Vagttårnet: Hvor er næste generation? Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/f9/82/45/-E2P8362-54-1437008781-56-1454161468.jpg
10. Maj 2015    

Snakken i krogene forud for årets Copenhell er fokuseret på hovednavne samt fraværet af disse. I dette Vagttårn ser vi nærmere på, hvad der definerer et "hovednavn", og stiller spørgsmålet: Er vores musik fremtidssikret? Hvad sker der med metalmiljøet, når Motörhead, Judas Priest, Black Sabbath, Iron Maiden og AC/DC ikke længere turnerer?

Når man kigger på festivalplakaterne for 2015, mødes man af et bedaget og trist syn, der vækker minder og nostalgi for børn af halvfjerdserne og firserne, men er frarøvet enhver visionær tanke. Det hele handler om at tappe den målgruppe, der beredvilligt har ageret malkeko, siden de kom til penge som unge og voksne i halvfemserne. Her 2-3 årtier senere er det stadig samme bands, der turnerer og formår at placere sig allerøverst på plakaterne.

Motörhead
Judas Priest
KISS
Scorpions
Ozzy Osbourne
Manowar
Accept
Alice Cooper

Læg dertil de andre, der så turnerer næste år. For det her kører i kalkulerede turnecyklusser, der ikke er til for andet end at tømme dine lommer. Næste år vil du blive præsenteret for følgende:

Iron Maiden
Saxon
Deep Purple
Status Quo
Aerosmith
Twisted Sister
ZZ Top
Danzig
Whitesnake
King Diamond

Vi er klar over, at vi her lægger os ud med rigtig mange, der er eller har været store fans af et eller flere af nævnte bands. Det er vi også selv. Vi er vokset op på den fede mælk, som ovennævnte bands leverede i form af kunstnerisk relevante og banebrydende plader tilbage i halvfjerdserne og firserne. Ingen skal beklikke deres relevans og eftermæle. Den historik og det miljø, disse bands og kunstnere har været hovedaktører i at skabe, er præcis det, vi i dag befinder os i. Metalmiljøet. Den strategi holder bare ikke evigt. Der må og skal nyt blod til. Det er, som om metalmiljøet ganske simpelt ikke har været på fravænning endnu. Sweden Rock er det perfekte eksempel på en festival, der er fantastiske til at hylde disse fundamentale kunstnere, men som årene er gået, er hovednavnene blot blevet større og ældre. En tendens, der desværre er gennemgående på samtlige af Europas større rock- og metalfestivaler. Er et hovednavn kun et hovednavn, hvis de har solgt millioner af plader i firserne?

Men hvor er næste generation af store kunstnere?

Metallica er efterhånden også ved at være godt oppe i årene, og det samme er deres thrash-brødre i Slayer, Testament, Megadeth, Kreator, Destruction osv. Og hvad med dødsmetallen? Hvor er afløserne til Cannibal Corpse, Deicide, At The Gates, Morbid Angel og Obituary? Da alle de i artiklen nævnte bands brød igennem, uanset om det var NWOBHM, thrash, døds- eller black metal, var de enten stadig teenagere eller i starten af 20'erne. Unge mænd.

Imens vi skrev på denne artikel, kom Jay Jay fra Twisted Sister så med præcis samme tanke i et radiointerview, hvor han er bekymret, når han ser, at de turnerer med KISS, Def Leppard, Motörhead og Judas Priest. Han mener ikke, at der bliver fyldt godt nok op nedefra. Samme bekymring, vi her prøver at italesætte.

Han mødes af Gene Simmons fra KISS, der noget dystopisk for nylig i musikmagasinet Rolling Stone erklærede, at rocken er død. Han mener, at fildelingstjenester, talentkonkurrencer m.v. har gjort det praktisk umuligt for næste generation at få fodfæste som musikere og gøre det til en levevej. Det med fildeling, mp3, internet og fagre nye verden er bestemt en drejning, som musikbranchen endnu ikke helt har tøjlet, og Simmons mødes i den tankerække af forsangeren fra Judas Priest, Rob Halford. Han efterlyser den næste store stjerne i stil med Ozzy Osbourne eller Axl Rose.

Der er ikke meget, der tyder på, at fremtidens musikere overhovedet har eller får muligheden for at skabe samme gennembrud, navne og aura omkring dem og deres kunst. Internettet er her igen både musikernes bedste ven og værste fjende. Det er blevet nemmere end nogensinde før for et ungt band at få deres musik hele vejen om til den anden side af kloden og fange en teenager på et værelse i Japan eller Venezuela. Omvendt er det også samtidig det, der gør det svært for musikere at få skabt såvel mystik og snak i krogene om “the next big thing”. Det er vanskeligt at skabe momentum og omtale udover nogle likes på de sociale medier. 

Hele snakken om økonomien bag Spotify, Tidal og de andre musiktjenesteudbydere er et vagttårn i sig selv, så det vil vi ikke komme nærmere ind på, udover lige at bemærke, at billetpriserne og frekvensen af de store navnes turneplaner unægteligt hænger sammen med de faldende indtægter fra pladesalget. I halvfemserne var Metallica for eksempel ikke i Europa hver sommer. Det har de nu været 10 år i træk. Stof til eftertanke. Og netop Metallica vil vi vende tilbage til senere.

Når man ser på festivalplakaterne i historisk perspektiv og analyserer frekvensen af gengangere, bliver det en trist konklusion, der må drages. At vi er til grin for egne penge. Kun enkelte bands med fødsel i halvfemserne eller senere har kunnet presse sig op. Det drejer sig om navne som Volbeat, Avenged Sevenfold, Slipknot, Machine Head, Behemoth, Gojira osv. Dem kender vi. Dem elsker vi. Tilsyneladende. Men kan de alene bære metalmiljøet videre, når ovennævnte ældre bands inden for en overskuelig årrække omsider hænger hatten på hylden og slukker for forstærkerne?

For kan det virkelig være rigtigt, at det stadig skal være de førnævnte koryfæer og ronkedorer, der skal holde fanen højt og redde festivalernes økonomi sommer efter sommer? Det har de gjort siden 1975. Hvor længe skal de tvinges øverst op og blive længe oppe hver weekend for at underholde? De må efterhånden have tilkæmpet sig retten og pligten til at stoppe ævred, indse at hverken stemmer, kroppe eller kunstneriske årer er til mere og simpelthen holde inde og lade sig selv leve videre i vores minder som noget stort og stærkt. Judas Priest har lovet os det over flere gange. Ozzy og Black Sabbath har også flirtet med ideen flere gange. At dømme ud fra stemmernes niveau anno 2015 er det nok en ide, der er værd for flere af disse kæmper at revurdere kraftigt og nå en fornuftig konklusion. For ingen af de her musikalske forkæmpere er i dag, hvad de var, dengang de cementerede deres plads i musikhistorien og skabte genren.

Det er på tide med et vagtskifte

Her kommer det springende punkt og evigt tilbagevendende spørgsmål: Hvem skal tage over?

Det næste lag, der burde stå klar i kulissen for at vippe disse legendariske navne ned af festivalplakaternes øverste lag og tilkæmpe sig tronen. Nogle af de førnævnte er i gang og skal nok klare den. Men 6-8 navne gør det ikke alene. De kan ikke redde både Graspop, Wacken, Bloodstock, Hellfest, Party San, Sweden Rock, Brutal Assault, Nova Rock, Rock Am Ring, Download og Copenhell. 

Tænker vi 5-10 år ud i fremtiden, vil størstedelen af de bands, vi uretfærdigt hænger ud, alligevel være pensionsmodne. Hvor efterlader det festivalerne? Hvor skal de store navne komme fra, der som kæmpe magneter tiltrækker publikum fra alle verdens hjørner til Europa og Danmark om sommeren?

Heldigvis gør flere af festivalerne selv noget af arbejdet. De kultiverer undergrunden i deres respektive lande og giver små bands chancen for at vise deres værd. Men selvom det er al ære værd at give Solbrud, Mordax, Redwood Hill, Helhorse, Billy Boy In Poison eller Malrun chancen, er det så løsningen? Kan det stå alene?

Nuvel. Netop Wacken Open Air har faktisk selv igangsat et kultiveringsinitiativ, der forsøger at opildne unge bands til at give den en skalle i øvelokalet. Det drejer sig om Wacken Metal Battle, der arrangeres i efterhånden rigtig mange lande, hvor førstepræmien nationalt er en chance for at spille på netop Wacken Open Air, mens vinderen af den internationale konkurrence på den tyske festival får en pladekontrakt med mægtige Nuclear Blast. I modsætning til de talentkonkurrencer, som Gene Simmons nævner som en stopklods for at finde den næste Bob Dylan, er Wacken Metal Battle netop forankret i det uomtvistelige faktum, at deltagerne død og pine skal spille deres egen musik. Så der er ingen coverbands, der tager den nemme udvej og spiller den med Slayer.

Vi stiller mange spørgsmål i denne artikel, og vi er ikke i nærheden af alle svar. Dette er ment som et oplæg til debat. Hvad gør metalmiljøet, når grundlæggerne forlader arbejdsmarkedet? Er næste generation klar til at påtage sig ansvaret og arbejdsbyrden med såvel at underholde og udgive eviggrønne plader, der tåler tidens tand og henrykker såvel unge som gamle?

Vi håber det. Der skal ikke være nogen tvivl om, at vi hylder Michael Poulsen og Volbeat ubetinget for det, de har skabt siden 2004. De kan bare ikke gøre det alene. Det kan ingen. Der skal rigtig mange gode sange og bands til at løfte arven fra den generation, der fortsat agerer trækplaster, og som festivalerne trækker veksler på hver sommer. 

For hvis ikke, så står og falder metalmiljøet med Bruce Dickinsons og James Hetfields helbred og fødselsdato. 

Tørre tal primo maj 2015.

Lemmy Kilmister, Motörhead, 69 år
Angus Young, AC/DC, 60 år
Brian Johnson, AC/DC, 67 år
Alice Cooper, 67 år
Tony Iommi, Black Sabbath, 67 år
Ozzy Osbourne, 66 år
Steven Tyler, Aerosmith, 67 år
Rudolf Schenker, Scorpions, 66 år
Klaus Meine, Scorpions, 66 år
Gene Simmons, KISS, 65 år
Francis Rossi, Status Quo, 65 år
Rob Halford, Judas Priest, 63 år
Joey DeMaio, Manowar, 61 år
Dee Snider, Twisted Sister, 60 år
Glenn Danzig, 59 år
King Diamond, 58 år
Steve Harris, Iron Maiden, 59 år
Bruce Dickinson, Iron Maiden, 56 år
Joe Elliott, Def Leppard, 55 år
Tom Araya, Slayer, 53 år
Kerry King, Slayer, 50 år
James Hetfield, Metallica, 51 år
Lars Ulrich, Metallica, 51 år
Robb Flynn, Machine Head, 47 år
Corey Taylor, Slipknot, 42 år
Michael Poulsen, Volbeat, 40 år

Hvem bærer ansvaret?

I sidste ende er det os. Publikum. Vi køber pladerne. Koncertbilletterne. Eller lader være. Der hviler en forbandelse over metalmiljøet som subkultur, når vi vender de bands ryggen, der rent faktisk laver musik, som bryder grænserne ned og slår igennem i mainstream. Lige så snart Metallica begynder at sælge millioner af plader med 'Metallica' eller lavede powerballader allerede på 'Ride The Lightning', begyndte kritikken at hagle ned over dem. Volbeat beskyldes for at sælge ud, fordi de ikke længere spiller på Stengade 30 eller Rytmeposten. Så vender vi os i stedet mod Iron Maiden, AC/DC, Motörhead og Slayer og hylder dem betingelsesløst fordi vi her ved, at de nok skal lave den musik, vi kender og er trygge ved. Hvad vil metalfolket ikke sige, hvis Volbeat præsenteres som hovednavn på Copenhell? Ramaskrig? I stedet afholder de deres eget show på samme matrikel. Danmarks ubestridte største rock/metalorkester nogensinde, og miljøet kvitterer ved at vende dem ryggen, fordi de er blevet for populære.

Festivalerne gør deres for at gøre det bedre. Vores egen Copenhell prøver i år med hovednavne som Slipknot, Ghost og Gojira. Samt et væld af up and coming bands, der søger gennembruddet. Der igangsættes også initiativer uden om musikken for at gøre det til et helstøbt event og ikke bare en musikfestival. Ligesom Wacken Open Air og flere andre af de store festivaler i udlandet med held har skabt sig et varemærke og en stemning, der gør, at de har udsolgt uanset navnene på plakaten. Folk kommer for festens skyld. Det er bl.a. disse store institutioner, der sammen med os fans bærer ansvaret for, at musikken og genren kan leve videre, når en del af genrens gudfædre vælger at lægge hat og instrumenter på hylden.

Hvad gør andre genrer?

For der skal jo komme noget efter Metallica, Slayer, KISS og Black Sabbath. Denne tendens med aldrende bands og ikke tilstrækkelig påfyldning af nye hovednavne nedefra er noget, som andre genrer har tacklet for længst. Popbranchen spytter på godt og ondt nye, store navne ud hvert år. De står ikke længere på Roskilde Festival og hepper på ABBA og Madonna. Nuvel, selv Roskilde Festival falder til patten i ny og næ, når de henter Paul McCartney eller The Rolling Stones ind. Men de har jo allerede tygget sig gennem Oasis, Robbie Williams, Coldplay, Kanye West, Jay-Z, Rihanna og videre ind i fremtiden med andre nye navne. De har måske allerede set denne udvikling i metalmiljøet og klogelig satset på andre genrer, hvor der er flere unge kræfter at spore?

Indset at de nye, unge bands i metalmiljøet ikke tilnærmelsesvis har evnet af lave en plade, der bare lugter af samme kvalitet som 'Master Of Puppets' og 'Reign In Blood'. For det mangler. Vi må håbe, at vi i samlet flok formår at se videre og forbi James Hetfield og Ozzy Osbourne. Det betyder ikke, at vi ikke kan anerkende de og deres generationers betydning for vores miljø.

Det betyder blot, at vi også kerer os om det, der skal komme efter dem.

Læserkommentarer

Et andet og vigtigt aspekt af denne kedelige udvikling er ökonomien for alle up and coming bands. Jeg spiller selv i dansk/svenske metalbandet HOG i Stockholm hvor vi ret tit får en tallerken mad og en pils som betaling for et gig. Nogen gange penge til benzin hvis udenbys, og hvis det er luksus får vi et hotel värelse, men yderst yderst själden får vi penge. Mange bands der vil frem og som har kapaciteten lever på de her betingelser som jo gir en ussel grobund for fremtiden. I forhold til 70erne og 80erne hvor pladeselskaberne havde mulighed for at gi bands forskud som de kunne bygge deres navn op med, ja så har vi idag et system som bygger på at musikerne selv skal finansere promotion, turné, merchandise for egne penge. Når det er på den måde og indtjeningen via Spotify er nogle slatne håndörer, så blir det altså en meget meget sej kamp og en long way to the top if u wanna rock n roll. Men i vores band gör vi det af kärlighed til musikken, og fortsätter kampen i håbet om at branschen vil vågne op til dåd og forstå at det, de gamle krigere holder liv i i dag, forsvinder hvis ikke vi finder bedre måder at skape indtjeningsmuligheder musikerne. Forbrugeren er blevet vant til at musik i dag er nästen gratis via streaming og download og spillestederne skummer flöden fra entré indtägterne, og det er det der truer fremtiden og som vi er nödt til at ändre på.

En tallerken mad og en pilsner

Et andet og vigtigt aspekt af denne kedelige udvikling er ökonomien for alle up and coming bands. Jeg spiller selv i dansk/svenske metalbandet HOG i Stockholm hvor vi ret tit får en tallerken mad og en pils som betaling for et gig. Nogen gange penge til benzin hvis udenbys, og hvis det er luksus får vi et hotel värelse, men yderst yderst själden får vi penge. Mange bands der vil frem og som har kapaciteten lever på de her betingelser som jo gir en ussel grobund for fremtiden. I forhold til 70erne og 80erne hvor pladeselskaberne havde mulighed for at gi bands forskud som de kunne bygge deres navn op med, ja så har vi idag et system som bygger på at musikerne selv skal finansere promotion, turné, merchandise for egne penge. Når det er på den måde og indtjeningen via Spotify er nogle slatne håndörer, så blir det altså en meget meget sej kamp og en long way to the top if u wanna rock n roll. Men i vores band gör vi det af kärlighed til musikken, og fortsätter kampen i håbet om at branschen vil vågne op til dåd og forstå at det, de gamle krigere holder liv i i dag, forsvinder hvis ikke vi finder bedre måder at skape indtjeningsmuligheder musikerne. Forbrugeren er blevet vant til at musik i dag er nästen gratis via streaming og download og spillestederne skummer flöden fra entré indtägterne, og det er det der truer fremtiden og som vi er nödt til at ändre på.

Personligt kommer jeg fra Nakskov, som har har den, engang, så stolte HM'88, som lavede fede koncerter med alle mulige danske bands, som Invocator, Rigid Domain, Konkhra og hvad de ellers hed, ja selv Volbeat i deres demo tid. De lavede sågar den fede Lienlund Festival som var en ren heavy festival i start 90erne.
Men de sidste 10 år er der ikke kommet noget som helst nyt, der laves kun koncerter med kopi bands, som spiller de i artiklen nævnte gamle bands.
Det er sgu en trist udvikling.

Skidt udvikling

Personligt kommer jeg fra Nakskov, som har har den, engang, så stolte HM'88, som lavede fede koncerter med alle mulige danske bands, som Invocator, Rigid Domain, Konkhra og hvad de ellers hed, ja selv Volbeat i deres demo tid. De lavede sågar den fede Lienlund Festival som var en ren heavy festival i start 90erne.
Men de sidste 10 år er der ikke kommet noget som helst nyt, der laves kun koncerter med kopi bands, som spiller de i artiklen nævnte gamle bands.
Det er sgu en trist udvikling.