. Og festivalavisen Orange Press følte ikke for at dække årets metalkoncerter, hvilket betød, at vi, Devilution, der stillede anmelderservice til rådighed for avisen sidste år, blev sorteret fra. I stedet kunne man læse artikler om tis samt en sexolog, der forklarede at urinsex er hvor man pisser sin partner i munden. Jovist, vedkommende, men næppe praktisk i et telt på en festival.

Og statens medieflagskib, DR? Tja, før i tiden transmitterede de koncerter direkte på P3, fra Body Count til Metallica og sendte dybdegående og kompetente udsendelser på DR2. Nu er man henvist til ungdomskanalen DR3, der brugte tiden på at sende live-makrelspisning. Endda med en vært, der aldrig havde hørt om Sort Søndag, som en metalmakrelædende pige have en trøje på med. Forklaringen er, ifølge vores insider i Staten, at DR ikke mener, at festivalen appellerer bredt nok til hovedkanalen. Er det til at brække sig over? Ja. Fører vores brok over den lalleglade dækning til noget. Næppe.

Roskilde bør vise det nye

Men hvad skal Roskilde så overhovedet med metallen? Vores bud er, at Roskilde kan bruge genren til at vise det bedste og mest ambitiøse frem for universalmusikelskere. Dem, som kommer på Roskilde for at få nye musikalske oplevelser, uanset hvilke genrer de befinder sig i.

Fra årets program kunne man for eksempel vælge at fremhæve Vattnet Viskar, Nails og Corrections House som koncerter, der kunne bruges til at vise vores musik frem på en måde, så den appellerer til folk der ikke lige er i et 1:1-forhold med langborde og corpse paint. Desværre var der skam også fejlskud i år, som de elendige koncerter med Black Pus og Future to the Left, og flere af metalhovednavne stod heller ikke distancen. Skal der pinedød bruges masser af penge på metal, så brug dem klogt. Deftones? Hvorfor vælge et band, der peakede kreativt for 15 år siden? Hvorfor ikke kaste penge efter en gendannelse eller en unik koncert a la Helhorse/The Psyke Project - men i stedet bare gøre det for at få en genudsendelse af Satyricon/Nocturno Culto koncerten fra Wacken 2004? Det ville folk fra fjerne egne jo rejse for!

Det kontroversielle i denne idé er, at vi byder de andre genrer velkomne til at komme og være metalliske på deres præmisser. Men det er vel kun rimeligt? Det er længe siden at vi med rimelighed kunne kalde Roskilde for metalfokets festival.

Positivt med ny musikchef

I sidste uge forlod festivalens musikchef Rikke Øxner overraskende festivalen og er nu blevet erstattet af programchef Anders Wahrén. For metalgenren et positivt tegn. Den 31-årige Wahrén har en fortid hos Live Nation og var med til at starte Copenhell. Op til festivalen bragte vi et interview med ham, hvor han udtaler: "Vi vil gerne præsentere noget af det metal, der er grænsesøgende, forstået på den måde, at der gerne må være ting, som ligger lidt i kanten eller imellem forskellige subgenrer".

Og det gjorde Roskilde jo rent faktisk i år med navne som funeral doom-pionerne i Mournful Congregation eller alternative navne som Bl'ast! og Corrections House. Bands, for små og specielle til at de kan sælge billetter til de såkaldte metalturister på Copenhell og faktisk øvrige etablerede metalfestivaler. Det er Roskildes styrke, og det hylder vi klart herfra. Også selv om der kun står 50 mennesker lørdag nat foran den intime Gloria-scene til australsk doom. Og vi siger nej tak til metalbodegaer eller lignende gejl, for nu at henvise til Blastbeasts spørgsmål "Hvor går jeg hen, hvis jeg ønsker at forsætte festen efter Rob Zombie?".

Well, som Vince Neilstein skriver i sin artikel om Roskildes alsidige program.

"If you’re a metalhead attending Roskilde, and all you see is metal bands, you’re doing it wrong. Live a little, find something new, see something outside the box."