Vagttårnet: Jagtsæson Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/28/4f/01/katyusha-rocket-17-1483107901.jpg
30. December 2016    

Alt var ved det gamle i metalland i 2016: De store festivaler blev større, de store bands blev større, og publikum voksede også. At det skete på bekostning af ambitioner om at ville rykke noget ved metallen, er der heller ikke noget nyt i, men i trygheden findes også kimen til metallens endeligt.

Som institution er metallen så langt fra fremtidssikret: For nogle år siden efterlyste vi bands, der kunne løfte arven fra de store metalbands, når de på et tidspunkt uvægerligt takker af, og siden da er Motörhead slut med Lemmys død sidste jul, Black Sabbath har spillet afskedsturné, og der er stadig ingen oplagte bud på, hvem der om to, fem eller ti år skal kunne samle publikum foran den store scene på Copenhell. Der er uendelig langt ned til anden division i metallen, og i superligaen står det heller ikke for godt til, hvad rutineprægede udspil fra Metallica og Volbeat gjorde klart i år, Iron Maiden og Slayer endnu tydeligere sidste år.

Selvom alle bands i umindelige tider har været institutioner, der ikke fornyede noget som helst og mindst af alt sig selv, så var det netop det, der gjorde dem store i sin tid: et brud med den etablerede scene.

Det savner vi på dagens metalscene, i særdeleshed den hjemlige. På Devilution-stabens årslister dominerer Vektors ‘Terminal Redux’ med et sjældent højt ambitionsniveau, som franske Gojira i nogen grad matchede på ‘Magma’, men man behøver ikke engang se længere væk end til vores nordiske broderlande, hvor svenske Cult of Luna, norske Ihsahn og finske Oranssi Pazuzu alle udgav plader, der på hver deres måde har forsøgt at sprænge rammerne for, hvad metal kan være, og gjorde det med gennemtænkte koncepter, store anslag og lige så store armbevægelser.

Dansk metal er præget af stiløvelser inden for forlængst fastlagte rammer og en fælles forståelse af, at det helst ikke skal tages alt for alvorligt. Om det så giver sig udslag i, at publikum synes, det er hyl at kaste porrer op på scenen til Aalborg Metal Festival for at tage brodden af enhver selvhøjtidelighed, der måtte opstå; i Copenhells temaparker, hvor man kan lege metalkliché for at vise, at man ikke mener det så alvorligt; eller i bands, der kører den på rutinen og spiller det, alle alligevel er kommet for at høre. Gerne garneret med ironisk distance, så ingen forledes til at tro, det for alvor betyder noget. Vi har en fest, det er der ingen, der skal ødelægge.

Fornyelse og ambitioner savnes

Det er det, Devilution er her for: at ødelægge festen. Det proklamerede vi i Vagttårnet ‘Vi er ikke kommet for at danse’, og det står ved magt: Vi er her ikke for at drikke bajere og klappe hinanden på ryggen og sige, at det går fantastisk, mens skibet synker under vægten af tyve tusinde metalfans, der hopper i takt til “noget med Slayer”. Vi er her ikke for at være ironiske om det at høre metal.

Det er ikke, fordi der ikke har været noget at glæde sig over i dansk metal: The Psyke Project bevægede sig i sin tid med succes ud, hvor de ikke kunne bunde, og bands som Solbrud, Hexis, Myrkur, Cerekloth, Denial of God, Halshug, Huldre, Defecto og Slægt har alle vist et højt kunstnerisk ambitionsniveau og levet op til det. Det er bands, der nyder stor respekt, og som har fortjent det. For de satte sig ud over hyggen og den danske metalscenes tryghedsdyrkelse. Professionalisme gør det ikke alene, det kræver, at man er villig til at sætte alt over styr, og det er der for få, der tør her i metallens egen velfærdsstat. Den fee’ død hersker fortsat suverænt i Danmark med en magtfuldkommenhed, der gør den døv overfor de landvindinger, der faktisk stadigvæk sker på scenen internationalt med eksempelvis årets udgivelser fra Ulcerate, Altarage og Gorguts.

I Danmark er det kun Volbeat i nyere tid, der er lykkedes med at bryde igennem internationalt. Det er dog i høj grad sket på bekostning af metalelementet i deres musik, så på den måde tjener de dårligt som forbillede for yngre metalbands. Der, hvor de alligevel er det, er i deres dedikation: De har arbejdet hårdt for det. Og her mangler vi nogle nye bands, der vil og tør mere og andet end at øve hver tirsdag og torsdag og så drage på danmarksturne i weekenderne, når familien, studierne og fuldtidsarbejdet tillader det.

Vi er alle del af en nært selvkørende maskine. Som fans fodrer vi den pligtskyldigt med penge til stadigt dyrere koncertbilletter, så de store bands kan betale huslejen, og på deres side kvitterer de lige så pligtskyldigt med en ny, mere eller mindre uinspireret plade ud fra standardskabelonen med jævne mellemrum.

De kalkulerede forsøg på at blive arvtagere til de store navne falder til jorden med hule brag, fordi de er så gennemskuelige, og fordi de store navne netop ikke blev store ved at kopiere andres model. Det er til at blive modløs over, så en kærlig langemand lige op i ansigtet på os selv og hele miljøet er på sin plads. Der skal tages chancer. Ellers tager vi langsomt livet af den ild, der brænder i os alle brænde inderst inde. Det utæmmelige er blevet tæmmet. Det skal gøres om og helst så hurtigt som muligt.

Frem med ammunitionen

Så lad os stoppe den her fest, før den stopper af sig selv og komme videre. Metalscenen har allerede en gang tidligere været ved at gå til grunde i magelighed og beruselse i egen succes. Det var i starten til midten af halvfemserne, hvor dødsmetallen trådte vande kreativt, og en uhellig alliance af Metallica og funk metal gjorde en ihærdig indsats for at indynde sig hos et bredere publikum. Dengang kom redningen i form af den anden bølge af black metal fra Norge, der tog metallen langt ned i undergrunden igen. Bandsene fra den bevægelse, der var udskældte, frygtede og latterliggjorte i  sin tid, nyder bred anerkendelse i dag, hvor black metal er populært som aldrig før.

Det er på tide at gøre noget nyt. Det kræver, at såvel musikere som koncertarrangører og publikum begynder at tage fremtiden, sig selv og hinanden alvorligt.

Find frem til de bands, der vil noget. De kunstnere, der rent faktisk har noget på hjerte udover fadøl, gruppekram, påtaget selvironi og et latent ønske om at blive hyldet af alt og alle. Eller vi kan lade metallen gå under jorden igen. Erkende, at de stores tid så småt er forbi, og at der ikke er nogen til at løfte arven fra dem.

Skyd kammerateriet, klicheerne, hyggen og det sikre ned med al den ammunition, der måtte være tilgængeligt.

Læserkommentarer

... og spis en hashkage. I lyder jo som hippiernes klagesang over punkens mangel på politisk retning i 70erne.

For det første er de store store, fordi de har haft 30-40 år til at skabe sig klassikerstatus og et publikum over flere generationer. Det kan man i sagens natur ikke fremtrylle som et bette, nystartet band, uanset hvor meget man arbejde på det. Der var sgu heller ikke ret mange, der heppede på Metallica, da de var på Roskilde i 1986. Eller Soundgarden da de spillede i et telt med plads til 1.500 mennesker i 1990. Eller under Gojira eller Mastodons første besøg i en halvtom Arena i hhv. 2007 og 2005. Giv lærlingene tid, lad den musikalske Darwinisme arbejde, og så står vi om 10-20 år og bræger med på et nyt kuld 'stores' klassikere – og læser tirsdagen efter samme jammer om tidens kunstneriske lavvande.

For det andet er de få store cremen af cremen udskilt blandt utallige middelmådige bands i samme generation, der lykkeligvis er gået i glemmebogen. De har overlevet, fordi de har grundlæggende gode sange og den der je ne sais quoi, som giver superstjernestatus. Rush har mange af de første og meget lidt af det andet; Twisted Sister har kun 2 af de første og tonsvis af det andet. Nogle - Iron Maiden, Metallica, Black Sabbath und so weiter – faldt i trylledrikken som børn og har meget af begge dele. Men deres andel af det samlede metaludbud gennem tiderne skal måles i brøkdele af promiller, og det forhold vil ikke ændre sig i fremtiden. Der går år mellem at deres slags stiger op fra helevede og spreder glæde på jorden.

Og så alle jeres krav om fornyelse. Fornyelse gælder kun, hvis den giver mening - nyt for nyts skyld er åndsvagt og fører til afskyeligheder som black metal jazz og mærkelige udklædninger. Indtil nyt dukker op i en levedygtig udgave, så hellere mere af det samme og eksekveret med mere af det der je ne sais quoi.

I/vi synes det jo selv, for fanden. Med fare for buksevand og olfert så er der ikke meget variation mellem Testament, Kreator, Death Angel og Exodus, men de har alle deres marginale variationer, som gør dem hver til noget særligt – og som gør at der også er plads til nye darlings som Impalers på samme legeplads. Eller Sleep og Earth der for et par år siden fik et par proselytter i Yob og Pallbearer. De lød næsten som gudfædrene og røg alligevel til tops på flere årslister, selvom de gudhjælpemig ikke havde gjort doom-metallens tallerken mange millimeter dybere.

Slap af. Verden vil altid have grænser, og metallen vil finde dem, overskride dem og flytte dem længere ud. Det bliver en fed tur \m/

Årh, hold dog kæft ...

... og spis en hashkage. I lyder jo som hippiernes klagesang over punkens mangel på politisk retning i 70erne.

For det første er de store store, fordi de har haft 30-40 år til at skabe sig klassikerstatus og et publikum over flere generationer. Det kan man i sagens natur ikke fremtrylle som et bette, nystartet band, uanset hvor meget man arbejde på det. Der var sgu heller ikke ret mange, der heppede på Metallica, da de var på Roskilde i 1986. Eller Soundgarden da de spillede i et telt med plads til 1.500 mennesker i 1990. Eller under Gojira eller Mastodons første besøg i en halvtom Arena i hhv. 2007 og 2005. Giv lærlingene tid, lad den musikalske Darwinisme arbejde, og så står vi om 10-20 år og bræger med på et nyt kuld 'stores' klassikere – og læser tirsdagen efter samme jammer om tidens kunstneriske lavvande.

For det andet er de få store cremen af cremen udskilt blandt utallige middelmådige bands i samme generation, der lykkeligvis er gået i glemmebogen. De har overlevet, fordi de har grundlæggende gode sange og den der je ne sais quoi, som giver superstjernestatus. Rush har mange af de første og meget lidt af det andet; Twisted Sister har kun 2 af de første og tonsvis af det andet. Nogle - Iron Maiden, Metallica, Black Sabbath und so weiter – faldt i trylledrikken som børn og har meget af begge dele. Men deres andel af det samlede metaludbud gennem tiderne skal måles i brøkdele af promiller, og det forhold vil ikke ændre sig i fremtiden. Der går år mellem at deres slags stiger op fra helevede og spreder glæde på jorden.

Og så alle jeres krav om fornyelse. Fornyelse gælder kun, hvis den giver mening - nyt for nyts skyld er åndsvagt og fører til afskyeligheder som black metal jazz og mærkelige udklædninger. Indtil nyt dukker op i en levedygtig udgave, så hellere mere af det samme og eksekveret med mere af det der je ne sais quoi.

I/vi synes det jo selv, for fanden. Med fare for buksevand og olfert så er der ikke meget variation mellem Testament, Kreator, Death Angel og Exodus, men de har alle deres marginale variationer, som gør dem hver til noget særligt – og som gør at der også er plads til nye darlings som Impalers på samme legeplads. Eller Sleep og Earth der for et par år siden fik et par proselytter i Yob og Pallbearer. De lød næsten som gudfædrene og røg alligevel til tops på flere årslister, selvom de gudhjælpemig ikke havde gjort doom-metallens tallerken mange millimeter dybere.

Slap af. Verden vil altid have grænser, og metallen vil finde dem, overskride dem og flytte dem længere ud. Det bliver en fed tur \m/